NØRGAARDS
FOLKEHØJSKOLE




ELEVSKRIFT 1988

 




Indholdsfortegnelse.

 Mindeord om Aksel Kjær Nielsen.3  Nutidens unge af Claus Estrup. 55
 Elevskriftet 1988 af Elna Østergård og Benny Kastrup Hansen.7  Og så har vi fået vores egne plakater af Jørgen Nørgaard.59
 Beretning ved repræsentantskabsmødet af Vagn Vestergaard.8  Økologi og permakultur af Svend Kjærgaard.61
 En hilsen til alle af Sørine Kjær Nielsen.19  Perestrojka på Nørgaards Højskole af Anni Koue og Jan Schmidt Mikkelsen.63
 At handle er at leve af Karen Margrethe og Ole Juul.21  Knæbøjninger for hjerne og krop, artikel fra Midtjyllands Avis.67
 Hvem er vi af Karen Margrethe og Ole Juul.23  Et minde om en højskolekammerat af Bent Jensen.72
 Beretning ved repræsentantskabsmødet af Vagn Vestergaard.24  Formandens beretning 1988 af Poul E. Andersen.73
 TEMA: Højskolen i fremtiden.27  Min højskoletid af Thyge Herthoni Hansen.75
 Nørgaards Højskole af Hans Skov Christensen.28  Os i oz (kængurolandet) af Pernille Beierholm.77
 Hvad kan jeg bruge højskolen til, — i dag og i den nærmeste fremtid af Johs. Engberg.30  Medlemmer af bestyrelse og repræsentantskabet.85
 Hvad kan vi bruge højskolerne til i dag, og i den nærmeste fremtid af Lillian Knudsen.34  Elevforeningen på Nørgaards Højskole.86
 En højskoleelev ser frem og tilbage af Niels Olsen.37  Sammendrag af elevforeningens regnskab 1987/1988.87
 Sven Havsteen–Mikkelsen af Jørgen Nørgaard.41  Årsplan 1989.88
 Studieorlov januar - juli 1988 af Else Skovbo Jensen.43  Legatmulighed af Jørgen Nørgaard.90
 Vær dog næstekærlig — ja, hvorfor ikke? Om livsglæde og livskvalitet af Thyge Herthoni Hansen.47  Elev– og personalefortegnelse.92
 Fagre nye videoverden af Niels Svith.51  Love for Nørgaards Højskoles elevforening.94

 


 

Forklaring på symboler.Symboler.

     Lige som de gamle vikinger indhuggede runer og helleristninger i klippesiderne, således har vi her forsøgt i deres stil at sige noget om denne skole.
     Som motiverne er historiske, er skolen det også. I øverste hjørne til højre har vi den ældste form for vort flag, et kors i ringen. Symbolet på tro og evighed. Jeg mindes den kloge forstander for Sveriges største arbejderhøjskole, Alf Ahlberg, der engang sagde: En kultur fødes med sin religion og går under med den.
     Midt i billedet finder vi skibet — vikingeskibet — havets betvinger. For vikingen var det vel nok symbolet på handling og kamp, for os er det snarest billedet på menneskelivets sejlads mellem de levendes land og de dødes rige, således som kirkeskibene også er det, som de hænger under de ærværdige gamle hvælvinger. Det er den samme symbolik, vi møder i oldtidens langdysse såvel som i kirkebygningens udformning i hovedskib og sideskibe.
     Øverst til venstre er et mærkeligt dobbeltsymbol, der findes på mange svenske helleristninger: Hesten og ankeret. Ankeret er håbets tegn, hesten var i den hedenske mytologi det væsen, der førte solskiven over himmelbuen. Hrymfakse, der hver morgen ved Dellings porte henter den nye dags sol. Håbet knyttes vel hertil, at vi ønsker, at der vil være mange dage for os østpå endnu.

Arne Nørgaard

 


 

Aksel Kjær Nielsen.



Mindeord om
Aksel Kjær
Nielsen

Fredag den 13. maj 1988
døde Aksel Kjær Nielsen

     Lørdag den 14. maj kørte Aksel Kjær Nielsens båre fra kapellet i Viborg. En køn tur med solen fremme gennem Sallings bakker, over Sallingsundbroen, forbi Nykøbing Mors og til Vejerslev Kirke på Mors — nogle få hundrede meter fra det sted, hvor hans forældre havde boet, og hvor Aksel og Sørine havde planlagt deres pensionisttilværelse. Dagen før Aksel blev kørt på sygehuset, havde han sammen med Sørine hentet en dejlig båd i København, som han glædede sig til at bruge timer på. For ham var dette et symbol på det kommende liv og den nye tilværelse. Kjær talte det sidste år meget om sin pensionisttilværelse, han glædede sig til det, ville helst det. Men forpligtelsen i højskolearbejdet og færdiggørelsen af det der var blevet sat igang på Nørgaards Højskole var bandt andet med til at fastholde ham i arbejdet. Kjær levede et arbejdsomt og et stærkt liv i et samspil og i et modspil med sine omgivelser. Et liv hvor familien og arbejdet var flettet meget tæt sammen. Altid var Sørine, Kirsten, Naja, Niels Kristian, Helle og senere Jan og Inalu på en eller anden måde involveret i det arbejde som med tiden fulgte.
     Der var to væsentlige steder, som Kjær hele tiden vendte tilbage til i sine oplevelser: de to perler som han yndede at sige: MORS og GRØNLAND. Han elskede at fremhæve disse to steder, både for at provokere andre ø–boere, men især for at lægge vægt på det Grundtvigske: det er væsentligt at have kærlighed til et sted, hvor man har sine rødder og dermed kender stedets natur, menneskenes særheder, historien og det lokale sprog.
     Aksel Kjær Nielsen blev født på Mors af en præstegårdsbestyrer, der som sognerådsformand var en central person på egnen. Det var via dette arbejde, at Kjær fik den første fornemmelse af det politiske liv med anstrøg af menneskets muligheder for at få indflydelse og være retfærdig.
     Efter endt militærtjeneste i Karup gik turen i 1953 til Grønland som lagerforvalter for KGH, Kongelig Grønlandske Handel. I Jakobshavn var han i 2—3 år og nåede at få det første spæde indtryk af et Grønland, som efter ændring af Grundloven i 1953 fik anden status og dermed begyndelsen til en helt ny udvikling. Men det var også her at hans hjerte faldt for Sørine. Så meget at hendes uddannelsesplaner blev ændret. I 1958/59 traf Kjær i København den person, som var med til på det arbejdsmæssige at give den fremtidige inspiration, Torben Krog. Det blev anledning til et samarbejde og et venskab, hvor de begge prøvede at være chef for hinanden. Derefter rejste Sørine og Aksel til Holsteinsborg, hvor han begyndte som butikschef med cirka 20 ansatte. De som kender Grønland ved hvilket arbejde som ventede i 50'erne. Men de som kender Kjær, ved også hvilken arbejdsindsats, han kunne lægge for dagen for at få løst alle spørgsmål. Han lagde en stor arbejdsindsats i butikken og fik efterhånden opbygget en lille lokal handelsskole, hvor det primære for ham var at få dannet og uddannet de ansatte.
     Denne periode i hans og Grønlands historie, vendte han tilbage til ved flere lejligheder. Det var ikke uden grund, at han i flere fællestimer som afslutning på efterårssemestret fordybede sig i dette tema for højskoleeleverne. Her havde han mulighed for at præge en personlig fortælling om det naturmæssige, at køre på hundeslæde, at fange angmasetter, ankomsten af det første skib med julepakker i foråret og mange flere historier. For ham var det en fortælling om mødet mellem to kulturer, en påmindelse om vigtigheden af at have et ståsted i livet.
     Dette var også grundlaget og inspirationen til det første grønlandskursus i 1977, hvor det centrale var formidling af en mellemfolkelig forståelse. Det var hans idé med denne tur og han var også med til at præge indholdet på sin måde, inden han gav opgaven videre til andre medarbejdere. 11985 havde Elna og jeg mulighed for at møde de to steder, hvor Sørine og Aksel havde boet i Grønland: Holsteinsborg og Jakobshavn. Jakobshavn oplevede vi som det blide, skønne og isfyldte, mens Holsteinsborg modtog os mere barsk og med mere flere dages regn. Men så forskellig er Grønland overalt. Overalt mødte vi en velvillighed. Mens man i Bjerringbro talte om Aksel og Sørine, så var det i Grønland Sørine og Aksel.
     Efter perioden i Grønland tog begge til Mors i 1962, hvor de prøvede kræfter med deres købmandsbutik. Men der blev også lejlighed til at gå på kursus. Og det var her at inspirationen til det at være underviser kom. Derfor var Kjær også med ved opbygningen af den første handelsskole i Ikast for unge grønlændere, hvor Sørine også var med i arbejdet med kostelever. Indimellem blev der også tid til at komme til Grønland og være med som censor. Idéen med en ny højskole for unge grønlændere i Danmark blev der også arbejdet med.
     11976 blev Aksel og Sørine forstanderpar. Nu begyndte en 12 års dynamisk periode. Ingen højskole har på samme måde og på så kort tid gjort det samme. Han var lederen, koordinatoren, idésprederen og arbejdshesten. Han samlede til samarbejde for at nå de opstillede mål. Han var den person som på samme tid var initiativtager og igangsætter: kunne skabe glæde og irritation med dette arbejde. Det gjaldt for ham hele tiden at være et hestehoved foran. Med planen fra 1977 var nu idéer om værksteder, motionssal, svømmesal, kursusfløj, lærerboliger og meget mere undervejs. Med dette var han med til at igangsætte nye friske rammer og dermed indledningen til et andet undervisningsindhold. For Aksel var det et spørgsmål om at se ind i fremtiden for Nørgaards Højskole og give højskoleeleverne et mere varieret undervisningstilbud, så højskolen var godt rustet fremover. Et typisk eksempel på hans arbejdsfacon var arbejdsløshedsprojektet, hvor værkstedsbygningen blev opført. Her var virkelig en administrativ opgave, hvor forskellige ministerier, amter og omkringliggende kommuner var involveret. Det var et kæmpe stykke »papirarbejde«, men selv om det på samme tid irriterede ham, så var det også drivkraften i hans arbejde.
     Han var forstanderen. Den centrale person, som var med til at skabe samling i hverdagen og rammer for personalets fællesskab: personaleture og juleafslutninger. Han ønskede et kammeratligt samvær med mad og vin og desuden masser af snak og diskussioner. Her åbnede Sørine og Aksel deres hjem for os. Sidst det skete var lørdag den 9. april efter repræsentantskabsmødet, hvor vi alle havde en hyggelig og afslappet aften.


Aksel Kjær Nielsen.


     Men der var også morgenmøderne på kontoret inden det reelle arbejde kunne gå igang. Fisker og Nina begyndte kvart i otte, hvorefter Aksel kom. Og klokken præcis otte kom Torben Krog. Var diskussionen ikke kommet igang, så havde de tre første personer under alle omstændigheder varmet op til Torbens ankomst. Nu blev alle emner berørt — lige fra invasionen i Afghanistan, grønlandspolitiken, kvindefrigørelse til pokalkampen i fjernsynet i går. Hele verdenssituationen blev ordnet af disse fire personer. Dog havde jeg på fornemmelsen, at Aksel flere gange til disse møder havde »varmet op« hjemmefra ved at have læst morgennyhederne i Jyllands–Posten. Medarbejdere og højskoleelever kan sikkert huske disse situationer, hvor kontordøren stod åben og man gik til time og hørte de høje røster derindefra.
     Men hans kontor var også stedet, hvor elever kunne få en trøstende kop kaffe og en snak om mange af livets forhold. Eller en rask diskussion på gangen, som passede ind i miljøet eller måske var det en anmasende indblanding. Undervisningshold kender til den situation, at Kjær nu ikke var kommet — en eller anden i telefonen var mere vedkommende. For Kjær var højskolen det primære, arbejdet kom i første række, men også hans forhold til familien var et meget væsentligt element. Lige siden 1976 har han været med til at skabe en højskole i lokalsamfundet. Han prioriterede det udadvendte liv, hvor højskolen havde mulighed for at få den rette plads i lokalsamfundet som et samlingssted. Der foregik et stort og dygtigt arbejde med at ændre og forbedre højskolens ry.
     I spisesalen hænger tre malerier af Havsteen–Mikkelsen. Den første sang i højskolesangbogen, »Den signede dag med fryd vi ser«, er her blevet malet af en kunstner, som har fortolket Grundtvigs tanker om livets opståen, nadveren og døden. For Kjær var kunsten samhørende med det »at være højskole«, idet det kunne give dybden i mange af livets forhold. Lad disse billeder være symbolet på livet og samarbejdet.


LAD DISSE ORD VÆRE ET MINDE OM AKSEL KJÆR NIELSEN.

Benny Kastrup Hansen

 


 

Benny Kastrup Hansen.



Elevskriftet 1988.

     Vi er blevet bedt om at skrive om året der gik. Et tilbageblik på de mange højskoleindtryk, der er passeret forbi. Det kan være svært her og nu at samle alt sammen og skille dem ud fra hinanden, men ved at give sig ro og tænksomhed i den travle hverdag, dukker mange indtryk, oplevelser og billeder frem. Til tider skulle der være mere tid til sådanne ting.
     For os, Elna og Benny samt Tobias og Mathilde, er det »13. år« som familie på højskolen, — det første år hvor vi begge har fungeret som heltidsansatte højskolelærere, desuden Benny som konstitueret forstander fra midten af maj, hvor Kjær pludselig døde. Det har været en anderledes tid med nye opgaver for os og for personalet.
     Personalet har næsten den sammensætning som beskrevet i årsskriftet for 1987. Sørine Kjær Nielsen er flyttet til Mors i familiens bolig. Et langt og intenst samarbejde er dermed ophørt, men vi håber og regner med fremover at se Sørine til højskolens mærkedage, ikke mindst til et besøg i dagligdagen. Børnene Niels Christian, Helle, Naja og Kirsten med sin familie har nu forskellige opgaver på Fyn og i Jylland. Niels Christian Danhøj er ophørt som højskolelærer efter 31 år med tilknytning til skolen, men vi ser ham mindst et par gange om ugen, hvor han hjælper med trykning på off–set maskinen, der nu står i kælderen. Else har i foråret haft orlov og dermed tid til at få et tiltrængt »pust« fra højskolelivet og beskæftige sig med sprog og folkeliv. Jan har også haft orlov til at arbejde mere med edb–programmer og her i efteråret har Jørgen en undervisningsfri periode til at studere og som altid: rejse rundt — dog inden for landets grænser. Arbejdsklimaet på højskolen har været godt og inspirerende, dog præget af den aktuelle elevsituation og ansættelse af ny forstander.
     Bestyrelsen har på efterårets repræsentantskab ansat et nyt forstanderpar: Ole Juul og Karen Margrethe Juul, som tiltræder 1. januar 1989. Der har været megen interesse om stillingsopslaget, mange har besøgt højskolen for at høre nærmere.

Højskole og bagland.
     Først nogle tanker om højskolens idégrundlag i denne tid, hvor der på mange områder foregår brydninger og ændringer: Højskolens bagland må konstant være den kreds af mennesker, som er med til at støtte højskolen i bestræbelserne på at være en levende organisme. Det er herfra, at tanker og idéer skal formes for fremtiden, ligesom baglandet må være med til at bringe højskolens budskab ud til »folket«. Det primære er folkeoplysning for voksne i et demokratisk samfund. Mange højskoler begynder som en levende organisme med et frugtbart samvirke mellem personalet og baglandet, mens man efter en periode kan stivne i et lukket system. Her må alle parter sørge for, at få »lukket vinduer« op til det omkringliggende og få nogle »pust« der kan være med til at igangsætte og skabe kontakt til andre befolkningsgrupper. Højskolens tilhængere skal desuden arbejde på, at den ikke bliver opslugt af paragraffer og institutionaliseret. Baglandets dynamiske virke kræver derfor, at der er en åben og fri samtale, hvor forskellige holdninger fordomsfrit kan lægges frem uden patentrettigheder. I den nuværende situation er det vigtigt at huske Grundtvigs ord fra 1848, året før vi fik Grundloven: »Thi jeg hører ikke og vil ikke høre til noget andet parti end hele det danske folk«.
     Skal højskoler på længere sigt overleve, gælder det om at både personale og bagland kan indgå i en levende og frugtbar samtale uden fastlåste tilhørsforhold og med udgangspunkt i, at vi er ligeværdige mennesker.

Elevsituationen.
     Elevtilgangen svinger meget, dog må vi konstatere, at den faldende tendens, som vi har mærket de senere år på vort efterårskursus fortsætter. Den ustabile elevtilgang får også følger for hele personalesituationen, hvor det på længere sigt kan være svært at tilrettelægge en harmonisk personalepolitik.
     Vi har desuden for 1988–budget været nødsaget til at skære meget dybt på alle områder for at få økonomien til at hænge sammen. Vi har her i august og september arbejdet en hel del med at omstille vor kursusstruktur til kortere kurser. Det lange højskolekursus fra august til juni er stadig opdelt, som det har været de sidste 5 år, i 4 moduler: august, oktober, januar og martsholdet. Måske er det ikke hensigtsmæssigt med denne afkortning af »det lange højskoleforløb«, men det har været en nødvendig tilpasning til tiden. Vi må konstatere at højskoleeleven tilmelder sig senere og er her i kortere tid.

Fire liniefag og PR.
     Året 1987/1988 var det første år, hvor vi undervisningsmæssigt havde et gennemgående stabilt fagtilbud med vore 4 liniefag: EDB, MEDIE, TEKSTIL og IDRÆT, som hver har 12 undervisningstimer. Vi har de sidste 5 år arbejdet med de skemaniæssige rammer og har nu fundet en form med ligevægtning af vore grundfag (dansk, regning, engelsk og tysk), liniefagene og de almene højskolefag (politik, kunst, livssyn og tro m. fl.). Højskolen står derfor godt rustet med fantastisk gode fysiske rammer for undervisningen. Det må være vort tilbud fremover for et godt og indholdsrigt højskoletilbud. Derfor har vi også fået udarbejdet specielle brochurer på liniefagene, og en gruppe lærere bruger tid på at tage ud for at synliggøre Nørgaards Højskole. Vi har ment, at det ikke har været relevant at bruge mange annoncekroner, men hellere satse på den personlige form. Personalet kan i denne forbindelse gøre et stykke arbejde ud fra deres kontaktflader, tidligere elever kan, ligesom det må være en oplagt opgave for højskolens bestyrelse og repræsentantskab.
     I juni måned havde vi afsløring af to højskoleplakater. Elevforeningen og højskolens kunstudvalg havde taget initiativ til en plakatkonkurrence, der resulterede i, at sydslesvigeren Holger Hattesen vandt, 2. præmien gik til Else S. Olsen, elev på Den frie Lærerskole i Ollerup. Deres to forskellige plakater har vi nu fået trykt. De kan købes på højskolen.
     Det at bruge ordet PR i en højskolesammenhæng kan for nogle virke fremmed. Men de senere år har vi efterhånden — måske desværre — overtaget mange af de ord som bruges i salgsøjemed: markedsføring — målgrupper — pr–strategier — budskab — kunder i butikken. Ord som vidner om, at højskolen må kæmpe for ikke at blive glemt i det store udbud af voksenuddannelsestilbud.
     Højskolernes manglende synlighed i dette billede var også den direkte anledning til, at nogle højskoler har foreslået at lave Højskolernes Dag: »Ta' på højskole en eftermiddag« var overskriften for alle øst– og midt–jydske højskoler en lørdag i marts måned, hvor vi havde tilrettelagt et åbent–hus–arrangement.


Benny Kastrup Hansen, Elna Østergaard og Lone de Blanck.


     Her kunne interesserede besøge højskolen en eftermiddag: rundvisning med et kig ind i arbejdende værksteder, samtale med elever og lærere samt sang og kaffe i pejsestuen. Det kan være begyndelsen til, at flere tør komme ind på højskolen og måske bliver inspireret til en beslutning om højskoleophold et andet sted i landet.

Nye kortkurser.
     Til næste år prøver vi at supplere vort lange kursus med et 4 ugers kursus i maj/juni og november/december, hvor indholdet bliver informatik og medier. »Ældregruppen« i vort samfund bliver større med årene, og vi har derfor 4 nye ældrekurser for pensionister, efterlønsmodtagere og erhvervsaktive med flere.
     Desuden vil der være vildmarkskursus, motionsløberkursus, radiokursus og familiekursus på l uge, — tidligere elever er velkomne til at være med her. Det har taget tid at få disse ting sat igang, men været nødvendigt at udvikle nye kortkurser, for at vi kan være med på hele højskolekursusområdet. Højskolerne er i denne periode inde i en omstruktureringsproces, hvor enhver er åben overfor de mange nye ting, der sker på hele voksenuddannelsesområdet. Derfor har vi også på højskolen været involveret i mødeaktivitet og samtaler med personale og uddannelseschefer indenfor erhvervslivet, samt vedvarende kontakt med fagbevægelsen, der ønsker at indgå i en form for »Betalt frihed til uddannelse«.
     Personalet har med denne begyndelse på handlingsprogrammet været med til at igangsætte en ny periode: Den tredie fase for Nørgaards Højskole. Vi betragter 1. periode som etableringsfasen i Hadsten, hvor Arne og Johanne Nørgaard lagde et kolosalt arbejde på og udenfor højskolen. Den 2. periode var etableringsfasen i Bjerringbro, hvor højskolen skulle finde sit ståsted i et nyt lokalt område, samtidig med at der skete en 10–årig udbygningsperiode. Og nu er begyndelsen taget til næste fase, der vedvarende må følges op af kursusfornyelser. De næste årti vil betyde en anden kursusstruktur, en mere arbejdskrævende hverdag for det praktiske personale, større og flere undervisningskrav til lærerne samt forskelligartede krav og serviceydelser fra kursusgrupper. Det betyder også, at antallet af personer, som vil komme i højskolehverdagen, vil stige.

