Forsiden viser indgangspartiet til Nørgaards Højskole set fra den gamle indkørsel.

 

 

 


 

NØRGAARDS
FOLKEHØJSKOLE




ELEVSKRIFT 1986

 

 

Indholdsfortegnelse.

 Min barndoms jul i Grønland af Sørine Kjær Nielsen.3 Håb for mennesker og træer af Birgitte Thyssen. 61
 Lige nu af Sørine og Aksel Kjær Nielsen.5 Fredsuge på højskolen.64
 En hilsen fra lærerpersonalet.7 Elevernes tale til skolen på 30 års dagen.70
 Køkken– og rengøringspersonale.17 Referat fra elev–tema–weekend af Britta Papsøe Nielsen.72
 Farvel og tak af Henning Wichmann Andersen.22 Noget om beslutninger og en elevweekend af Gert E. Hansen.73
 Jeg er ikke helt ny mere... af Claus Estrup.27 Hvordan beslutter man sig? af Anne Lise Balling.75
 Hvorfor er der en bruser på »smørren«? af Anne Marie Holm.28   
 Beretning fra repræsentantskabsmødet af Vagn Vestergaard.31 Fra værkstederne.78
 Foredrag ved Henning Friis den 6. sept. 1986.35 Idræt på højskolen.80
 Samarbejde med Radio Viborg af Benny Kastrup Hansen.38 Ny formand i elevforeningens bestyrelse af Poul Erik Andersen.82
 »For at finde sandheden« af Tove Jensen.42 Elevforeningens generalforsamling af Søren Ørholst.83
 »Brev fra USA af Brian Lenty.44 Bestyrelsen for Nørgaards Højskoles Elevforening.85
 Hello Everybody af Birthe Hansen.45 Flygtning '86 indsamling.86
 Rejse i Østen af Inge og Iben.47 Sammendrag af elevforeningens regnskab 1985—1986.92
 Aktivitetskalender 1985/86.53 Medlemmer af bestyrelsen og repræsentantskabet.93
 Endnu en fynbo af Dorthe Sylvest.56 Legatmuligheder af Jørgen Nørgaard.94
 Hvad kan en HH–elev få ud af et højskoleophold
af Lise Flindt Christensen
57 Offentlige arrangementer 1986—1987.95
 EDB på Nørgaards Højskole af Thyge Herthoni Hansen.58 Hovedplan 1987.96
 Svar på Thyges brev af Jan Schmidt Mikkelsen/Vagn Jørgensen.59 Elevfortegnelse, forårssemestret 1986.98
 Min største fritidsinteresse af Alf Jørgen Andersen.60Elevfortegnelse, efterårssemestret 1986.100
  Love for Nørgaards Højskoles elevforening102

 


 

Forklaring på symboler.Symboler.

     Lige som de gamle vikinger indhuggede runer og helleristninger i klippesiderne, således har vi her forsøgt i deres stil at sige noget om denne skole.
     Som motiverne er historiske, er skolen det også. I øverste hjørne til højre har vi den ældste form for vort flag, et kors i ringen. Symbolet på tro og evighed. Jeg mindes den kloge forstander for Sveriges største arbejderhøjskole, Alf Ahlberg, der engang sagde: En kultur fødes med sin religion og går under med den.
     Midt i billedet finder vi skibet — vikingeskibet — havets betvinger. For vikingen var det vel nok symbolet på handling og kamp, for os er det snarest billedet på menneskelivets sejlads mellem de levendes land og de dødes rige, således som kirkeskibene også er det, som de hænger under de ærværdige gamle hvælvinger. Det er den samme symbolik, vi møder i oldtidens langdysse såvel som i kirkebygningens udformning i hovedskib og sideskibe.
     Øverst til venstre er et mærkeligt dobbeltsymbol, der findes på mange svenske helleristninger: Hesten og ankeret. Ankeret er håbets tegn, hesten var i den hedenske mytologi det væsen, der førte solskiven over himmelbuen. Hrymfakse, der hver morgen ved Dellings porte henter den nye dags sol. Håbet knyttes vel hertil, at vi ønsker, at der vil være mange dage for os østpå endnu.

 


 

Sørine Kjær Nielsen.



Min barndoms
jul i Grønland.


