»KONTAKTEN«

Nørgaards Højskole.
Supplerende elevskrift — nummer 1.

 

»KONTAKTEN«. Nørgaards Højskole ~ supplerende elevskrift nummer 1.

 


 

Indholdsfortegnelse.


  1. Præsentation
  2. Skal vi bevare vores elevskrift ?
  3. Folkehøjskolen en videnskab
  4. Nye højskoleelever
  5. Opfordring
  6. Hold kontakten ved lige
  7. Hej allesammen
  8. 30 års dagen
  9. Referat
  10. Nyt
  11. Elevweekend
  12. Mindeord
  13. Hvorfor Højskole
  14. Rabatbillet
  15. Fire gange Rita
  16. Hvad er lykken ?

 


 

»KONTAKTEN«. Nørgaards Højskole ~ supplerende elevskrift nummer 1.

 


 

Præsentation.


     Ovenstående artikel kunne du læse i sidste elevskrift. Artiklen er skrevet for fordi man i elevforeningens bestyrelse her snakket om, at det var i en idé at lave et »alternativ elevskrift«.
     Nogle elever har vist interesse og har allerede sendt os et par breve.
     Vi er nogle stykker, der har bestemt os for at grundlægge et sådant blad, vi forsøger derfor med en første udgave af »KONTAKTEN«.
     Vi håber, at mange blade vil følge efter, og at mange andre efterhånden får lyst til at komme i bladudvalget.
     Vi har tænkt os at »KONTAKTEN« skal udkomme to gange om året til alle gamle elever, der er medlem af elevforeningen. Bladet bliver finanseret gennem elevforeningen.
     Vi håber, at I alle viser interesse, og vil støtte bladet med breve og artikler.

På bladudvalgets vegne
Martha.

 


 

SKAL VI BEVARE VORES ELEVSKRIFT.
     »Skal vi bevare vores Elevskrift?«, lød spørgsmålet på elevforeningens generalforsamling den 28. september 1985.
     Grundet spørgsmålet om bevarelse af vort elevskrift, var en del interesserede elever, som efter generalforsamlingen, samledes med det formål at finde frem til nogle forslag angående andre eller flere muligheder for udnyttelse af spaltepladsen i vort elevskrift.
     Vi holdte et møde, som desværre kun varede i cirka 20 minutter, og det var for lidt tid i forhold til de mange idéer og forslag, og den iver som kom frem under mødet, kunne vi have brugt en hel weekend.



     Nå, men — hvad kunne gøres ?
  1. Vi begyndte med at spørge os selv, hvad vi kunne gøre nu og her før dead–line.
         Flere i gruppen kunne bidrage med såvel poesi, prosa, som selvoplovende gyserfortællinger.
  2. Herefter fremkom forslag om et nedsætte en gruppe, som fremover kunne varetage såvel redigering som trykning af et »Nyt elevskrift« (sideløbende med det nuverende Elevskriftet). Læs iøvrigt herom i elevskriftet.



  3. Et tredie forslag gik på at retablere regionale elevbasisgrupper, som naturligvis her tæt samarbejde med Nørgaards Højskole og elevforeningen, blad, gruppe(r), med videre, og sidst men ikke mindst er foreslående basisgruppens fornemste opgave at oprette en forhåbentlig nemmere og bredere INFORMATION samt KOMMUNIKATION iblandt gamle elever på regionalt plan.

     Egne strøtanker i samme forbindelse er at 6—5 medlemmer fra hver basisgruppe kunne udgøre bladudvalget.
     Jeg vil slutte med et lille hjertesuk affødt af følgende :

     På den dyrtkøbte rejse til Nørgaards Højskole havde jeg kun én med i min bil, hvor der er plads til 3—4 mere, dette forekommer mig ærgerligt, de andre efter min sandsynlighedsberegning må være i nogenlunde samme situation transportudgifterne kunne formindskes fra cirka 500,– kr. til cirka 100,- kr. pr. snude (fra Sjællend til Nørgaards Højskole tur–retur).



     Derfor foreslår jeg, at der ved næstkommende elevstævne sendes en elevliste, som optegnes med regionale overskrifter. Denne skulle fremsendes sammen med invitationen til elevstævnet.
     En sådan optegnelse af en elevliste vil naturligvis koste nogle timers arbejde og i den forbindelse kunne der arrangeres en ARBEJDSWEEKEND for interesserede gamle elever, i stil med allerede afholdte WEEKENDS–arrangementer.


     Undertegnede er naturligvis selvskrevet.

ALIS E. CHRISTIANSEN




 


 

FOLKEHØJSKOLEN

— En videnskab for sig.
     Er der mon ncgen, som ikke kender Grundtvig ? — jo, de fleste har hørt navnet før, men mere ved de ikke om ham. (Jeg gad vide hvor meget de danske højskoler kender til Grundtvig tanker om at starte og grundlægge de danske og andre højskoler ?)


     Folkehøjskolernes situation i dag er, at de får flere og flere arbejdsledige som elever, og mange af dem er langtidsledige, det vil sige, at det er lang tid siden de har været aktivt beskæftiget og derfor ikke vant til at lave noget.



     Megen tid går med at motivere disse til at medvirke i aktiviteterne på højskolerne.
     Og hvad er det forøvrigt for nogle mennesker, der tager på højskole?
     Ja, der er mange forskellige slags. Der er blandt andet nogle fra akademikerhjem, nogle fra arbejderhjem, nogle har erfaringer med sig, andre har ikke, nogle er vant til at klare sig selv, andre er ikke.
     Nogle ved på forhånd, hvad de vil med en given højskoleperiode, andre gør ikke, men finder måske hurtigt ud af det, for de der ikke ret hurtigt finder ud af, hvad de skal bruge en given højskoleperiode til, vil ikke kunne nå et blive rigtigt højskoleelever.