Den ny kursusfløj.
     I april måned begyndte byggeriet af en ny kursusfløj syd for Løbehjulet, et byggeri til 4,6 mill. kr.. Der har været meget delte meninger om dette byggeri i en periode, hvor dele af højskole alligevel stod tom.
     På de sidste repræsentantskabsmøder er der blevet sagt »at nu bliver det sidste udvidelse af højskolen«. Lad os håbe på det. Højskolen har nu 10.000 m² byggeri.


Østgavlen på den ny fløj, Solvognen.



Nye lærerboliger.


     Fisker har haft mange overvejelser om vor bålplads, som det har taget ca. 15 år at få etableret. Den er nu halveret til sorg for mange. Men vi håber ved forhandling med Bjerringbro Kommune at få en lejeaftale om yderligere m², så højskolen får en naturlig afrunding og fri udgang til de omliggende områder. I så fald ligger der en opgave for Fisker at etablere en ny og hyggelig bålplads, inden han om 2 år ønsker at gå på pension. I slutningen af oktober står den ny fløj færdig med 20 enkeltværelser, et rart undervisningslokale ud mod de grønne arealer og en lille spise– og opholdsstue.
     »HVAD MED AT HOLDE KURSUS PÅ HØJSKOLE« står der på vores ny brochure, der er sendt ud til mange forskellige foreninger, organisationer og virksomheder. Det indbefatter, at der kan afholdes kurser og konferencer på højskolelignende vilkår.
     Nye mennesker i kortere perioder gør, at der stilles andre krav til kost, logi og service. Det må vi indrette os efter. En af de ting, der er blevet diskuteret meget, er spørgsmålet om vor samværsregel: højskolen er spiritusfri. Vi er klar over, at med den ny fløj bliver vi nødt til at ændre reglerne, så der bliver differentierede regler. Nu bliver der mulighed for at lave separate spiritusregler for de kursister, som bor i denne fløj.
     Med dette byggeri ændrer højskolen kursusstil; forhåbentlig bliver der stadig plads til det folkeoplysende indhold.

Bygningsændringer.
     I februar måned fik vi endelig medielokalet færdigt. 3/4 år tog det at få dannet de første rammer for mediefaget. Det har været et fag som begyndte med foto i den gamle sauna, flyttede over i et af sikringsrummene, og nu med alt moderne udstyr har et tilholdssted i det som førhen var pædagogisk værksted og skrivemaskinelokale — Danhøjs lokaler. Her findes »teknik for millioner«: et teknikrum med mixer og radiostudie samt første fase af et kommende tv–studie, men nu mangler »millionerne« til resten. Vi havde indvielse med reception for eleverne og senere for byens »spidser« med taler, og skolens lærerorkester spillede »Benny's bingo«. Aviserne skrev: »Bedste radiostudie i miles omkreds«. Medieliniens folk bruger flittigt stedet til at arbejde på den 12–sporede mixer for at færdiggøre produktioner til Radio Viborg. Sideløbende bruges studiet hver onsdag aften til mixning af ½ times udsendelse af Kanal Bjerringbro.
     Vort håb er at få etableret et tv–studie. Derfor begyndte vi også i maj måned med medielinien en undervisningsperiode, hvor Søren sammen med en gruppe elever, som havde gennemgået et radio–lyd–kursus, lejede tv–udstyr og gennemførte et 4–ugers tv–kursus. Lokalerne blev fyldt med »superteknisk isenkram«, som eleverne arbejder med i døgndrift for at få en egenproduktion om »Charlotte på højskole« færdig. Det er oplagt på længere sigt at investere i dette udstyr, så højskolen kan blive et egnscenter med mediefaciliteter. Eet er teknikken, noget andet den efteruddannelse som skal igangsættes for de involverede lærere, men det er vi igang med. Søren, Hanne og Benny arbejdede under Sørens ledelse og ansvar med en videoproduktion i foråret, hvor vi i et samarbejde med Videoskolen i Viborg producerede en udsendelse om plejecentret og dagcentret i Rødkærsbro.
     Også på idrætsområdet har vi fået nogle flere m². I tilknytning til motionssalen på området mod svømmesalen har vi fået bygget en lang tilbygning, der nu indeholder bander og stole, men også et »BØF-rum« til de elever, som vil bruge kræfter her. Vi har via et par fonde fået tilskud til nogle af disse kondi–redskaber, så det har været muligt at købe ind, så vore handicappede elever får mange udfoldelsesmuligheder.

Fællesoplevelser.
     På højskolen er det vigtigt at få lavet nogle rammer, som vi kan være fælles om. Som højskole har vi undervisning, kost og logi som grundelementer, der binder os sammen i hverdagen. Dog er det ikke nok efter vor mening, selv om det kan suppleres med centrale ting som fællestimer og højskoleaftener. På en højskole er det vigtigt, at enhver — elev og medarbejdere — indgår i fælles aktiviteter med sit personlige engagement og holdning for fællesskabets samvirke. Vi ved, at nogle vil sige, at man ikke kan tvinge andre til at få oplevelser. Det tror vi heller ikke, åbenheden må hele tiden være til stede. Vi bør derimod til stadighed skabe »rum«, hvor det personlige møde kan virke. Det kræver indlevelse og koncentration af alle på fællesskabets vilkår.
     En fællesoplevelse kan tage sit udgangspunkt i en skitur til Norge, caféaften, folkedans, en fællestime, et teaterstykke — og, vil nogle måske spørge: kan det være en videofilm?
     Vi tror, at man ved at se en god videofilm med efterfølgende samtale kan skabe et engagement, der kan præge enhver: prægning uden prækning må være højskolens opgave.
     Til stadighed har vi diskussionen om dette og hint nu skal være obligatorisk. Det er mere elevernes udgangspunkt, end det er vore overvejelser, der sætter dette igang. Vi fornemmer, at tv–formen med de hurtige og vedvarende »klip« præger os så meget, at vi i øjeblikket har en højskolegeneration, som har svært ved at koncentrere sig og indleve sig i de højskoleemner, der bliver lagt frem. Nogle er så vant til at sidde foran skærmen med kaffe, cola og chips med ret til at slukke eller skifte kanal, når de har lyst, at det kan være svært at sidde mere end 10 minutter i koncentreret ro og lytte.

Fællesture.
     Vores ture »ud–af–huset« i september har især været koncentreret om ekskursioner i Midtjyllandsområdet. De har ligget ca. 4—5 uger efter at eleverne på august–holdet er ankommet og har haft den virkning, at eleverne meget hurtigt har fundet sammen på tværs af almindelige faghold og grupper. I september 1988 har vi haft ture til Mols, Vesterhavet og Silkeborgområdet. Om foråret har vi haft forskellige måder at gøre det på. For nogle år tilbage var der turtilbud i ind– og udland i maj måned. De sidste 3—4 år har vi haft fællesture for hele højskolegruppen til GOL–området, specielt til Hallingdalens Folkehøjskole, hvor vi fik etableret et udvekslingssamarbejde.
     Det har sine fordele at rejse med en hel højskolegruppe, specielt når der er store fælles faciliteter, hvor vi kan samles og fornemme en højskoleenhed. Men de store grupper kan også være hæmmende for samværet og ikke altid stille alle tilfredse. Derfor prøvede vi i marts 1988 en form med tre forskellige turtilbud med skitilbud til Norge og Sverige og en tur til Holland. Vi synes, at det er en god idé med disse ture, specielt på et tidspunkt i februar/marts måned, hvor »højskolekulleren« begynder at råde. Men det er efterhånden dyrt at rejse ud. Vi bruger mange penge på sådanne ture, danskerne gør det samme med deres udenlandsture: der går mange arbejdsuger til vore korte rejseoplevelser. I år kom økonomien ikke til at hænge helt sammen, så elevgruppen fik ved en ihærdig indsats lavet arrangementer, hvor næsten 10.000 kr. blev indsamlet til fælles bedste. Men fremover skal disse tilbud trods de gode intentioner overvejes grundigt.

Højskoleaftener.
     Højskoleaftenen, torsdag aften, er fortsat en god og traditionel ramme med mange spændende emner, der kan give stof til eftertanke. Hver torsdag først i måneden foregår det i et samarbejde med Højskoleforeningen.
     I november 1987 havde vi besøg af sognepræst Sloth Henriksen, som fortalte om dødsoplevelser. Han tog udgangspunkt i beskrivelser fra litteraturen, optegnelser fra forskellige institutioner og samtaler med personer, der selv har haft eller været i nærkontakt med mennesker, som har haft en dødsoplevelse, men er vendt tilbage til livet. Et spændende emne som dog ikke fangede alle.
     Senere fulgte sangaften med Aksel Nielsen, Jonna Grønver fortalte i ord og toner om Evert Taubes liv, senere holdt Kirsten Draiby foredrag om psykiske problemer: »Når vi gør os andre til patienter«. Bente Stamp, som nu er højskolelærer på Brandbjerg Højskole, om sin og Leifs tur til blandt andet Asien: »Områder omkring Himalaya«.
     Bodil Svith, musiklærer, har i april i år videreført højskolens traditionelle »spil–sammen–uge«, som Olav for snart 13 år siden begyndte. Her får vi stadig besøg af adskillige lokale amatørgrupper med musik, sang og dans, og ugen sluttes af med et amatørsymfonikerstævne.
     Foruden disse aftener har vi også haft arrangementer, hvor kulturudvalget og eleverne laver nogle gode interne arrangementer, som engang imellem også er et tilbud til lokalbefolkningen. I november havde vi en åben koncert i motionssalen med Anders Roland og Finn Olafsson. En inspirerende duo, som spillede dejlig musik og udstrålede liv og glæde.




     Mange følte, at det var en fin aften, hvor Anders og Finn med deres instrumentale numre gav et flot sammenspil.
     En formiddag i november havde vi besøg af redaktør Ejvind Larsen, som endnu engang inspirerede med sine tanker og holdninger om historiske og aktuelle emner. Han forstår at fortælle, påpege, provokere og inspirere.
     Frank Kristensen fortalte om sin 1½ år lange tur med familie på eget skib rundt i Middelhavet. Intense rejseoplevelser kan give inspiration til andre for at rejse og opleve, hvor det »at rejse« ikke bliver målet, men et middel til at opleve og komme i kontakt med andre kulturformer.
     Dagen før juleafslutningen havde dramatikholdet arbejdet sig frem til premiere på stykket »Et tomt rum« i et samarbejde med Anne Marie. Det kræver overvindelse, anstrengelser og sammenhold at komme så langt. Men aktørerne fornemmer til sidst ved premieren: her har jeg virkeligt overskredet mine egne grænser. Tilskuerne har fået en fællesoplevelse.
     I foråret kom Leo Tandrup, som er Chr. 4–ekspert, og fortalte om hans storhedstid, men forstod også at trække paralleller til vor tid med hensyn til demokrati, indflydelse, storhed, moral, sex med mere.
     Vi har haft en temauge, hvor fællestime og højskoleaften drejede sig om teknologien og mennesket på nutidens hospital. Vi så filmen »Liv og død«, og læge Pia Andersen fremlagde nogle faglige eksempler på de menneskelige og politiske dilemmaer i den teknologiske udvikling på vore sygehuse.
     Teatergruppen »Vestenvinden« fra Randers har vi haft på besøg to gange. I marts måned mødte vi et stykke om langturschaufføren Cliff og ekspeditricen Rose. Et tragi–komisk spil om to ensomme unge menneskers jagt efter kærlighed. Eleverne synes, at det var en god aften.




     Mange andre arrangementer har været: Greenpeace, Amnesty, boldspil med andre højskoler, om kræft og rygning, besøg af heksen Druehyld samt ikke mindst en meget vellykket OL–dag, hvor vi fik mulighed for at prøve kræfter på nye måder.

Efterårssemestret.
     l sommerens løb har vi haft motionsløberkursus, familiekursus, amerikanerkurser og udlejning til Danske Folkedansere og Spillemænd. Efterårsholdet er begyndt med cirka 60 højskoleelever. Vi føler selv, at det er et passende antal elever at have på højskolen: overskueligt og vi har hurtigt lært hinanden at kende, men vi fylder desværre ikke ret meget i spisesal og pejsestue. Det er nødvendigt på længere sigt, at flere elever kommer hertil.

Fremtiden.
     Højskolen har stadigvæk en rolle at spille i fremtidens udvikling. Det kan være svært at se højskolens rolle i dagligdagens debat, og vi må også indrømme, at højskolen som debatskaber og oprører er blevet meget usynlig, men vi tror på, at højskolen kan få mere gennemslagskraft. Højskolen skal være folkets skole — et samtalested for dig og mig — et samtalested om vores fælles tilværelse.
     Når vi på Nørgaards Højskole har integreret de teknisk betonede fag i vore fagtilbud, er det netop for at være fremtidsrettet med et grundlag på vore traditioner.
     Fremtidens tilværelse vil være et samspil mellem kultur og teknologi, hvor vi mener at følgende vil være fremherskende i årene fremover og også må være de emner som højskolen skal tage op:
     Med disse fremtidsovervejelser vil vi sige tak for samarbejde, samvær og opgaver i det forløbne år. Det har på mange måder været anderledes — fremtiden vil vise, at det bliver anderledes på højskolen.

Elna Østergård og Benny Katrup Hansen
Tobias
og Mathilde.





 


 

Sørine Kjær Nielsen.



En hilsen til alle —

Julen 1988.
     Året 1988 udløber snart. Året har været spændende og dejligt som andre år før dette, men har også været trist i vores familie. — Som mange ved, har vi mistet vor kære far og ægtemand Aksel. Men vi har forøget familien med en velskabt dreng (barnebarn). Sådan går livet jo, nogen dør, så fødes nye, sådan vil det altid være.
     Når jeg skal tænke tilbage på de 12 dejlige år på Nørgaards Højskole, har det været spændende — udfordringer, som har modnet os som mennesker og forstærket vores familiesammenhold. Jeg tror også alle mennesker føler sådan, når de bliver betroet ansvar og kan mærke, man tror på dem. Vi har mødt mange mennesker, såsom elever, personale, bestyrelse, gæster på Nørgaards Højskole og andre ude i landet og i andre lande, som har betydet meget for os. Tak skal I ha'.
     Nu er jeg flyttet til Mors, som vi hele tiden havde planlagt. Bare synd, at Aksel ikke skulle opleve det, han havde glædet sig sådan til. Jeg er lige ved at være færdig med indretningen af huset, som vi sammen havde drømt om. Så jeg bor godt, men meget alene. Efter 22 år på kostskoler med mange spændende mennesker føles det tomt. Men jeg skal nok komme videre — vores børn, svigerbørn og børnebørn er fantastiske til at hjælpe mig og støtte mig. De skal også have tak ligesom andre familiemedlemmer, såvel her i landet som i Grønland. Og vores mange venner ikke mindst. Tak.
     Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at rette en tak til mange gamle elever, som har skrevet brev til mig efter Aksels død og ved hans begravelse — det rørte mig dybt. Også personalet på Nørgaards Højskole og andre højskolefolk og højskoleinteresserede rundt om i landet. Det varmer, at nogen tænker på én. På den måde bliver sorgen lettere at bære. Tak.
     Hermed vil vi, jeg og vore børn ønske jer en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår. Selvom I måske ikke har noget arbejde lige nu, så mist ikke modet, klø på, prøv jer frem, tag chancen, gå fremad.

Kærlig hilsen
Sørine Kjær Nielsen




 


 

»At handle er at leve...«

»At handle er at leve. Vi skal ikke vente på, at fremtiden giver vore handlinger mening, for så er enhver handling umulig.«

(Frantz Kjærum)


     En af flere indfaldsvinkler til vort kommende virke som forstanderpar på Nørgaards Højskole kan uddrages af det vidsyn, som er indeholdt i Kjærums ord. Afstanden mellem disse ord og vel nok et af de mest betydningsfulde Grundtvig–citater: »at livet ikke kan og skal lade sig forklare før det leves«, lader sig næppe registrere trods en tidsmargin på mere end 140 år. Begge konstellationer rummer højskolen og vel at mærke — højskolen — når den lykkes, når den er identisk med, hvad vi kalder livet og ligeså umuligt at beskrive som det.
     Det skal derfor være vort ønske, at tilbuddet om et højskoleophold fortsat skal være et åbent tilbud for alle — et åbent tilbud, der giver mulighed for, at der just kan finde et møde sted mellem mange forskellige parter. Kort og godt må en af skolens primære opgaver være at danne rammen om et fællesskab, der går på tværs og sprænger de snævre rammer, som mange forhold omkranser os med i det daglige.
     Ord og begreber som specialisering, »lifestyle«, management, smartness, automatisering og rationalisering er indarbejdede fænomener i et moderne samfund — blot med den risiko til følge, at det alt for let bevirker isolering for det enkelte menneske. Ensomhedens spøgelse virker truende, hvis vi ikke formår og er indstillet på, at mødes i et menneskeligt fællesskab. Vi skal derfor som højskole være med til at rejse samfundsdebat, blot målet ikke i sig selv er ensidigt. Vor grundholdning må være, at vi over for vore deltagere stiller prøvende spørgsmål ofte med en snert af provokation indbygget. Netop denne provokation kan være med til at understrege betydningen og livsværdien i pluralismen (mangfoldighed og åbenhed med hensyn til synspunkter).
     Pluralismen er for os ikke nogen moderniseret politisk retning, men en holdning til, hvad politik i bredeste forstand (kulturpolitik, uddannelsespolitik, familiepolitik, kirkeliv osv.) skal være: — en bevidst vilje til at lade udviklingen forme af et levende og åbent samspil mellem forskellige anskuelser, som netop som sit vigtigste mål anerkender princippet om at acceptere andre som sine med– og modspillere uden samtidig at fornægte sig selv.
     Hvis vi på højskolen er i stand til at praktisere denne tese, er vi samtidig i stand til at sikre, at demokratiet ikke forrådes gennem udhulet moralisme, ensretningsforsøg og afgørelser, som desværre oftest overser mindretallets ønske og holdninger. Dermed har vi ikke sagt, at mindretallet altid har ret, ligeså lidt som flertallet har det.
     Sagt med andre ord og på en næsten humoristisk, tidsmæssig »radikal facon«: »alle har ret og ingen har ret«.
     Alle skal sikres en ret til at blive hørt på lige fod og lige vilkår og ingen har ret til at sætte spørgsmålstegn ved sin egen ret!
     Bag disse bemærkninger ligger samtidig ønsket om en fri menneskeværdig udvikling og dermed muligheden for at vinde fremtiden. Bjørnson havde næppe disse overvejelser i tankerne, da han skrev nedenstående, men inspirationen har han med god ret bragt videre:

»Jeg vælger mig april
i den det gamle falder
i den det nye får fæste
det volder lidt rabalder
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil.
Jeg vælger mig april
fordi den stormer, fejer
fordi den smiler, smelter
fordi den evner ejer,
fordi den kræfter vælter,
i den bli'r somren til.«

Karen Margrethe og Ole Juul





 


 

Efterskrift!
»Hvem er vi?«

     Entydige svar kan heldigvis ikke gives, men en række fakta kan vi ikke bortforklare:



     Karen Margrethe (41 år — blandt familie og venner »Gitte«) uddannet på revisionskontor — har siden 1970 beskæftiget sig med administrative opgaver inden for højskole– og voksenuddannelsessystemet.
     Ole Juul (41 år) læreruddannelse fra Silkeborg Seminarium. Højskolelærer på Herning Højskole gennem 5 år — siden 1974 forstander på VUC, Herning. Siden 1978 medlem af bestyrelsen i Forstanderforeningen og fra 1983 landsformand for Forstanderforeningen. Uddannelsespolitiske arbejdsopgaver i en række udvalg, nævn og repræsentantskaber under såvel undervisningsministeriet, Amtsrådsforeningen i Danmark med mere.
     Vore to børn — Michael, som for tiden går på værkstedskursus med henblik på en ingeniøruddannelse, og Charlotte, som netop er begyndt på gymnasiet i 1. g..
     Endelig skal nævnes (for at ingen efterfølgende overraskes) vores lille langhårede gravhund Hannibal, til hvem vi påtænker at anskaffe en mundkurv.

 


 

Vagn Vestergaard.



Beretning ved
repræsentantskabsmødet
på Nørgaards Højskole.

Lørdag den 17. marts 1988
v/ Vagn Vestergaard, formand.

