»KONTAKTEN«

Nørgaards Højskole ~ supplerende elevskrift.
 
Nr. 2 — marts 1987.

 

»KONTAKTEN«, supplerende elevskrift nummer 2, marts 1987.

 


 

Indholdsfortegnelse.


  1. »kontakten«
  2. Skolens start
  3. Elevforeningen
  4. Projekt kørestol
  5. Nødråb til elever
  6. Højskolen i informationssamfundet
  7. Glæd en ven
  8. En novelle
  9. Hej gamle ven
  10. Læserbrev
  11. Thi kendes for ret
  12. Vore dages normalsprog
  13. Læserbrev
  14. Grundtvig og AIDS
  15. Henstilling — Kontingent
  16. Pigen fra Ohio
  17. 5 års jubilæum
  18. Varmeprojekt
  19. Fælles buskørsel

 


 

»KONTAKTEN«..


     Så gled »Kontakten« igen ind gennem »sprækken«.
     Indeholdende breve, nødråb, artikler, noveller og så videre fra nogle flittige, gamle elever. TAK FOR DET.
     Det var fint, at så mange har indsendt indlæg. Desuden indeholder bladet stof fra gamle elev–aviser.
     Vi har desværre kun aviserne fra de sidste par år, så skulle du ligge inde med et endnu ældre nummer, og du mener der er godt stof i det, hører vi gerne fra dig.
     Har du oplevet noget spændende, har du lyst til at sende en god historie o. s. v. læs »Kontakten« og få endnu flere idéer. Send dit indlæg til undertegnede adresse, og vi vil mangfoldiggøre det i 850 eksemplarer og du vil blive verdenskendt i Danmark......

     Næste blad vil vi forsøge at få udsendt sammen med indbydelse til elevweekend, som er den 26.—27. september 1987.

Med venlig hilsen
»bladudvalget«
Martha Pedersen
Nørrevold 21
6800 Varde
Tlf.: 05 22 53 49

 






Skolens start.

En beretning om
Nørgaards Højskole og
dens grundlægger,
Arne Nørgaard.


 
»Arne Nørgaard, der er skolens stifter.
Arne Nørgaard, der er skolens stifter.


Hvilke forkundskaber havde skolens skaber?
     Arne Nørgaard var stærk præget af erfaringer om sygdom, social uretfærdighed og oplevelser, han havde i studieårene som frivillig medhjælper ved Kirkens Korshær og som højskolelærer i 24 år på Ryslinge Højskole. Men især af mødet med de arbejdsløse i begyndelsen af 30–erne, hvor han forsøgte at løse manges problemer.

Hvordan idéen opstod.
     Arne Nørgaard blev flere gange selv tvunget til uvirksomhed af en ondartet astma. Efter et sygehusophold tog han til et udbombet sogn nær Arnheim i Holland for at besøge en ven. For at sognet kunne blive genopbygget efter krigen, blev mange ufaglærte i løbet af et år oplært til at udføre faglært arbejde. Det lærte Nørgaard, at mennesker, der af en eller anden grund er slået ud, godt kan vende tilbage til en normal livsrytme, hvis de får en fair chance. Det gav ham idéen til at opføre en højskole.

HESTEN OG ANKERET Ankeret er håbets tegn, hesten var i den hedenske mytologi det væsen, der førte solskiven over himmelbuen. Hrymfakse, der hver morgen ved Dellings porte henter den nye dags sol. Håbet knyttes vel hertil, at vi ønsker, at der vil være mange dage for os østpå endnu.

Kontakten til myndighederne.
     l begyndelsen af 1955 havde han nogle løse planer, som han forelagde embedsmænd ved Århus Kommunes sociale forvaltning. De havde svært ved at fatte hans idé. Invalideforsikringsretten, som han hurtigt fik god kontakt med, forstod snart, at det var et pionerarbejde, der var påbegyndt. Retsformanden og kontorchefen var meget interesserede i skolen. For at sikre en vis lægelig indsigt ønskede retsformanden at deltage i regelmæssige konferencer på skolen vedrørende de elever, forsikringsretten anbragte. I 1961, da revalideringsloven trådte i kraft, kom revalideringscentrene ind i samarbejdet i stedet. Det var ikke altid lige let for ham at hjælpe eleverne til at få det økonomiske fundament i orden.


Bygningen i Hadsten, hvor skolen begyndte i 1955.

Højkolen går i gang.
     Skolen indviedes 3./11. 1955. På det tidspunkt var planlægningen, indretningen og godkendelsen, der var meget vanskelig, overstået. Ved hjælp af en lille annonce og takket være god omtale i pressen kom første hold til at bestå af 41 elever, hvoraf de 35 fuldførte. Ifølge loven skulle mindst 18 elever gennemføre. Ved starten havde skolen ikke råd til telefon, men benyttede sig af velvillige naboers, som Nørgaard ofte blev kaldt til. Efter at eleverne var ankommet, manglede der mange ting. For eksempelvis kom skrivemaskinerne efter en måneds forløb.


Den økonomiske situation.
     Det økonomiske grundlag var ikke det bedste. Skolen lagde ud med at have cirka 10.000 kr, men med velvillig kredit fra leverandørerne lykkedes det at få økonomien til at løbe rundt. I slutningen af november året efter fik man besked om at skolen imod forventning ikke kunne få statsstøtte til undervisningsmaterialer, idet nogle mente, at den snart ville lukke. Det er i nøden, man skal kende sine venner. Arne Nørgaard opdagede, at dem havde han en del af, for mange lånte ham penge eller kautionerede, så skolen kunne komme over den vanskelige periode.


De nye bygninger i Bjerringbro.

Skolens udvikling.
     På det første hold var eleverne allesammen handicappede, men siden blev de raskes andel større og større. Mange kom som revalidender. Man kan spørge: Hvad er en revalidend?
     — Det er en person, der skal omskoles til andet arbejde, fordi vedkommende er kommet til skade eller har en sygdom, med hvilken han/hun ikke kan fortsætte med sit hidtidige arbejde, men eventuelt skal omskoles til noget andet. Herefter melder spørgsmålet sig: Hvorfor flyttede skolen fra Hadsten?
     — Det er der flere grunde til. For det første, var det lejede bygninger, som var lejet af håndværkeskolen. De havde allerede i 1968 sagt skolen op, men hver gang fået en velvillig udsættelse, indtil de nye bygninger i Bjerringbro stod færdige i 1971.
     — For det andet, var der ingen udvidelsesmuligheder. Der var maksimalt plads til 60 elever, men de sidste åringer var de oppe på 110 elever. Af den grund var det nødvendig at leje værelser ude i byen og det var meget upraktisk. Af den grund blev der taget kontakt med højskoleforeningen i Bjerringbro. Og som I alle ved, blev der en højskole ud af det.

Kilde: Fra tanke til handling.


De nye bygninger i Bjerringbro.

 






Fra elevskriftet »Gangposten« forår 1987:


 







Fra venstre:Lone de Blanck, Lajla Strüssmann, Bent Jensen, Poul Erik Andersen, Britta Papsøe Nielsen, Jørgen Nørgaard samt Anne–Lise Balling.

Hvad laver Elevforeningens bestyrelse egentlig?
     Da jeg kørte til elevstævnet i efteråret 1986, var det uden viden om, at det i det næste år blev mig, der skulle indkalde til stævne, fordi formandsposten blev ledig, efter at Carl Søren Ørholst ønskede at trække sig tilbage.
     Under festen kom spørgsmålet ofte: »Hvad laver elevforeningens bestyrelse egentlig?«
     Efter at det halve år nu er gået, vil jeg prøve at beskrive arbejdsopgaverne i denne artikel.
     Der går meget tid med planlægning af de forskellige arrangementer: forårsstævnet, tema–weekenden, elevstævnet. Ens for alle arrangementerne er, at der skal etableres aftaler med skolen/køkkenet om de praktiske gøremål. Ligeledes skal der træffes beslutning om underholdning samt bestilles foredragsholder/underviser med mere.
     Der bliver årligt afholdt cirka 3 bestyrelsesmøder, hvor alle i bestyrelsen kan komme med forslag til en i forvejen udsendt dagsorden. Ofte er der forslag fra medlemmerne af foreningen, og vi debatterer de indkomne forslag.
     Igennem dette blad, du sidder med i hånden lige NU, har du mulighed for at give din mening til kende.
     Sammen med dette nummer af »Kontakten« har du fået en folder om emnet »GLOBAL ØKOLOGI — er også din hverdag«, som er emnet på vores tema–weekend 14. til 16. august 1987. Tilmeld dig senest 10./4. 1987 !!
     Til slut håber jeg, at vi ses til stævnet 26./27. september 1987.