     Det er denne sidste slags, der stadig kommer flere og flere af ud til højskolerne.
     De kommer fra den såkaldte »NÅ–generation«.
     De lader andre kaste bold med sig. NÅ–generationen vil vokse eksplosivt i takt med mediernes fremmarch.
     Det er kernen i hele problematikken omkring spørgsmålet om folkehøjskolen i dag og i morgen samt om Nå–generationen.
     Hvad kan vi gøre for at afhjælpe problemerne og sikre højskolernes fremtid, hvor man måske skal lære eleverne om, hvordan man skal bruge kropssproget?



     Stat, amter og kommuner har mange beskæftigelsesaktiviteter sat i gang, de har også kurser specielt henvendt til de arbejdsløse.
     Når så disse arrangementer er kommet godt i gang, finder man ud af, at her kan der spares penge, forstået på den måde, at de lader en del støtte falde fra højskolerne. Så er der ikke så mange der får råd til at tage på højskole, men de kan derimod få næsten ubegrænset støtte, ved at tilmelde sig et af de lokale kurser eller projekter.
     Lad os få en debat i gang, ikke kun her, men også dagspressen må inddrages i debatten.
     Højskoleforeningerne kan arrangere højskoledebat ude i forsamlingshusene i hele Danmark.

Med højskolehilsen
Thyge Herthoni




 


 

NYE HØJSKOLEELEVER

SKAL BEGYNDE PÅ FORÅRSSEMESTERET.
      — HVAD SÅ ???

     Det hele begynder med, at man har sagt farvel og taget en gribende afsked med over halvdelen af sine højskolekammerater fra efterårssemesteret. Derefter har vi holdt lang vinterferie, der næsten var for lang. Og se kom søndagen den 11. januar, hvor vi mødte de gamle elever og hvor vi var meget spændte og nervøse for se de 50 nye elever, der skulle indføres på »vores hold«. Det første der sker er de glade gensynsscener mellem »de gamle elever«. Det kan tydeligt mærkes på de »nye«, at de er noget ubekvemme ved situationen, men det er der vel ikke noget at sige til.
     Da glæden efter gensynet med de »gamle« havde lagt sig, begynder man at kigge på de nye elever. Men efter at have studeret de første 40 »nye« bliver man lidt fortvivlet, der er jo slet ikke nogen, der kan måle sig med »de gamle«, som lige havde sagt farvel til. Vi »gamle« finder hurtigt sammen i små klikker, hvor vi holdt samråd om de »nye«, og det viste sig, at der var stor enighed om, at de »nye« var nogle mærkelige nogen. (men det viste sig senere, det slet ikke havde noget på sig). Og midt i virvaret af nye og gamle elever, glemte vi »gamle« helt, at vi selv engang havde været nye elever, der var generte og usikre. Ved aftenstid havde vi dog alligevel fundet sammen nede i hyggekrogen eller i pejsestuen, hvor der forsigtigt blev spurgt om de »nyes« navne, bosted og så videre, men de fleste savnede alligevel de »gamle«, og her hentyder jeg til kærestesorger med mere.
     De følgende dage gik så med at sammenryste os blandt andet med fællesarrangementer, sport, sang og så videre, og det var så begyndelsen til, at vi ville blive en stor familie og fungere nøjagtigt ligesom efterårsholdet. Men så ligetil var det nu altså ikke. Der var mange kanter, der skulle files af for, man ville finde sammen med dem man passer bedst med. Efter min personlige mening blev holdet først rystet godt sammen efter vores Norgetur, som faldt omtrent 1½ måned inde opholdet. Der kom man ligesom tættere ind på hinanden. Nu var vi jo ikke delt op gangvis.
     Og her ved efterårets slutning kan jeg ikke bedømme hvilket af holdene, der har været bedst. De har bare været virkelig gode begge to.

Kent Wamberg Hansen.
Efter– og forårsholdene i
1985/1986.



 


 

OPFORDRING.

— HAR DU EN GOD IDÉ ?
— HAR DU OPLEVET NOGET SJOVT/SPÆNDENDE ?
— HAR DU NOGLE ERFARINGER SOM ANDRE KUNNE HAVE GAVN AF ?
— HAR DU MISTET EN ADRESSE PÅ EN HØJSKOLEKAMMERAT ?
— HVORDAN VAR DET AT GÅ PÅ HØJSKOLE DENGANG DU GJORDE DET ?
— HAR DU EN GOD VITTIGHED ?
— OG SÅ VIDERE, OG SÅ VIDERE, OG SÅ VIDERE
     Kort sagt har du et eller andet, du kunne tænke dig at fortælle andre gamle højskoleelever, så fat pennen og gå i gang. Du skal ikke tænke på om du er en god skriver, det har ingen betydning, vi skal nok hjælpe med et rette de værste stavefejl. Det vigtigste er, at vi får så manges som muliq til at skrive.
     Vi har brug for netop dit indlæg, så send det hurtigst muligt (så er du også sikker på, at det kommer med i næste blad)
til:
Martha Pedersen
Nørrevold 21
6800 Varde
Tlf. arb (05) 22 53 49

På bladudvalgets vegne
Martha.



 


 

ÆRGELSE.

     
OFTE ÅBNES ET MØDE MED EN UDTRYKT ÆRGRELSE

OVER DE MEDMENNESKER SOM IKKE ER MØDT OP — — —
ÆRGERLIGT FOR DEM SOM ER MØDT OP.

Nis E. Christiansen



 


 



HOLD KONTAKTEN
VED LIGE.