     Når jeg har gået og tænkt over den beretning, som jeg skulle have skrevet til i dag, må jeg indrømme, at der har siddet en vis pessimisme i mig, og det er egentlig mod min natur. Det er vel heller ikke nogen særlig god indledning, men sådan har det været.
     Pessimismen går naturligvis først og fremmest på det dalende elevtal, der er til højskolerne generelt. Desværre også for Nørgaards Højskole, der i øjeblikket har det mindste elevtal nogensinde, — ihvertfald i den tid skolen har været i Bjerringbro. Jeg synes, det er en kedelig udvikling, når jeg tænker tilbage på, hvor stor betydning højskolerne efter min opfattelse har haft i åndelig og kulturel betydning i vort samfund. Det er læren for livet. Hvad er så årsagen hertil? Ja der kan være flere, og vi kan især have vores mening herom. Er det hele ændringen i vort samfundsmønster? Er det de senere års higen efter materielle goder, som vi har kappedes om, der har gjort det, — eller er det prisen på højskoleopholdet, der gør det? Jeg mener nok, at det er de her nævnte ting, der er årsagen. Med hensyn til betaling af opholdet, bliver det jo ikke lettere, efter at mange kommuner i deres nødvendige sparebestræbelser nu har fjernet det kommunale tilskud til eleverne. Fra statens side er der nu også besluttet, at der i 1989 skal spares 1200 kr. pr. elev på højskolerne. Dette beløb udgør godt 100.000 kr. for denne skoles vedkommende.
     Vi har nok, som Bertel Haarder har sagt, 25 højskoler for meget. Skal disse så gå ned, eller kan elevtallet igen hæves? Det er vanskeligt at svare på. Jeg tror der er muligheder, men der bliver så behov for en vis strukturændring gående på flere korte kurser, hvilket også vil være udmærket. Men jeg vil være meget ked af, om de lange kurser helt forsvinder. De skulle gerne også fremover være det primære. De grundlæggende. Jeg mener, at det er her, det rigtige højskoleliv virkelig kan leves. Det er bekendtskabet, fællesskabet, samtalen med hinanden. Samtalen eleverne imellem, samtalen lærere og elver sammen både i timerne og også i fritiden.
     De eventuelle fremtidige korte kurser på højskolerne, som jeg har nævnt falder helt i tråd med forslaget til ny højskolelov.
     Foreningen for Folkehøjskoler har med forslaget et udgangspunkt for kommende forhandlinger om en ny lov for hele folkeoplysningsområdet, som blandt andet også omfatter oplysningsforbundene, daghøjskolerne med flere. Højskolerne vil med forslaget stå alene med deres lov. Denne gang uden de andre frie skoler, husholdningsskoler og landbrugsskoler.
     Det er muligt, at det er det mest praktiske, men personligt synes jeg nok, at det er lidt kedeligt at bryde fællesskabet med disse.
     Der er andre nye områder og muligheder i lovforslaget. F.eks. det almendannende i formålsparagraffen er ændret til »Folkehøjskolens formål er folkelig oplysning«. Højskolerne må højst tage 30% dagelever. Det bliver muligt at lave døgn– og weekendkurser, som tæller med i beregningen af årselevtallet. Dette er en fordel for skolerne. Køkkenleder, pedeller og kontorleder indregnes i den faste personaletab tilhørende medarbejderrådet.
     Siden Kjærs død har Benny Kastrup Hansen være konstitueret, og han har sammen med de øvrige lærere gjort en stor indsats, og alt har kørt på sædvanlig vis.
     Udover den almindelige dagligdag, er det byggeriet af den nye elev– eller kursusfløj, der har optaget kræfterne. Byggeriet går planmæssigt og skønnes færdigt til den fastsatte tid. Når bygningen står færdig, skal den naturligvis også udnyttes. Der er jo også med dette byggeri en husleje, der skal skaffes.
     Budgettet for 1989 har været svært at få til at hænge sammen. Naturligvis først og fremmest afhængig af det antal elever, der vil komme i året. Men også her er der vist stor velvilje fra lærernes side. Der er planlagt ekstra kurser. I det hele taget er der udarbejdet et nyt program for det kommende år. Således er indtægtssiden øget. Skolepengene er i 1989 hævet til 1080 kr. pr. uge. På udgiftssiden, der jo er lige så meget værd, ja måske lidt mere sikker, er alle undervisningsinvesteringer udskudt. Et område, hvor skolen er så godt forsynet, at det kan gå an med denne udskydelse.




     Når den nye fløj nu tages i brug her til efteråret, så kan jeg sige, at skolen er fuldt udbygget. Der er lagt mange kræfter i byggeri gennem årene. Men når det nu er tilendebragt, kan kræfterne bruges på det egentlige højskolearbejde. Og det må for alle parter være et gode, så selvom jeg indledte med nogen pessimisme, så tror jeg naturligvis på, at der er en vis fremtid for Nørgaards Højskole. Der er nogle gode faciliteter med mange muligheder her. Fra personale og bestyrelsens side kan jeg roligt sige, at der er vilje til i fællesskab at gøre en indsats for, at det kan lykkes.
     Alle bygninger her dækker nu ca. 10.000 m², så der vil naturligvis blive vedligeholdelsesudgifter i årene fremover. Dem må vi så tage i de gode år. I indeværende år er der brugt temmelig mange penge herpå. Jeg mener bestemt også, at vi må gøre det, når midlerne er der. Det er galt at komme bagefter, men jeg må indrømme, at det måske har været lige lovligt meget.
     Regnskabet for 1988 lover vel ikke i øjeblikket alt for godt. Men der er nogle måneder endnu, og det vil jo afhænge stærkt af elevtallet nu fra oktober, hvor der igen kommer elever.
     Jeg nærmer mig afslutningen. På baggrund af noget af det, jeg har været inde på, vil jeg gerne opfordre også repræsentantskabet til at være aktive i skolens PR udadtil, og her tænker jeg da ikke mindst på elevforeningens repræsentanter. Men det må gælde os alle. Vi har alle kontakter, som vi må udnytte, så lad os hver især lægge kræfterne i på dette felt til gavn for skolen. Til sidst en stor tak til alle her på skolen for en god indsats her i sommerhalvåret, hvor der jo har været lidt ekstra både på den ene og på den anden måde. Naturligvis også tak til bestyrelsen for samarbejdet. Også her har det givet en del ekstra møder, men det har man taget med godt humør —

Vagn Vestergaard
Formand










TEMA:
Højskolen i fremtiden.
Højskolen skal til stadighed forandre sig. Den er ikke en selvfølge, men må hele tiden bevise, at der er brug for den. Det kræver også, at man kigger med friske øjne på skolen udefra.
     Vi har derfor bedt 4 personer om at skrive deres personlige mening om, hvad højskolen kan bruges til i fremtiden. Og for at få så bredt et billede som muligt, har vi valgt 4 personer, som har meget forskellig baggrund:

Hans Skov Christensen,
er administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

Johannes Engberg,
har i mange år været forstander på Båring Højskole.

Lilian Knudsen,
er forbundsformand for Kvindeligt Arbejderforbund.

Niels Olsen,
var elev på Nørgaards Højskole i foråret 1988.

 


 

Hans Skov Christensen.



Nørgaards Højskole.

Af
Hans Skov Christensen.

     Igennem de senere årtier er antallet af unge med tilknytning til landbruget faldet stærkt. I samme periode har vi oplevet en kraftig stigning i antallet af højskoler. Det har været medvirkende til, at højskolernes bagland er blevet en blandet forsamling, som ikke har så meget til fælles, og byerhvervene: industri, håndværk og handel, er svagt repræsenterede i denne samling.
     Den opbakning, som landbruget tidligere gav højskolerne, er stort set borte, og de storslåede resultater af tidligere tiders fællesskab, som blev skabt på højskolerne og ført med hjem og der skabte en kulturel og erhvervsmæssig udvikling i form af forsamlingshuse, andelsmejerier, brugsforeninger og slagterier, er ved at være glemt.
     Foreningen for folkehøjskoler udsendte i marts 1987 en udredning om folkehøjskolens udvikling og vilkår fra 1970 til 1987. Af denne udredning fremgår det bl.a., at tilgangen til højskolerne er faldende, og da man ved, at antallet af unge mellem 18 og 24 år vil falde drastisk i de kommende år, vil målgruppen falde tilsvarende. Det fremgår af udredningen, at landets højskoler kun er i kontakt med knapt 3% af de 18—24 årige, som i 1985 udgjorde 563.000 personer. Dette tal forventes i 1990 at være faldet til 544.000 og i år 2000 til 433.000.
     Videre fremgår det, at forsøg på at hæve gennemsnitsalderen vil støde på vanskeligheder, idet man her møder mennesker, der er ved at skifte familie eller har gjort det, er i gang med en uddannelse eller en karriere, har købt hus osv. I den forbindelse nævnes det, at en eventuel gennemførelse af den såkaldte »betalte frihed til uddannelse« ikke vil få nogen særlig betydning for højskolen, idet personer på arbejdsmarkedet ikke bryder op fra hjem og vante omgivelser for at tage på højskole. De vil normalt søge en uddannelse, som de kan passe ud fra den forudsætning, at de kan blive boende, hvor de i forvejen bor, og kun tage på kortere kurser.
     Gruppen af ældre over 65 år vil i modsætning til gruppen af 18—24 årige vokse i de kommende år, men i dette ligger ingen løsning på højskolens rekrutteringsproblemer, da man næppe nogensinde kan forestille sig, at højskolen vil gøre det til sin hovedopgave at give disse ældre undervisningstilbud.
     Højskolens egentlige målsgruppe er således de 18—24 årige. Højskolen er som nævnt i kontakt med knapt 3% af disse. Hvis dette tal skal hæves, kræver det en kraftig indsats fra højskolernes side, således som det også er nævnt i udredningen, hvor det bl.a. er beskrevet således:
     »Det bør overalt og systematisk overvejes, hvordan højskolen kan gøres til en reel mulighed for de unge, hvis faglige uddannelse samfundet i dag er så interesseret i. Ikke fordi højskolen på den måde skal konkurrere med de faglige uddannelser, men fordi hele højskolen jo hviler på den påstand, at en rent faglig udvikling ikke er nok, og derfor burde både den politiske magt og de implicerede selv, såvel unge som arbejdsgivere, være interesseret i at bruge det tilbud om menneskelig udvikling og modning, som højskolen altid har været udtryk for«.
     Da den ovenfor efterlyste interesse ikke synes at være til stede i rimeligt omfang, hos hverken de unge eller hos arbejdsgiverne, så må højskolen prøve at fortælle, hvad det er, den kan byde på nu, hvor vi er på vej ind i det sidste årti af det tyvende århundrede.
     I disse år forbereder danske virksomheder sig på de muligheder, som videreudvikling af det indre marked fører med sig i form af fjernelse af de tilbageværende hindringer for fri bevægelse af varer, penge, tjenesteydelser og personer over landegrænserne.
     Det europæiske fællesskab byder som nævnt på muligheder, men også på nogle iøjnefaldelse skønhedspletter.
     Der er 16 mio. arbejdsløse borgere i EF–landene, og Europa er kommet bagud i den internationale teknologiske udvikling, hvor vi forlængst er overhalet af Japan og USA. Hvis ikke Europa kommer på højde med disse stater, kan vi ende som en verdensdel uden særlig betydning og indflydelse. Med en sådan placering kan vi blive interessante i et historisk — men ikke i et fremadrettet perspektiv.
     Det ser således ud til, at Danmark er på vej ind i en betydningsfuld periode, hvad angår vor fremtid som en nation, hvor vi i et rimeligt omfang medvirker til at styre udviklingen.
     Sådanne perioder har vi været inde i nogle gange før i de år, hvor højskoler har eksisteret, og højskolerne behøver ikke at skamme sig over deres indsats frem til nu. Det har samfundet — både land og by — kvitteret for ved på det lovgivningsmæssige plan at bevare de bedst mulige rammer for højskolens eksistens.
     Det er svært at forestille sig Danmark i en udvikling uden højskolens inspiration. For nogle og måske mange er det imidlertid sådan, at det i disse år er svært at høre højskolens stemme.
     Det kan håbes, at årsagen hertil ikke skal findes i, at højskolen ikke har noget af betydning at sige. Det er imidlertid tydeligt, at højskolen ikke har formået at komme i kontakt med byernes unge og med arbejdsgiverne. Initiativet hertil ligger hos alle vore højskoler. Lad os høre fra jer.

 


 

Johannes Engberg.



Hvad kan jeg bruge
højskolen til,
— i dag og i den
nærmeste fremtid?

Af
Johs. Engberg.

     Hvis man spørger et ungt menneske, hvorfor han eller hun er taget på højskole, vil man nok få et noget usikkert svar. Man er nu engang kommet i den situation, at et højskoleophold er sagen, og så behøves der ikke nogen nærmere forklaring.
     Man kan måske få et bedre billede af højskolens rolle, for dens elever og for samfundet, ved at se på, hvilken rolle den har spillet i den sidste menneskealder.
     I 1950'erne var der en overvægt af kvindelige elever på skolerne. 50'erne var en stilfærdig fremgangsperiode. Samfundene var ved at udvikle sig efter krigens ragnarok. Maskiniseringen af landbruget tog fart, og landbruget havde brug for langt mindre arbejdskraft end tidligere. — Dengang, for 30—40 år siden var højskolerne først og fremmest besøgt af landbrugssamfundenes unge. — Det almindelige skolevæsen var begyndt at udvikle sig, og mange drenge fra landet blev efter skoletiden sendt på realskole og derefter til uddannelse i byerhvervene. Pigerne havde imidlertid gode arbejdsmuligheder ved det huslige erhverv, både på landet og i byen. Men midt i 1950'erne blev flere og flere klar over, at det måske ikke var sagen at satse på en fremtid som hjemmeværende husmor. Der var arbejdsmuligheder på sygehuse, indenfor de pædagogiske erhverv og flere andre steder.
     Der kom et opbrud fra landbosamfundene, hvor der nok havde været tradition for, at nogle af drengene havde slået sig igennem i andre erhverv, men hvor kønsrollemønsteret var det traditionelle, og hvor pigeuddannelse var et nyt begreb. Når pigerne brød op var det derfor ikke altid med støtte fra deres miljø.
     Men der var højskolen. Den kendte man som et agtværdigt sted, også for piger. Men mens disse tidligere var sendt hjem igen til deres miljø, brugte de nu højskolen som sporskifte til en ny og selvstændigere tilværelse. Man fik kammerater på skolen, som var i samme situation, og det kunne være en støtte i situationen; man fik lejlighed til at erhverve sig nogle kundskaber, som ens brødre måske havde fået på realskolen, og man fik den selvbevidsthed, som fællesskab og udvikling af egne evner og kundskaber kan give.
     Denne udvikling tog fart i 60'erne, hvor de nordiske samfund i det hele taget gennemløb en voldsom udvikling, i erhvervsliv og politik, økonomi og uddannelsesmuligheder. Arbejdsmulighederne var ret ubegrænsede, og højskolen blev nu som tidligere et springbræt til nye livsmuligheder. Og mange unge, der havde afsluttet deres uddannelse, tog på højskole for at finde inspirationer til den del af deres tilværelse, der ikke havde med erhvervstilværelsen at gøre. Man kunne jo roligt tage sig en erhvervspause. Der var arbejdsmuligheder nok.
     På skolerne tog man den debat op, der var begyndt under krigen, hvad det var for et samfund, man stilede imod. Demokrati var jo ikke bare noget, der havde med et kryds på stemmesedlen hvert fjerde år at gøre. Det måtte kunne leves, i socialt liv, i familier og på arbejdspladser. Og i livet på højskolen. Det var i hvert fald skolens bestræbelse, selvom kravet om at tage medansvar ofte kom bagpå eleverne. Men elevgruppen var mere broget, som fra flere miljøer end tidligere, og der var konfrontationer og debat og måske mere »folkeligt fællesskab« end tidligere på højskolerne.
     I 70'erne accelerede denne udvikling. »Ungdomsoprøret« kom i mange henseender med bevægelse og frisk luft, men også med megen forvirring. Mange gamle normer blev kasseret, og der eksisterede i ungdomsgenerationen en følelse af, at mulighederne var ubegrænsede for udvikling, personligt, økonomisk, samfundsmæssigt.
     Vinduerne var slået op til verden. Man rejste, engagerede sig i u–landsproblemer og fredsbevægelse, og den kvindebevægelse, der var begyndt 15—20 år tidligere, fik vind i sejlene.
     Hele dette frihedsrøre blev vel ofte til et krav om personlig, individuel frihed, til det uforpligtende fællesskab til høj musik omkring en kasse bajere. Men under alle omstændigheder fik man prøvet nogle kræfter, rykket nogle hegnspæle, erkendt nogle muligheder for den personlige og samfundsmæssige udvikling. Selvom det dengang kunne være nok så besværligt at være en halvgammel højskolelærer, så oplevede man dog, at der også var et engagement til at »få gjort noget ved tingene«, udover tilfredsstillelse af private behov.
     80'erne har vel i nogen grad bremset denne udvikling. Arbejdsløsheden har lagt et tryk på den unge generation. Man er ikke så oprørsk, men prøver snarere på at tilpasse sig. Og fagligt på højskolerne ser man, hvordan de kreative fag blomstrer, på samfundsfagenes bekostning. — Man kan håbe på, at beskæftigelsen med de kreative fag virkelig vil udvikle skabende evner, også i den enkeltes forhold til sin omverden.
     Højskolen er i hele sin historie og ikke mindst i de sidste 40 år, hvor jeg har haft lejlighed til at gøre udviklingen med, blevet brugt til mange ting: Til at skabe et kammeratskab og fællesskab mellem mennesker, der ellers ikke ville have haft lejlighed til at møde hinanden. Til at give kundskaber, som kunne give evner, selvtillid og mod til at tage fat på nye opgaver. Til at give forståelse for sammenhænge, i det personlige og samfundsmæssige liv, og kendskab til historien, som viser, hvordan tidligere generationer har angrebet de udfordringer, de blev sat overfor. Og herved har en og anden hentet et moralsk skub og engagement til at tage fat på samtidens udfordringer.
     Vi har set, hvordan højskolen i 1950'erne og 1960'erne trådte ind i den situation, at masser af unge stod i et erhvervsskifte, men manglede kundskaber og måske mod til at tage fat på deres liv. Vi har set, hvordan højskolen har spillet en rolle i udviklingen af demokratiske livsformer, og hvordan den er gået ind og af og til foran i de bevægelser, der rørte sig i tiden, de anti–autoritære bevægelser, herunder kvindebevægelsen, de økologiske bevægelser og energidebatten. Nu snakker alle og enhver om alternative energikilder. Men allerede i 70'ernes begyndelse byggedes de første solfangere og vindmøller på højskolerne, — under de omliggende samfunds dybe skepsis.
     Hvilke opgaver står menneskene og samfundet så overfor i dag og i den nærmeste fremtid, — og kan højskolen spille en rolle som kraftcentre i den udvikling, der forestår?
     Efter Brundtland–rapporten er det klart for enhver, at den økologiske krise er altoverskyggende. Mulighederne for, at den levende verden, planter, dyr og mennesker, kan overleve i en god verden formindskes dag for dag. Dette hænger entydigt sammen med, at vi i de højest udviklede lande i de sidste par hundrede år har haft den tanke, at en øget produktion og et øget forbrug var tilværelsens mål og mening. Og denne tanke, der har solide rødder i vores kultur, har vi missioneret ud til jordens fjerneste afkroge. Og resultatet er, at vi er ved at slide vores naturgrundlag op.
     For at fremme denne produktions– og forbrugsideologi har vi konstrueret et økonomisk system, kapitalismen, både privat– og statskapitalismen, og til afbødning af dette systems skavanker har vi opfundet velfærdsstaten. I både den kapitalistiske arbejdssituation og i velfærdssamfundet er der indbyggede tendenser til, at det enkelte menneske fratages sin selvstændighed og muligheden for at tage ansvar for sin egen og sine medmenneskers tilværelse. Og netop den menneskelige selvstændighed og ansvarlighed har været højskolens principielle mål.
     I demokratiets barndom for 200 år siden stod man overfor ikke bare at skabe et nyt politisk system, men en ny kultur, bygget på troen på, at »alle mennesker er skabt lige, og har af deres skaber fået umistelige menneskelige rettigheder«, som der står i den amerikanske og franske frihedserklæring. Denne tankegang var helt i modsætning til flere hundrede års feudale arbejdsorganisation og enevældige politiske tradition. Og i løbet af de 200 år er vi da kommet igennem med en menneskelig myndiggørelse på mange områder.
     Men der er lang vej tilbage. Storkapitalismen, statslig som privat, storproduktion og storforbrug fører til udnyttelse af de svagere, u–landene, og som nævnt til opslidning af jordkloden. Og det enkelte menneskes tilværelse er vel ikke ligefrem præget af selvstændighed og konkret ansvar overfor egen og andres tilværelse i alle livssituationer.
     Vi står overfor at måtte skabe en erhvervskultur, der bygger på tilfredsstillelse af vore virkelige behov, ikke på skabelse af nye, og som giver et arbejdsliv, hvor »arbejderen har ansvar for produktionsmidlet«, som Marx udtrykte det, og som for eksempel blev gennemført for en del af landbruget med landboreformerne for 200 år siden. Tanken om en sådan ansvarliggørelse har altså gamle traditioner i vores historie.
     Men forudsætningen for, at noget sådan kan lykkes, er at der kommer et folkeligt krav herom, som udspringer af en lyst til at tage fat på ansvaret for sin egen tilværelse. — Her kan højskolen komme ind, nu som for 100 år siden, som et sted, hvor man bliver »oplivet og oplyst«. Når talen derfor er om f. eks. Betalt Frihed til Uddannelse (BFU), så må man med højskolens historiske erfaringer sige, at der er mere behov for en »oplivelse«, end for en praktisk–teknisk undervisning, som gør mennesker bedre egnet som medarbejdere på erhvervslivets betingelser, det erhvervsliv, som netop må ændre sine formål og sin metode for at menneskenes og naturens behov og balance kan respekteres.
     Økologisk landbrug, kollektiv trafik på bekostning af privatbilisme, genbrug, et virkeligt økonomisk demokrati med de ansattes medansvar, deltagelse i stedet for underholdning i kulturlivet, en virkelig u–landspolitik er nogle af stikordene som betegner nødvendigheden i den fremtidige udvikling. Disse ting giver måske kun beskedne fremskridt, måske kun en dråbe i havet, i forhold til hvad der er nødvendigt for at genskabe den økologiske balance og basis for menneskelivet på jorden. — Men havet består af dråber.