Med venlig hilsen
Poul Erik Andersen

 






Projekt kørestol.
Hvordan det føles at sidde i en kørestol i 72 timer, når man ikke er handicappet.
Nogle dage efter fik vi en snak med Rene om hele forløbet.
Hvordan reagerede folk umiddelbart det første dag (hvad sagde de til dig)?
     De fleste kiggede bare mærkeligt på mig, men dem jeg kendte godt spurgte, hvad er der dog sket med dig. Jeg fortalte dem, som vi havde aftalt, at jeg havde brækket ryggen. Det troede de fleste på, men andre var dog skeptiske. De værste var dog dem, der bare gloede i smug. Det var en underlig fornemmelse, han kunne ligefrem mærke deres øjne i ryggen.
Hvad var det sværeste, du var ude for i de første timer?


     At der kun var et handicaptoilet, og det var hele tiden, når man var længst væk, at det var mest nødvendigt. Hoveddøren var også et problem for en begynder. Der skulle meget fart på for at forcere rampen til hoveddøren. Som nybegynder troede jeg at nu tippede kørestolen, og det var en meget ubehagelig oplevelse.
     Døren til hyggekrogen er også besværlig. Toilettet på værelset er heller ikke nemt, for eksempel kan døren ikke lukkes, når man har kørestolen med derud. Hvordan skulle man ellers komme derud med lamme ben? Men det er måske begyndervanskeligheder.


Skolen skulle jo ellers være handicapvenlig. Er det efter din mening rigtigt ?
     Ja i nogen grad, men der er nogle ting, jeg gerne vil pege på. Bordene i lokale 3 og 4 er netop sådan, at man ikke kan komme langt nok ind til EDB– og skrivemaskinerne. Døren til rummet, hvor vi spiller billard, lukker ikke helt op, så det kan være vanskeligt at komme ud og ind.
Det du nu har oplevet i de 3 døgn, har det givet dig et andet syn på handicappede?
     Måske er det ikke noget, man tænker så meget over i hverdagen. Men det må være ret belastende, især psykisk. Der må være mange ting, man har gjort før, som nu er umulige, og det vil nok tage sin tid, inden man vænner sig til at nu er det slut med lige at smutte ned på værtshuset for at få en øl eller to. Jeg prøvede det en enkelt gang, og havde det ikke været fordi jeg har et særdeles kraftigt pift, så havde det nok taget sin tid før servitricen havde opdaget mig. Mærkeligt nok lagde folk heller ikke mærke til, at jeg var kommet ind i lokalet, men nu blev der gjort plads, og der blev serveret. Det var en mærkelig fornemmelse.


     Også vores nærbutik blev afprøvet. En temmelig besværlig affære var det at komme fra skolen og derover. Men det gik. Vel derovre kom den næste besværlighed — en ret stejl rampe ind i butikken, en dør der var særdeles besværlig, og en dame der var overhjælpsom. Ubehageligt! Man krummede tæer. Puh–ha! Hvad gør og siger man, når noget sådant sker? At fornærme damen ville måske give een en dårlig smag i munden senere, når det hele var overstået. Jeg valgte at forklare den venlige dame, at det jo var pænt af hende at hjælpe mig, men at jeg jo måtte se at lære at klare mig selv.
     Spisning var også et problem for en nybegynder. Morgenmaden var noget med at køre 3—4 gange meget forsigtigt med en ting ad gangen. Der var for lidt plads, og stole skulle flyttes og så videre.
     Aftensmaden var ikke stort bedre, noget med at vente til den vilde horde var redet forbi. Nogen gange glemte man at lukke begge døre op. Igen balancere med service, glas med mælk, kopper med varm the. — Sikke et tivoli! Måske var det en god idé at sætte bakker frem, så kørestolsbrugere eventuelt kunne bjærge føden lidt lettere, og med mindre optørring af gulv og måske lidt færre ture i vaskekælderen med våde bukser.


     Det skal dog også siges, at til tider er for stor opmærksomhed heller ikke af det gode. Men det er svært at forklare hvor grænsen går. Jeg ville helst, at det var sådan, at den handicappede selv kunne gøre opmærksom på, hvornår han eller hun havde brug for hjælp.
Rene, du var ved at opgive på et tidspunkt. Hvorfor det?
     Tjah, det der med damer, det var træls. Godt det ikke varede 14 dage. Så havde jeg fået svip. Men ok, efter en opsang trillede jeg videre. Jeg tror, at den tur gav mig i hvertfald en lille smule indblik i, hvad det vil sige at være handicappet.
Rene, du sagde på et tidspunkt, at der var koldt på skolen. Hvad mener du med det ?
     Man sidder jo næsten helt stille i sådan et apparat, så blodet kommer vel ikke ordentligt ned til benene, og selvom jeg havde to par bukser på, var det tit ikke nemt at holde varmen. Jeg tror, at det må være det samme for de mennesker, der er nødt til at sidde i en kørestol hele dagen. Det trækker også en del, og det er meget ubehageligt, når man sidder stille. Det er en af de ting, man ikke lægger mærke til, når man kan bevæge sig frit rundt. Det var faktisk sådan, at jeg måtte banke på benene for at få blodet til at cirkulere og få varmen i benene.


     Den stol vi havde lånt, var en dyr sag til 22.000. Utroligt at man vil forlange det for en kørestol. Den var rimelig god at sidde i — men 22.000 kroner — det er næsten ikke til at tro. Det mener jeg ikke, den er værd.
Til sidst Rene, alt i alt hvad var denne test så værd for dig?
     Hvad skal man dog sige til det? Jo, det gav selvfølgelig stof til eftertanke, og det var herligt at komme op og stå og gå igen. Måske også tanker om at tilværelsen har mange sider, lyse og mørke.
     Til allersidst med stort: Det var spændende men træls, og tak for hjælpen Knud. Det gælder for os begge!!

Rene og Jan

     P. S.: Måske tager vi en tur i byen med bus og tog senere for at prøve, hvordan det er ude i samfundet.

Fra elevskriftet »Gangposten« forår 1987.

 






NØDRÅB TIL ELEVER
FRA ÅRGANG
1978/1979

     Se her: Hvis du var elev efteråret 1978, samt foråret 1979 bør du læse dette stykke. Grunden til at denne efterlysning skal med i elevskriftet, skyldes ganske enkelt, at fremmødet for denne årgang var meget minimal, da der i slutningen af september 1986 som sædvanlig var elevstævne. Af over hundrede højskolevenner fra ovennævnte semestre var der kun 8 fremmødte. En del af os følte det faktisk temmelig deprimerende, at der ikke var flere kendte ansigter blandt eleverne. Elevstævnet kan blandt andet være med til, at den kontakt, som eventuel var ved at gå tabt, eksempelvis fordi man er helt optaget af hverdagens gøremål, så inden man får set sig om, er der både gået måneder og år siden, man sidst har været i kontakt med hinanden, hvorefter det så kan være meget svært selv at genoptage kontakten. Besværet kan også bestå i, at den person, som man ønsker at kontakte har skiftet adresse og eventuel efternavn siden sidst.
     Under elevstævnet gik nogen af os ned i kælderen for at studere billederne fra ovennævnte årgange for at se, hvor mange af eleverne, vi kunne huske. Vi måtte erkende, at det ikke var nær alle eleverne, som stod klar i vor hukommelse. Så derfor beder vi dig allerede nu, om at komme til elevstævnet i 1987, hvis du er én af dem, som gerne vil huskes, samt være med til at holde kontakten nogenlunde vedlige.
     På forhånd tak fordi du gav dig tid til at læse dette stykke. Vi glæder os til at se dig i 1987. Skulle du eventuel have lyst til at kontakte en af os før elevstævnet, kan det blandt andet ske til:

Lilian Krogh (før Andersen)
Østerdalen 7 K
5260 Odense S
Tlf.: 09 — 75 32 97

Sigrid Müller
Odshøjvej 10, m. f.
8800 Viborg
Tlf.: 06 — 61 36 13

Annette Larsen
Kærhaven 4, st. 9
5320 Agedrup
Tlf.: 09 — 10 75 55

     Vi glæder os allerede til at høre fra dig, så hold dig endelig ikke tilbage — VEL MØDT 1987!