     Ak, det er så længe siden, og det er over 25 år siden, jeg sidst holdt jul i Grønland.
     Juleforberedelserne i Grønland i 1940erne startede allerede i august måned. Forretningerne var ikke så godt forsynede dengang som i dag. Hvis man skulle have lidt ekstra så som æbler, appelsiner, slik, kiks, cornflakes og frugt i dåser, ferske danske kødvarer m. m., måtte man skrive til Danmark allerede på den tid. Det var dog ikke alle, der havde dette privilegium. Min far var jo tjenestemand og derfor kunne vi gøre det lige som andre danske tjenestemænd og få grønlandske tjenestemænd. Varerne blev så sendt fra Danmark i november til byen Jakobshavn, inden isen lukkede for besejlingen af havnen.
     Når vi havde modtaget varerne holdt vi en lille jul. Vi måtte nemlig smage på herlighederne. Vi skrællede ikke æblerne selv om der var pletter på. Appelsinerne blev spist med stor nydelse, og skallen blev, til min mors store ærgelse, gnavet helt tynd; hun lavede nemlig marmelade af den. Resten af disse lækre ting, blev så gemt til jul. Det var lige meget, hvor meget vi plagede, vi fik ingenting.
     De første småkager blev bagt allerede før første søndag i advent. Denne søndag havde mine forældre gæster om eftermiddagen og sådan fortsatte det hver søndag og juledagene med. På den måde kunne de nå at invitere så godt som alle i byen.
     Som bekendt betyder advent jo forberedelse til det, der skal komme. I den tids Grønland tog vi dette meget alvorligt. Vi børn skulle lære julesalmerne udenad, og hvert barn, der gik i skole, skulle lære et stykke af juleevangeliet udenad. Der var nemlig børnegudstjeneste kl. 13 juleaftensdag.
     Juleaftensdag var en meget lang, men dejlig dag for os børn. Vi havde den skik, at jeg, som den ældste af børnene, allerede ved 6–tiden om morgenen skulle af sted til vores naboer og gode venner, for at invitere dem til juletræ, og det foregik på den måde, at jeg skulle stå udenfor og synge en børnejulesang: »Barnets røst er julestemme», som fortæller at Jesusbarnet er født. Så fulgtes vi ad hjem til os for at danse om juletræet, dette smukke syn, et træ med mange lys. Juletræet havde min far lavet om natten. Han havde boret huller i et kosteskaft, og bagefter havde han stukket kviste af lyng eller enebær ind i hullerne og bundet dem fast med sejlgarn. Han lavede det om natten, for vi børn måtte ikke se det før om morgenen. Det skulle være en overraskelse at se. I kan nok se, det var meget svært at sove for bare spænding, så vi vågnede af os selv meget tidligt. Vi fik vores nye tøj på, en ny kjole som måske var syet om af mors gamle, men alligevel ny, dejlig, pæn; nye kamikker og ny frakke. Vi fik nemlig kun nyt tøj 2 gange om året, til jul og til fødselsdag.
     Imellem første søndag i advent og jul, lavede vi alle vores julegaver. Alt var hjemmelavet fra vanter og huer til dukkesenge og dukker. Man var meget hemmelighedsfuld i de dage. Jeg kan huske, jeg strikkede vanter til min far under trappen med ryggen til. Når man bare er 7 år, tager det jo lang tid at strikke store vanter, og garnet smittede af på fingrene; det var jo under 2. verdenskrig.
     Juleaftensdag fortsatte med, at vi gik rundt ved husene og sang julen ind, afbrudt af børnegudstjenesten, og om aftenen var vi til gudstjeneste sammen med de voksne. Bagefter fik vi lov til at komme ud igen og synge sammen med de andre børn lige til omkring ved 9–tiden. Det var en lang, men dejlig dag.

God jul.
Sørine Kjær Nielsen

 


 

Sørine og Aksel Kjær Nielsen.



Lige nu!