     Midt i februar blev en højskoleveninde og jeg enige om at tage på besøg på højskole i et par dage. Jeg glædede mig meget til, at skulle derned igen.
     Jeg var selvfølgelig godt klar over, at det kun ville blive ca. halvdelen af dem fra efterårssemestret '85, jeg ville møde igen, resten er jo nu spredt over hele landet, og i gang med helt andre ting. Men på trods af dette gik jeg med en forestilling om, at intet var ændret i forhold til dengang jeg var elev. Jeg troede virkelig, at jeg uden videre ville falde ind i den travle hverdag på højskolen, sådan som den formede sig før jul.
     Det første fingerpeg om, at vi ikke helt hørte til længere, fik vi så snart, vi trådte inden for døren. Hvor skulle vi gå hen ? — Til højre eller venstre ? — Styrte ned på de værelser, hvor vi havde boet, var der jo ikke rigtigt nogen mening i. Der boede jo nu nogen, som vi slet ikke kendte. Vi skyndte os at smide vores bagage, og gik ud for at lede efter nogen, vi kendte !!
     Genkendelses– og gensynsglæden var stor.
     I de dage vi var der, ville vi selvfølgelig snakke med alle dem, vi kendte, men vi skulle også ud at se efter, om Bjerringbros små hyggelige »steder« stadig var lige hyggelige. Det var de.....

     Noget af det sidste vi gjorde, var at gå en tur ned på Kareten, som var den gang vi boede på. Jeg forestillede mig, at minderne ville strømme op i mig, når jeg så det værelse, hvor jeg havde boet, men jeg havde glemt, at der nu boede en anden der, og at værelset selvfølgelig var hendes nu. Det var jo ikke i længere mine ting, der stod på hylderne og hang på opslagstavlen. Intet var på nogen måde præget af, at jeg engang havde boet der, og det kunne såmænd være hvilket som helst af de godt 60 værelser der er på skolen.
     Jeg tog derfra med den tørre konstatering, at højskolen fungerede uden mig, og at de nye elever (som jo efter min mening ikke rigtigt hørte til på stedet) sammen med de tilbageblevende elever også var i stand til, at få en hverdag til at fungere, og at jeg var GÆST.
     Senere har jeg tænkt meget på dette besøg, og på fænomenet: højskole. Jeg tror ikke der findes ret mange steder, hvor der er så mange forskellige mennesker, med så vidt forskellig baggrunde, der på så forholdsvis kort tid, får sat så meget »gang i den«.
     Jeg har senere besøgt højskolen igen, og det var ikke nær så chokerende, så I skal endelig ikke lade jer skræmme til at blive væk. Det er faktisk en fornøjelse at besøge højskolen !

Charlotte Rafn Pedersen,
Elev efteråret 1985.



 


 

HEJ ALLESAMMEN.


     Først vil jeg sige tak, tak for en hyggelig weekend den 28.—29. september 1985, som jeg nød fuldt ud, og så vil jeg bagefter gerne fortælle jer der ikke var til stede fra min årgang, og andre interesserede om, hvad jeg har oplevet i året, der er gået siden sidste elevstævne.
     Den 1. 8. 1984 kom jeg i lære på Tranebjerg sygehus på Samsø som køkkenassistentelev.
     Jeg havde lige som mange gjort en god indsats og havde søgt 128 pladser.
     Jeg var til samtale 6 steder og fik fire pladser, men skulle havde været til 12 samtaler mere, men skæbnen ville, at jeg valgte den forkerte plads, og efter 2 måneder måtte jeg med nogen beklagelse meddele, at da jeg skulle udfylde ansættelsespapirerne, at jeg er epileptiker det gjorde, at man valgte at fyre mig, hvilket jeg ikke troede kunne ske på et sygehus.
     Jeg var nogle hårde dage igennem, hvor jeg ikke gjorde meget andet end at græde, for jeg følte, at man regnede mig til en gruppe af ringere mennesker.
     Jeg kontaktede samme dag som jeg blev fyret Dansk Epileptikerforening, som gjorde en god indsats for at kontakte min familie, som jeg desværre ikke kunne få fat i.
     Man var meget oprørt over det i foreningen, og opfordrede mig til at kontakte Ekstrabladet eller BT, men jeg ville have en læreplads og ikke en forside artikel, og hvor mange vil have en lærling, der laver ballade, næppe ret mange.
     Jeg forlod Samsø, da jeg efter planen alligevel havde ferie.
     Hvis jeg ikke havde anfald før, så fik jeg det nu. Jeg kom til en ekstra kontrol og blev derefter indlagt og fik min medicin reguleret.
     Man sendte mig til en del undersøgelser, der iblandt også ned og snakke med en psykolog, som skulle finde ud af, hvor galt det var.
     En dag, da der så var stuegang, kom en læge ind og jeg spurgte om, hvad prøverne og psykologen havde fundet ud af i fællesskab.
     Svaret lød: »Du skal ud på Katrinebjergcentret.«

     Jeg protesterede, men fik det svar, at jeg ikke vidste, hvad det var, men så måtte jeg forklare, at det vår lige netop det, jeg vidste, og at min mor kom der jævnligt i forbindelse med sit arbejde i epilepeif oreningen.
     Så blev han sur, og aldrig har jeg set en læge smække sådan med døren.
     Der sad jeg i en stor seng og rodede med en masse fagforeningspapirer, som der tilsyneladende ikke var nogen, der kunne finde ud af, og midt i det hele kom en dame rullende ind med et lille bord og skulle have et portræt til min journal, men da hun så mig, gik hun og kom igen 15 min. efter, så i Århus har de nu et billede af mig, hvor jeg sidder i en stor seng med vådt hår og tårerne trillende ned af kinderne, hvilket nok er et godt portræt af mig for de 14 dage af mit liv, men som absolut ellers ligner mig.
     De 14 dage jeg var indlagt, arbejdede jeg meget på at komme igang med en ny læreplads eller et job.
     Imens jeg var på sygehuset, kontaktede jeg alle landets lærepladsrådgivere, og der iblandt sidder der mange søde piger, som har gjort en virkelig god indsats for at hjælpe mig.
     Og efter ca. 3 uger havde jeg en ny læreplads på Løgumkloster efterskole.
     Jeg skrev 10 ansøgninger og brugte 200 kr. i telefon og 100 kr. i taxa, når jeg skulle til samtale i de 14 dage, jeg lå på sygehuset.
     Min daværende fyr syntes, jeg var for problematisk, han skred. Så jeg tog en uge på rekreationsophold hos min skøre moster — det var lige hvad jeg trængte til.
     1. maj 1985 begyndte jeg i Løgumkloster, hvor en fantastisk kok samt fire enestående piger tog imod mig med knus og kram til trods for, at jeg ikke havde mødt dem før.
     Jeg søgte en række legater og fik et på 3.000 kr. til hjelp til et rekreationsophold.