 






Højskolen i
informationssamfundet.



     Først vil jeg gerne takke elevforeningens bestyrelse, skolens lærere og alle de øvrige, som har været med til at tilrettelægge en dejlig weekend, som vi havde den 27—28. september 1986. Jeg glæder mig allerede til næste årsmøde.
     Grunden til at jeg sætter mig ned og skriver til elevskriftet er Aksel Kjær Nielsens beretning, som jeg hørte søndag eftermiddag, hvori han kom ind på højskolernes problemer med manglende elever, og han stillede os nogle spørgsmål, som jeg gerne hermed vil have lov til at komme med mine tanker om.
     Kjær fortalte om flere højskoler, som havde under 10 elever tilmeldt, da de skulle starte efter sommerferien, og at der kun er meget få, som i år kan melde alt udsolgt.
     Ud fra disse sørgelige fakta stillede Kjær en række spørgsmål, først af alt om højskolen overhovedet har en mission og et budskab i informationssamfundet. Spørgsmålet var selvfølgelig også, hvad man kan gøre for at få flere elever til højskolerne. Han var selv inde på nogle idéer og løsningsforslag, men dem vil jeg gerne gemme lidt.


     Først og fremmest, selvfølgelig har højskolen stadigvæk et budskab, og måske netop heri informationssamfundet. Husk på at en af højskolens grundpiller er fællesskab og samvær, og det er noget jeg tror, der bliver meget stort behov for i takt med, at EDB–maskiner og robotter overtager større og større andele af arbejdsmarkedet.


     l takt med databehandlingens indtræden i dagligdagen, vil der også opstå øget efterspørgsel efter kurser, kortere eller længere, som kan give én større kendskab til EDB, såvel grundbegreberne som dyberegående viden. Her spurgte Kjær om der var mulighed for højskolen, og jeg mener, at her ligger der en stor udfordring for højskolen, med at holde kurser i såvel hjemmedata—plan som erhvervsmæssig plan. Her tror jeg højskolen har noget at byde på, med dens undervisningsformer, kendetegnet ved længere timer end normalt og dybtgående studiekredse, hvor lærer og elever virkelig formår at arbejde grundigt med et emne. Kurserne kan være korte eller længere, alt efter hvor højt et plan der er behov for. Man kunne måske tilbyde firmaer, at sende hele medarbejderstaben på højskole en uge eller to og så holde et kursus, som stiler imod det EDB–anlæg, som firmaet har anskaffet eller vil anskaffe sig. Hvis ikke firmaet har tid til en uges pause, kan det måske holdes som weekendkurser.


     Vagn og Benny fortalte om NHs EDB–linie, hvor man ikke kun lægger vægt på at lære eleverne at bruge EDB, men også drager udviklingen ind i undervisningen. Jeg synes, at det er en god ting at sætte det hele i perspektiv, og dermed gøre forståelsen af EDB lettere. Alt dette kan godt se ud til, at jeg gerne så højskolen omdannet til en højere læreanstalt for EDB og ny teknologi, men NEJ slet ikke, jeg mener, at man stadigvæk skal lægge vægt på højskolekurser i den gamle traditionelle forstand, for som før tror jeg, at der bliver stort behov for højskolens fællesskab og samvær. Alt dette med EDB–kurser ser jeg kun som en mulighed for at fylde de pladser op, som man ikke måtte få fyldt op ved traditionel højskole. Det er jo dumt at have mere eller mindre tomme skoler stående.


     Hvad kan man så gøre for at få flere traditionelle elever?
     Jeg mener ikke, at højskolen har skylden for problemet; men at det er et politisk problem, som må løses gennem regering og folketing. Her har vi jo i vor egen repræsentantskab venstremanden Anders Fogh Rasmussen, og det må være en god begyndelse, at få ham til at indse, at den er gal. Det lyder mærkeligt for mig om Hr. Rasmussen skulle være den eneste politiker, som sidder i bestyrelse eller repræsentantskab for højskoler, og de andre højskoler må så påvirke deres egne politikere. Iøvrigt mener jeg at undervisningsministerens broder er forstander på Rønshoved Højskole.
     Hvad er så problemet? Jeg mener, at det er tilskuddene. Vi er vel alle enige om at tilskuddene til højskoleophold er for små, og at de må sættes op.
     Dette kan lyde sådan, at hvis en institution har finansielle problemer, så må folketinget bare ryste op med flere og større tilskud, men det er langt fra, hvad jeg mener. Højskolen har, som før nævnt, altid været kendetegnet ved fællesskab og samvær, men også som navnet folkehøjskole siger: folkeligt, er det ikke større tilskud værd? Jeg mener i hvert tilfælde, at der bør gives bedre vilkår for kommende elever, og husk på, at hvis der ikke sker noget her, så nærmer vi os med lynets hast det punkt, hvorved højskolen kun er noget for børn af rige familier, handicappede og andre som kan få bistandsloven til at betale, og det er ikke meningen, og det hører slet ikke hjemme i højskoleånden.


     Konklusionen er for mig, at højskolen stadigvæk har en opgave og en mission i informationssamfundet. Så gælder det kun om at få nogle bedre vilkår økonomisk, og det skal, for mig at se, gøres gennem folketinget.
     Nu håber jeg, at denne artikel har givet nogle gode idéer og forslag, og jeg håber, at noget heraf kan bruges. Jeg håber også, at der er nogle som har flere indlæg, til denne debat, for, for os tidligere elever må det være en vigtig sag, at også kommende generationer kan få tilbuddet om at komme på højskole.
     Til slut vil jeg ønske alle en god jul, samt et godt nytår, i håb om at 1987 vil bringe nogle bedre kår for højskolen.

Esbjerg den 19. november 1986
Per Henrik Kæseler,
forår 1985

 






Glæd en ven.
Fortæl om dine skønne dage på
Nørgaards Højskole
og inspirer derved andre til at få denne store oplevelse her i livet!

LYKKEN ER AT TAGE PÅ HØJSKOLE!

Så let er det:
Riv af og giv til en ven!


Hvis du har lyst til at vide mere om de enkelte aktiviteter på højskolen, kan du indsende vedstående kupon til
Nørgaards Højskole 8850 Bjerringbro

— eller ring til telefon
(06) 68 23 00

— vi sender så brochure på den enkelte kursusaktivitet!

  • Almen højskole
  • Familie–højskole
  • Folkedanserkursus
  • Grønlandskursus
  • Højskoleforeningen









————————————————
Navn


————————————————
Adresse


————————————————
Postnummer


————————————————
By

 






En novelle.