 


 



Hvad kan vi bruge
folkehøjskolen til i dag og i den
nærmeste fremtid?

Af
Lillian Knudsen.



     »Hvis den bestående, gamle højskole, traditionens vogter, vil bevare kernen i denne tradition, — hvis den også i fremtiden vil være vækkelsens, det levende ords og personlighedens skole, — hvis den ikke vil synke ned til at være et konserveringssted for traditionens ydre former, eller måske til en slags erstatning for dem, der ikke kom på realskole, — så må den forstå de nye krav, som udspringer af tidens skiften. Thi der, hvor livet rører sig stærkest, venter sejren«.

     Ja, sådan sagde tidligere forstander for Roskilde Højskole, Hjalmar Gammelgaard i en tale engang i halvtredserne. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der stadigvæk er en hel del om snakken. For hvor står folkehøjskolerne henne i dag? Har skolerne forstået de nye krav? Er skolerne der, hvor livet rører sig stærkest?
     Disse spørgsmål må fremtiden, den nærmeste fremtid, kunne give svar på. Og svarene vil kunne findes i resultaterne af de mange samarbejdsprojekter, folkehøjskolerne og fagbevægelsen har taget initiativ til landet over.
     Det er her i det praktiske lokale samarbejde med fagbevægelsen, folkehøjskolernes fremtid vil vise sig. Og samtidig er det nu, traditionens bæredygtighed sættes på en prøve.
     Hjalmar Gammelgaard beskrev traditionen ved vækkelsens, det levende ords og personlighedens skole. Vi kan også kalde det oplivelsens, oplysningens, ja fremfor alt frigørelsens traditionen. Er folkehøjskolerne parate til at følge traditionen, og samtidig møde nutidens–fremtid? Jeg håber, at mange vil være det.
     Foran os ligger en fantastisk stor opgave, nemlig at sikre tusindevis af ufaglærte mænd og kvinder et afgørende uddannelsesløft.
     Hvis vi ser på os, Kvindeligt Arbejderforbund. Vi er ca. 100.000 ufaglærte kvinder, beskæftiget inden for jern– og metalindustrien, plastindustrien, medicinal–, fisk/fjerkræ–, kartoffelsorteringsområdet, privat– og offentlig rengøring. Godt og vel hvert 5. af vore medlemmmer er i dag uden arbejde. Cirka halvdelen har kun en 7– eller 8–årig skoleuddannelse, og ellers ingen erhvervsuddannelse.
     Samtidig ved vi, at fremtiden på arbejdsmarkedet kræver uddannelse.



     Men ikke alene af hensyn til beskæftigelsen interesserer vi os for uddannelse.
     Deltagelsen i det politiske og det kulturelle liv hænger jo erfaringsvis i høj grad sammen med hvor meget uddannelse, vi har fået mulighed for at deltage i.
     En undersøgelse fra slutningen af 70'erne viste, at LO–medlemmerne udgjorde 27% af vælgerne. De havde 9% af kommunalbestyrelsespladserne og 5 % af pladserne i folketinget. Billedet har ikke forrykket sig væsentligt siden da, men det vil uddannelse til LO–medlemmerne og ikke mindst de ufaglærte kunne være med til at rokke ved. Også derfor — af hensyn til demokratiet — er vi interesseret i, og aktive med hensyn til uddannelsesspørgsmål.
     Sidst — men ikke mindst — giver uddannelsen mennesket muligheden for at lære sig selv og sine omgivelser at kende. Uddannelsen skal i hvert tilfælde give plads til at filosofere over tilværelsens mening, over egne ønsker og drømme, og gerne over hvilke handlemuligheder den enkelte — i fællesskab med andre — har for at sætte sig sine spor.
     Det er med denne holdning, vi er gået i samarbejde med folkehøjskolerne, men de allerede nu indhøstede erfaringer fortæller, at det ikke altid er lige let.
     Jeg tænker rent umiddelbart på sproget. Folkehøjskolerne har deres eget sprog. På samme måde som vi har vores sprog. Og sproget er i mange tilfælde også udtryk for en forskellig holdning til livet, til samfundet. Folkehøjskolerne kan betragte organisationerne som tvangsmekanismer, hvor vi ser os selv som en frigørende kraft — det absolut modsatte af tvang og ufrihed.
     Vi engagerer os i samfundet — på alle områder, lokalt og centralt, og undrer os over, hvor folkehøjskolerne har været henne i den samfundsmæssige debat.
     Vi er på en gang glade over den opbakning vores uddannelsespolitiske ønsker har fået i højskolekredse — som for eksempel »Betalt Frihed til Uddannelse« — men spørger samtidig lidt nysgerrigt: Hvorfor har folkehøjskolerne ikke støttet os allerede op igennem 1970'erne, hvor BFU har været et fagpolitisk krav. Ikke desto mindre ser vi med forventning frem til flere samarbejdsprojekter.
     Men ikke uden samtidig at være kritisk, og det samme forventer vi selvfølgelig også, at højskolerne vil være. For det er i dialogen med hinanden, de flotteste resultater kan forventes, og der skal vi give hinanden en chance. Det gælder ikke alene os, der planlægger projekter, men fremfor alt kursisterne.
     Jeg er af den opfattelse, at medlemmerne på et højskoleophold får mange muligheder. Muligheder som uddannelsessystemet i øvrigt har svært ved at give.

     Det er afgørende kvaliteter ved højskolen, som vi sætter pris på, og derfor ser jeg frem til samarbejdet i de kommende år.
     Samtidig er det afgørende, at højskolerne er opmærksomme på den ressource, der tilføres skolerne ved vores og andre forbunds medlemmer. Også skolerne, lærerne har meget at lære, kan lære meget, lyt efter medlemmerne! Brug deres viden, deres arbejdsløshedserfaring, diskuter.
     At være ufaglært, 40 år, med 8 års skolegang, og uden museums– eller biblioteksbesøg er ikke ensbetydende med at være uden indsigt. Mange, alt for mange, er desværre ikke klar over, hvor meget de egentlig ved, og hvor meget de kan give fra sig. Det skal et højskoleophold være med til at gøre synligt for kursisten, for læreren, for skolen. Det vil kunne være med til at rydde barrieren af vejen. Det vil kunne øjne forståelsen for blandt andet organisationens nødvendighed.
     Det vil stille højskolerne over for tidens krav.
     Fortsat god arbejdslyst.

 


 

Niels Olsen

En højskoleelev ser frem og tilbage...

Af
Niels Olsen.



     En weekend i november 1987 kom min kæreste hjem for første gang efter at være begyndt på en højskole. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at det var det, hun fortalte i den weekend, der fik mig til at bestemme, at det skulle jeg i hvert fald også prøve. Hun havde valgt sin højskole ud fra et godt idrætstilbud, — jeg valgte min på grund af medie. Men selvom vi havde forskellige interesser og fag, var det alligevel det samme, vi oplevede: Glæden ved at lave nogle udfordrende og kreative projekter i fællesskab med andre, og se dem realiseret ved enten at yde en brandgod opvisning efter en måneds intensiv træning, eller ved endelig — efter en lang nats mixning — at høre den færdige ½–times udsendelse, der havde været målet med de sidste 3—4 ugers undervisning og fritid.
     Da det atter blev hverdag, dengang i november, begyndte jeg at regne nærmere på forholdene. Med Højskolernes Fællesbrochure i den ene hånd og en kalender i den anden, begyndte jeg med at vælge højskoler ud. Jeg har altid været meget interesseret i journalistik, og havde nu fundet ud af, at højskolen var det sted, der havde et tilbud til mig her. Samtidig skulle det være til at betale sig fra og passe ind i min situation i øvrigt, men efter at have fået brochurer hjem fra en 3 — 4 skoler faldt valget på Nørgaards, og mine forventninger til mediefaget blev fuldt ud indfriet. Hurtigt viste det sig dog, at højskolelivet var 1000 andre ting end liniefaget, — også selvom vi engang imellem på vores semester (marts—juni 1988) kritiserede, at vi syntes miljøet manglede et eller andet, at »højskoleånden« måske var druknet lidt i forhold til det faglige og diskussionerne om fremmøde.
     Jeg tror, mange vil give mig ret i, at medens fagtilbuddet betød måske 75% ved valget af højskole, så var fagenes andel i betydningen for oplevelsen faldet, da vi 3—9 måneder senere rejste hjem igen. Det, man får med sig hjem fra højskolen, er primært noget socialt, evnen til samarbejde, tolerance overfor andre mennesketyper end éns egen, åbenhed for utraditionelle tiltag og så videre, og kun sekundært en faglig kunnen.
     Dette må ikke forstås sådan, at det faglige ingen betydning har, eller at det faglige niveau og den indstilling man møder til timerne med er underordnet, nærmest tværtimod. Jeg ved f. eks., at mange lokalsamfund er meget glade for de idrætsleder, lokalradiomedarbejdere o.s.v., der uddannes rundt omkring på højskolerne, men jeg tror, at fagenes vigtigste rolle er at være ramme for den udvikling, man gennemgår under et højskoleophold.
     Hvis man vil prøve at tænke videre og se nogle perspektiver for højskolerne ind i 1990'erne, så tror jeg, det er utrolig vigtigt at have denne afvejning af den faglige og sociale betydning i baghovedet, i hvert fald for de længere kurser. Der skal præsenteres nogle gode, spændende og udviklende fag, for de er med til at trække engagerede elever til, og er uvurderlige som faste rammer i hverdagen. Men man skal passe på, at man ikke kommer til at prioritere det faglige højt på højskolens sociale livs bekostning. Fritidstilbud som kaffe kl. 9 og tørkage efter højskoleaftner er ikke nok for fremtidens højskole, for samfundets krav og behov bliver hele tiden større og mere komplicerede:
     Det at kunne lære, tror jeg bliver vigtigere end det snævre, man tilfældigvis hidtil har lært, og jeg tror der bliver et enormt behov for folk, der kan indgå i et team, arbejde sammen om et projekt, og måske udføre det utraditionelt eller under pres, — som når der kun er 2 dage tilbage til gymnastikopvisningen og 100 ting at rette, eller som når klokken er 5 morgen, og der kun er 3 timer til dead–line, og radioprogrammet endnu ikke er færdigmixet. Man får brug for folk, der på deres krop har lært og erfaret noget om menneskeligt samværd og måske har fået tilført eller udviklet nogle værdinormer. Allerede i dag ser vi jo, at højskoleelever tit vil få et plus, hvis de søger uddannelse eller job, fordi vi netop forventes at besidde nogle af disse kvaliteter. Det er da klart, at en person på arbejdsmarkedet, der har almenmenneskelig forståelse, viljen til samarbejde og måske også kan noget idræt eller medie, vil blive foretrukket frem for en, der ingenting kan. Og det fordi de vil kunne tilføre arbejdsmiljøet noget positivt og være med til at skabe et godt og alsidigt samarbejdsklima. Hvis højskolen kan klare denne opgave, vil den helt klart også have sin berettigelse ind i 1990'erne, men det kræver, at den, nu som gennem de sidste 100 år eller mere, forstår at være et effektivt spejl af det omkringliggende samfund.
     Lad mig vende tilbage til november 1987 endnu en gang. Jeg var blevet student mindre end ½ år forinden efter 12—13 års uafbrudt skolegang, og havde nu fået et dejligt job som pædagogmedhjælper i en skolefritidsordning. Meningen var, at nu ville jeg have fri et år, inden jeg igen skulle tage fat med skolebøgerne, og det år skulle bruges »ude i samfundet«, lidt væk fra madpakker, lektier og tavlekridt. Jo — jeg kan godt se det lidt selvmodsigende i, at jeg så vælger at tage på højskole, men det viste sig hurtigt, at det slet ikke var så tåbeligt, som det måske lyder. For ganske vist er højskolen også somme tider noget med skoleskema, forberedelse og notater, men de fleste af disse almindelige skolefag kan man jo bare lade være med at vælge, hvis man synes, man har prøvet nok af det; det er jo kun en eller anden form for dansk, der er obligatorisk på Nørgaards Højskole. Min hverdag blev i hvert fald hurtigt anderledes fysisk aktiv og kreativ, og jeg ser det som et stort plus, at vi (næsten) alle havde vores projektorienterede liniefag, der — uafhængigt af hvilken linie man havde valgt — nok skulle kunne give os alle nogle udfordringer. Og det var også liniefagene, der gav en helt anderledes sammenhæng mellem dagene (og ligeså vigtigt: mellem undervisning og fritid), end man møder i den traditionelle undervisningsform på de forskellige uddannelsesinstitutioner. Derfor var mine 3 måneder på Nørgaards Højskole en væsentlig del af mit sabbatår, som jeg er utrolig glad for at have haft, — også nu bagefter. Med fællesbrochuren i hånden for første gang kan det godt se lidt kaotisk ud: Godt 100 forskellige højskoler tilbyder sig selv, og ud af dem skal man bare have udvalgt sig én, — og det skal selvfølgelig være den bedste. Jeg begyndte med først at sortere de muligheder fra, som jeg betegnede som urealistiske for mig. Det vil sige dem, der tidsmæssigt og økonomisk lå udenfor min formåen, Gymnastikhøjskolen i Ollerup og de andre idrætshøjskoler, samt de skoler, der på forhånd havde alt for skråsikre politiske eller religiøse idéer at missionere for. Efter denne grovsortering gik jeg over til at se, hvad de enkelte højskoler kunne tilbyde mig, og det viste sig, at mine krav og Nørgaards tilbud stemte så godt overens, at der til sidst bare var en masse gode argumenter for at tage på Nørgaards Højskole tilbage, med rige muligheder for den engagerede elev. Skolen er bred, både holdningsmæssigt og med fagtilbud, så man undgår fastlåstheden, rygklapperiet og den måske ligefrem fagidioti, jeg godt kan frygte hersker på skoler med snævre faglige eller holdningsmæssige rammer. Den er stor — over 100 elever er der plads til — så man er sikker på, at der hele tiden er folk omkring én, og at der er mange, der gerne vil engagere sig i skolens liv. Samtidig er alle faciliteterne — musiklokal, idrætssal og svømmehal, edb og medielokalerne med lydstudiet og teknikken — åbne hele dagen, og især det tillægger jeg stor værdi. Det brede fagudbud gør, at man faktisk kan sammensætte et skoleskema helt efter sit eget hovede, og liniefagenes positive betydning har jeg allerede nævnt. For mig var netop liniefaget medie, og det team jeg indgik i med de andre medieelever, det helt centrale ved mit ophold, idet det både var det, der optog mig mest, og så sandelig også det, jeg brugte mest undervisningstid og fritid på, og sådan har mange på de andre linier — idræt, tekstil og edb — også følt. Jo det var virkelig en god idé, jeg fik dengang i november.








Jørgen Nørgaard

Sven Havsteen–Mikkelsen.
     Gennem opbygningsårene i Hadsten og de første Bjerringbro–år lå tanken om Nørgaards Højskole som et værested for kunst meget fjern, da alt overskud blev investeret i maskineri og måske tilmed i grønne planter og reproduktioner. Vi følte det nødvendigt at udbygge alle de nye fag, der prægede vort ugeskema og som fagtilbudene veksler har indkøbene af inventar måttet følge med. Kun ved festlige lejligheder, hvor »man« gav skolen gaver, faldt det naturligt, at tænke på den kunstneriske udsmykning.
     Med Kjærs tiltræden ændredes dette, idet han tilskyndede lærerkredsen til at nedsætte et kunstudvalg, og han forsynede dette udvalg med økonomiske midler, således at man seriøst kunne henvende sig til fortrinsvis østjydske kunstnere. Almindeligvis foretog vi så ved disse udstillinger indkøb, således at skolen nu råder over omkring 200 forskellige arbejder.
     Gennem skolens bestyrelse kom vi da i kontakt med Sven Havsteen–Mikkelsen, og det blev vor skæbne. Her mødte vi den kunstner, der sagde os noget om det Norden, vi folkeligt hører til, og om den historie, der må være en betingelse for, at vi kan overleve som et dansk folk i den europæiske heksekeddel.
     Det begyndte så med et møde i vor spisesal med den store endevæg i gule mursten. Havsteen–Mikkelsen udkastede tanken om »Den signede dag« — et tredelt kunstværk, som skulle gengive 1. vers af »Den signede dag«, 2. vers (»Den signede stund, den midnatstid«) og sidste vers (»Så rejse vi til vort fædreland«). Han ville med disse billeder fastholde sit møde med elementerne og naturen, som han som ung havde oplevet det på en Østgrønlandsekspedition og lade disse stærke, tunge billeder med deres solopgangs– og solnedgangsfarver omkranse den religiøse oplevelse i Bethlehem.
     Skolens bestyrelse sagde ja til udkastet. Dernæst sagde man ja til to historiske billeder, der skulle males til vor nye pejsestue: »Den 4. maj 1945« og »Den 2. oktober 1972« — to historiske datoer i den nyere danmarkshistorie, men også to væsentlige datoer for en kunstner, der som frihedskæmper var med til at tilkæmpe sig og sit folk den frihed, som man den 2. oktober 1972 satte på spil ved afstemningen om vor tiltræden af fællesmarkedet.
     Skolens meget tætte forbindelse med Havsteen–Mikkelsen udbyggedes ved indkøb af en serie litografier fra hele Norden lige fra Ejdersted i syd til Grønland i nord suppleret med to tegninger fra Bjerringbro og Gudenådalen — bestemt for spisesalen, samt bestemt for vor nye pejsestue et betydeligt Golgatha–billede.
     Der er ingen tvivl om at de tre »Den signede dag«–billeder, de to frihedsbilleder og Golgathabilledet tilsammen giver os et fremragende signalement af Havsteen–Mikkelsens engagement som kunster. I »Den signede dag« vil han med sit stærke, varme farvevalg tolke naturens storhed og Bethlehems–underet, mens han med de to »frihedsbilleder« vil forpligtige os på vor historiske og nationale sammenhæng så længe, vi endnu har tid til at værne den. Golgathabilledet er enkelt — behersket af en skæbnetung farve i det rødlige.
     Denne lange Havsteen–Mikkelsen fortid på Nørgaards Højskole har vi i anledning af Havsteen–Mikkelsens 75–års fødselsdag afrundet med en stor udstilling, hvis tegninger og malerier har været domineret af nordiske og religiøse motiver samt helt specielt 6 tegninger — forarbejder til bronceporten til Frederik den Niendes kapel ved Roskilde domkirke.
     Nørgaards Højskole har lige fra sin grundlæggelse i Hadsten haft elever fra Grønland, Island, Færøerne og Norge, men med Aksel og Sørines ansættelse fik vi nogle helt specielle kontakter til Grønland, der i det ydre gav sig udslag i en lang række Grønlandsrejser og i indkøb af grønlandsk kunst. Gennem Benny Kastrup Hansen fik vi opbygget tilsvarende forbindelser til Færøerne. Aksel Kjær Nielsen lagde i sin forstandergerning megen vægt på at skabe en forbindelse til Norden med studierejser, sportsrejser for vintereleverne, men ikke mindst ved indkøb af kunst med motiver fra hele Norden, kendetegnede herfor blev en af hans sidste handlinger, før han afgik ved døden, et stort indkøb af Sven Havsteen–Mikkelsens nordiske litografier samt en snes træsnit fra Orm og Tyr, hvorved Nørgaards Højskole er godt på vej til at blive et jydsk Havsteen–Mikkelsen museum.
     Det er vi ikke kede af.
     NB. Skolens kontor sælger kunstkort af hvert af de to frihedsmalerier (4. maj 1945 og 2.okt. 1972) samt sammenhængende de tre malerier »Den signede dag«.

Jørgen Nørgaard.

 


 

Else Skovbo Jensen

Studieorlov januar
— juli 1988.