     Så kom der gang i mine søde veninder, de hjalp mig med at sy mit sommerdress og en anden veninde bakkede mig op ved at arrengere ture i sommerhus, festivaler og så videre, og hver gang har der været sørget for alt i form af telt, telt, soveposer, billetter, mad, transport o. s. v..
     Så i 14 dage af min ferie sad jeg i Spanien, en uge var jeg på kanotur på Gudenå og andre 14 dage hos en vendinde, så jeg har virkelig fået opbakning fra kendte og ukendte mennesker.
     Og nu er jeg ved at søge 2 års plads, og der har jeg venner og min chef til at hjælpe og støtte mig, så jeg håber det giver resultat.

     Jeg skal til samtale på søndag den 13. 10. 1985 og søndag den 14. 10., så jeg håber det går.
     Med disse linier vil jeg give alle et spark bagi, for et opfordre andre til at vise, at vi ikke er dumme selvom, vi har et handicap.
     Til sidst vil jeg gerne gøre opmærksom på, at der er muligheder for et søge legater for alle. Der findes håndboger på biblioteket med adresser.
     Med her er adressen på det legat, jeg fik (der er for unge kvinder på 20—25 år med psykiske, fysiske eller kroniske lidelser til rekreationsophold, med det kan et højskoleophold vel også tolkes som.

Adressen er:
     Georg Friederick Carl Jacob
     og hustru Rosalie Wilhelmina Jacob
     f. Wittes legat.

     Ansøgningen sendes til:

Johanne Larsen
Mikkel Vibesgade 53 TH
Postbox 161 1005 København K.
Telf.: 01—54 57 20

     God fornøjelse og vis nu at I også kan vores valgsprog :
JEG KAN

JEG VIL

JEG SKAL VISE DEM


Kærlig hilsen

Jette Steiner Nielsen
elev 1981—1982





 


 



30 års FØDSELSDAG.

     Egentlig er der slet ikke begrundelse for at fejre en 30 års dag.
     — Man kan ikke forvente gaveregn og en masse PR, — så når vi alligevel gjorde det, var det vel nok mere for at bringe os sammen og feste lidt og det gjorde vi.
     Den 2. november var en lørdag, begyndte vi dagen med flaghejsning og morgensang.
     — Merete bød på et dejligt morgenbord, hvor vi fortsatte med højskolesangbogen og et godt samvær.
     Efter en ret så afslappet dag samledes vi i spisesalen til et festligt dækket bord, pyntet i efterårets farver. Vi alle nød køkkenets dejlige mad og et glas vin.
     I en pause sang vi af højskolesangbogen, og der blev holdt tale af formanden for Nørgaards Højskole, Vagn Vestergård; amtsborgmester P. E. Eriksen; elevforeningens formand Søren Ørholst og elevrepræsentant i Martha Pedersen.
     Efter desserten afsluttede undertegnede det dejlige samvær, og alle begav sig i motionssalen til kaffe og underholdning ved de »fire gange Rita«.
     Efter deres store succes på café Liva i Frederiksholms kanal, var det med stor forventning vi satte os tilbage for at nyde Kabaret v/ Ulla Koppel.
     Den var måske god nok, men det skal indrømmes, at jeg personlig ikke fandt større glæde ved at overvære forestillingen.


     Nå, det var nok om det, vi afsluttede aftenen og dermed 30 års dagen med dans og et godt samvær.
     En ny milepæl i Nørgaards Højskoles historie var passeret.

A. Kjær Nielsen



 


 



ELEVERNES TALE TIL SKOLEN PÅ 30 ÅRS–DAGEN.



Vi fik en invitation så flot
med et fint program beskrevet godt.
Den anden november skal der festes ja,
for det er skolens fødselsdag.
Vi har glædet os til denne dag
hvor vi skal feste i fælles lag.
Så mens vi maden rigtig nyder,
der et par ord fra eleverne lyder.
TIL LYKKE med dagen, skolen skal ha'
med den runde fødselsdag.

Når der sådan fest skal være
vil vi også Jer lidt forære.
Men hvad giver man en skole, som er smykket flot,?
et ur til pejsestuen, nej, det er ikke godt !!!
Een sagde: »Der ligger flere ure gemt et sted,
hvor mange jeg ikke rigtig ved«.
 
 

Hvad kan vi så give, vi gik og tænkte på,
jo, et dartspil måske kunne gå?
Men også en sådan skolen har,
den hænger på kontoret — brugeklar !!!

Nå, hvad så et tredie forslag, må vi ha'
til gaven på skolens fødselsdag.
Vi tænkte en voksende glæde, det må være sagen,
men nej, Fisker sagde med beklagen:
»Et træ er ikke lige gaven,
for hvor skal det stå i haven?
En havearkitekt skal det bestemme,
gør jeg det, kommer jeg nok i klemme«.
 