Af Thyge Herthoni Hansen




     Der var engang 3 handicappede damer som hed Atlanter, Indisk og Stille.
     Deres handicap bestod i, at de ikke kunne flytte sig fra deres sted, de blev hvor de var og hvor de stadig er.
     De var faktisk i deres bedste alder, da en ulykke indtraf. Nej forresten, det var ingen ulykke, det var en sammensværgelse, der forårsagede, at de 3 damer — 3 stolte damer — blev alvorligt forgiftede. De 3 damers hidtidige jobs har altid været, at forsyne byboerne med føde.
     Byboerne sagde pænt nej tak, thi byboerne kunne bedre lide deres eget industripålæg. Byboerne blev enige om, at de 3 damer, som hidtil havde sørget for byboernes mad, nu skulle få deres egen mad serveret plus al den væske de kunne tylle i sig. De 3 damer var ikke engang blevet spurgt om deres mening. Beslutningen blev nemlig truffet på et kommunalbestyrelsesmøde i hver kommune verden over, for det var et globalt spørgsmål dette her.
     De 3 endnu stolte damer havde imidlertid en god lille ven med benene på rette sted, han hed Thorgun og var 12 år. Thorgrun kunne godt se, at de 3 damer fik det dårligt af al den mad og drikkelse, som byboerne kom med hver dag.
     Den var faktisk rivende gal denne beslutning, som byboerne havde taget.
     Thorgun gik til sine forældre for at søge råd, men forældrenes forståelse rakte ikke langt.
     Kommunalbestyrelserne over det meste af jorden havde jo besluttet, og beslutningen var jo derfor ikke til at rokke.
     Han henvendte sig derefter til sine bedste venner, men de kunne heller ikke hjælpe ham. For selv om de godt kunne forstå hans synspunkter, så havde de enten ikke tid til at hjælpe ham, eller også turde de ikke gå i gang med at modarbejde kommunalbestyrelsernes beslutning om, at sørge for de 3 damers føde og drikkelse.



     Thorgun gik i lang tid modløs rundt og så til, mens Atlanter, Indisk og Stille — de 3 stolte damer — blev mere og mere dårlige af al det, der blev serveret for dem.
     Og at gå til dem selv for at få nogle råd om, hvad han kunne gøre, syntes Thorgun ikke om. Han ville ikke fornærme deres stolthed, og hvad kunne de ikke også finde på at sige til ham. De kunne fraråde ham at gøre noget som helst denne sag. Sådan blev det. Han gik ikke til de 3 damer efter råd.
     Tiden gik. Thorgun blev ældre og mere modig og voksen, alt imens de 3 damer blev dårligere og dårligere af byboernes føde og drikkelse. Pludselig en dag så han i avisen en stor artikel om andre damer med samme handicap som Atlanter, Indisk og Stille.
     De kunne ikke røre sig ud af stedet hvor de stod — de var også blevet syge og dårlige. Nogle havde endda »gået hen« og døde.
     Disse damer havde før i tiden gjort store tjenester for byboerne, så som hyggespredning om foråret og ved juletid. Desuden havde de også lavet møbler og meget andet til dem. Avisen havde i forbindelse med artiklen snakket med organisationen »Hævneren«, og de havde beskyldt deres fjende »Landrabben« for at i adskillige nætters mulm oq mørke, at have forgiftet damernes drikkevand med sennepsgas.
     Thorgun vidste godt, at virkeligheden var en anden. Virkeligheden var nemlig, at byboerne havde givet damerne ny luftart, som de mente var renere og dermed også sundere for damerne.
     Byboerne gik selv i denne luftart, og syntes ikke selv at have taget nogen skade af den.
     Artiklen hjalp ikke Thorgun meget, men han følte dog en vis indre tilfredshed ved, at der var åbnet for en debat om vor behandling af vore medmennesker.
     Endnu et stykke tid gik med at vente. Vente på et råd eller et vink om, hvordan de 3 damer Atlanter, Indisk og Stille samt de øvrige damer skulle blive raske.
     Til sidst gik Thorgun til de 3 damer og rådspurgte dem, hvordan han bedst kunne hjælpe dem.
     De sagde, at byboerne altid er offervillige, og i stand til at gøre alting mod til gengæld at få den rette betaling.
     Vi har masser af ædle værdier, sagde de 3 damer videre, og penge, men vi kan ikke bruge dem, for byboerne vil ikke handle med os. Du kan få alle de penge du skal bruge, hvis du vil gøre, som vi vil have, du skal gøre.
     De værdier vi har, er fra den tid, da byboerne behandlede os, som vi nu engang bør behandles, og som en slags symbolsk betaling, som vi krævede, gav de os så disse værdier, og dem har vi altid kunnet tåle duften af.
     Thorgun sagde uden betænkning »ja« til forslaget, ikke på grund af pengene, men af ren og skær hjælpsomhed og fordi han følte, at han kunne tilfredsstille et moralsk behov for ikke alene ham selv, men også for en masse andre mennesker.


     Thorgun fik så besked om, at tage ind til hver by og købe dem til at stoppe denne behandling, som byboerne udøvede over for både de 3 damer samt over for de øvrige berørte damer, der var i samme situation som de 3 damer.
     Hver by han kom til, forstod ham ikke.
     Hvorfor syntes Thorgun, at det var et problem, at byboerne »hjalp« damerne med »føde«, »ren luft« med mere ?
     Det forstod byboernes kommunalbestyrelser ikke.
     De sagde, at de ville tage emnet op til næste kommunalbestyrelsesmøde.
     Thorgrun vidste godt, at de ville glemme alt om purken, der kom ind på kontoret en dag, hvis ikke han gjorde noget mere ved aftalen, så derfor tog han en stor håndfuld diamanter op på bordet, og spurgte om det var nok.
     De mennesker han var kommet i snak med de pågældende steder, viste pludselig stor interesse for hans sag, da han fremviste de smukke ædelstene, som han havde fået med af de 3 damer.
     Så sagde de — dem fra kommunalbestyrelserne — at der jo var hele bestyrelsen samt medierne, som skal skifte mening.
     — Ork, det klares nemt nok, bare sig hvor meget, de skal have, så skaffer jeg det, der er nødvendigt.
     — Forresten, havde folkene på kontorerne sagt, hvor kommer pengene og værdierne fra ?
     — Fra 3 gavmilde damer, svarede Thorgun. Deres gavmildhed kender ingen grænser, men det gør derimod deres helbred.
     Og således fik Thorgun ordnet alle damernes problemer. Første gang Thorgrun kom ud til damerne, efter at byboerne havde genindført de tidligere tiders ordning med, at damerne sørger for det fornødne til byboerne og ikke omvendt, fik han en belønning, som han slet ikke havde regnet med. Han fik nemlig en dødflot prinsesse, som hed Veronicka, og hvis far var kong Neptun af Atlantic.
     Prinsessen og Thorgun blev gift og levede lykkeligt til deres dages ende.

 







HEJ »GAMLE« ELEV.
     Er du med på en gensynsweekend?
     — Nej? — Så er du dælen dulme kedelig.


     Ja. — Så er det i Hoven det sner..
     Afsæt allerede nu weekenden den 27.—28. juni 1987, og sæt tænkeren igang med at finde ud af, hvad vi skal lave i de dage. Har du lysbilleder, vi må se — skal vi tage til Legoland — skal vi lave et sankthansbål og riste pølser — eller skal vi lege kluddermor? Jeg har tænkt mig, at vi skal bo hos mine forældre — i telte, hvis vi bliver så mange, som jeg håber — som bor på HULMOSEVEJ 4, ved Hoven.
     De, der har lyst og tid, kommer allerede fredag efter normal arbejdstid, og ellers må folk indfinde sig hele weekenden.
     Hvad vi skal have at spise, har jeg ikke helt styr på, så det håber jeg også, I kommer med forslag til — det bliver måske i det fri.

     PRIS: Rejsen hertil, mad + drikke + hvad der ellers må komme.

     I må også hjælpe mig med at få fat på alle de af vore kammerater, som ikke længere er med i elevforeningen og give dem denne besked.
     Vi må gøre alt hvad vi kan, for at få fat på så mange som muligt. Hvis I kører i bil hertil og kan have flere med, kan I fortælle mig hvilken rute I regner med at køre, så kan vi måske finde nogle, der gerne vil køre med. Kontakt mig — uanset om du kommer eller ej — så har jeg bedre styr på, hvor mange, der har læst denne indbydelse.
     Ring til mig på tlf. 05 34 71 01 efter kl. 1700 eller skriv til mig, jo før jo bedre.
     Jeg glæder mig til at høre fra DIG.
     Vi ses — forhåbentlig.