     Den tid vi står over for, vil på mange måder være anderledes end tiden vi lagde bag os. Vi har som højskole forladt en tid, hvor meget bar præg af »det går jo godt nok«. — Som ventet måtte den nye tid også komme til højskolen og folkeoplysningen.
     Hele samfundet, som omgiver os, har været igennem en ændring for at tilpasse sig den nye åbne verden. Den verden, hvor handel og udveksling med Japan og Australien er lige så naturlig i dag, som det var for Bjerringbro for 30 år siden at have udveksling og handel med Oslo og Odense. Det er for os alle en tid med forandringer og nye krav til såvel industri, handel, miljø og teknologi, og ud af det hele kommer nye kulturformer og tiltag samt ændringer i krav til folkeoplysningen.
     »Det går jo godt nok«. Den tid er erstattet af et spændingsfelt, hvor vi hele tiden må stille nye krav til os selv samtidig med, at vi skal fastholde os selv i vores opgave som højskole.
     Det er godt for Nørgaards Højskole, at vi fik vores arbejds– og holdningsmæssige grundlag bearbejdet som beskrevet i elevskriftet 1985. Med platformen frem mod 1990 er vi stillet sådan, at vi har tid til at forme det tilbud, som Nørgaards Højskole vil tilbyde på såvel lange som korte kurser ind i tiden, der kommer.
     Vi har haft god kontakt til erhvervslivet, de faglige organisationer, efterlønsmodtagere, foreningslivet og skolerne for de 17—25 årige. Vi har ved flere lejligheder haft gæstelærere, bl. a. tidl. direktør Henning Friis, som har sat focus på folkeoplysningen og folkehøjskolen ind i den nye tid.
     Men vigtigst af alt har vel nok været samtalerne mellem repræsentantskabet, elevforeningens bestyrelse, skolens bestyrelse og os, der arbejder på skolen. Mange formelle og uformelle samtaler, der alle har været præget af en god atmosfære og vilje til at give et bidrag, har nu, hvor vi nærmer os afslutningen af 1986, efter Sørines og min opfattelse, givet os en god åben situation og rammer for fremtiden.
     I disse dage, hvor skolen har en elevgruppe på over 100, hvor personalet på skift er i efteruddannelse, på studierejse og har orlov til studie m. v. — ja da kan vi i fred og ro samle op, få en god samtale om, hvordan det hele passer ind i vores platform og den nye tid. Vinteren 1987 vil forme sig som mange tidligere semestre, også dagligdagen vil gamle elever nikke genkendende til. Men vinteren vil også gå med at forme vores tilbud til fremtidens højskoleelever.
     Vi glæder os til at præsentere vores højskoletilbud, som på mange måder vil være nye, men det vil som nu og siden skolens start hvile på, at vi holder fast i det at være almendannende, at vi vil formidle kundskaber omkring teknologi, humanisme, historie og det at erkende sig selv fysisk og psykisk. Vi tror, at Nørgaards Højskole vil udvikle det at være en form for et samfundsværksted, der hviler på vort kulturgrundlag. Her vil man få en personlig kompetence til livet, og til det at kunne gå videre med sig selv.
     Den nye tid bliver spændende. Vi glæder os til opgaverne og mødet med de unge, de der skifter erhverv, de handicappede og erhvervshæmmede, de arbejdsledige, eller den gruppe der jo bliver større og større, den der bare vil opleve sig selv sammen med det, der sker på en folkehøjskole.
     Til gamle elever, repræsentantskab, bestyrelse, personale, venner af højskolen, og de mange vi har haft kontakt med i året der gik, sendes ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.

På gensyn!
Sørine og Aksel Kjær Nielsen

 


 

En hilsen fra lærerpersonalet.

     Hun købte af de hvide og de blå,
hun købte af de smukkeste, hun så.
Det er i dag et vejr! Og solen skinner!
Og om mig svæver lutter lyse minder,
dem ta'r jeg med til den, jeg tænker på.
Ludvig Holstein


     Det er en forårssang, men den kan fint synges på alle årets dage, fordi man kommer i meget go' stemning af den. Verset her udtrykker en kærlighed til livet — til vores natur og til andre mennesker. Den slags livsbekræftende formuleringer skal vi mennesker bestræbe os på at efterleve.

Anne Marie Holm




Der truer os i tiden
en ond, usynlig magt:
Vor egen sikre viden,
som sprængte med foragt
den skænkede natur
og nedskrev Adams billed
til skyggen på en mur.
Ole Wivel.