 

Vi må finde noget nyt, et fjerde forslag,
og det faldt på et danebrogsflag.
Længden på flagstangen vi så skulle have at vide,
og ak, vi måtte igen i det sure æble bide.
Kan I tænke Jer hvad pedellen siger:
»Vi har lige fået et flag forærende kære piger«.
 
 

Et forslag nyt nummer fem må findes på,
og hvad nu tiden jo hurtigt gå.
Langt om længe vi fandt på en gave,
som vi synes skolen skulle have.
Vi håber at gaven vil vere til nytte,
hvis l glemmer til vejrudsigten at lytte.

Til sidst håber vi at I kan finde
en plads til gaven, og at solen altid vil skinne
på NØRGAARDS HØJSKOLE, elever og personale
og så vil vi til sidst i vor tale
igen ønske TILLYKKE med højskolens tredvie år,
og håber at skolen en dejlig fremtid får.
Vi siger TAK for den tid, som indtil nu er gået,
vi allerede mange gode minder har fået.
Jeg synes nu at Sørine, Kjær og skolen skal have
en hyldest med HURRA og så modtage vor gave.

På elevrådets vegne
Martha.



 


 



NØRGAARDS HØJSKOLES
SITUATION I DAG ?

     Skal jeg her ganske kort sige noget om højskolesituationen, må det være, at vi på Nårgaards Højskole ikke har grund til at klage over elevantallet:
     — alle senge er fyldt op     — også ind i forårssemestret.


     Skolen råder over fantastisk velfungerende bygninger og udstyr, så det er jo ikke så underlig, at medet mellem højskoleeleverne og et dygtigt personale, giver resultater.
     Det er dejligt at høre eleverne, der er i huset og elever som har været her, sige det var godt at møde personalet på Nørgaards Højskole, det gav meget, fordi de havde lyst og viljen til at lave højskole.
     Ja højskole, skal jeg her placere højskolen i samfundsbillet så må det være sådan, at vi i forhold til en del af ungdommrn er vigtigere end folkekirken.
     Det er hos os mange finder begyndelsen til de egentlige værdier, til det liv som følger efter højskolen.
     Den oplysning, samtale og omgang, vi fik med hinanden, gav livsmod og tro på sig selv; lyst til at gå ind i de udfordringer, som den spændende fremtid byder på.
     — Men først og fremmest gik ingen herfra uden at møde livets gåder, ånd og sjæl.

A. Kjær Nielsen.



 


 



REFERAT FRA ELEVFORENINGENS BESTYRELSESMØDE.
— Total overskud 1.660,– kr. fra elevstævnet sep.. 1986.

— 30 personer er tilmeldt til elevweekenden den 15.—17. aug..

— Efterårselevstævnet i 1986 er den 26. — 28. september.

— Elevweekend i 1987 er den 14.—16. aug..

— Efterårselevslævne i 1987 er den 25. — 27. september.

— Ansøgning om en fane til højskolen ved Valdemarsfonden.

Med venlig hilsen
Elevforeningen.



 


 



NYT....NYT....NYT.


Ansatte der ophører:

     Idrætslærer Henning Wickrnann har fået job på den nye idrætshøjskole i Brønderslev.

     Lærer Esben Harding Sørensen, ophører.


Nyansatte:

     Dorthe Sylvest,
uddannet på læreskolen i Ollerup skal stå for textillinien.

     Claus Estrup, idrætspædagog.
Uddannelse: bifag fra Århus universitet: historie
bifag fra Odense universitet: idræt.
Hovedfag fra Københavns universitet: idræt.
Svømmeinstruktør ved Jysk svømmeunion.

 






Repræsentantskabsmøde
den 22. marts 1986.

     Svømmesalen — ja det er desværre et kedeligt punkt, jeg skal sige noget om. Sagen er nemlig den, at salen for 14 dage siden blev lukket med øjeblikkelig varsel, af fare for at loftskonstruktionen skulle falde ned. Det lyder barskt og ufatteligt, at det kan være rigtigt i en 6 år gammel bygning.
     2 år efter ibrugtagning af salen, blev den undersøgt for eventuelle angreb af fugtdamp, eller hvad ved jeg. Alt i orden. Ingen har overhovedet tænkt på, at der kunne være nogle problemer. Men en dag siger pedelmedhjælperen, der er nu et eller andet galt. Kjær siger så, at vi må have fat i arkitekt og ingeniør. Og da de som sagt for 14 dage siden kom og gik konstruktionen igennem, viste det sig, at det var totalt råddent, og at der ligefrem kunne være tale om nedstyrtning, især i den ene ende. Derfor den øjeblikkelige lukning. Det første spørgsmål er da naturligvis. Hvodan kan det dog gå til, og hvor ligger ansvaret. Dette arbejdes der med i øjeblikket på den måde, at der bliver foretaget en syns og skønsforretning. Hvad resultatet af dette bliver, kan jeg' ikke på nuværende tidspunkt udtale mig om. Ihvertfald bliver det en ret bekostelig affære at få det gjort i stand. Vi skal naturligvis sikre os, at noget sådant ikke kan ske.

 


 



LÆSERBREV MED HENHOLD TIL ELEVWEEKENDEN.

     Rent kaos kunne situationen rent faktisk betegnes med. Overalt var der masser af mennesker: I pejsestuen, på biblioteket, på gangene, i sludrekrogene og på værelserne.



     Idéen med en sådan elevweekend er fantastisk !! — Og jeg glæder mig allerede til det bliver min tur, til at komme herop og snakke med alle de gamle kammerater.      Men som elev på skolen: Ud. Jeg synes simpelthen, at det var en oplevelse, som jeg gerne ville være foruden... ( selvfølgelig var alt ikke ren elendighed, men det gode kunne altså ikke opveje det dårlige).
     Hovedproblemet er at det er svært at blande sig med de elever, som kom udefra, da de havde rigeligt i at snakke med deres gamle venner. De kommer jo ikke her for at møde os nuværende elever, men for at møde de gamle... Og det er jo klart, at det er skønt at de gamle højskolevenner (Og højskolefjender) det er jo ofte længe siden, at man har set hinanden. Ja, man følte sig egentlig mest tilovers.