Jane Grønbæk Jensen
Engebækvej 33
7270 Stakroge

 






Kære Nørgaards Højskole.
     I forbindelse med debatten om folkehøjskolerne i Danmark (om den nuværende og den fremtidige situation), vil jeg komme med et forslag:
     LAV EN EMNEUGE DER HEDDER: »FOLKEHØJSKOLERNE«.
     Man kan jo i ugens løb have delegeret forskellige spørgsmål ud (blandt andet historien fra begyndelsen omkring 1848, hvilke personer der kommer til højskolerne i forskellige perioder, fagene, fællestimerne og den kulturelle betydning højskolerne har i dag og før i tiden, ligeledes kan man jo snakke om politik (både parti– og forretningspolitik) på højskolerne).
     I en af de tilstødende weekender kan der arrangeres et møde mellem præsentanter fra andre højskoler (helst mere end 2 personer), og elever, hvor også gamle elever skal være velkomne. Her kan der diskuteres og gives forslag til udbredelse af diskutionen over det ganske land.

Med en højskolehilsen
Thyge Herthoni Hansen

 






Thi kendes for ret..
fcentøø fot wt«. HVORFOR TOG NIELS PÅ HØJSKOLE ?
     Niels — en fyr, som godt gider tage at ansvar og få nogle ting op at stå.
     Nu har han tilmed fundet sig en øjesten så kær — og det skal ikke være en hemmlighed, at det er sønderjyden Kirsten, der tænkes på ..
     Men hvorfor tog en fyr som Niels gentlig på højskole ?
     For at finde venner og/eller for at inde sig selv (realisere sig selv, om det så populært hedder)?
     Akkurat ligesom alle de andre ....« Nej, historien er en helt anden, som følger her:
     For 4½ år siden begik Niels nogle berigelseskriminaliteter, som vi ikke her vil komme nærmere ind på — men det gik altså ikke helt planmæssigt : Forbrydelsen kom for dagens lys. Han fik en dom på 3 år, hvoraf de 2 skulle afsones i et åbent fængsel (dette er ikke begrænset af en mur, pigtråd eller lignende). Det er altså ikke helt umuligt at stikke af derfra uden de store forhindringer — dog er der en fængselsbetjent.
     Niels tilbragte 20 måneder forud for lette ophold i et sådant åbent fængsel, Kærshovedgård. Her finder man en stald med dyr noget landbrug og skovbrug + mulighed for småfag (såsom at lave rister, stolesæder og lignende) og kokkentjans (kokken havde altid brug for fangehjælp — i øvrigt er højskolemaden mindst dobbelt så god, som fængselskosten). I ganske almindelig hverdag betød: Op til kl. 630 (for at bytte tøj, købe tobak og så videre) og arbejde fra kl. 730 til 1200. Niels arbejdede som regel ved landbruget.
     Kl. 1200 var der middag, og kl. 1300 begyndte arbejdet igen indtil kl. 1600. Derefter var der mulighed for at gå ned i hobbyværkstederne — og her arbejdede Niels med keramik, som han har en stor forkærlighed for. Der var aftensmad kl. 1700, og ofte var der igen gang i hobbyværkstederne til kl. 2100.
     Sådan er den ene dag i fængslet efter den anden .....
     Hver 3. uge er der en weekend orlov, og hver lørdag—søndag er der besøgstid fra kl. 1200—1700 (værelsesbesøg).
     — Som det kvikke hovede nok kan se, svarer 20 måneder i det åbne fængsel ikke helt til den 3 års dom, som Niels fik... men efter de lige omtalte 20 måneder, kunne der foregå en såkalt udslusning af fanger: Hvis en fanges opførsel havde været tilfredsstillende, får han (der var ingen kvinder i dette fængsel) nogle muligheder for at komme ud og arbejde de næste fire måneder (hvor man skal komme tilbage til fængslet hver nat) eller en anden mulighed er, at tage på højskole!


MORDERE, SPRITBILISTER, LIVSFANGER med videre.
     Hvad er det så for nogle mennesker, man finder sådan et sted? — Alt muligt og umuligt, svarer Niels — mænd fra 16 til 73 år (de 72 pladser i fængslet er altid fyldt op), nogle er spritbilister andre er mordere, nogle er overflyttede fra lukkede fængsler (hvis man får en dom på livstid, 16 år, bliver man de sidste år overflyttet til et åbent fængsel) og så videre. Der var både spiritus og stoffer blandt fangerne: Mellem kl. 1800 og 2000 drak alle vagterne kaffe, så blev folk (nogle af fangerne) sendt ud efter sprit. —

     0g spiritussen var næsten farligere end stofferne, — stofferne sløver mens spiritussen gør folk aggressive. Hvis en fange opdages, når han er på vej ud i et »lusket ærinde« skal han afhøres. Her siger han ikke noget om sine medfanger — fangernes uskrevne lov er, at man hører, ser, ved og siger i det hele taget ingenting (ellers vil han også senere hen blive frosset totalt ud af de andre fanger, lige til han flygter.)

NERVEVRAG ELLER HVAD ?
     — Mange forlader fængslet som nervevrag. Efter de første syv måneder er det utroligt hårdt og psykisk nedbrydende at være på sådan en anstalt »Fængselsopholdet hjælper ikke en skid« mener Niels... I 1983 kom 82% af de fanger, som var løsladt fra Kærshovedgård tilbage i løbet af et år.

OMGIVELSERNES REAKTION.
     Niels siger selv: Aldrig fængselsophold igen! Man fortryder, og synes det er så ærgerligt, at man har gjort sådan og sådan. Men når sket nu en gang er sket, må man jo prøve at overleve.... Og man kan da falde lidt til ro i det åbne fængsle — hvad Niels føler, at han gjorde efter et stykke tid.


     — Man prøver simpelthen bare at få det bedste ud af det. Og han fortæller: I de sidste 10 måneder af opholdet i det åbne fængsel, gik jeg i en dagskole i Herning, og rejste altså frem og tilbage hver dag. Her tog jeg 8. og 9. klasse, hvilket har hjulpet mig en del psykisk. Det hjælper utroligt meget at komme ud blandt andre mennesker og opleve det pulserende liv igen. Det sværeste har været at holde ordentlig kontakt med min lille søn Christian.

     Ens tidligere omgivelser/kammerater har jeg heldigvis ikke mistet nogen af. Det, som jeg synes er vigtigst, er at snakke åbent om sagen. Mange er flove og lede ved fængselsopholdet, og man kan, og vil ikke snakke om det — ofte giver denne politik bagslag.... Det er meget bedre at få de rigtige kort op på bordet.... Sket er sket.....

FREMTIDEN   EFTER
FÆNGSELSOPHOLDET:

     Når fængselsopholdet så er overstået, hvilket for Niels vil sige efter højskoleopholdet, får man et år på prøvetid. Her har mange en tilsynsmand/værge, som skal kontaktes ind imellem. Dette er dog ikke nødvendigt for Niels.... Hvis der så går to år uden politimæssig indblanden, vil han igen være fri som fuglen synger.

     Fremtiden byder Niels et job som eksportchauffør. — Og jeg regner med, at det vil gå glat, siger Niels: samtidig er der jo min lille sønnike og Kirsten til at sætte kulør på tilværelsen. Mere voksen og ansvarsbevidst er, hvad jeg føler mig som nu. — Og en ting er ganske sikkert: Jeg ønsker ikke for min værste fjende, at han/hun nogensinde skal ryge i spjældet!

     — Du får tak for hjælpen til denne artikel Niels — og held og lykke i fremtiden.


     Navnene i denne artikel er ændret, da vi ikke havde vedkommendes accept af, at artiklen kom i »Kontakten«.

     Fra elevavisen »Alkymisten« efterår 1985.