     I kalenderåret 1988 var jeg en af de 17 højskolelærere, der var så heldig at få bevilget studieorlov. Denne mulighed består, når man har været ansat i højskolen i mange år. Den gennemsnitlige anciennitet for de 17, var 15 år. Jeg har været ansat ved Nørgaards Højskole fra 15. juli 1969.
     Min orlovsperiode strakte sig fra 1. januar til 30. juni 1988. Hvad foretog jeg mig da?
     Samtidig med højskolearbejdet (undervisning, forberedelse, møder, vagter, samtaler med elever m.v.) er det meget svært at have tid og overskud til kursusaktivitet. Man må samtidig tænke på, at de fleste højskolelærere har egen familie, der skal tilgodeses. Derfor er det af uvurderlig betydning at få en friperiode, hvor man selv kan planlægge, hvad man vil beskæftige sig med.
     Jeg har deltaget i engelskkursus på Handelsskolen i Viborg, én aften pr. uge i hele skoleåret 1987/88. Det var kontant undervisning, der gav stort udbytte, men krævede en del hjemmearbejde, som jeg heldigvis havde tid til. Jeg bryder mig ikke om, at mine elever møder uforberedte op til timerne. Lige så lidt har jeg selv lyst til at gøre arbejdet halvt.
     Som nogle af elevskriftets læsere ved, har jeg i de senere år undervist i faget folkeliv og tradition, både på de lange kurser og på familiekurser. En del af dette fag er undervisning i slægtsforskning. Jeg har været glad for at få tid til at få eget materiale samlet og renskrevet og samtidig tilbringe 1 dag ugentlig på Landsarkivet i Viborg, hvor jeg har arbejdet videre med egne aner. Færdig bliver jeg vel aldrig, men for dag til dag tilbragt på LA kommer jeg normalt et lille skridt længere. Blot det at konstatere at en kilde intet indeholder for mig, er jo et resultat.
     Man skal endelig ikke tro, at man har sin families historie blot ved at tage notater fra et par kirkebøger. Der skal tit gås snirklede veje, før man finder det man søger, specielt når man har lagt de første par generationer bag sig.
     Netop i 200–året for stavnsbåndets løsning er der udgivet mange bøger med beskrivelser af livet i ældre tid. Jeg har forsøgt at holde mig orienteret om nyudgivelserne og har læst nogle af dem.
     Slægtshistorie er knyttet ret tæt sammen med lokalhistorie. De fleste, der søger deres aner, vil forhåbentlig også vise interesse for historien i det sogn, deres familie stammer fra. Nu til dags opholder mange sig jo fjernt fra forfædrenes hjemstavn, men har måske også lyst til at kende til historien i det område, man selv har slået sig ned i. Så er det en god idé at henvende sig på et af Danmarks ca. 400 lokalhistoriske (egnshistoriske) arkiver — og evt. tilbyde sin gratis arbejdskraft. Det har jeg gjort i begrænset omfang i vinteren 1988. For at uddanne disse frivillige (i få tilfælde aflønnede) medarbejdere afholder Sammenslutningen af lokalhistoriske arkiver lokalhistoriske grundkurser af 1 — 2 ugers varighed på Uge Folkehøjskole. Disse kurser er åbne for alle interesserede. Jeg deltog 1 uge Vi var 30 deltagere, der efter fælles instruktion, arbejdede i grupper, hvor vi løste opgaver i indkomstjournalisering, registrering, udarbejdelse af søgekort, arkivpleje, PR–arbejde m.v.. Efterhånden som mængden af det indkomne materiale vokser, bliver det umuligt at finde de arkiverede papirer og fotos, hvis der ikke er lavet en grundig registrering og et godt søgesystem.
     Det var en meget spændende uge, hvor alle lærte noget, den enkelte kan gå hjem og bruge. Alle arkiver bruger dog ikke det system, vi undervistes i, men det forventes, at de vil gå over til det, idet det også kan overføres til edb, når/hvis arkiverne får råd til at anskaffe udstyret. I øjeblikket arbejdes der på at lave egnede programmer. Et enkelt firma præsenterede sit forslag for os. Endnu er det ikke på markedet.




     I marts måned deltog jeg i 2 ugers HK–kursus i maskinskrivning og kommunikation på Handelsskolen i Viborg. Det var meget nyttigt at få ens viden om brevopstilling m.v. ført a jour. Da jeg for et par år siden begyndte at undervise i maskinskrivning, regnede jeg med at have Danhøj som støtte i klassen i lang tid, men da han nu er ophørt på NH, stod jeg alene med faget maskinskrivning uden nogen særlig erfaring. Maskinskrivningskurset var ikke tilrettelagt for undervisere, men for arbejdsløse HK–ere, hvilket imidlertid ikke gjorde det dårligere. Tværtimod var det inspirerende at færdes mellem ikke–lærere, der alle på en eller anden måde havde erfaring fra arbejdsmarkedet, som de bragte ind i timerne.
     Hvert år afholder De frie skoler et ugekursus på Den frie lærerskole i Ollerup. Jeg var en af de få højskolelærere på kurset (de øvrige knap 200 var fra efterskoler og friskoler). Jeg beskæftigede mig med faget dansk, dels læseindlæringens pædagogik, dels skriveværksted, hvor vi afprøvede mange af de opgaver, vi lærere kan finde på at stille vore elever! Det var sjovt at være på den anden side af katederet, og ikke blot lytte, men selv skrive digte, noveller o.m.m.
     Udover de allerede omtalte aktiviteter var jeg en uge i Liibeck, hvor Deutsche Auslandsgesellschaft indbød til seminar for 45 nordiske tysklærere. Det må betegnes som væsentligt, at en tysklærer ret hyppigt opholder sig i tysksproget område og får mulighed for at bruge sproget udover de elementære samtaler, der ofte føres i tyskundervisningen, specielt hvis eleverne er begyndere. Vi 45 kursister var indkvarteret hos tyske familier, hvor vi også fik morgenmad. Den øvrige del af dagen var gruppen sammen, dels til foredrag om aktuelle tyske samfundsspørgsmål og litteratur, dels på en ekskursion til Eiderstedt naturreservat. I små grupper var vi i teater, på vinstue o.l.. Næsten al samtale foregik på tysk, idet de finske deltagere ikke forstod de øvrige nordiske sprog. Det var heldigt for os!
     Som det forhåbentlig er fremgået, har jeg ikke holdt ½ års ferie. Jeg har ikke nået alt, hvad jeg havde håbet, men jeg har nok sat kravene til mig selv for højt.
     Mit højskolearbejde efter orlovsperioden begyndte med familiekursus fra 3.—10. juli. Dette kursus var stort set begunstiget af godt vejr og forløb planmæssigt. Der deltog 44 voksne og ca. 50 børn, hvilket er det mindste familiekursus, vi hidtil har gennemført. Der er utrolig mange tilbud fra højskolerne, så nogle af os må nødvendigvis stå i den situation, at vi mangler kursister.
     Hvis du, der læser dette, har været på Nørgaards Højskole og har været glad for dit ophold, så fortæl om os, så er du med til at skaffe elever/kursister til vore kurser i de kommende år.

Else Skovbo Jensen





 


 

Thyge Herthoni Hansen

Vær dog næstekærlig
— ja, hvorfor ikke?

Om livsglæde og
livskvalitet...


     Et glemt ord dukker op af ens hukommelse, og man spørger sig selv hvad det egentlig betyder. Ved at slå op i en synonymordbog under odret »Næstekærlighed«, som er ordet, som jeg vil finde betydningen af, finder jeg først »næste«, som i bogen sidestilles med »medmenneske«, derefter følger »næstefølelse« og »næstekærlighed«, som stilles lige med »altruisme«. Ved at slå »altruisme« op i en fremmedordbog, finder jeg ud af, at det betyder »menneskelighed« eller »uegennytte«. Men jeg synes ikke, det er nok bare at læse det, der står i opslagsbøgerne, så jeg går på biblioteket for at se hvad, jeg kan finde der. Under gennemsynet af bøgerne, kommer jeg til en afdeling, under fagliteraturen, med hovedoverskriften »voksenundervisning«. Her ved jeg, at bøgerne om folkehøjskolerne står. Jeg kigger altid, når jeg er på bibilioteket, en ekstra gang på disse bøger, det gør jeg også denne gang.
     Jeg finder en bog med titlen »Det elskværdigste i nærheden«. Den er forfattet af Frederik Christensen, bogen er en samling af taler af for fatteren selv. Jeg tager bogen med hjem og læser den. Den tale, jeg bedst kan bruge, har forfatteren lavet til »Dansk friskoleforenings« folkemøde på Skamlingsbanken 1983, talen hedder »Hvad vore hjerter hænger ved«. Særlig synes jeg om det sted, hvor han fortæller om, at den danske børneskole er ved at blive et forberedelseskursus til produktionslivet. Og det, der følger umiddelbart efter dette i talen, vil jeg blot gengive et lille brudstykke af:
»Da alt tyder på, at der vil være mangel på arbejdspladser mange år frem i tiden, gælder det om at kridte støvlerne, så man ikke ender blandt de overflødige, de meningsløse.«

     Forfatteren skyder skylden på den manglende næstekærlighed over på industrisamfundet, hvilket jeg fuldt ud giver ham ret i. Selv har jeg, fra min samfundshistorie på handelsgymnasiet, lært en hel del. Danmark kom først rigtig igang med industrisamfundet, da vi sidst i 1950'erne vedtog at tage Danmarkshistoriens første statslån. Dette statslån er vel nok skyld i størstedelen af vores økonomiske nedtur fra begyndelsen af 1970'erne og frem til i dag. 1960'ernes konjunkturopsving skyldes for vor vedkommende dette lån samt efterfølgende statslån.
     Industrisamfundet kræver system og centralisering, og det ligger ikke til noget væsens natur her på jorden at leve under sådanne forhold.
     Varer, som bliver produceret i industrien, vil altid være billigere end varer produceret hos håndværkere. Denne forskel skyldes, at lønningsudgifterne er sat betydeligt ned pr. produceret vare i industriens systematiserede produktion. Det er også derfor, at industrien har kunnet overhale både håndværkere samt alsidige agerbrugere (landmænd) hvad beskæftigelsen angår.
     Men — ville læseren sikkert spørge, hvad har alt dette med kærlighed at gøre? Ja, man kunne også erstatte ordet »kærlighed« med »livsglæde« eller »livskvalitet« i ovennævnte spørgsmål. Jeg vil komme ind på spørgsmålet senere.
     Næstekærligheden er en mangelvare og uanset hvilket politisk parti, man føler sig knyttet til, vil mange ikke indrømme det, at problemet med den mangefulde kærlighed i samfundet skyldes penge, egosime, prestige og status. Dem, som hverken kan eller vil gøre en indsats for at opnå disse ting, bliver betragtet som samfundets »sorte får«. Ifølge den tidligere finansminister og økonomiminister Thorkild »livrem« Kristensen er industrisamfundets store beslutningstagere (penge– og kreditinstitutterne, forsikringsselskaberne, de store erhvervsvirksomheder, LO samt DA) skyld i inflationen og arbejdsløsheden i Danmark. Det nævner han i sin bog »Inflation og arbejdsløshed«. Det vil så sige at disse beslutningstagere kan sidde og styre samfundet som det tidligere stavnsbånd blev håndhævet af godsejerene og herremændene.
     Den økonomiske krise, som begyndte i begyndelsen af 1970'erne, skyldes først og fremmest det første statslån i Danmarkshistorien, som jeg også fortalte i dette indslags første del, men med udsigten til konjunkturnedgang samt en truende økonomisk krise, var det nemt for politikerne og førnævnte beslutningstagere at lokke den danske befolkning til at stemme Danmark ind i EF. Med løfter om at landbruget bare skulle producere så meget som muligt, thi der kunne omsættes mange gange mere end man ellers gjorde i EF–området, samt lignende løfter til industrien, kom vi ind i EF. Senere har vi så erfaret, måtte EF bygge lagre til overskudet fra landmændenes produkter. Endvidere har kloge mænd konstateret, at nitratforureningen skyldes landmændenes overforbrug af kunstgødning, som igen skyldes løfterne fra politikerne og de øvrige beslutningstagere. Faren ved et nærmere tilknytning og samarbejde i EF ligger i centraliseringen af beslutningsfunktionerne.
     Tænk på muligheden for et overvågnings–, registrerings– og kontrolsamfund. Er dette samfundssystem ikke allerede igang? Jeg tænker på visse firmaers jobinterwievs, hvorfor mon de gemmer dem i 10 år, altså interwievskemaerne, uanset om folk er ansat eller ikke?
     Som følge af højkonjunkturen i 1960'erne, måtte kvinderne ud på arbejdsmarkedet, men børnene skulle passes, så derfor blev der bygget en masse børneinstitutioner, så børnene kunne blive passet af veluddannede pædagoger i velbyggede omgivelser. Desværre har mange af disse veluddannede pædagoger ingen erfaring i at passe børn. Hver pædagog har måske 10 børn at passe på en gang, men har kun et par stykker at give sin kærlighed til. Hvis et barn får for lidt kærlighed, vil det gå sine egne veje for at kunne sige til sig selv, at jeg er noget, jeg kan noget. Dette får ikke mange at vide fra hverken deres pædagoger, forældrene eller fra samfundet i det hele taget. Omvendt, når børn bliver forkælet, så bliver de ved med at kræve.
     Forkælelse vil jeg betegne som falsk kærlighed. Ægte og levende kærlighed er samtalen. Med samtalen har man noget at samles om, erfaringer udveksles, som er livsnødvendigt for at kunne overleve »jungleloven« i samfundet. Når børnene får en uddannelse, som er større end forældrenes, tror de, at de er bedrevidende og har derfor ikke noget at snakke med forældrene om, desuden er det heller ikke sikkert, at de forstår hinanden. Når børnene ikker er rustet med kærlighed hjemmefra, når de skal ud på egen hånd for at forsørge sig selv, falder de pladask til jorden og lukker sig inde bag en facade bestående af øl, spiritus, piller samt andre bedøvende og stimulerende midler. Få gang i samtalen er mit råd til alle personer i Danmark, thi lige nu er den nærmest død, tiet ihjel af blandt andet TV og fagbevægelsen samt øvrige politiske aktiviteter.
     Alle religioner er, til trods for, at det modsatte sker, i virkeligheden hjertelige, men desværre har alle religioner fået påført løgne i deres skrifter. Hvis disse løgne ikke var til, ville der ingen religionskrige være, for man kunne leve hjerteligt med hinanden side om side.
     Tegneserieforfatteren Karsten Hansen har lavet en tegning med underteksten »undskyld, men jeg ku' vel ikke låne en kop menneskelighed?«. På tegningen står der en gammel kone udenfor en fremmed mands dør med en kop i den ene hånd og en stok i den anden. Man kan så spørge sig selv om, det er nu, det sker eller er det fremtiden i Danmarks velfærdstat? Før industrisamfundet blev til, var det en naturlig sag, at man tog sig af sine medmennesker, for man kunne blandt andet altid finde noget at beskæftige dem med.
     Hvis jeg ikke har min fortid, nutid og fremtid i orden, hvem er jeg så? Kender man ikke sin historie eller har man glemt den, så er man identitetsløs, man har ikke nogen erfaring at tære på, ej heller noget at vende tilbage til, hvis alt andet går skævt. Har man ingen uddannelse eller arbejde, så er man identitetsløs, for man har ikke noget at sige til folk, som spørger hvad man laver eller hvem man er. Man har ikke noget bestemt at tage sig til, så bliver man modløs og angst for andre mennesker. Har man ingen planer for fremtiden, går tiden i stå — og man dør. Man kan blive bange for fremtiden, for det er ukendt område. Angste og bange personer er farlige, fordi de benytter sig af kraftige forsvarsmekanismer som vold og terror. Ok — ikke alle bruger disse meget ydre forsvarsmekanismer, men nøjes med demonstrationer med mere. Har man hverken tro, håb eller kærlighed, hvordan kan man så have en fremtid? Det lader jeg stå ubesvaret, for det ved jeg ikke. Et ved jeg: Det bliver uden trivsel.
     Vi lever i et informationssamfund, men trods denne kendsgerning, er der brug for mere, meget mere oplysning til opfølgning af voksenundervisningen, undervisningen i det hele taget, og medierne, det skal være oplysning fra mund til mund — gennem samtale. Jo flere penge, man har til rådighed, des mindre er der af frihed og kreativitet.
     Fra »Livsens ondskab« af Gustav Wied, anden del og 1. kapitel: fra en samtale i »Ædedolkene« mellem overlæreren og tolderen: »Du er den største personlighed i byen — men du er uden styrke, uden sjælelig spændkraft, thi du har intet ideal, og uden ideal, intet støttepunkt. Uden ideal, intet fundament. Uden ideal ingen modstandskraft — ingen livsglæde — livsglæde«. Denne storm mod tolderen kan være god at tygge lidt på.
     Fordømmelser rammer kun én selv. Vi har heller ikke ret til at dømme andre, og ej heller os selv. Derimod vil det være på sin plads at sige noget pænt om andre til tredje person. Så kan man så håbe, at denne tredje person vil være mellemmand til den rette modtager. Indirekte positive udsagn virker utroligt forsonende.
     Ordet »hvis« burde ikke eksistere i vort sprog, for alt er relativt, ligesom i matematikkens verden. Du kan alt, hvad du vil, kære læser! — og vil du gøre dig selv en tjeneste, så glæd din næste med en hjælpende hånd, selv om du ikke kan forvente nogen kontant modydelse, så vil du blive husket for noget positivt, som du senere vil kunne få glæde af.
     Som en afslutning på dette indslag, vil jeg beklage, hvis jeg ikke har overdrevet ret meget, hvilket vil få den konsekvens, at det omhandlende stof ikke kan forstås så rimeligt let.

Thyge Herthoni Hansen





 


 

Niels Svith

Fagre nye videoverden.

Niels Svith.

     Højskolen er i løbet af de seneste år på det nærmeste blevet løbet over ende af videoalderen. Elever har boghylden fyldt med videofilm, som de sidder og dyrker i de lange vinternætter. Andre bestræber sig på at oprette videofilmklubber, hvor man vil vise op til tre film pr. aften »for økonomiens og alsidighedens skyld,« som man siger. Der kan derfor være god grund til at se nærmere på, hvad det er for en verden, vi er på vej ind i.

Mig og videoen.
     Vi har selv fået videoanlæg. Efter krav fra Bodil og lille Astrid. De var trætte af, at præcis som bade– og højtlæsningstimen begyndte, satte jeg mig til rette i den bløde stol for at se tv–avis. Så langt, så godt. Men man stiller jo ikke sådan et apparatur ind i sin stue uden også at ville prøve at leje en enkelt lille bitte videofilm. Mest for at se, om verden nu også virkelig bryder sammen, barnet styrter sig i druk, og hustruen begynder at blive voldelig. Det er jo også svært at tale imod videokulturen, når man ikke kender lidelsens sande væsen og har følt sin sjæl langsomt opløses og erstattes af fedtvæv.
     Derfor besluttede vi, at vi ville leje en videofilm.
     Nok er jeg naiv, men jeg vidste dog, at det ikke nyttede stort at gå på biblioteket for at låne en. Derimod havde jeg bemærket, at der stod et enkelt stativ med film henne i Brugsen. Altså vandrede jeg derhen og kikkede på omtalte stativ. Det første, der slog mig, var, at filmene så meget ukendte ud. De fleste af æskerne prydedes af billeder af lettere misdannede mænd med forvredne ansigter og overudviklede skulderpartier, iført dragter, der mindede om en mellemting mellem et tricot og en ridderrustning. I hænderne havde de kæmpesværd, som de var i færd med at stikke igennem hinanden. Det næste, jeg bemærkede, var, at lejen så lidt vel høj ud, over 100 kr. Og jeg, som havde ladet mig fortælle, at filmene var næsten gratis, i hvert fald, hvis man tog tre, og at man nærmest ville få en moviebox kylet i nakken, inden man forlod butikken.
     Nå, jeg fandt en venlig ekspeditrice, som jeg spurgte, om de mon ikke skulle have nogle film, der var lidt billigere og lidt mere lødige. Jamen vi lejer slet ikke film ud, sagde pigen. Og 100 kr. er slet ikke spor dyrt for en film, man kan beholde. Men hvis du absolut vil leje en film, kan du gå over på benzinstationen på den anden side af gaden. De har rigtig mange.
     Mens jeg krydsede gaden, prøvede jeg at forestille mig Bodils ansigtsudtryk, hvis jeg kom hjem og kundgjorde, at nu havde jeg købt en videofilm om en mand, der hed Mad Max.
     Inde i kiosken ved benzintanken havde de en hel væg fyldt med videofilm. Systemet i anbringelsen var tydeligt nok. Jo højere oppe på reolen, en film stod, jo mere uegnet var den for børn, og porno var åbenbart værst. Øverste hylde rummede hård porno, næstøverste blød ditto, tredje voldsfilm, fjerde actionfilm o.s.v., sluttede med »Otto er et næsehorn« på nederste hylde. Film, som man kunne vise for en gift kone med visse kulturelle ambitioner, var der tilsyneladende ingen af, jeg henvendte mig derfor høfligt til manden bag kasseapparatet og spurgte, om de mon ikke skulle have nogle lidt mere lødige film, gerne danske. »Jo, det har vi da,« sagde han venligt smilende, »den står lige her henne. Vi skal jo have lidt for enhver smag.« Han greb ind på en af de nedre hylder og fremdrog en mig ubekendt film, der hed »Verden er fuld af børn«. Lødig var den muligvis, men lige så klart var det, hvad den skulle sælges på, idet forsiden prydedes af en nøgen skuespillerinde, der stod på hovedet. Jeg kunne straks se Bodils blik for mig, når jeg trak en sådan forside op af tasken, så jeg mumlede rødmende noget om, at den havde vi vist set engang. Det endte med, at jeg forlod kiosken med »Flamberede hjerter« i hånden. Godt nok vidste jeg, at den også var lidt fræk, men det kunne i det mindste ikke ses uden på den.
     Hensigten med ovenstående, lidt odyssé–agtige beretning er ikke at citere private dagbogsblade, men at fortælle lidt om en voksen og følsom danskers forhold til det frembrusende eksprestog i medieverdenen: videobåndoptageren.