     Derfor vil jeg foreslå, at elevmødet bliver holdt en weekend, hvor nuværende elever ikke er på skolen — eventuelt i efterårsferien — på den måde vil der heller ikke opstå kaotiske situationer ved spisning, mangel på madrasser og så videre..

Palle Wollekær.



 


 



OPLEVELSER
FRA ELEVMØDET.

     Fredag aften ved spisetid ankom de første elever. De sad og sludrede i pejsestuen indtil de forduftede ned på Christiansborg, hvor vi var nogle stykker, der senere på aftenen fik nogle udmærkede samtaler. De fortalte en masse om, hvordan de havde oplevet højskoleopholdet, og vi fortalte om vores . De »gamles« største problem var maden, som efter deres mening var utilstrækkelig og uvarieret, hvilket jeg ikke kunne give dem ret i. De problemer som er på skolen nu, havde de ikke mærket så meget til; de forsøgte at give mig gode idéer til, hvordan vi kunne gøre opholdet bedre. Jeg synes, det var meget lækkert, at de ville sætte sig i vores sted og give idéer ud fra deres erfaringer. Aftenen (natten) sluttede med, at de ville vise os et sted, hvor man kunne købe nogle gode rundstykker, desværre var bagerens ovn gået i stykker, så vi måtte nøjes med at få dagsgammelt franskbrød, hvilket vi også nød med stor appetit på sludrekrogen.
     Lørdag. Denne dag var nok dagen, vi alle så frem til med stor forventning. Nogle blev positivt overraskede, andre blev skuffede — jeg hørte blandt de første. Formiddagen og eftermiddagen gik med, at de gamle elever »fandt hinanden igen«. Mange var også rundt for at se til deres gamle værelser, de kunne ikke forstå, at vi ikke havde sat sengene på skrå, at vi ikke havde lært at bruge brandsprøjte til at gøre badeværelse rent med....... om vi endnu ikke var gået igang med at døbe elever, lærer og kontorpersonale, jeg fik en nøje gennemgang af reglerne, så bare vent...!!!! I det hele taget fik jeg mange gode idéer lagt på bordet.
     Så blev det spisetid og en dejlig middag ventede os.



     Jeg og en anden nuværende elev kom til at sidde til bords med en flok gamle elever, og hvilken flok, snakken kom hurtigt i gang og gik først i stå kl. 5. Efter middagen gik hele flokken fra bordet og ned på et af vores værelser, hvor vi hyggede os til festen gik igang i motionssalen. Her blev flokken yderligere udvidet med nogle game elever.
     Efter festlighederne på skolen blev byen nærmest invaderet af nye og gamle højskoleelever, de indtog både gulv– og siddepladser på Christiansborg.
     Jeg syntes, at det var en utrolig sjov aften, hvor vi både morede os og fik snakket en masse.
     Søndagen forløb ganske stille, mange var lidt sløve efter nattens strabadser.



     De gamle elever forlod skolen i løbet af dagen, efter at have taget en rørende afsked med gamle og nye bekendte. Det lyste langt væk, at de gamle elever havde haft en uforglemmeligt ophold på højskolen. Jeg håber, at jeg til næste år, som gammel elev, vil opleve weekenden lige så spændende som i år, og håber at vi, som er her nu, må få et ligeså glædeligt gensyn og rørende afsked som de gamle elever har oplevet i år.

Martha.



 


 



TIL ALLE JER
FRA EN AT OS DE »NYE«
SOM NU ER »ÆLDRE«
MEN IKKE »GAMMEL«!

     Skriv lidt om hvordan det er at komme her i januar som ny elev, lød opfordringen.
     »Jamen, jeg er jo ikke engang ny længere«. Huset er igen blevet invaderet af en flok, der nu er de »nye« for mig, som en af de »ældre« fra januar.



     Hvis du vil, så er der fart på og udvikling i dit liv, både her i vores lille lukkede verden af en skole og udenfor i samfundet. Det samfund, som efter 3 måneder her, virker lidt fjernt — simpelthen fordi mange af os bliver hvirvlet så grundigt ind i »det, at ville højskole« (et af Kjærs foretrukne valgsprog), at verdenen udenfor bliver noget, vi diskuterer teoretisk og lejlighedsvis besøger — og får besøg fra.
     Det er en leveform, man ikke rigtigt bliver bevidst om, før det pludselig slår ned i en, at man hurtigere end man aner, igen bliver nødt til at bestille billet til en plads udenfor muren. Udenforstående (folk der ikke har været på højskole) har måske lidt svært ved at forstå, hvorfor det så er så vigtigt i det hele taget at lukke sig herinde — hvis resultatet er at man bliver virkelighedsfjern?
     Her er jeg nødt til at drage kunsten, litteraturen og filmen ind i min argumentation.



Kunstneren, forfatteren og filmskaberen er i skabelsesprocessen nemlig nødt til at påtage sig rollen som tilskuer og betragter, for i det hele taget at kunne udtrykke sit budskab. Højskolens sjæl (altså os elever, lærere, personale) er også en slags kunstnere, skabelsesprocessen er vores hverdag, kunsten er det, vi har givet hinanden og det stykke, vi har nået, når vi skilles.