 






Vore dages normalsprog?
     Brian sukkede .....
     Han havde været temmelig anskudt (beruset) i nat. Han havde bombom i tytytteren (ondt i maven), og den bongobajer (cacaomælk), der stod foran ham, bekom ham ikke særlig godt.
     Blebæreren (kvindelig pædagog) havde netop forladt alteret (tavlen) og var gået ind i abeburet (lærerværelset), og han ventede på støren (inspektøren), der skulle komme og ta' over.
     Han skulle ha' taget en dokkedag (pjækket). Han ku' godt spise en brændt øgle med slam (ristet pølse med det hale). Det ville simpelthed ha' været budding til hjertet (en skøn oplevelse). Eller bare en fenolstang (en kogt pølse). Eller en gang ekspanderet svinelæder (flæskesvær), eller barnemordet i Bethlehem (en rejemad).
     Brian var tør på klapperne (tørstig). En spand ajle (øl) ville ha' været ren marianner (marihuana). I aften sku' de ha' elskov i urtehaven (boller i selleri), så det gjaldt om at finde nogle bidefaste dabiske bananer (penge), så han ku' få fedtet gummerne (spise).


     Han sku' på fritteren (fritidshjemmet) og hente lillebror. Han var Epoxyelev i ævneren (hjælpeklasse) i folkehørmeren (folkeskolen).
     Selv gik han stadig i trivialskuret (gymnasiet) og forsøgte at få udvidet piccoloeksamen (matematisk studentereksamen).
     Hjemme fik de ellers aldrig andet end flået kobra med århusiansk syge (medister), for det lå bedst i den gamles sænkekasse (store mave) og hans forsømte gravsted (dårlige tænder).
     Han — den gamle — havde iøvrigt vævefejl i kysen (var dum) og var weekend–morder (hjemmeværnsmand), og alt skulle forklares i forholdet én til én (tydeligt). Manner det var simpelthen tyndt (fjollet).
     Vor mor var nu i den alder, hvor hun kunne holde strømperne oppe med åreknuder.
     Hun havde været vinylterapeut (rengøringskone) for at tjene til husets opretholdelse, men nu var hun støvsugerpilot (hjemmegående) og brugte masser af tid og spåner (penge) på cancerkuvøsen (solarium). Begge gik bananas for ingenting.


     De havde knyttet sylten, da han — Brian — var kommet hjem med en ansigtsløftning (slag på kæben). Det var ellers begyndt som sprød sovs (virkelig godt). Efter en box patroner (en kasse øl) var de gået på sjælevaskeri (værtshus). Spritmannequinen (servitricen) havde været i hopla, og de havde selv medbragt kyllinger (damer).
     Der havde været strøm på ørerne (larmende rockmusik), og der var skruet op for elværket (en tak højere), og det var simpelthed varm chokolade for øregangen (godt), i stedet for den sure fløde (dårlige musik), de spillede hjemme. Frudalrock (folkemusik) og suppevals (taffelmusik) og den slags, men fed lala (god musik) det var livet.
     Men så da han havde været på fajancearbejde (på toilettet) var det hele eksploderet med et ildelugtende brag (gået amok). Pludselig var der kommet en gadeindianer (politibetjent) med bissebanker (stav) og havde kørt dem allesammen til afholdshotellet (detentionen).


     Her havde det taget syv år og en aftenbøn (temmelig lang tid), fordi Egon havde et år i sparekassen (betinget dom) for noget med at ha' organiseret (stjålet) et afbetalingslokum med eksem (flot bil med rust) og skrællet en borgerkværn (pillet udstyret af en almindelig motorcykel), og boret en tank med araberjuice (stjålet benzin).



     Egon var på ambassaden (bistanden) og var kørt på balleknybber (cykel) og var bare fed tjal (god nok). Men lige nu havde han fået for meget donorte (rødvin). Det rene dofo (dansk middelmådighed).
     Hos strømerne var der bal i loen (forvirring i lokalet), og de var helt på balderne (desorienterede) og broderede (langtrukken snak) og tale volapyk, så man hele tiden måtte be' dem stille ind på Danmark (tale forståeligt).

Med oplevelse.
Fernis (finis).

     Fra elevavisen »Alkymisten« efterår 1985.

 






Til elevbestyrelsen på Nørgaards Højskole.
     Hvad med at lave
klistermærker med
NH's bomærke på ?


     I forlængelsen af den idé, som stod i det første »Kontaktblad« sidste år, som gik ud på, at der oprettedes lokale elevforeninger af Nørgaards Højskole, så vil jeg da bare lige foreslå, at når I nu holder møde i februar, bliver enige om en opdeling af landet til lokale foreninger (det kan evt. være én i København, én udenfor Sjælland, som dækkede alle nærliggende øer, én i Sydjylland, én på Fyn og så videre.)


Forslaget, hvis det føres ud i livet, gør elevforeningen aktiv i stedet som tidligere: passivt at se højskolen blive forandret og forbindelsen dertil blive svækket, jo flere år der går, efter man har gået der.
     I forslaget stod der vist også, at der så kunne være en i hver lokalforening, som skrev ned og gav derefter referat til Nørgaards Højskole. Man kan måske på denne måde få gamle elever, som ikke er med mere i elevforeningen, tilbage og dermed øge antallet fra de nuværende 631 til måske 845 elever i foreningen.


     TAG INITIATIVET NU INDEN DET ER FOR SENT.

De allerkæreste højskolehilsner
Thyge Herthoni Hansen

 






Grundtvig og AIDS.
     Bussen kørte fra havnen og ud på Oslos gader, og begyndte sin kørsel igennem den indre by. Når man betragter forretninger fra en bus med deres flotte facader og de moderne kontorbygninger, som suser forbi, opdager rnan, hvor meget de fleste vesteuropæiske byer ligner hinanden. Biler snørkler sig igennem myldretidens utålmodige forvirring. Fodgængerne går i den samme takt og med det samme udtryk verden over. Da bussen standsede ved en af de mange lysreguleringer, fik jeg lejlighed til en mere grundig iagttagelse af det nærliggende område. Under et af disse ophold så jeg en iøjnefaldende plakat. På plakaten var der et flot ungt par, som kyssede og omfavnede hinanden. Plakatens tekst råbte det tydelige budskab: Et tilfældigt sidespring kan føre til AIDS. Sådanne plakater hang side om side. På en anden plakat var en parkeret bil og en kvinde snakkede til den mandlige chauffør. På plakaten stod: Du kan også købe dig til AIDS. :
     Mit første indtryk var umiddelbart ingenting. Men da bussen begyndte at køre igen, begyndte mine tanker også at køre. Først og fremmest opfattede jeg plakaterne som en provokation imod min selvstændige tankevirksomhed. Men jeg kunne ikke sætte ord på, hvorfor jeg oplevede det sådan. Senere, da min forargelse havde lagt sig, og jeg begyndte at tænke over disse plakater, kom jeg i tanke om det sidste vers i en sang, Grundtvig har skrevet. Det var især de sidste 3 linier, som satte ord til mine følelser.


Oplysning være skal vor lyst
er det så kun om sivet.
Men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet.
Den springer ud af folkedåd
og vokser som den vugges.
Den stråler i vort folkeråd
til aftenstjernen slukkes.

     Vokser som den vugges forstår jeg som: Oplysning vokser som den vugges. Jeg sammenligner oplysning med en potteplante. Alle, der har plejet potteplanter, ved at man skal vande dem jævnligt og fjerne de syge blade. En meget vigtig del af behandlingen er at vende planten, så den får lys fra alle sider. Hvis man ikke gør det, får rnan en plante som er syg og forkrøblet i sin form.
     Jeg føler, at den norske AIDS–kampagne er alt for ensidig til at være sund. Sagen er belyst fra for snævert et syn til at undgå at være misvisende. Hvis oplysning er misvisende, kan det umuligt føre til andet end misforståelser, angst, fordomme og en eventuel folkehetz.
     Min påstand er bare en påstand. Hvordan kan jeg bevise den? Igen kom Grundtvig med svaret. Det ligger i de sidste to linier:

Den stråler i vort folkeråd
til aftenstjernen slukkes.