Videovisionen.
     Da Gutenberg omkring midten af 15. årh. havde udviklet bogtrykkerkunsten, skal en god ven til en af mine forfædre have udtalt, at denne tekniske nyskabelse ville blive til ulykke for menneskeheden. Den bragte jo kun splittelse og ukultur med sig og kunne gøres til talerør for den laveste pøbel og forhærdede tidselgemytter, som kun pønsede på at styrte den velordnede stat omkuld.
     Dette være ikke citeret for specielt at trække mine forfædre ind i lyskeglen fra historikernes lommelamper, men for klart og indiskutabelt at påpege, at mennesket til alle tider har været stærkt kritisk indstillet over for nyskabelser. Dette gælder i særdeleshed, hvis man ikke fuldt ud følte, at man kunne overskue betydningen af en opfindelse.
     Holdningen til videomaskinen, eller videorecorderen, som de kloge kalder den, er et typisk eksempel på denne fordomsfuldhed, og det kan nok være gavnligt, at man tænker sig grundigt om, før man vrager en så storslået nyskabelse.
     Inden vi ser nærmere på videoalderen, er vi imidlertid nødt til at se lidt på dens forudsætning, tv–alderen. Vi har netop under brask og bram fået søsat TV–2, hvilket pludselig har givet selv os kronjyder en valgmulighed på tv–området. Dertil kommer, at alle vi, der er medlem af en fællesantenneforening, i kraft af paraboler og det hybridnet, der for tiden gnaver sig frem gennem villavejene, snart eller allerede kan føje yderligere en snes kanaler til udvalget. Dermed vil Danmark blive en nation af »zappere«, lige som USA længe har været det, og som England og Vesttyskland viser klare tegn til at blive det. Men hvad er det at »zappe«? Jo, det vil sige, at man sidder i sin bløde tv–stol og med sin fjernbetjening »blader« sig vej gennem programmerne uden at se udsendelserne til ende og uden at engagere sig i det, der kikkes på. Fem minutter af en spillefilm, så tre minutter af en klassisk koncert, seks af en nyhedsudsendelse, fire af en serie, syv minutters sport o.s.v. Det hele bliver altså til en slags billedmæssig »musak«, der mest af alt skal tjene til at udfylde pauserne imellem de små blund, man tager sig i den gode stol.
     Dette betyder, at fjernsynets rolle som kulturformidler aftager stærkt, lige som muligheden for påvirkning og meningsdannelse gennem tv forsvinder.
     Men ad hvilke kanaler skal vi da fremover skaffe os den daglige sjat kultur?
     Her kommer videomaskinen ind som den klare og oplagte mulighed. Den kan ind i vort hjem bringe tilgængelige og fordøjelige udgaver af Saxo, Shakespeare og Skipper Skræk. Tilmed uden at vi behøver udsætte os for den intellektuelle anstrengelse, der ligger i at skulle læse en hel bog. Herligt, ikke? Det vil jo faktisk sige, at vi endelig får mulighed for at give den hele befolkning de samme store kulturelle oplevelser, som før kun var forbeholdt virkelige litteraturer. Ovid, Orwell og Olsen–banden. Man kunne jo — med en let frydefuld gysen — forestille sig en klassiker som Adam Homo, der jo er på vers, sat i musik af Kim Larsen og med Kjeld og Hilda i hovedrollerne, opført som en medrivende musical fuld af iørefaldende melodier. Fagre nye verden.
     Den helt væsentlige forudsætning for dette nye kulturelle boom er, at folk i virkeligheden gerne vil se hele film og udsendelser. De vil blot selv have mulighed for at bestemme hvad og hvornår. At det faktisk forholder sig således, kan ses i udviklingen på radioområdet. Der er aldrig tidligere blevet handlet så mange og så dyre radioer og stereoanlæg som nu, samtiddig med, at der aldrig tidligere har været så få der lytter til Danmarks Radio. Salget af plader, compact discs og bånd, samt ulovlig kopiering af disse, har nok heller aldrig været større. Man vil altså gerne lytte, men det ikke ligegyldigt, om det er til et tørt og kedeligt foredrag om forureningsbekæmpelsen, eller det er til en frisk og munter sang af Jodle Birge om rigtige venner.
     Man kan altså deraf slutte, at de ugentlige tv–udsendelser vil få færre og færre seere, mens flere og flere vil se lejede eller købte film o. lign. på video.
     For os gamle, der aldrig bliver helt fortrolige med knapperne på fjernbetjeningen, vil det nye medie nok blive en revolutionerende ændring af hverdagen. Men for de unge, der allerede for flere år siden kasserede bøgerne til fordel for de langt mere underholdende og tidssvarende tegneserier, er det et af livets grundvilkår, der er blevet ændret.
     De unge, der er så uheldige stadig at gå i skole, sættes i et alvorligt dilemma. Skal man nøjes med at se to af de tre videofilm, man har lejet — og det er jo en dårlig forretning — eller skal man undlade at læse lektier. For de fleste unge er valget let, da de er ret gode forretningsfolk. D.v.s. at traditionel skolegang nedprioriteres til fordel for hjemmestudier i motorsavsmassakre, karate og pornografi. Dette kan i høj grad dygtiggøre dem i forståelse af fremmedsprog og vold, ligesom det kan give dem et artistisk og varieret kønsliv. Alt sammen færdigheder, der gør dem godt rustet til at overleve i fritidssamfundet anno 2000.
     Efterhånden som videokulturen trænger frem, vil det også blive lettere at skabe forståelse for, at arbejdsløsheden må fordeles, idet alle unge med arbejde vil kræve at få del i de arbejdsløses fritid. Man vil således ophøre med at tale nedladende om de arbejdsløse og i stedet tale medlidende om de stakkels fritidsløse, der er afskåret fra at dyrke den personlige vækst og udvikling foran videoanlægget. Da alle efterhånden får den samme kulturelle baggrund, vil også de såkaldte klasseskel hurtigt forsvinde. Via en overgangsperiode med to partier i folketinget, sportspartiet, der går ind for 24 timers sport pr. døgn på skærmen, og filmpartiet, der kræver gratis film til alle og momsen væk på videomaskiner, går vi en lykkelig fremtid i møde, hvor et enkelt idealistisk og uegennyttigt parti med stor erfaring og stabilitet styrer nationen gennem en oprørt verdens omskiftelser, så vi slet ikke selv behøver selv tage stilling til noget som helst, men kan koncentrere os helt og holdent om vor navle og vor skærm.
     Universalgeniet PH udtalte på et tidspunkt i radioens ungdom følgende visdomsord:
     Den dag radioen bliver i stand til at sende slikpinde direkte ind i munden på folk, så får de dem.
     Den lykkelige dag oprinder snart, hvor PH's ord bliver til virkelighed på tv–fronten.

 


 

Claus Estrup

Nutidens unge.

»Vi er de børn vores forældre advarede os imod.«

Grafitti



     Hvordan er de disse nutidens unge? Kan man give præcis beskrivelse af dem? Adskiller de sig fra tidligere tiders unge? Er de virkelig så målsætningsløse, motivationssvage og adfærdsunormale (1) som vi gerne vil gøre dem til. Er det de unge, der ikke passer ind i vores institutionaliserede samfund, eller er det os »voksne«, der ikke passer ind i de unges verden. Der har altid været konflikter mellem generationerne, så det er jo ikke noget nyt, men er disse konflikter blevet voldsommere med tiden? Der er helt klart sket en ændring i de konfrontationer, der finder sted idag mellem unge og samfundet. Her behøver vi bare at tænke på BZ'ere og politiets kampe i det indre København de sidste år.
     I de senere år har man ofte i aviser, tidsskrifter, i radio og på TV og andre steder læst og hørt, at unge mennesker er narcissister. Andre taler om, at der skulle have udviklet sig en ny socialkarakter eller en ny socialisationstype (2). Men hvad er narcissisme egentlig? Hvad kendetegner en narcissist? Kort fortalt skulle nutidens unge lide af en såkaldt »jeg–svaghed« (3). Med dette menes, at ungdommen ikke besidder den nødvendige selvsikkerhed til at engagere sig i uddannelse og erhvervsarbejde med værdier som flid, ansvarsbevidsthed og selvsikkerhed. De forkaster samfundets normer og værdier og lider samtidig af en indre tomhedsfølelse og mangler lyst og initiativ til at forandre deres egen livssituation. Man skyr konfliktsituationer og bruger sin tid på passiviserende underholdning, så som video o.s.v.. De unge klager over tilværelsens kedsommelighed og er til stadighed på jagt efter stimulanser, der kan lyse op i en grå hverdag. Nu vil man med det samme kunne påpege, at en sådan beskrivelse af nutidens unge ikke passer på alle grupper, vi kan bare pege på BZ'ere og KU'ere, der bestemt ikke mangler initiativ og gå–på–mod. Alligevel vil jeg mene, at det er relevant at diskutere denne jeg–svaghed, da den repræsenterer en tendens i tiden.

Den ny socialkarakter.
     Først vil jeg definere begrebet socialkarakter: Begrebet socialkarakter betegner de typiske fællestræk i personligheds-strukturen i en given kultur på et givet tidspunkt (4). Det betyder også, at socialkarakteren ændrer sig, når samfundet ændrer sig.
     For 30—40 år siden foregik den væsentligste socialisering af børn og unge inden for familien og på arbejdspladsen. De fleste forlod tidligt skolen for at komme ud i samfundet og tjene penge. Det var et lille mindretal, der fortsatte deres skolegang, og som senere kom til at beklæde solide og ansvarsfulde stillinger i samfundet.
     Normerne for de fleste var dengang, at måtte yde, før man kan nyde, man måtte sætte tæring efter næring, sparsommelighed, arbejdsomhed, pligt og punktlighed var de dyder, som blev formidlet i skolen og på arbejdspladsen samt i familien.
     Samfundet har siden ændret sig på grund af den økonomiske og teknologiske udvikling. De tidligere normer mistede deres gennemslagskraft og selvfølgelighed i og med, at den gruppe, der repræsenterede dem, var ved at blive fortrængt.
     Det moderne menneske er lønmodtager og forbruger. Den ny generation er opvokset i et hjem med udearbejdende forældre. Den er opdraget i daginstitutioner og af TV. Den har opholdt sig mange år i skolesystemet med en meget usikker fremtid på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Det moderne menneske lever i en meget mere forvirrende verden end for 30—40 år siden, her havde man faste retningslinier for, hvad der var rigtigt og forkert.




     Voksengenerationen fremstod tidligere som faste autoriteter, som de unge kunne »læne« sig op ad. I dag fremstår forældregenerationen ikke som denne sikre bastion, fordi forældrene heller ikke kan overskue fremtiden og udviklingen i samfundet.
     I 1980'erne er de samfundsmæssige ændringer sket med sådan en fart, at de erfaringer, man gør sig, hurtigt bliver forældede. Det betyder, at de færreste har mulighed for at følge med. På mange områder er en 18 årig mere livsklog end forældrene. Et eksempel herpå er skolernes undervisning i EDB og informatik, som får større og større betydning for vores tilværelse. Hovedparten af forældregenerationen vil derimod stå uforstående over for et computerstyret samfund.
     Situationen er altså den, at set fra de unges side må man konstatere, at forældregenerationens faglige og kulturelle kvalifikationer hurtigt forældes. Set fra ungdommens synsvinkel fremstår forældrene ikke mere som de oplagte identifikationsfigurer. Herefter må de unge søge deres identitet gennem kammeratskabsgruppen.
     Den nye socialkarakter beskrives af nogle som en narcissistisk ungdomskultur, »skråt–op–generationen« eller »nå–generationen«.
     Narcissisme er et begreb hentet fra den kliniske psykologi. Den beskrives som en personlighedsstruktur med en følelse af indre tomhed, usikkerhed, let vakt angst som enten giver sig udtryk i apati eller agression. Disse træk gør narcissisten stærkt afhængig af andres bekræftigelse f. eks. kammeratskabsgruppen. Yderligere er narcissisten uvillig til at udskyde og regulere behov, og undviger enhver form for præstation.
     Konsekvensen af en sådan karakterstruktur vil være, at en skole, der som hovedelementer har autoritet, præstation og konkurrence, vil resultere i ligegyldighed, fravær og disciplinproblemer.
     Der er ingen tvivl om, at nutidens unge er anderledes end tidligere. Narcissismebegrebet kan måske bruges til at forstå det »anderledes«. Men det kan også være farligt, fordi det så let kan komme til at blokere for en forståelse af, hvad det er, der sker.
     Det er i hvert fald ikke nogen sygdom at være ung.
     Måske kan vi »pædagoger« også bruge det til at se på det, vi går rundt og laver. Den skole vi former, tager den udgangspunkt i nogle reelle kvalifikationer, som de unge kan bruge til noget? — eller er det vores nostalgiske drømme om vores egen ungdomstid, der præger billedet i undervisningen?

Litteraturhenvisninger:
  1. Enzenberger, Hans Magnus, Åh Europa Samlerens forlag 1988
  2. Friisberg, Gregers m.fl., Individ og Samfund Kbh. 1987
  3. Jacobsen, Benny, Ungdommen er løs, Kbh. 1985
  4. Friisberg, Gregers m.fl., Individ og Samfund Kbh. 1987

Claus Estrup





 


 

»Og så har vi fået vore egne plakater«

     For at have materiale til propaganda for os selv og for at imødekomme forespørgsler fra elever, der ville have et »minde« til deres opslagstavle besluttede medarbejderstaben i 1986 at udskrive en plakatkonkurrence, der blev vundet af Holger Hattesen, Flensborg, Else S. Olsen, Ollerup, vandt 2. prisen og Olavs datter Hanne Liengaard vandt sig 3. prisen på en farveglad plakat.

42 cm × 59 cm.

Disse to plakater besluttede vi så at lade gå i trykken.



  Plakaten til højre er tegnet og klippet af Else S. Olsen, der egentlig kommer fra Osted nær Roskilde, men som nu studerer på Den frie Lærerskole i Ollerup. Plakaten er i sort–hvid med en enkelt gul prik midt i Jylland. Den giver en fornemmelse af nogle af skolens liniefag: EDB, tekstil, medie og idræt alt under det gamle træ, som Svend Kjærgaard mener refererer til faget økologi. Plakaten er umiddelbar og let at tolke i modsætning til den mangefarvede vinderplakat til venstre. Den er skabt af den sydslesviske kunstmaler Holger Hattesen, der i foråret 1984 havde en stor kunstudstilling på Nørgaards Højskole med omkring 60 landskabsmalerier — omtalt i årsskriftet fra 1984 og i bogen »Landskaber« af H. Hattesen.
  Holger Hattesen har været en aktiv kunstner siden begyndelsen af 60–erne og gør sig i stigende grad kraftigt gældende både nord og syd for grænsen. Hans produktion er mangeartet, men fremmest står landskabsmaleriet, hvor han er repræsenteret i skolens kunstsamling med et maleri af den sydslesviske rundkirke i Oversø. Hans motivverden er i de seneste år udvidet fra slesviske og midtjydske landskaber med nedslidt menneskabt skrammel til den sydgrønlandske tilsvarende naturverden. Herudover står han som medudgiver af årskriftet »Flaskehalsen« — et sydslesvigsk modstykke til »Blæksprutten« og »Svikmøllen«.
  Mest kendt uden for grænselandet er han dog blevet som plakatkunster. Han har her skabt plakater for det danske mindretal, den flensborgske fredsbevægelse og Amnesty International. Hyppigt foreligger hans plakater i såvel en tysk– som en dansksproget udgave.
  I forbindelse med plakaten for Nørgaards Højskole anfører Holger Hattesen: »Jeg har selv været på højskole to gange. Første gang på Bøgh–Andersens gamle højskole i Sydslesvig (Jaruplund højskole) og senere i Danmark. Disse år på højskole har for mig været nogle af de vigtigste. Det var ubekymrede år, i hvilke man ligesom i leg afprøvede nogle normer, men det var også år i hvilke, man formulerede et mål og ryddede en del misforståelser af vejen.
  Da jeg blev opfordret til at deltage i plakatkonkurrencen, var det noget af det, jeg prøvede at give udtryk for. De strålende farver siger måske noget om den brand, man kan have i sit hjerte i sin ungdom. Og til trods for døde sæler, atombomber, og hvad ved jeg — en blomstrende jord som et slags håb, en mulighed, forudsat vi rydder forhindringerne af vejen. Disse forhindringer har jeg prøvet at antyde med hønsetråden i venstre side. Den er klippet over så Hugun og Munin (Odins ravne, som jeg regner med at alle danskere kender), kan flyve frit rundt om jorden for at berette om, hvad der sker, og så må vi jo håbe på, at det er noget godt. Hvad er der så mere? Jo — den hvide skive i baggrunden er naturligvis solen. Teksten nedenunder var foreskrevet. Jeg har prøvet at lave den på en måde, så den ikke forstyrrer, men går op i billedet, »selvom man måske ikke læser den«.
  Begge plakater er til salg på skolens kontor.

Jørgen Nørgård

 


 

Svend Kjærgaard

Økologi og permakultur.

  I et kvart århundrede har vi benyttet os af ordet økologi, og det er efterhånden godt indarbejdet i medierne og vores sprogbrug.
  Begrebet permakultur (permanent kultur) er forholdsvis nyt i Danmark. Kort sagt står det for et designsystem, der arbejder bevidst med økologiske principper, således at systemer bliver selvforsynende med føde, råmaterialer og energi uden at skabe forurening. I planlægningen integrerer man forskellige principper fra flere dicipliner som økologi, energibesparelser, vedvarende energi, landskabsarkitektur, byfornyelse, arkitektur, jordbrug og geografisk beliggenhed.
  Det nuværende system af industri, landbrug og forbrugermønstre er tydeligt uholdbart i længden, og en kursændring er nødvendig og allerede undervejs.
  Tilmed bruges der i dag for store ressourcer på at transportere varer over store afstande. En mere alsidig lokal produktion og omsætning vil nedsætte dette forbrug og for fødevarernes vedkommende også give os friskere og sundere produkter.
  Under en rejse i Kina så jeg, hvordan der i århundreder har været en vedvarende produktion med en positiv energibalance, uden at der er sket en udpining af jordens ressourcer. Sådan et system bygger på en nøje afbalancering mellem jordbrug og akvakultur. Enkelt beskrevet er systemet baseret på en kombination af dybe fiskedamme og jordbrug. Man forener dambrug, silkeavl og grønsagsproduktion i et kredsløb, hvor alle næringsstoffer genbruges. Slam fra bunden af dammene bruges som gødning til grøntsager og morbærtræer, hvis blade føder silkeormene. Gødningen fra silkeormene hældes sammen med husholdnings– og markaffald tilbage i dammene som føde for karper, der er i stand til at omdanne disse stoffer til værdifuld protein i form af kød.
  I denne tid tales og skrives der meget om den katastrofale tilførsel af næringsstoffer til vore ferske og salte vande. Et af permakulturens mål er at føre strømmen af disse stoffer ind i et fast kredsløb — både inden for det enkelte brugs økosystem og på lokalt og regionalt plan. Jo længere kæden af næringsstoffer og genanvendelse er, jo større bliver produktionen og mulighederne for oplagring af gratis solenergi i form af biomasse. I øjeblikket eksperimenterer man flere steder med rodzoneanlæg til rensning af spildevand og produktion af nytteplanter. I disse anlæg, hvor sumpplanter gror i langsomt gennemsivende spildevand, sørger plantestænglerne for at transportere luft ned til rødderne, således at ilt kommer ud til jordlagene, og en mere aktiv omsætning af stofferne finder sted på bunden af dammen. Ligeledes laver man også forsøg med importerede kinesiske karpearter, der har de tidligere nævnte egenskaber.
  Permakulturprincipper fås ved at observere systemer og lade hvert element i systemet — planter, dyr, bygninger, vand og landskab — have mere end én funktion. For eksempel er høns mest effektive og har det bedst, når de får mulighed for at bruge deres naturlige egenskaber i det fri. Om vinteren kan varme fra høns og et kompostanlæg bidrage til opvarmning af et drivhus. I dette eksempel dannes der også rigeligt med kuldioxid, som er fotosyntesen i planteproduktionen.
  Træer og buske er også vigtige i systemet, hvor de medvirker til et godt mikroklima. De er vigtige for vandkontrol, de giver læ og mange arter giver et godt udbytte. Ligeledes har vind, sol og klima indflydelse på et bestemt sted.
  Modellen kan ses som et redskab og en idé, der kan bruges i såvel bymæssige som landlige omgivelser. Man kan begynde på ethvert niveau. Lige fra den private have til den nationale politik.
  I Danmark har de første møder været holdt for at samle folk med interesse for permakultur. Det er nødvendigt med et samarbejde af biologer, ingeniører, landbrugere, økonomer, arkitekter og mange andre mennesker med livserfaring og erfaring fra relevante fagområder.
  Der moderne samfund er komplekst, og det er nødvendigt med opbygning af systemer over en bredere front. Forskningen i dag er meget specialiseret og foregår omkring isolerede emner og fagområder. Derfor er der brug for en tværfaglig indsats, og der er allerede mange spændende projekter i gang.
  Permakultur favoriserer mangfoldighed fremfor ensartet dyrkning. God planlægning giver det maksimale udbytte af sammenkædningen mellem planter, dyr og mennesker.
  De fleste idéer bag permakultur er ikke nye og ukendte. Det, der mangler på nuværende tidspunkt, er at få realiseret nogle af de idéer, det er teknisk muligt at gennemføre. Permakultur giver mulighed for en mere økologisk form for produktion og bosætning.

Svend Kjærgaard





 


 

Jan Schmidt Mikkelsen

Perestrojka på
Nørgaards Højskole.