     Hele denne proces begyndte altså, som nævnt for mig i januar, hvor jeg, til min store forbavselse altså, stødte til en masse af de »rigtig gamle«, men problemet er bare nu, at det jeg er blevet bedt om at beskrive, slet ikke eksisterede for mig, da jeg var en af de »nye« — for alle de gamle var ikke, som man skuils tro, en lukket »masse–klike«, der osede af gamle intriger, men derimod for mig en »flok individer« af nye mennesker. — Er de forvirret? Så har jeg ikke nogen løsning, for det eneste særlige, der for mig var ved »de gamle«, var at nogle stykker af dem var utrolig praktiske at have ved hånden i begyndelsen, som en slags guider i højskole–færden.

Tove Søgård Jensen
forårssemestret 1986.



 


 

Hverdagens sandheder.

     DE BEDSTE år i en mands liv er, når børnene er store nok til at hjælpe med til at skovle sne, men ikke gamle nok til at låne bilen.

     DEN MAND, som ikke kan forstå, at hans kone ikke kan finde noget at tage på i et stopfyldt klædeskab, er den samme mand, som ikke kan finde noget at spise i et stopfyldt køleskab.

     BØRN er voksne, når de holder op med at spørge, hvor de kom fra, og nægter at fortælle én, hvor de skal hen.

     ALLE, der mener, at konversationens kunst er død, burde prøve at give et barn besked på at gå i seng.

     UDTRYKKET at spise som en fugl får en helt ny betydning, når man har købt foder til dem hele vinteren.

 


 



MINDEORD.



     Lis Fink, som har været lærer på Nørgaards Højskole fra 1984, er efter langtidssygdom død den 30. marts 1986.
     Lis var en glad og levende pige, altid venlig og smilende.
     Hvis man havde sin gang i tekstillokalet, kunne man være sikker på at møde Lis dernede også sent om aftenen.
     Foruden, at hun underviste i tekstil, underviste hun også i maskinskrivning og dansk.
     Vi er mange der vil savne hende.

 


 



HVORFOR HØJSKOLE.

     Hvorfor tog du på højskole??
     Dette spørgsmål er jeg tit blevet stillet, og tanker omkring dette spørgsmål har mange gange svirret rundt i hovedet på mig, men et egentlig svar kan jeg ikke finde. Idéen om at tage på højskole dukkede pludselig op, og fra, at jeg fik idéen og til, at jeg realiserede den, gik der godt 14 dage, så det var en beslutning, hvor der ikke var tid til ret mange overvejelser.
     Indtil jeg rejste på højskole, arbejdede jeg i en børnehave, hvor jeg havde arbejdet, siden jeg blev uddannet pædagog i 1984.
     Fra børnehaven var jeg så heldig at kunne få bevilget orlov, selv om det var med få dages varsel. Jeg har ellers altid sagt, at »det var ikke mig« at tage på højskole, når andre, især mine forældre, har sagt, at jeg skulle give mig selv den oplevelse. Men nu tog jeg afsted alligevel og måtte da også høre en hel del for det.
     Det var med store forventninger, jeg mødte op på højskolen i august 1985. Nu kunne jeg rigtig få lov til at udnytte tiden til alle de interesser, jeg havde uden at skulle tanke på madlavning, arbejde, oprydning og så videre — og ih, hvor jeg nød det.
     Min timeplan bestod mest af idrætstimer og enkelte andre kreative fag. Fritiden brugte jeg også meget til idræt eller på værkstederne, og hvor var det dejligt bare at kunne gå i gang efter spisetiderne uden først at få klaret opvasken!!!!
     Selv om der ikke var nogle faste pligter, der kaldte, kneb det alligevel med at få tiden til at slå til. Efterhånden som ugerne gik, blev det nødvendig at tage natten til hjælp, for tiden var jo snart gået, og det var ved at gå op for en, at vi snart skulle skilles...
     Da opholdet var slut var det med tårevældede øjne og med grå ansigter (af træthed), vi skiltes. Og hvad så?
     Jeg var heldig, jeg havde mit arbejde at komme hjem til, i hvert fald så snart, jeg blev raskmeldt efter en idrætsskade, som jeg pådrog mig i løbet af opholdet. Jeg gik sygemeldt i 3 uger, og hvilke tre forfærdelige uger. At komme fra et sted med masser af liv og masser af aktiviteter og så hjem til stilhed, og ikke de store muligheder for lige at komme i gang med noget. Det var simpelthen skrækkeligt!!! Jeg anede pludselig ikke, hvad jeg skulle få tiden til at gå med, mens alle andre var på arbejde.
     Det var rart igen at komme igang på arbejde, men det var noget andet end at gå på højskole. Nu efter tre måneders arbejde, er jeg efterhånden omstillet til. at det nu er arbejde og ikke højskole....
     Efter at have skrevet dette brev ved jeg stadig ikke hvorfor, jeg tog på højskole, men jeg ved det er dyrt at gå på højskole, når man selv skal betale, men det var absolut pengene værd....

Efterårselev 1985.



 


 



ADRESSEFORANDRING !!!!

ADRESSEFORANDRING !!!!

     Kære medlemmer af elevforeningen,
     jeg har en bøn til jer om, at I ved girokortindbetalingen (giro 5 05 36 25 hvis I har mistet jeres girokort), ikke påfører en midlertidig ferieadresse, men jeres faste adresse.
     I er kodet ind på vores EDB–anlæg, og jeg skal holde det ajour — også med vedvarende adresseandringer. Jeg kan opfatte en ferieadresse som udtryk for en vedvarende flytning.

Med venlig hilsen jeres kasserer
Jørgen Nørgaard



 


 



NOGET OM RABATBILLET.

     Skolen og DSB har lavet en ordning med rsbatbilletter til rejse til Bjerringbro. Rabatbilletten er udformet som en folder, hvori biletten indhæftes.
     Rabatten udgår 25% af billetprisen. For at bibeholde denne ordning, skal der købes billetter for et større beløb årligt, så man må på det kraftigste anbefale, at man benytter dette tilbud.


Folderen ser sådan ud.