     Disse linier siger mig, at en holdning ikke kan undgå at komme til udtryk igennem samtale og de uskrevne regler, som alle, små såvel som større, samfundsgrupper har. 5å den eneste måde til at bekræfte eller afkræfte min påstand var at snakke med nogle nordmænd.
     Jeg fik nogle ret kølige reaktionen fra mange, men nogle samtaler var meget hede og præget af stærke følelser. Den generelle opfattelse var, at de fleste mente at den konsekvente kampagne var nødvendig for at have nogen virkning. Jeg fik det indtryk, at de fleste ikke havde gjort sig mange tanker orn sygdommen, om hvordan den er spredt og om hvad det betyder for dem, der har den. Så jeg fortalte om den seneste udvikling i den engelse AIDS–kampagne, hvor de engelske fodboldspillere har fået at vide, at de ikke længere må omfavne og kysse hinanden, fordi man mener, der er en smittefare. Jeg spurgte om de mente, det var en god idé, og det syntes de fleste, det var. Det siger mig, at deres viden om sygdommen er ringe, for kun ved et meget inderligt og dybt kys kan der muligvis overføres smitte, og det hører til sjældenheder i fodboldkampe og i vor almindelige omgang med hinanden.


Du kan også købe dig til AIDS.

     Jeg tror, den norske AIDS–kampagne vil vokse som den vugges. Jeg spår, at den vil have den samme påvirkning på samfundet som den norske anti–ryger–kampagne har haft. Som et eksempel vil jeq bruge Hallingdalens Folkehøjskoles pejsestue. En højskole er et mindre samfund, og pejsestuen er kernen i skolens sociale samvær. Når de uskrevne såvel som de skrevne regler ikke giver mulighed for, at alle kan være med, har det den virkning, at nogle mennesker bliver skubbet ud og danne sine egne samfund. Det resulterer i, at det sociale samvær smuldrer og går i opløsning. Vi oplevede i Norge, at pejsestuen sjældent blev brugt til det formål, den var beregnet til: til at slappe af og samtale.
     Dette giver mig et fingerpeg om, at den kampagne, nogen kører vil resultere i, at ofrene vil blive frosset ud af alle sociale sammenhænge.

Fra elevskriftet »Gangposten« forår 1987.
Darryl

 






Henstilling.
     VI ELEVER HER PÅ SKOLEN SYNTES, AT I GAMLE ELEVER SKAL RETTE JER EFTER SKOLENS REGLER, NÅR DER ER ELEVSTÆVNE PÅ SKOLEN. OG MED DET MENER VI, AT SPIRITUS SKAL HOLDES PÅ FESTOMRÅDET.
     VI HAR IKKE NOGET IMOD, AT I SOVER PÅ GANGENS HYGGEKROGE. MEN I MÅ GERNE RYDDE OP EFTER JER OM MORGENEN.

MED VENLIG HILSEN
ELEVERNE PÅ NØRGAARDS HØJSKOLE, EFTERÅR '86.

 






KONTINGENT KONTINGENT KONTINGENT.

     Er der noget, der ringer?

     Har du husket at betale din kontingent til elevforeningen?

     Jørgen vil gerne have penge i kassen.... Så hvis du endnu ikke har betalt, og du stadig ønsker at være medlem og ikke mindst få »KONTAKTEN« og Elevskriftet gennem brevsprækken, så send 60 kr på postgirokonto nr. 5053625.

 






Pigen fra Ohio
— hvad vil hun her?

Om familieforhold, fremtid med mere.

Marian, hvor er du født, og hvornår?
     Jeg er født i en lille by i Florida, der hedder Daytona Beach den 31. maj 1965.

Har du en stor familie?
     Jeg har 4 søskende og to forældre.

Har du familie i andre dele af USA ?
     Jeg har en morbror og hans familie. De bor i en anden by i Ohio, men langt væk.

Hvordan er familieforholdene i Ohio ?
     Næsten som i DK med 2 forældre og l eller 2 børn. Der er mange ægteskabelige problemer — en mor med to børn og en far, der bor i en anden by.


Ligner det familielivet i Danmark, eller er der stor forskel?
     Der er ikke store forskelle, men der er nogle. Jeg kender danskere med børn, der ikke er gift med børnenes far eller mor. De bor sammen, men er ikke gift. Det er det samme i USA. I USA slår forældre deres børn mere end i DK. I DK prøver forældre at forklare, at børn Ikke må gøre det og det. Men i USA siger mange forældre: »Du må ikke, og hvis du gør det igen, slår jeg dig«. Det er lidt mere strengt.

Er I mere tilknyttet hinanden? Mere sammen?
     Det er som i Danmark. En eller to forældre arbejder. Børnene går i skole hver dag, og kommer hjem og spiser og ser TV.

Bruger I meget tid på TV?
     Jeg gør ikke. Jeg ved ikke om andre gør.

Hvilket arbejde har dine forældre?
     Min far er læge. Min mor er hjemmegående.

Hvilken uddannelse har du selv tænkt i fremtiden? Hvad vil du gerne være?
     Jeg er ikke færdig på college. Jeg kan ikke beslutte mig. Der er for mange muligheder.

Hvorfor er du i DK, og hvorfor på højskole?
     Jeg er i Danmark, fordi jeg gerne vil lære dansk. Højskoler er meget specielle. De findes ikke i USA eller andre lande. De er meget gode, hvis man vil lære et sprog.

Er det kun for at lære dansk, du er på højskole, eller er det et led i din uddannelse?
     Det har ikke noget med uddannelse at gøre. Jeg læser lingvistik (sprog) på college. I USA kan man nemt lære spansk, fransk, tysk og andre hovedsprog. Men det er ikke så let at lære dansk der. Jeg synes ikke, kun det er vigtigt at lære hovedsprogene — dansk kan være lige så godt. Hvis man gerne vil lære om Danmark, er det vigtigt at kunne sproget.

Hvordan fik du den idé at ville til Danmark? Har nogen sagt til dig, at det var en god idé, eller har du forbindelser?
     Jeg har ikke familie i Danmark. Men mange mennesker i USA vil gerne lære om Danmark. Vi har en idé om Danmark. Danmark har et særligt socialt system. Kvinder kan få børnene i børnehave. De får penge af staten. Mange tror, sociale problemer løses, når de kommer til Danmark. Jeg synes ikke, det passer.

Men hvor fik du idéen at tage til DK. Havde du hørt om højskoler i DK? Og hvorfor Nørgaards Højskole?
     Jeg er på højskole, fordi det ikke er som et universitet. Der skal man studere, finde lejlighed, lære dansk og meget andet samtidig — og får stress. Højskoler har et andet miljø. Der er ikke mange steder som en højskole. Derfor er jeg på højskole. Jeg er på N. H., for jeg kan bedst lide en lille by som Bjerringbro. Ikke som Fynshav. Der var jeg 4 mdr. Det var kedeligt. Århus og København er for store.

Du har været i Danmark en tid, før du kom her?
     Jeg var på Danebod Højskole. Nørgaards Højskole så jeg i højskolernes fællesbrochure. Jeg er i Danmark via et projekt, jeg er med i. Det hedder »Scandinavian Seminar«.


Vil du tilbage til USA senere?
     Ja. Jeg kan kun blive i Danmark indtil juli. Så udløber mit visum.

Hvad lavede du i Ohio i din fritid?
     Jeg var på boarding school i Massachusetts 3 år, og læste på college i 3 år. l fritiden talte jeg med veninder. En af mine veninder spiller med en jødisk gruppe, og har hørt mange af deres koncerter. Jeg havde en lejlighed og lavede mad til mig selv og nogle venner. Og jeg læste meget.

Spiller du selv på et instrument?
     Nej.

Du har brugt fritiden sammen med venner. Har du dyrket sport?
     Ikke på college, men jeg kan godt lide at løbe på ski. Men vi har ikke ret meget sne i de sidste 3 år.

Har du nogle oplevelser hjemmefra, som er fremmede for os danskere?
     Jeg tror, det vil chokere mange danskere, hvor lidt mennesker i USA ved om Europa og verdens problemer. USA er som en stor ø.
     Vi taler engelsk, og har ingen fjender, der kan angribe os. DK, hvad er det? Det er ikke vores problem. Der er problemer i Iran og El Salvador, men det er ikke vores problemer. Hvorfor lære om det? Vi har ikke så mange store amerikanske biler, som I tror.