  Vi lever i en tid, hvor ord som: demokrati, afbureaukratisering og selvforvaltning er på alles læber. Fra Mikhail Gorbatjov og Poul Schlüter lyder det samme budskab: Folk skal have mere indflydelse på deres egen situation.
  I de senere år er der sket en del forandringer på Nørgaards Højskole. Mange aktiviteter har været oppe til nyvurdering. De 4 store linjefag er bygget op. Der er eksperimenteret med højskoleaftener og fællestimer. I efteråret 1987 var turen kommet til ledelsesformen og –strukturen på Nørgaards Højskole.
  Frem til 1. januar 1988 undersøgte og debatterede hele personalet mulighederne for en modernisering og demokratisering af ledelsesformen.
  Nu er det sådan, at en højskole er bundet af love og vedtægter, så der er en lang række ting, som man ikke uden videre kan ændre. Følgende står fast:
  Nørgaards Højskoles repræsentantskab og bestyrelse fastlægger de overordnede retningslinjer, mens forstanderen er den ansvarlige for det daglige arbejde på højskolen.
  I vedtægterne for Nørgaards Højskole er det desuden fastlagt, at der kan være et personaleråd og et elevråd, men uden nogen besluttende myndighed. Vi lever jo dog i demokratiets tidsalder, så i praksis er mange beslutninger truffet på personalemøderne, og elevrådet er ofte taget med på råd.
  Arbejdet på en højskole er så forskelligartet og omfattende, at det i praksis er umuligt for en forstander at overkomme alle de beslutninger, som nødvendigvis skal træffes. Derfor er der en leder af hver af de 4 områder: pedel-, kontor-, køkken- og undervisningsområdet. De skal bistå forstanderen i det daglige arbejde.
  Groft sagt har beslutningerne hidtil kun kunnet tages på forstanderkontoret eller på personalemødet. Når man organiseret sig på denne måde opstår der følgende problemer:

  Disse overvejelser har ført til, at vi fra den 1. januar 1988 har forsøgt os med en ny struktur, som i højere grad bygger på demokrati, åbenhed og effektivitet:

De nye ting er idé– og planlægningsudvalget (i daglig tale kaldt IP–udvalget) og 7 stående udvalg med hver sit arbejdsområde.



  IP–udvalget har som opgave at fastlægge den overordnede planlægning (herunder økonomi) af aktiviteterne på højskolen. Desuden skal udvalget bestræbe sig på at få så mange gode idéer som muligt. Udvalget har forstanderen som 'født' medlem, mens lederen af undervisningsområdet fungerer som sekretær. Personalet sikres indflydelse ved en repræsentant for det praktiske personale og en repræsentant for lærerværelset. Lige nu består udvalget af:

  De 7 stående udvalg er organiseret således:

Udvalg angående personaleforhold.

Arbejdsområde:
Efteruddannelse af personalet, rådgivning ved afskedigelse og ansættelse, trivsel og sikkerhed, fester og udflugter, hjemmelærer fordeling og deltagelse i bestyrelses– og repræsentantskabsmøder.
Personer:
Merethe, Johannes, Vagn, Bodil og Bo.
Kontaktperson:
Bo.

Udvalg angående udadvendte aktiviteter.

Arbejdsområde:
Udlejning, administration af korte kurser, PR–aktiviteter og besøg på højskolen.
Personer:
Anni, Søren, Kirsten, Bo, Claus, Niels, Jan og Benny.
Kontaktperson:
Kirsten.

Semesterstartudvalg.

Arbejdsområde:
Optagelse og indkvartering af nye elever, indføringsuge m. m.
Personer:
Elna, Hanne, Else, Nina, Birgit og Benny.
Kontaktperson:
Elna.

Teknisk udvalg:

Arbejdsområde:
Pædagogisk værksted, AV–udstyr, fotoudstyr, edb–udstyr m. m.
Personer:
Søren, Hanne, Ib og Jan.
Kontaktperson:
Søren.

Undervisningsudvalg.

Arbejdsområde:
Fagbeskrivelser, skemalægning, emneuger, erhvervs– og studievejledning, elevudtalelser, forsømmelser.
Personer:
Vagn, Benny, Claus, Svend, Birgit og Niels.
Kontaktperson:
Vagn.

Kulturudvalg.

Arbejdsområde:
Højskoleaftener, fællestimer, kunst, bibliotek.
Personer:
Else, Jørgen, Bodil, Svend og Kirsten.
Kontaktperson:
Bodil.

Udvalg angående elevforeningen.

Arbejdsområde:
Kontakt til elevforeningen, elevskriftet, edb–registret.
Personer:
Jørgen, Elna og Hanne.


  Idéen med disse udvalg er at flytte en del arbejde fra forstanderens skrivebord og fra personalemødet. Det vil sige, at de forskellige udvalg har besluttende myndighed inden for deres arbejdsområde. Det hører med til demokratiets spilleregler, at der følger et ansvar med denne beslutnings–kompetance. Derfor står udvalgene altid til ansvar over for forstander, IP–udvalg og personaleråd.
  De positive konsekvenser af denne nye struktur er, at forstanderen og personalet får mere tid til de meget vigtige opgaver, der ligger forude. Først og fremmest at styre højskolen igennem de økonomisk vanskelige tider.
  Der er dog nogle faldgruber, som vi skal være meget opmærksomme på. Den nye struktur stiller meget store krav til information mellem de forskellige udvalg, personalerådet og elevrådet. Desuden er der endnu ikke taget tilstrækkelig højde for elevdemokratiet. Elevrådet har repræsentanter (uden stemmeret) på personalemødet og i enkelte udvalg. Men når de fleste beslutninger ikke længere træffes på personalemødet, vil eleverne ofte først kunne gøre indsigelse, efter at beslutningen er taget. Det er meget vigtigt, at vi får løst dette problem hurtigt i et samarbejde med de kommende elevhold.
  Når vi er kommet over disse og andre 'fødselsproblemer', håber vi at have fået et redskab, som kan være med til at gøre højskolen til et stadig mere inspirerende sted for både elever og personale.

Anni Koue og Jan Schmidt Mikkelsen.





 


 

Familiekursus på højskolen.

Knæbøjninger for hjerne og krop.
(Artikel fra Midtjyllands Avis)

  Et ophold på et familiekursus på Nørgaards Højskole i Bjerringbro er »knæbøjninger for hjerne og krop«.
  Sådan udtrykker Jørgen Reichenbach fra Slagelse sig, når han skal forklare, hvorfor han sammen med cirka 50 børn og 44 andre voksne fra hele landet har tilbragt den sidste uge på familiekursus på Nørgaards Højskole. Han har, som de øvrige voksne, valgt at bruge en uge af sin sommerferie på et højskoleophold.
  Midtjyllands Avis fangede Jørgen Reichenbach og kursuskollegaen Kirsten Nonnemann, Odense, midt i en diskussion af Kirsten Thorups forfatterskab. Men vi fik dog lov til at forstyrre de to og Else Marie Martens, Oldenburg ved Bremen i Vesttyskland, der var optaget på atelierholdet. Mens det er første gang, at Jørgen Reichenbach er på højskole i sin ferie, er det niende gang, at Kirsten Nonnemann bruger en uge af sin ferie på en højskole.


For de omkring 50 børn på kurset arrangeres der dagligt en lang række aktiviteter. Her er et hold »unger« igang med afprøve en halvfærdig hjemmelavet drage af. (Foto: Leif Tychsen, Midtjyllands Avis).


Jørgen Reichenbach, Kirsten Nonnemann og Else Marie Martens er alle meget glade for opholdet på Nørgaards Højskole. (Foto: Leif Tychsen, Midtjyllands Avis).


Lære dansk kultur.
  Jeg har en ganske særlig grund til, at tilbringe en uge på en dansk højskole. I dag er jeg tysk statsborger, men som tidligere dansk statsborger, har jeg et behov for at lære dansk kultur at kende, fortæller Else Marie Martens.
  I sit nye fædreland arbejder Else Marie Martens som skolelærer. Derfor synes hun, at det er vigtigt, at prøve at tage del i en anden skoleform. Desuden er hun glad for at træffe andre mennesker.
  For mig er det noget meget dansk, at tage på højskole. Dermed mener jeg ikke noget national–chauvinistisk, men derimod et stykke dansk kultur, som er værd at bevare. Desuden er det et utroligt inspirerende ophold, hvor man lynhurtigt kommer tæt på hinanden på en god måde, siger Jørgen Reichenbach.
  Kirsten Nonnemann fremhæver også samværet kursisterne imellem.
  Vores ældste datter spurgte, om vi ikke snart skulle på højskole igen. Så når børnene ligefrem presser på, var valget let, forklarer Kirsten Nonnemann.

Dygtige undervisere.
  De tre kursister er enige om, at når valget faldt på Nørgaards Højskole, skyldes det først og fremmest, at skolen ikke har noget partipolitisk eller religiøs tilknytning. Alle tre søgte efter en traditionel grundtvigsk højskole. Desuden har skolen ry for et godt børneprogram, siger Else Marie Martens.
  Og en god svømmesal, tilføjer Kirsten Nonnemann.
  De tre kursister er godt tilfredse med opholdet på højskolen. De fremhæver gode og vidende undervisere, som ikke optræder med en »vi–alene–vide« holdning, en fortrinlig forplejning, gode indkvarterings forhold og spændende aktiviteter for børnene.
  De mange børn, som er inddelt i tre aldersgrupper, befinder sig tilsyneladende også godt på højskolen. Der bliver hver dag arrangeret en mængde aktiviteter for dem, mens forældrene fordyber sig i musik og sang, historie, litteratur, slægtsforskning, idræt, myter og atelier–arbejde.
  Min søn, som ikke taler dansk, sagde til mig den anden aften, at kammeraterne forstår ham. Han føjede til, at han har mange venner her, fortæller Else Marie Martens.
  I dag lørdag slutter højskoleopholdet. Det sker med en afslutningsfest. Søndag er der hjemrejse.
  Men i modsætning til et ferieophold syd på, har vi fået meget andet end en t–shirt påtrykt stedets navn, købt i en souvenirbod med hjem, siger Jørgen Reichenbach.


Højskolelærer Niels Svith har samlet litteraturholdet til en diskussion af Kirsten Thorups forfatterskab. Kirsten Thorup gæstede højskolen tidligere på ugen. (Foto: Leif Tychsen, Midtjyllands Avis).

 


 







 


 

Bent Jensen

Et minde om en
højskolekammerat.

  Det var med sorg, jeg hørte, at Ingelise Desmorais gik bort i sommer — kun 44 år gammel.
  Ingelise var en rar og glad pige med et åbent sind. Jeg har kendt Ingelise siden min højskoletid i 1964 og har besøgt hendes hyggelige hjem, som hun skabte sammen med Steen.
  Jeg føler med dyb sorg det tomrum, der er efterladt til Steen og Jan ved hendes alt for tidlige bortgang.

  Æret være hendes minde.

Bent Jensen
Medlem af elevforeningens bestyrelse.

 


 

Poul Erik Andersen

Formandens
beretning til
generalforsamlingen
1988.

  Vi begynder med at mindes Aksel Kjær Nielsens alt for tidlige død. Der videregives en hilsen fra Sørine der p.t. er på Grønland.
  Skolens kommende forstander Ole Juhl er til stede her i salen og får lov af ordstyreren Vagn (fra lærergruppen) til at bruge 5 min. til en kort præsentation.
  Fra årets gang kan nævnes, at der er afholdt 4 bestyrelsesmøder, med kun indkaldelse af suppleanten 1 gang, hvilket må være udtryk for en ihærdig bestyrelse, dette vil jeg benytte lejligheden til at sige tak for.
  Sidste år omtalte jeg planer om et »majmøde«; et møde mellem bestyrelsesmedlemmer og repræsentantskabsmedlemmer, med det formål at fremme samarbejdet mellem de to grupper, så vi trækker på samme hammel. Dette er siden blevet udvidet til »formøde« fredag aften 2 gange årligt, da vi jo alligevel er på skolen, et gode der fortjener at fortsætte.
  En af årets »tunge drenge« har været vores højskoleuge. Den blev pludselig en realitet. Da der blev aflyst et Amerikaner–kursus, blev vi tilbudt 35 pladser som sammen med et løbekursus realiseres i uge 25.
  24 tilmeldte sig, samt de 7 bestyrelsesmedlemmer gav tilsammen 31, så det betragtede vi som en succes, da det jo var første gang et sådant arrangement skulle afvikles, så det vil vi i bestyrelsen bestræbe os på at fortsætte.
  En anden væsentlig opgave har været at afholde elevstævnet under hyggeligere forhold, det kan bl.a. ses ved, at der er kaffebord under generalforsamlingen og ligeledes bliver festmiddagen serveret af elever her på skolen, inden vi skal over og høre »De Nattergale« underholde. Det skulle gerne give en hyggelig stemning i denne weekend.
  Kontakten har som sædvanligt manglet indlæg, kun et var fremsendt af folk udefra, dens videre eksistens må være en kommende arbejdsopgave for den nye bestyrelse.
  En strukturændring her på skolen har medført at Hanne og Vagn står for at redigere elevskriftet og Elna Østergaard er suppleant for Jørgen Nørgaard under sygdom, orlov med videre samt i den daglige, har hun arbejdet med labels, elevkartotek, en ændring der absolut er et gode for elevforeningen.
  Kørselsrefusionen er forhøjet fra 1,00 — 1,25 foreløbig for et år.
  Brita Papsøe Nielsen ønsker ikke genvalg p.g.a. for stor rejseaktivitet, Anne Lise ønsker yngre kræfter til, samt undertegnede, der grundet nyt arbejde med dertil hørende stor arbejdsbyrde, ønsker at trække mig et år før tiden.

Poul E. Andersen

 


 

Thyge Herthoni Hansen

Min højskoletid...

  Som medlem af elevforeningens bestyrelse (nyvalgt) er også jeg blevet bedt om at skrive noget om mig selv.
  Jeg er født i 1961. Min højskoletid på Nørgaards Højskole varede fra mandag den 20. august 1984 til tirsdag den 18. juni 1985. Egentlig fortsætter min højskoletid, men nu er det bare i elevforeningen det foregår.
  Mine planer (ønsker) for elevforeningens fremtid ligner meget Darry Cants, som også var bestyrelseskandidat ved generalforsamlingen den 24. september 1988. Planerne går ud på at få en mere effektiv elevforening med øgede muligheder for at arbejde for eller sammen med elevforeningen samt Nørgaards Højskole.
  Jeg har somme tider spurgt mig selv om, hvorfor vi skal være så snæversynede og kun arbejde for højskolens og elevforeningens egen skyld. Hvorfor arbejder vi ikke på at hjælpe vore øvrige medmennesker i samfundet? For eksempel kunne foreningens medlemmer hjælpe Røde Kors som besøgsvenner eller vi kunne hjælpe Amnesty med at skrive breve, men der er sikkert flere muligheder.
  Jeg arbejder på et beskæftigelsescenter som teknisk assistent–praktikant. På dette beskæftigelsescenter er der flere af de ansatte ledige som enten er alkoholikere, narkomaner, kriminelle eller bare umodne individer. Med umodne individer mener jeg personer som siger, at de sagtens kunne finde arbejde andre steder, men da lønnen her er højere end andre steder, (lønnen er presset op af SID), så søger de ikke. De umodne individer er også mennesker, som ikke gider lave noget, de vil hellere sove i deres seng, og når de er på arbejdet, så sidder de og stirrer ud i luften og siger ingenting. De umodne individer er dem som forekommer hyppigst på centeret. Det er ca. 2/3 af de ansatte, jeg her har nævnt. Den sidste tredjedel er såkaldte »normale« mennesker og af disse er der ca. hver 4., som har en eller anden skavank — fysisk — så som ryglidelser med mere. Disse elementer, jeg her har remset op, findes også på folkehøjskolen. Hvordan kan vi hjælpe disse mennesker?
  (Se endvidere indslaget »Livsglæd og livskvalitet«) kan vi i elevforeningen gøre noget på længere sigt for at hjælpe dem?
  Måske skulle vi lave landsdækkende og regionale kampagner i lighed med Junior Chambers ditto, evt. i samarbejde med andre højskolers elevforeninger.
  NB: Janes fest for årgangen efterår 1984: Sted: Sydsjælland. Dato: Pinsen 1989. Se mere i »Kontakten nr. 4«.
Skuld gammel vendskab rejn forgo
og stryges fræ wor mind?
Skuld gammel venskab
rejn forgo med dem daw så læng, læng sind?
Di skjønne ungdomsdaw, åja, de daw så svær å find!
Vi'el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!

Thyge Herthoni Hansen





 


 

OS I OZ.

(kængurolandet!!).
  Den 10. oktober 1987 futtede ego a' fra Kastrup lufthavn mod varmere himmelstrøg. Jeg havde ingen faste rejse– eller tidsplaner, så jeg ankom til Melbourne (sydøst Australien) parat til at følge pludselige indskydelser.
  Efter en rum tid, hvor bl.a. søvnbehovet og kulturskiftet blev udlignet, lejede jeg sammen med fire andre en bil (en gammel møgspand erfarede vi snart), og »hostede« langs den ekstremt flotte sydkyst ved vejen på mod Adelaide. Her rendte vi ind i en udendørs musikfestival og 40° på en gang, hvilket gav udslag i et længere sløvt ophold samt halvsprængte trommehinder og en vis lidenskab for australske bands.
  »Det vilde Vesten« og Perth blev næste mål, så jeg investerede altså i et to måneders buskort, vel belært af »bilsuccesen«, og dyttede over den 500 km lange Nullarbor (= ingen træer) ørken, hvor der ikke er et eneste sving på vejen, og i det hele taget ikke ret meget andet end sand, slanger og små buske.
  Fra Perth drog jeg langs vestkysten hele vejen op til Darwin, og på den strækning blev man klar over, hvad øde egentlig betyder, for der er hverken m/k (mænd/kvinder, red) eller mus i miles omkreds! Til gengæld gør afstandene, at de folk man møder er enormt snakkesalige og ikke mindst hjælpsomme, selv overfor rødørede, kornfede skandinaver på udebane.
  Darwin var en klam omgang med godt 40 graders varme, og en luftfugtighed, så man cirka følte sig som en smørklat på en rødglødende pande. I hvert fald er det ikke noget under, at indbyggerne er mellem de mest øl–drikkende i verden!!
  Som en selvfølge skulle »Kakadue Nationalpark« beses (kulissen for »Crocodile Dundee«), og selv om jeg ikke så noget til Paul Hogan, blev det i sandhed ikke en kedelig tur. Der skete nemlig det, at på flodsejladsen blev en lidt for ivrig japaner og hans kamera omtrent til krokodilleføde, da han laved et fint drop ud over flodprammens rælling.
  Nordvest Australien blev lagt bag mig, og Alice Springs samt Ayers Rock blev det næste sted, jeg tjekkede ind. Naturligvis skulle den godt 300 meter høje røde »sten« bestiges, hvilket var lettere sagt end gjort! Men op kom jeg, og det var hele besværet værd, udsigten plus følelsen (de ømme ben) var fantastisk, og det var heldigvis først, da jeg kom ned, at jeg så de seks metalplader med navnene på dem, der i bedste fald (hø, hø!) endte højere oppe end på toppen af Ayers Rock efter deres »bjergbestigningsforsøg«.
  Fra den midterste midte af »OZ« smuttede jeg til regnskoven og koralrevet nord for Cains i det nordøstlige hjørne af kontinentet. Her blev det hidtil observerede dyreliv såsom kænguruer, emuer, krokodiller og får suppleret med farverige slanger, talrige papegøjer samt insektkryb i overformat og så videre.
  Men — koralrevet var altså en kapitel for sig, og jeg hyggede mig gevaldigt, da jeg plobbede rundt blandt de flotte fisk og koreller i det turkisblå vand.
  Uden at bekymre mig om den udeblivende julestemning, gik turen ned ad østkysten med talrige stop på solbeskinnede palmeøer og andre lækre steder, og endelig nåede jeg Sydney. Her overværede jeg bl.a. Australiens 200 års fødselsdag, der blev fejret til den helt store guldmedalje.
  Jeg forlod det friske grønne kystland i februar, og tog toget indlands til regeringsstaden Canberra, som ligger i et meget tørt og bakket landskab. Byen er designet af en af Australiens stoltheder, men på trods af det halvkedelige, set med mine øjne, så rejsen gik hurtigt længere sydpå til Wilsons Promotorie, en stor nationalpark med flot natur og rigt dyreliv. Der fik jeg slidt den sidste cm af skosålerne, før jeg atter vendte snudeskaftet hjemad sidst i marts efter knapt ½ års rygsækslæberi.

Pernille Beierholm
Forårssemesteret 1985

 


 

































 


 

Medlemmer af bestyrelsen
og repræsentantskabet
på Nørgaards Højskole.

BESTYRELSEN FOR NØRGAARDS HØJSKOLE

 

Repræsentantskabet:
BJERRINGBRO HØJSKOLEFORENING
Tage Vingborg,
Hjermind Byvej 37
Hjermind,
8850 Bjerringbro.

Gårdejer
Jørgen Kristensen,
Gullev Byvej
8850 Bjerringbro.

Else Krarup Pedersen,
Kirketoftevej 6,
8850 Bjerringbro.

Prokurist
Søren Hansen,
Konvalvej 6,
8850 Bjerringbro.

Gårdejer
Vagn Vestergaard,
Gullev,
8850 Bjerringbro.



Suppleanter:
Gunvor Johansen,
Kirketoftvej 11,
8850 Bjerringbro.

Niels Grimsbjerg,
Brogade 16,
8850 Bjerringbro.

Konsulent
H. P. Nielsen,
Angelkærvej 10,
8850 Bjerringbro.

Tove Pedersen,
Frisholtvej 74, Sahl,
8850 Bjerringbro.

BJERRINGBRO KOMMUNE
Borgmester
Viggo Raaby,
Wahlstedtvej 7,
8850 Bjerringbro.

Sygehjælper
Nina Bang Vognsen,
Nyvangsvej 8,
8850 Bjerringbro.


Bankassistent
Jytte Kjær,
Vestervang 31,
8850 Bjerringbro.

Sygehjælper:
Birthe Munch Pedersen,
Mammen Byvej 52,
8850 Bjerringbro.


Grethe Jensen,
Løvskal Landevej 53,
8850 Bjerringbro.


Peder Fihl,
Nørregade 35,
8850 Bjerringbro.

KOMMUNEFORENINGEN I VIBORG AMT
Gårdejer
Anker Tang Sørensen,
Hindbjergvej 19,
Hindbjerg,
8620 Kjellerup.