Hanne Halkjær.


     »Der truer os i tiden..« blev skrevet af Ole Wivel i 1959.
     Den blev skrevet 14 år efter, at atombomberne blev kastet over Hiroshima og Nagasaki. Denne handling gjorde alle bevidste om, at mennesket var blevet i stand til at udslette alt liv på jorden. Bomben har siden været en trussel og indgydt os angst og usikkerhed. Denne trussel, siger Wivel, skal ikke have lov til at ødelægge livet. Det daglige samvær, den daglige snak er faktorer, der gives os optimisme og livsglæde.
     Derfor: Åbn øjnene — giv dig til kende ved at være aktiv. Vi er selv medvirkende til at få tingene til at vokse omkring os.

Hanne Halkjær




Birgit Framming.



     Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten, som smager
af bækken fra min faders gård
og mulden i hans ager.
Ludvig Holstein.


     Ludvig Holsteins digt om efteråret er en hyldest til efteråret, det jævne lig og ikke mindst en glæde over vore fem sanser. Derfor glem ikke, at du har dem her i vor tid, hvor hoved og krop er den del af dig, der fokuseres på.
     Et af mine store ønsker er, at også vore børnebørn vil få glæde af dem, at også de vil kunne snuse sig til lugten af den friske efterårsmuld.

Birgit Framming




N. C. Danhøj.



     Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få,
om det kun ret at tale?

     Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?

     Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?
N. F. S. Grundtvig.

     Det er da klart, hvorfor jeg netop har valgt disse vers. For det første er de fra en salme, som jeg lærte udenad i de små klasser i skolen. Her var den meget populær, sikkert fordi vi forstod, hvad teksten sagde. Jeg har altid været interesseret i naturen, og jeg fik min første flora som otteårig. Jeg fandt den i en bogkasse hos boghandler Gammelgaard i Ny Munkegade lige over for Munkegades Skole i Århus. Verserne siger mig stadig noget og bringer mig fra festsalen i tankerne ud i naturen.

N. C. Danhøj




Søren Elkjær.



     Nu kommer Nina ud,
nøgen med fugtig hud,
kysser mig kærligt og går
ind for at re' sit hår.
Livet er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Benny Andersen.

Vi arbejder livet igennem med mange interessante ting. Vi bruger vores energi på de utroligste ting: Arbejder, leger, spiller på trompet, drikker brændevin, skændes, slår hinanden ihjel, jogger om kap. Alt sammen såre menneskeligt. Men bag alt dette ligger som det stærkeste af det hele: Erotikken, kærligheden.

Søren Elkjær




Vagn Jørgensen.



     Til et folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild;
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æt,
nægte selv sig indfødsret.
N. F. S. Grundtvig.

Teksten er skrevet af Grundtvig. Hans syn på mennesket og hans idéer om folkehøjskolen er noget væsentligt for mig. Der findes i dag mange slags højskoler: Nogle er religiøse, nogle er politiske, nogle er specielt orienteret i andre retninger. Skolen her er speciel på den måde, at den ikke har én enkelt retning, men at der er plads til mange forskellige holdninger og emner. Det er en klar styrke i vor tid, hvor så meget andet peger i retning af specialisering, ensretning.
     I verset her taler Grundtvig om, at der er to betingelser for at kunne føle fællesskab. Sproget og historien. Hvis vi, som bor i Danmark, deler os op og begynder at ville bekrige hinanden, så vil vi efter Grundtvigs mening udelukke os selv fra fællesskabet i sproget og dagliglivet.

Vagn Jørgensen




Jørgen Nørgaard.



     At lære er at ville
befri sin ensomhed,
at stå ved åndens kilde
og ydmygt knæle ned,
at spejle sig i tider,
der sov på kildens bund,
mens nye tider glider
som tegn mod hånd og mund.

     At lære er at bøje
sig over livet selv,
og fylde sind og øje
med tankens himmelhvælv,
at undres og betages,
når livet kommer nær,
at møde, når det dages,
en større sandhed dér.
Halfdan Rasmussen.