Mener du, danskere tror, at I har alt?
     Ja. Danskere har deres kendskab til USA fra Dollars og andet i TV. Vi har ikke så mange store biler som dem. Danskerne lærer ikke om mange andre ting. USA kan være meget konservativt. I Danmark kan man bade og ligge ved stranden næsten uden tøj. Det kan man ikke i USA. Vi er meget konservative; men det ser danskere ikke i TV.

Er der meget fattigdom og slum i USA ?
     Jeg ved ikke meget om det, for jeg er ikke selv fattig. Jeg har fattige venner, men de sulter ikke. Jeg har hørt, der er sult i USA, men har aldrig mødt nogen, der sulter.

Er der mange unge og andre mennesker, der ligger og sover på gaden?
     Jeg tror, stofmisbrugere, sindssyge og alkoholikere findes overalt. Men jeg ved ikke hvorfor. Om der ikke er behandlingstilbud nok, eller om de ikke vil behandles.

Fra elevskriftet »Gangposten« forår 1987.

 






Efterlysning af efterårselever 1982.
5 års jubilæum.


Nu er der gået 5 år siden, vi opholdt os på Nørgaards Hejskole. Kunne det ikke være sjovt at mødes igen? Er der nogen der har adresse eller telefonnumre på elever fra denne årgang, bedes I snarest ringe eller skrive til:
Anne Lise Balling
Søborgvej 13
7870 Roslev
07 59 63 10
Så vil jeg prøve at samle alle, der har lyst til jubilæumsmøde fredag den 25. sept. 1987 kl. 20 på Nørgaards Højskole. Der er elevstævne dagen efter.

 






UDVINDING AF VARME FRA LUFT OG JORD
Om alternativ energi, der anvendes til opvarmning af vand og rum på Nørgaards Højskole.

Om genindvinding af varme fra skolens centralkøkken.

     Her på skolen bruges disse energiformer i dagligdagen. Det viser sig at værkstedsbygningen delvis opvarmes af jordvarme. Selve bygningen er også opført på en utraditionel måde. Den er bygget af unge arbejdsløse ikke faglærte. Dette emne vil blive taget op ved en senere lejlighed her i bladet.
     I 1979 blev der bygget et jordvarmeanlæg i forbindelse med opførelsen af værkstedsbygningen, dette skulle forsyne Løbehjulet med varmt vand, og værkstedsbygningen med varmt vand og rumopvarmning. Der er tale om tre jordvarmeanlæg, der hver koster 60.000 kr., disse tre systemer leverer varme til henholdsvis almindelige radiatorer, gulvvarme og varmt vand.


Indendørs installation til et jordvarmeanlæg.

Hvad er så økonomien i et sådant projekt?
     For ikke at gøre dette til en gang tørre tal der alligevel ikke fortæller os almindelige mennesker særligt meget, kan jeg fortælle at for eksempel varmt vand til bad og hyggekrog på Løbehjulet beløber sig til:
32,16 kroner pr. dag.

     I 1981 blev klapvognen forsynet med to anlæg, henholdsvis jordvarme og varmepumpeanlæg. Disse to anlæg leverer varme til rum og varmt vand. Omkostnningerne til varmt vand beløber sig til:
37,42 kroner pr. dag.

     Begge anlæg er forbundet således, at hvis luftens temperatur er +5 grader eller derunder koples varmepumperne fra og anlægget går da over til at bruge jordvarme. Falder temperaturen yderligere til minus 15 grader eller derunder vil fjernvarmen overtage opvarmningen.
     Det sidste nye er opvarmningen af svømmehallen, hvor der er opsat tre varmepumpeanlæg til 1,8 milioner. Dette anlæg er dog endnu så nyt, at det ikke rigtigt er muligt at beregne, hvor meget de koster i drift. De leverer dog en del overskudsvarme til resten af skolen. Firmaet, der har opstillet dette anlæg, er gået ind på en aftale om, at hvis anlægget ikke har betalt sig selv inden for 4 år og 4—8 måneder, skal de reetablere et traditionelt varmesystem. Samtlige anlæg kontrolleres nøje hver dag således, at man hele tiden kan se, hvor stort forbruget er under forskellige vejr og temperaturforhold. I centralkøkkenet er der som i alle andre store køkkener, et kraftigt udsugningsanlæg, der sørger for, at der til stadighed er en rimelig temperatur i rummet. Dette medfører, at der bliver suget meget store mængder varm luft ud af køkkenet. Da varme er en meget kostbar ting viser, det sig hensigtsmæsigt at genindvinde denne varme. Det gør man ved at montere en såkaldt »varmeveksler«.
     Princicpet i en varmeveksler er, at man leder den varme luft, der suges ud af rummet, igennem noget, der minder om en køler på en bil, der så opvarmes af luften. Den optagne varme ledes derefter som opvarmet væske til det eksisterende varmeanlæg, fortrinsvis til returvarmerøret, hvor det så opvarmer dette, før det når tilbage til hovedvarmekilden på anlægget. Resultater er da dette, at der skal bruges mindre energi til at opvarme returvandet til den ønskede temperatur, før det igen sendes ud i det almindelige varmeanlæg.
     Skulle der være nogen, der eventuelt har spørgsmål om dette emne eller andre emner inden for området alternativ energi, så stil spørgsmål til redaktionen, de vil blive modtaget med glæde, og besvaret efter bedste evne.


Hvordan fungerer en varmepumpe?

Fra elevavisen »Gangposten« forår 1987.

 






Fælles buskørsel
til elevstævnet 1987.
     Hvis der er nogen, der er interesseret i samlet transport til elevstævnet 1987, er Claus Berg interesseret i at arrangere en bus, som han kan være chauffør i.
     Claus har sendt »Kontakten« følgende oplysninger om kørselstidspunkt, pris og rute:
     Jeg regner med at begynde at samle op i Kolding—Fredericia—Vejle—Horsens og eventuel Skanderborg, hvis der er stemning for det.

23 personers bus:
 
Der kører til Skanderborg83 kr.
Der ikke kører til Skanderborg80 kr.
   
20 personers bus:
 
Der kører til Skanderborg96 kr.
Der ikke kører til Skanderborg93 kr.
   
15 personers bus:
 
Der kører til Skanderborg128 kr.
Der ikke kører til Skanderborg124 kr.

     Prisen er større, hvis bussen ikke er fyldt op.
Vi kører fra:

Kolding ........ kl. 1000
Fredericia ..... kl. 1045
Vejle ............. kl. 1130
Horsens ........ kl. 1215
Skanderborg .. kl. 1300

     Og vi kan så eventuelt køre omkring stationen i Bjerringbro og samle et par svært handicappede op og vær ved skolen ca. kl. 1400
     Hvis der er mikrofon i bussen kan jeg eller en anden fortælle lidt om turen og præsentere os selv. Derefter kan eleverne præsentere sig selv og fortælle lidt om, hvad de laver, og hvornår de gik på skole, og hvad de fik ud af opholdet, evt. par sjove oplevelser der fra.
     Og så havde jeg tænkt mig, at der skulle et par plakater op i højre for– og siderude og i venstre siderude, og at jeg skulle have et med navn og eventuelt også et skilt til chaufføren.
     De 2 forreste sæder i hver side forbeholdes elever i kørestole.
Tilmelding, betaling og nærmere oplysninger om fælles bil kørsel bedes rettet til

Claus Berg
Vestergade 20
8723 Løsning
Tlf.: 05 89 34 22

 








Næste dead–line

Alt stof, der skal med i næste nummer, skal være Martha i hænde senest den
15. august.

 






REDAKTIONEN BESTÅR AF:
Annelise Balling
Søborgvej 13
7880 Roslev
(Elev efterår 1982)

Jørgen Kanstrup
Nørgaards Højskole
8850 Bjerringbro
(Nuværende elev)

Martha Pedersen
Nørrevold 21
6800 Varde
(Elev efterår 1985)

Charlotte Rafn Pedersen
Kristiansgade 5, 1. t. v.
9000 Aalborg
(Elev efterår 1985)

Jan Nielsen
Kristiansfeltvej 3
6100 Haderslev
(Nuværende elev)

Birthe Laustrup
Søparken 34
6800 Varde
(»Ledsager«, måske kommende elev)