KOMMUNEFORENINGEN I ÅRHUS AMT
Byrådsmedlem
Aksel E. Madsen,
Vægtervej 7,
8900 Randers.


NØRGAARDS HØJSKOLES ELEVFORENING
Per Pedersen,
Sallingsundvej 39, 1. th.,
9220 Aalborg Ø.

Fuldmægtig
Steen Desmorais,
Frank Rygaardsvej 8, 1. th.
9400 Nr. Sundby.


Anne–Lise Balling,
Søborgvej 13,
Floutrup,
7880 Roslev.

Lone de Blanck,
Den Frie Lærerskole i Ollerup
Svendborgvej 15a, Ollerup
5762 V. Skerninge.

Martha Pedersen
Nørrevold 21
6800 Varde


Suppleanter:
Bent Jensen,
Gudrunsvej 8, 3.,
8220 Brabrand

Alis Enghardt Christiansen,
Lundhøjvej 9, Everdrup
4731 Brandelev.

VANFØREFONDEN
Amtsborgmester
P. E. Eriksen,
Brogade 13,
8850 Bjerringbro.

Formand
Erik Knudsen,
Borgervænget 7, 4.,
2100 København Ø.


SAMFUNDET FOR HJEMMET FOR VANFØRE
Jan Jørgensen,
Engholmvej 1, Velling,
6950 Ringkøbing.

Undervisningsinspektør
Jørgen Hansen,
Pæd. Sek. II,
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K..

LANDSFORENINGEN
AF VANFØRE
Erhvervschef
Leif Bjørvik,
Brorsonsvej 2,
8850 Bjerringbro.


DANSKE FOLKEDANSERE OG
SPILLEMANDSKREDSEN
Manny Mikkelsen,
Svendborgvej 15
Den Frie Lærerskole i Ollerup,
5762 V. Skerninge.

Jørn Heltoft,
H. Giersingallé 17,
8270 Højbjerg.

Suppleanter:
Knud Ager
Bredgade 32
7280 Sdr. Felding

Ole Nikolajsen
Ilskovvej 26
7451 Sunds

REPRÆSENTANTSKABET VED SELVSUPPLERING
Søren Pedersen,
Tyttebærvej 13
8850 Bjerringbro.

Fhv. forstander
Niels Aage Bjerre,
Ahornvænget 67
7800 Skive.

Suppleanter:Ruth Krogh
Bøgevænget 38
7800 Skive

                                       

 


 

Elevforeningen

Nørgaards Højskole.

Formand:
Repr.skabsmedl.

Lone de Blanck
Svendborgvej 15 A, Ollerup
5762 V. Skerninge
tlf. 09 24 44 64 (efter maj 1989: 62 24 44 64)

Næstformand og sekretær:Repr.skabsmedl.
Martha Pedersen
Nørrevold 21,
6800 Varde,
tlf. 05 22 53 49 (efter maj 1989: 22 53 49)

Kasserer:
Jørgen Nørgaard
Dr. Larsens Vej l,
8370 Hadsten,
tlf. 06 98 02 33 (efter maj 1989: 98 02 33)

Medlemmer:
2. suppl. til repr.skabet

Alis Enghardt Christiansen
Lundhøj vej 9, Everdrup,
4331 Brandelev
tlf. 03 76 40 96 (efter maj 1989: 76 40 96)

Thyge Herthoni Hansen
Kollegievænget 3, A 320,
8700 Horsens,
(mor:
Podevej l, Lov,
4700 Næstved,
tlf. 03 76 12 30

1. suppl. til repr.skabet
Bent Jensen
Gudrunsvej 8, 3. th.,
8220 Brabrand,
tlf. 06 25 26 19 (efter maj 1989: 25 26 19)

Britta Lund Nielsen
Søbyvej 2 C, 2/1,
7840 Højslev


Repr.skabsmedl.
Steen Desmorais
Frank Rygårdsvej 8, 1. th.,
9400 Nørresundby

Repr.skabsmedl.
Anne Lise Balling
Søborgvej 13, Floutrup,
7870 Roslev,
tlf. 07 59 63 10 (efter maj 1989: 59 63 10)

Repr.skabsmedl.
Per Pedersen
Kollegievænget 3, A 119,
8700 Horsens


1. suppleant
Darryl Cant

2. suppleant
Jane Grønbæk Jensen
Engebækvej 33,
7270 Stakroge,
tlf. 06 34 71 01

3. suppleant
John Larsen
Nørgaards Højskole indtil julen 1988.

 


 

Sammendrag af
elevforeningens
regnskab 1987/1988.

INDTÆGTER:
Overførte beholdninger:
Andelsbanken 51501–418.205,01 
Andelsbanken 700103–926.830,63 
Præmieobligationer100,00 
5000 kr. 10% obl. k. 89,54.475,00 
Giro300,59 
Kontant561,00  
Medlemskontingent gl. år5.382,50 
Medlemskontingent per 3. aug. 1988 17.570,00
Renter på giro 412,48
Renter på 51501–4 83,31
Renter på 700103–9 1.132,42
Opsamlede flasker, elevmøde 101,00
Modtaget fra skolen vedr. elevmøde 1986 797,90
Gave fra Bjerringbro kommune 700,00
Salg af øl, vin, sodavand 16.621,77
Elevstævnet/indbetalinger 28.675,00
Kursændring obligation 312,50
Afkast af obligationer 500,00
   
  122.761,11
  

UDGIFTER:
Køb af øl, vand, vin 8.284,16
Udgifter elevmøde og tema-weekend 12.124,75
Elevstævne afregnet med skolen 11.625,00
Kontorartikler 135,45
Rejser, bestyrelsesmøder          3.360,50
Giroblanketter 1.399,34
Porto til elevskrift/elevkontakter 5.994,30
Depotgebyr — Andelsbanken 82,70
Opmærksomhed, sygdom og begravelse 609,50
Elevskrifter  9.722,91
Bløchers mindelegat 500,00
Beholdninger at fremføre:  
Giro2.588,73 
Bank 51501–434.402,77 
Bank 700103–926.725,05 
Præmieobligationer100,00 
5.000 kr. 10 % obligationer kurs 95,754.787,00 
Kontant318,45    68.922,00
  
  122.761,11

Regnskabet er revideret, intet at bemærke.
      Bjerringbro, den 23. september 1988.
          Svend Kjærgaard                       Elna Østergaard.

 



 
Hovedplan 1989.

  1. Januarholdet — Elevankomst
    søndag d. 8. januar fra kl. 1500—1800
    — samling i foredragssalen kl. 1930
    .

  2. Bestyrelsesmøde.

  3. Bestyrelses– og repræsentantskabsmøde.

  4. Personalemøde kl. 1830—2100

  5. Weekend

  6. Emneuge.

  7. Fastelavnsfest.

  8. Udtalelser afleveret.

  9. Martsholdet — Elevankomst
    søndag d. 5. marts fra kl. 1300—1500
    — samling i foredragssalen kl. 1930.

  10. Spillemandstræf
    Ankomst fredag d. 17. februar (aften)
    Afrejse søndag d. 19 februar (formiddag).

  11. Planlægningsmøde
    — budget for 1990 — kl. 900—1500
    Elevankomst kl. 1500—1700
    Fælles aften kl. 1930 — koordineret v/ hjemmelærer.

  12. Spil–sammen–uge
    fra d. 10. — 13. april.

  13. Symfonitræf
    Ankomst fredag d. 14. april (aften)
    Afrejse søndag d. 16. april (eftermiddag).

  14. Højskolernes dag — lokalt/på landsplan.

  15. Åbent–hus–dag.

  16. Familiedag.

  17. Pædagogisk dag.

  18. Elevstævne.

  19. Fælles rengøring.

  20. 4 ugers kursus — maj—juni
    Informatik — fremtidens job.
    Kursus l
    Ankomst man. d. 15. maj kl. 1500—1700.

  21. Afslutningsfest
    fre. d. 9. juni kl. 1800.

  22. Elevafrejse — lørdag d. 10. juni til middag.

  23. Afsluttende personalemøde
    mandag d. 12. juni kl. 0900—1500.

  24. Løbekursus v/ CHE
    Ankomst søn. d. 18. juni kl. 1500
    Afrejse lør. d. 24. juni — efter morgenmad.

  25. Instruktørkursus — Danske Folkedansere
    Ankomst tors. d. 22. juni kl. 2000
    Afrejse søn. d. 25. juni kl. 1300.

  26. Familiekursus
    Ankomst lør. d. 24. juni kl. 1500—1700
    Afrejse lør. d. 1. juli — efter morgenmad.

  27. Radiokursus
    Ankomst søn. d. 25. juni kl. 1500—1700
    Afrejse lør. d. 1. juli — efter morgenmad.

  28. Folkedanser–spillemandskursus
    Ankomst lør. d. 1. juli efter kl. 1500
    Afrejse søn. d. 9. juli — efter morgenmad.

  29. Sommermøde
    for danske/amerikanske ældre (I) v/ SE
    Ank. søn. d. 9. juli — til aften/amerik.
    Ank. man. 10. juli — danskere kl. 0000
    Afr. søn. d. 16. juli (morgen).

  30. Sommermøde
    for danske/amerikanske ældre (II) v/ VJ
    Ank. søn. d. 16. juli — til aften/amerik.
    Ank. man. d. 17. juli — danskere kl. 0000
    Afr. søn. d. 23. juli (morgen).

  31. Nordisk Stævne — Døveblevneafdelingen
    Ankomst søn. d. 23. juli
    Afrejse lør. d. 29. juli.

  32.  
  33. Unge amerikanere (20)
    Ankomst man. d. 30. juli
    Afrejse fre. d. 11. august.

  34. Sommerrejsekursus fra d. 6.—19. august.
    Ank. søn. d. 6. august.
    Afr. fre. d. 11. august.

  35. Planlægning — personalemøde — kl. 900.

  36. Augustholdet
    Elevankomst tors. d. 17. august fra kl. 1500—1700
    Samling i foredragssalen kl. 1930.

  37. Personaleudflugt søndag d. 13. august.

  38. Generalforsamling FFD
    Fredag d. 25. august — søndag d. 27. august.

  39. Aktive ældre — kursus I
    Ankomst mandag d. 28. august.
    Afrejse lørdag d. 9. september.

  40. Østjydsk højskolemøde onsd. d. 27. september.

  41. Oktoberholdet — Elevankomst tors. d. 5. oktober fra kl. 1500—1700
    Fælles arrangement kl. 1930.

  42. FDB
    Ankomst tirs. d. 12. september kl. 1000
    Afrejse tors. d. 14. september (eftermiddag).

  43. Aktive ældre — kursus II
    Ankomst onsdag d. 20. september.
    Afrejse tirsdag d. 3. oktober.

  44. Skolens fødselsdag — 3. november.

  45. 4 ugers kursus — november-december
    Informatik — fremtidens job.
    Kursus II
    Ank. tors. d. 23. november kl. 1500—1700
    Afr. tors. d. 21. december.

  46. Fælles weekend.

  47. Afslutningsfest ons. d. 20. december kl. 1800.

  48. Elevafrejse d. 21. december — (senest kl. 1000)
    Fælles morgenkaffe — elever/personale.

  49. Afsluttende personalemøde
    torsdag d. 21. december kl. 1100—1400.

  50. Personalesamvær.

 



 

Jørgen Nørgaard.



Legatmulighed.

Da nu afdøde højskolelærer Ejner Bløcher i 1975 ophørte at arbejde på Nørgaards Højskole og gik over i rækken af pensionister, forærede han Nørgaards Højskoles Elevforening 5.000 kr. i obligationer. Renten af disse, årligt 500 kr., uddeles til tidligere elever der deltager i et af de kurser højskolen arrangerer i sommertiden.
     Kunne du tænke dig at deltage i et af de kurser, men synes du ikke helt har råd, send da en ansøgning om at få del i legatpengene. Du kan højst få 600 kr. og mindst 250 kr.
     Send din ansøgning inden 1. maj 1989. Anfør hvornår du var elev på højskolen og hvilket kursus, du har tilmeldt dig, eventuelt vil tilmelde dig.
     Ansøgningen stiles til Elevforeningen, Nørgaards Højskole.

Jørgen Nørgaard

 


 

Nina på kontoret

 



 
Elevfortegnelse
forårssemesteret 1988.
Surdanne Aaling
Ruben Aars–Nielsen
Kim Nordskov Adelhardt
Jens Erik Agerskov
Etem Akbulut
Charlotte Andersen
Susanne J. Andersen
Liselotte Andersen
Rene Andersen
Tina Bang Andersen
Hans–Jakob Bagge
John Beier
Jes Brockhoff
Ove Buchmark
Anton Casinathacasipillat
Benny E. Christensen
Hans H. Christensen
Helle Christensen
Mona Christensen
Poul Christensen
Conny Christiansen
Jens Christiansen
Per Trøstesen Dam
Diana F. Davidsen
Torben Dyrmose
Johanne Eipe
Hussam El–Abed
Salame El–Abed
Bilal El–Achwah
Khaled El–Chamma
Abed Sleiman El–Haj
Heidi Eriksen
Peter Fjellerad
Mette Frederiksen
Erik Friis
Per Gervig Belinda Hansen
Henrik Munk Hansen
Niels Hansen
Per Reinholdt Hansen
Peter Helge Hansen
Tarek Mohmad Hassan
Hanne Helledie
Morten Hundahl
Jess Imina
Peter Jakobsen
Allan Holm Jensen
Allan Lina Jensen
Anders Juhl Jensen
Dorthe Hoffmann Jensen
Helle Friis Jensen
Henrik Jensen
Henrik Due Jensen
Henrik Nørgård Jensen
Keld Jensen
Lars Skov Jensen
Lise Jensen
Susanne Jensen
Inge Lis Jeppesen
Dorthe Anette Jessen
Carsten A. Johansen
Christian Johnstad–Møller
Ingo Horst Jost
Helle Jørgensen
Tina Jørgensen
Conni M. Kirkedal
Olaf Kirkholm
Hans Klodskov
Anette Louise Klokker
Charlotte Kristensen
Hans J. Kristensen
Michael Kristensen
Peder H. Kristensen
Rune Kristensen
Tina Illum Kronhorst
Helle Godske Kvist
Bent Erik Larsen
Dorthe Lassen
Charlotte Laursen
Benny Beck List
Carsten Madsen
Lars Benny Matzeit
Rikke Meyer
Charlotte Møgelmose
Kenth T. Møller
Lise Lotte Nedergaard
Duy Linh Nguyen
Gunhild Niclasen
Dorthe S. Nielsen
Flemming Nielsen
Jakob Bernt Nielsen
Jan Nielsen
Jette Birgitte Nielsen
Jette Kjær Nielsen
Svend Erik Nielsen
Gitte P. Nissen
Leo Nysom
Charlotte B. Nøbbe
Niels Kjær Olsen
Eda Overgaard
Maj–Britt Overgaard
Johnny Pedersen
Kim Preben Pedersen
Liselotte L. Pedersen
Martin Pedersen
Mona Pedersen
Niels Peder Pedersen
Ole Noer Pedersen
Claus Peter Petersen
Eydgerd Petersen
Inatdliaq Petersen
Jan Munk Petersen
Lene Petersen
Birgitte Pharsen
Lars Søren Pilgaard
Niels–Jørn Plougmann
Cita Poulsen
Hans Jørgen Poulsen
Ib Rask
Debby E. C. Rasmussen
Peter Rasmussen
Michael Peter Riis
Lise Roth
Dorthe Sadorana
Eva Sadorana
Petrine Sethsen
Sigfred Sigfredsen
Ermine Skovrup
Marianne Skriver
Svend Stenstrup
Hans Chr. Strømkjær
Klaus Stubberup
Vibeke Suhr
Anja Sørensen
Kirsten Ø. Sørensen
Søren Lund Sørensen
Jonna Thomsen
Bjarke Thorndahl
Anh Tran Van
Bjørn Bo Varling
Peter Williams

 



 
Elevfortegnelse
efterårssemesteret 1988.
Louai Aboukhraibe
Shoreh Abrishami
Haji Ahmed
Paulus Åle
Yasser Amin
Birgit V. Andersen
Jens Chr. Andersen
Ken Andersen
Kirsten Andersen
Mahmoud Aoun Abou
Morteza F. Asghari
Tina Charlotte Bakmand
Hanne Line Bertelsen
Mona Christensen
Rose Christensen
Hanne Pia De Gart
Patdloq Eipe
Hussam El–Abed
Søren Fabricius
Sigrid Fleckner
Lars Ejler Gregersen
Birgit Grønmar
Henrik Gustafsen
Kaj Ludvig Hammer
Alexander Hansen
Asbjørn Hansen
Betina Hansen
Knud Erik Hansen
Ole Asger Hansen
Ole Ludvig A. Hansen
Alice Hjorth
Hai Hoang
Mohsen Jaafar Dia
Sepeh Jafar–Yazdi
Bjarne Jensen
Ditte Scheel Jensen
Karen–Grethe Jensen
Kristian Lun Jensen
Roy Jones
Marianne H. Jørgensen
Jan Karlsen
Anni Kjeldsen
Birthe Korneliussen
Lotte R. Kristiansen
Leif Kusch
Gitte Kynde
Hans Peter H. Larsen
John Rosenberg Larsen
Sanne Larsen
Karin Høher Lind
Anja Bouet Lodbjerg
Malene Lorentz
Tine Lønstrup
Bente Madsen
Michael Madsen
Mehran Mehdianfar
Sven Moesgaard
Inge Tove Mortensen
Carsten Th. Nielsen
Jan Dalmose Nielsen
Tina Østergren Nielsen
Per Nørager
Johann Olesen
Charlotte B. Olsen
Ulf Thåghøj Olsen
Arnakitsoq Peary
John Birger Pedersen
Susanne Pedersen
Ole Skovgaard Petersen
Trine Petersen
Carsten Poulsen
Hansine Poulsen
Jan Rasmussen
Steen Rasmussen
Simon Ravn
Lars Sandt
Connie Sejersen
Louise Skaksen
Karen Skovbæk
Parvin G. Soleymani
Gunnar Sørensen
Max Thinggaard
Henny Thomsen
Bjarne Christen Toft
Thurid P. Vilhelmsen
Steen Weinreich
Rikke Wiese
Ergul Yilgør

 



 
Personalet
efteråret 1988.
Aase L. Christensen
Niels Chr. Danhøj
Søren Elkjær
Claus Henrik Estrup
Johannes Fisker
Birgit Framming
Nina Plesner Haldrup
Hanne Halkjær
Benny Kastrup Hansen
Kirsten Holbeck
Bo Isaksen
Else Skovbo Jensen
Ib Jespersen Vagn Jørgensen
Svend Kjærgaard
Anni Koue
Jan Schmidt Mikkelsen
Jørgen Nørgaard
Bodil Svith
Niels Svith
Elna Østergaard
Merete Stamp
Jonna Thomsen
Vivi Doktor
Krista Levring
Nina Lysdahl
Dorete Madsen
Johanne Mikkelsen
Jytte Nielsen
Povla Dal Andersen
Susanne Molbech

 



 
Love for Nørgaards
Højskoles elevforening.

§1.:
Foreningens formål er at holde forbindelsen mellem skolen og tidligere elever samt evt. at yde bistand til disse.
   Som medlemmer kan optages tidligere og nuværende elever og funktionærer ved skolen.

§1a.:
Som medlemmer kan også optages deltagere fra Nørgaards Højskoles feriekurser, når disse mindst 3 gange har været sommerkursister på højskolen.

§2.:
Elevmøde afholdes 1 gang årligt.

§3.:
Generalforsamling afholdes sammen med elevmødet.
Dagsordenen skal omfatte:
1) Valg af dirigent.
2) Formanden aflægger beretning, som stilles til godkendelse.
3) Regnskab aflægges og stilles til godkendelse.
4) Behandling af indkomne forslag.
5) Valg af bestyrelse, revisorer og suppleanter.
6) Eventuelt.
Forslag til lovændringer skal være formanden i hænde senest 2 måneder før generalforsamlingen, idet forslagene skal indgå i den udsendte dagsorden for at kunne vedtages.

§4.:
Lovændringer kræver tilslutning fra 2/3 af de stemmeberettigede ved generalforsamlingen.

§5.:
Kontingentet fastsættes hvert år ved generalforsamlingen.

§6.:
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. 4 afgår på ulige og 3 på lige år efter tur.
   Der vælges 2 revisorer, 2 suppleanter for revisorerne og 3 suppleanter til bestyrelsen, alle for l år ad gangen.
   Bestyrelsen konstituerer sig selv.

§6a.:
Bestyrelsen vælger hvert år 5 repræsentanter til skolens repræsentantskab, eventuelle repræsentanter som er indvalgt i skolens bestyrelse genvælges. Genvalg af medlemmer af skolens bestyrelse kan kun undlades med generalforsamlingens tilslutning som ved lovændringerjfr. §4.
   Endvidere vælges 2 suppleanter, en 1. suppleant og en 2. suppleant. Alle valg er for 1 år ad gangen.

§7.:
Bestyrelsen er beslutningsdygtig efter bemyndigelse ved den årlige generalforsamling.

§8.:
Der udsendes et elevskrift hvert år til jul.

§9.:
Hvis foreningen opløses, tilfalder de økonomiske midler Nørgaards Højskole.

 

 



 

 

Udgivet af
Nørgaards Højskole.

Redaktion ved:
Hanne Halkjær og Vagn Jørgensen i samarbejde med elevforeningens bestyrelse.

Forsidetegning:
Else S. Olsen

Billeder:
Elever og lærere på højskolen.
Midtjyllands Avis.


Lay–out, sats og tryk:
Bjerringbro Avis