     De to vers af nr. 499 (16. udgave, 6. oplag) — skrevet af Halfdan Rasmussen, siger mig noget centralt om mit arbejde som lærer — om meningen med det. I en modsætningsfyldt verden oplever man trods en strøm af tilbud, at mennesket kan blive uendeligt ensomt eller føle sig som sådan. Vi får så mange tilbud, magter langt fra at tage imod alt, føler at vi ikke slår til — at vi svigtes, og vi bliver usikre, får komplekser, og så kører det i ring for os. Vor opgave på højskolen er da at hjælpe til at overkomme denne situation. Vi skal lære at vurdere, vælge, tilegne sig.
     Det skal være en hjælp til selvhjælp, hvor målet skal være brynje — i form af viden og »visdom«, der dækker dig og gør dig usårlig overfor angreb på din personlighed. Højskolen ville have fejlet, om man ikke havde satset på brynjen, der dækker dig, men på sværdet, der kun har een funktion — at ødelægge.

Jørgen Nørgård.

 
 
 
     Kamp må der til, skal livet gro
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro,
thi evig stilstand er død.
H. V. Kaalund.


     Tit og ofte oplever jeg livet som en stor kamp. En kamp mellem modsætningerne — mellem det gode og det onde i mennesket — mellem fællesskab og egoisme — mellem frihed og tvang.
     Kampen bliver til et positivt begreb i det øjeblik, alle giver det lov: Giver freden lov til at udkæmpe krigen, giver retfærdigheden lov til at bekæmpe uretfærdigheden og giver friheden lov til at råde over tvangen.
     At føre en kamp med sig selv og med hinanden sætter fællesskabsfølelser og dét at lykkes i højsædet.
     At føre kamp mod hinanden for at vinde prestige og anseelse er egoisternes kamp.

Bente Stamp.




Else Skovbo Jensen.



     Nu er det længe siden,
men end det gemmes i mit sind,
hvordan i barndomstiden
den kære rug kom ind.
Hvordan dens kerne tunge top
ved moders svage kræfter
blev lagt i lugen op.
Jeppe Aakjær.


     Hvis jeg skal præsentere mig selv og et af mine fag ved hjælp af højskolesangbogen, vil jeg vælge en sang af Jeppe Aakjær. Han har i mange af sine sange beskrevet dagligdagen blandt bønder og småkårsfolk i slutningen af forrige århundrede og begyndelsen af vort århundrede. I august måned skulle bonden gerne se resultatet af årets slid i marken. Høsten skulle bjerges. Hjælpemidlerne dertil var få. Ingen mejetærsker eller selvbinder. I bedste fald en le og en masse kræfter, før kornet var i hus, og en del af føden dermed sikret. Alle hjalp efter bedste evne. Kun de mindste børn legede.
     I faget Folkeliv og tradition vil vi snakke mere om hverdagen på landet og i den forbindelse også nævne Jeppe Aakjær for hans mange bestræbelser på at gøre forholdene specielt for tjenestefolkene, tyendet, blot nogenlunde acceptable.

Else Skovbo Jensen.




Aksel Kjær Nielsen.



     Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
det hjertet ikke betynger,
og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger.

     Jeg skulle sjunget lidt mer måske
måske vel også lidt bedre;
men mørke dage jeg måtte se,
og stormen rev mine fjedre.
Steen Steensen Blicher.


Vers 2.
     Vi har alle kendskab til at vort liv har en begrænset længde, — vi er, uden at vi har lyst til at tage stilling, klar over at vi højst har 6—7 dusin år at leve i, — men det ser vi stort på.
     Vi vandrer af sted uden at vore hjerter er med: Det liv vi har valgt. — Ja, nu og da er vi ganske enkelt lige glade.


Vers 3.
     På et tidspunkt i livet går det måske op for os, at trods det mørke og triste, der kommer ude fra til os, — så må vi lukke op for vort eget liv, finde det positive, der er. — Ja, selv storme skal ikke forhindre os i at synge lidt mere.
     Blicher siger — gør dig fri, — søg livet, kærligheden, tag ansvaret for din færden og det nu.

Aksel Kjær Nielsen




Olav Liengaard



     Lad aldrig dine drømme
slå bro til vold og drab.
Lad åndens kilde strømme
mod fredens fællesskab.
At værge er at bære
sin brynje uden sværd,
først da vil drømmen være
den største tanke nær.
Halfdan Rasmussen.