     Hvordan får du så glæde af dette tilbud?
     Jo, du vil i forbindelse med indbydelsen til elevmødet, som afholdes den 27.— 28. sep. 1986 få tilsendt en sådan folder.
     Benyt folderen, så sparer du de omtalte 25% og giver samtidig mulighed for, at ordningen mellem skolen og DSB kan opretholdes, med glæde for alle nuværende som kommende elever, og også dig selv.

 


 



Fire gange Rita
fejrer højskolens
30–års dag

     BJERRINGBRO — »Træt af blomme i madeira? Så prøv Rita i Rom!« Når Nørgaards Højskole i morgen, lørdag, fejrer sin 30 års fødselsdag, bliver det blandt andet med hjælp fra den fire kvinder store revy/cabaret »Rita i Rom«. Ulla Koppel, Charlotte Rørdam, Tinne Svane og Inger Dahlholm synger, spiller og klovner sig med slet skjult satire gennem emner som Longehuset, mænd, flygtningehjælpen, healing, sexister og EF. For blot at nævne et udpluk.
     De fire Rita'er skulle nok kunne lattermusklerne og måske også vække en enkelt eftertænksomhed her og der. »Rita i Rom« har frem til den 16. oktober haft stor succes på den flydende Café Liva, midt i Frederiksholms Kanal i København.
     Fra fødselsdagsprogrammet i øvrigt kan nævnes flaghejsning for eleverne og personale ved 9–tiden med efterfølgende morgenmad. Om aftenen er der fællesspisning og korte indlæg ved kulturudvalgsformand Vagn Vestergaard (V), amtsborgmester P. E. Eriksen, elevforeningen, elevrådet og afslutning ved forstander A. Kjær Nielsen.
     Derefter følger cabareten »Rita i Rom«. Der serveres kaffe, opfordres til dans, og aftenen slutter med natmad for indbudte gæster ved midnatstid.
     Fødselsdagen er atså et lukket arrangement for elever, personale og skoIens repræsentantskab.
     Men samtidig åbner Nørgaards Højskole en varieret kunstudstilling på skolens gange for alle interesserede. »Nørgaards Kunstforening« står for udstillingen, der Iøber fra i morgen, lørdag, frem til torsdag den 14. november, alle ugens dage fra kl. 9 til 16.
     Udstillingen falder i tre dele. Der er fem skulpturer af Steen Krarup Jensen, Odder. Han har adskillige udstillinger bag sig, og han er uddannet på Det Kongelige Danske Akadami for de skønne Kunster– og Billedhuggerskolen. Han debuterede i Nikolej Kirke i Køben i 1975.
     Gæsterne kan også møde 85 farvereproduktioner af den grønlandske sælfanger og billedkunstner Aron fra Kangeq. Aron beksrev i midten af forrige århundrede de eskimoiske sagn og myter. Beskrivelserne var ledsaget af over 200 akvareller i format som postkort. Og det er 85 af disse akvareller, som kan ses på højskolen. De er stillet til rådighed af Grønlands hjemmestyre og Nationalmuseet.
     Tredie indslag på udstillingen er frembragt af gruppen »Nordiske Grafikere«. På højskolen ses udpluk af værker af Arne Johannesen, Danmark, Haukur Fridthjofsson, Island, Randi Eilertser, Norge, Leif Elggren, Sverige og Ricjard Årlin, ligeledes fra Sverige.
     Som et supplerende kunstfremstød har Nørgaards Højskole købt et keramisk relief af kunstneren Lise Trans. Dette værk hænger på festsalens ydermur.
     Endelig vil der i udstillingsperioden også være fri adgang til den faste Sven Havsteen–Mikkelsen samling, der er suppleret op i anledning af fødselsdagen. Den faste samling hænger i skolens spisestue og i pejsestuen.

Kritik fra Randers Amtsavisden 1–11–1985.



 


 



AFSTED

     Hvad er lykken ?

     Lykken er rejsen til bestemmelsesstedet
Lykken er, hvad du gør lige nu.
Hele livet har du bevæget dig frem mod nye mål, som du troede var lykken.
At komme i skole,
At slippe ud af den igen,
At få en læreplads,
At blive udlært,
At blive forfremmet,
At få en et–værelseslejlighed,
At få hus,
At blive gift,
At få børn,
At rejse og så videre.




Var du tilfreds og lykkelig, hver gang du nåede et mål ?
Måske et øjeblik.
Så fandt du igen nye livsmål.
Heldigvis for ellers var du gået i stå.
Tilfredshed er døden.
Gør dig bevidst om,
at lykken og tilfredsheden
hver dag findes i dine handlinger.
Vi må alle prøve at gøre hver dag,
til den bedste dag i vores liv
og hjælpe hinanden.

Anne Lise Balling
medlem af elevforeningen.

 






REDAKTIONEN BESTÅR AF:

Martha Pedersen (ansvarshavende redaktør)
Nørrevold 21
6800 Varde
Telf.: 05–22 53 49

Annelise Balling
Søborgvej 13
7880 Roslev
Telf.: 07–59 63 10

Lajla Strüssmann
Dyssevænget, Guderup
6430 Nordborg
Telf.: 04–45 89 09

Brita Papsøe Nielsen
Østbanegade 161 st. tv.
2100 København Ø
Telf.: 01–43 08 45

Jørgen Madsen
Langgade 15, Vivild
8961 Allingåbro
Telf.: 06–48 62 12

Kent W. Hansen
Søndergade 1 , 3. tv
7600 Struer
Telf.: 07–85 41 93

Per Klemp
Ryvangsallé 1
2100 København Ø

Charlotte Rafn Pedersen
Beatesmindevej 28, 1. th.
9210 Aalborg SØ
Telf.: 08–14 01 92

Tove Søgsard Jensen
Rudbølvej 69
8600 Silkeborg
Telf.: 06–82 93 32