     Jeg sætter stor pris på Mahatma Gandhi, der sagde: »Fred er ikke bare målet, men også vejen«.
     Vold er en primitiv og kortvirkende metode at løse problemerne på. I FN's såkaldte fredsår ser vi, at ikke bare desperate undertrykte griber til våben, men stormagter, der i forvejen »sidder på flæsket«, benytter sig af jungleloven, den stærkes ret, for at bevare magten og privilegierne. Jeg håber, at fredsbevægelserne vil brede sig i øst og vest, nord og syd, så den absurde kaprustning stopper, inden det går galt.

Olav Liengård.




Claus Estrup



     Come gather 'round people
wherever you roam
and admit that waters
around you have grown
and accept it that soon
you'll be drenched to the bone.
If your time to you
is worth savin'
then you better start swimmin'
or you'll sink like a stone
FOR THE TIMES THEY ÅRE A–CHANGING!
Bob Dylan.


     Verden er hele tiden i forandring, og det kan være svært at følge med. Det gælder den store verden omkring os, men de små ting omkring os forandrer sig også. Jeg tror, det er vigtigt, at vi hele tiden følger med og kan overskue vores nærmeste omgivelser. Dette har for mig noget at gøre med bl. a. højskole. Her har man mulighed for viden, samvær og forståelse, som alt sammen er med til at gøre os mindre pressede. »Then you better start swimming–or you will sink like a stone«. — Så det er med at komme i gang!!!
     NB: Jeg kan også lære dig at svømme.

Claus Estrup.




Svend Kjærgaard



     Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner
det grønne land.
Hvor skønt fortoner
sig sø og strand!
Johannes V. Jensen.


     Hvor smiler fager er skrevet af Johs. V. Jensen i anledning af et besøg af dansk–amerikanere. I vers 4 omtales åen, søen, stranden, lærken og de vilde blomster ved grøften. Store forandringer er sket i vores natur, siden denne sang blev skrevet.

Svend Kjærgård.




Dorthe Sylvest



     Fo' ajle di små blomster das' dov æ' te i år,
å fovle, de æ' ette te' å se'e,
så fin å frisk å faver som bø'e skov i står,
dæ'te hår je' ajler før set le'e;
hvo' je ve'er ø'et hen, je ser så sære tej,
de løvter så fo'u'erle' her e'e i mit sej.
Je' mærker iår,
i Danmark æ' det vår, —
det løvter så fo'u'erle her e'e i mit sej;
naturen æ' fora're, e'er je' ha' våren blej.
Mads Hansen.


     Det vi ser og oplever afhænger af øjnene, der ser det. Bag øjnene sidder sindet.
     For at øjnene kan se optimalt, skal sindet være i harmoni, være åbent og følsomt.
     Det vi ser og oplever afhænger af sindets tilstand.
     Hvis vi åbner sindet, kan vi måske se det værdifulde i hinanden, og den jord vi bor på.
     Brug sanserne — og det skal nok blive et godt højskoleophold.

Dorthe Sylvest.




Jan Schmidt Mikkelsen



     Vi skal ikkje sova burt sumarnatta,
ho er for Ijos til det.
Då skal vi andra isaman ute,
under dei lauvtunge tre, —
under dei lauvtunge tre.
R. Dybeck.


     Vi skal ikke gå sovende igennem livet. Det er for kort til det. Vi skal ikke lægge vore liv i andres hænder, det være sig forældre, skole, socialforvaltning, fagforening osv. Vi skal tage ansvaret for os selv. Dagene og årene skal ikke »gå«. Hver dag skal leves og opleves.

Jan Schmidt Mikkelsen.




Sørine Kjær Nielsen



     Og når dit øre nu er fyldt
af alle disse stemmer,
og hvis du ser imod dig selv
hvad er det du fornemmer?
Og hører du den lyd
taknemlighedens fryd:
Midt i det spæde forårs sang?
Kristen Poulsen.


     Sangen minder mig om, at vi mennesker går og er så utilfredse med små ting. Vi overser mange ting, som vi burde være taknemmelige over. Bare vi er raske og vores familie er det. Bare vores medmennesker smiler til os. Vi behøver ikke at gå sultne i seng om aftenen. Naturen, der omgiver os er vi ved jagt efter materielle goder ved at ødelægge. Vi kan ikke blive ved med at give andre skylden for ødelæggelserne: Staten, regeringen, kommunerne. Vi burde selv gøre noget. Vi ved jo, at mange bække små, gør en stor å.
     Mange små hjul bliver til store hjul.

Sørine Kjær Nielsen.




Benny Kastrup Hansen



     Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de höje fjelde?
Öjet møder nok bare sne;
rundt omkring står det grönne træ,
vilde så gerne over; —
tro, når det rejsen vover?
Bjørnstjerne Bjørnson.


     Jeg har altid syntes, at det var spændende at gå igang med nye arbejdsopgaver: se hvilke muligheder, der ligger indenfor rækkevidde evt. i et samarbejde med andre. Men også de udfordringer, der ligger i naturen kan være med til at sætte dig på en prøve for at overskride egne grænser og iagttage hvilke naturoplevelser, der ligger fremme. Nogle kan du se, andre kun ane, andre igen, har du måske forhåbninger om eller fantasi til at forestille dig. Når du løber, cykler eller står på ski bruger du fysiske kræfter for at komme frem til det og det mål.
     Hvad vil der være? Hvordan ser det ud?
     Sådan er naturen. Den veksler med året og dig selv. Ligesom der i naturen ligger udfordringer så indeholder dit eget liv store og små udfordringer, hvor vi kan undres. Det er de små og store ting, som kommer til syne, når vi gør et stykke arbejde — tager kampen op.
     Et højskolekursus er kamp med dig selv og dine oplevelser, hvor mange ting brydes — både for elever og medarbejdere.
     Lad dette vers være indledningen til en ny periode, hvor vi sammen kan undres, betragtes, kæmpe og få mod på tilværelsen.

Benny Kastrup Hansen.

 


 

Køkken–
rengøringspersonale.



Køkken:



Merete Stamp.
     Den høje nordman har været her siden april 1977, så jeg hører med til inventaret nu. Hav det godt alle »gamle« elever.

Hilsen Merete

 
Lis Rasmussen.
     Siden 1981 har jeg været ansat her på højskolen som køkkenleder. Det har været en god tid med masser af udfordringer, og et sted hvor jeg har mødt mange spændende mennesker. Nu efter 5 !/2 år har jeg fået nyt job på Skals Håndarbejderskole som køkkenleder, hvad jeg glæder mig meget til.

På gensyn Lis

 Lis Rasmussen
Krista Levring.
     Jeg har været ansat i køkkenet fra sept. 1975 — juni 86. Valgte at holde på højskolen da det der hjemme på gården også skulle passes, ikke mindst alle mine heste.
 Krista Levring
Johanne Graversen.
Jeg har været med fra skolen flyttede til Bjerringbro i aug. 1972. I begyndelsen arbejdede jeg på deltid om aftenen, men har nu min arbejdstid om dagen.
 Johanne Graversen
Vivi Doktor.
Har været ansat i køkkenet siden 1978, afløser også i rengøring hvis det er nødvendig.
 Vivi Doktor
 
Nina Lysdahl.
Kom til os juni 77 som afløser og arbejder mest på aftenvagt.
 
 
Jytte Nielsen.
Startede hos os i 1985 som afløser i rengøring + køkken, men går på fuldtid når Lilly rejser.
 Jytte Nielsen
Hanna Berg Espersen.
Jeg er ansat her på Nørgaards Højskole som 1. års køkkenlederelev. Før jeg begyndte her var jeg elev som EFG–køkkenassistent på Møllegården i Skive, og da jeg var udlært der den 31. 5. 1986, var jeg så heldig at kunne begynde her allerde den 1. 6. 1986.

På gensyn! Hanna.

 Hanna Berg Espersen
Anni Fredensborg.
Jeg har været ansat her på skolen siden den 1. jan. 1986 og skal være her indtil jul. Jeg er igang med en køkkenlederuddannelse, men må desværre holde på grund af dårlig ryg. Jeg har været utrolig glad for at arbejde her, som nok især skyldes de flinke »køkkenslasker« jeg færdes iblandt.

Venlig hilsen Anni.

 Anni Fredensborg
Jonna.
 
 
 
 
 Jonna Thomsen
Bente Jepsen.
 
 
 
 Bente Jepsen

 

 

Rengøring:


Dorethe Madsen.
Har været ansat på skolen siden 1975 i rengøring på fuldtid.
 Dorethe Madsen
Lilly Olsen.
Jeg har været ansat i rengøring på højskolen fra juli 1972; og har haft 14 gode år her. Fra oktober går jeg på efterløn, og det glæder jeg mig til.
 Lilly Olsen

 

 

Øvrigt personale:


Nina Haldrup.
 Nina Haldrup
Bent Pedersen.
 Bent Pedersen
Anni Kruse.
 Anni Kruse
Johannes Fisker.
 Johannes Fisker
Ib Jespersen.
 Ib Jespersen

 


 

Henning Wichmann Andersen

Farvel og tak.


     Min Højskolekarriere startede i foråret 1975 på Ubberup højskole (UH) ved Kalundborg.
     Den 1. august 1986 begyndte jeg som lærer på Nordjyllands Idrætshøjskole (NIH) i Brønderslev. Skolen er nystartet, og den 1. september ankom vores første elevhold på 90 elever.
     Jeg var altså nøjagtigt 5 år på Nørgårds Højskole (NH). I skrivende stund er det blevet til ca. 11 års højskolevirksomhed på 3 højskoler.


Højskolen på godt og ondt.
     Inden min ansættelse på NH, havde jeg virkelig oplevet højskolen på godt og ondt. Som nyuddannet lærer følte jeg, at det var en stor chance at blive tilbudt et job som højskolelærer. Det viste sig at være utroligt spændende — og meget arbejdskrævende.
     UH var en lille skole med ustabil økonomi på grund af meget svingende elevtal. Det betød oprettelse af ekstra kurser og dermed en del ekstaarbejde (til samme løn — naturligvis!). Men netop dette betød også en usædvanlig stor tilfredsstillelse. Vi var alle med til at planlægge og tilrettelægge aktiviteterne. Og når de blev ført ud i livet, »realiserede« vi os selv i højeste grad. Når man ikke skelner mellem arbejde og fritid, går tilværelsen hen og bliver meget meningsfyldt. Hvis man vel at mærke kan lide det, man laver; i modsat fald bliver tilværelsen uudholdelig.
     De første år sugede jeg til mig i en verden, jeg ikke havde den største kendskab til. Jeg havde aldrig været elev på en højskole. Folk snakkede om Grundtvig og »det levende ord«. Udtryk som: »Frihed under ansvar«, »skolen for livet«, »folkets skole«, »frihed til forskellighed«, »frisind«, »oplive og oplyse« stødte jeg på konstant.
     Men i et paradis optræder der tit en slange. Ved et forstanderskifte i 1980 optrådte en delt (uenig) bestyrelse med en inkompetent bestyrelsesformand i spidsen som elefanten i porcelænsbutikken. Den ansatte en forstander med spidse albuer og sammen med ham fyrede den 3 uger senere lærerne. Efter 4—5 års godt og tæt arbejde på en skole, vi syntes var vores, var vi pludselig sat på gaden. Og det uden nogen form for tak eller påskønnelse for det store arbejde. Det var en knuser.
     7–mands bestyrelsen var altid delt i sine beslutninger — ofte 4 mod 3. Desværre var det blandt mindretallet man havde folk med højskoleerfaring og –indsigt. Når jeg nu tænker på bestyrelsen og dens flertal, kommer jeg også til at tænke på en lokal sanger her fra Vendsyssel. Niels Hausgård har skrevet en sang, han kalder: »Hvem bestemmer«. De sidste to linjer lyder:

Der er no en ting, det var skønt å ha væst,
om de flæst er de bæest heller båer de flæst.


     Det var en fyring, der tog hårdt på mig og de øvrige lærere. I situationen betød nr. 166 i højskolesangbogen (16. udgave, 6. oplag) en del for mig. I Kålunds: »Jeg elsker den brogede verden trods al dens nød og strid« hedder det 5. vers:

Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro, —
thi evig stilstand er død!


     Denne, for mig, særdeles betydningsfulde begivenhed samt en række andre, har fået mig til at tænke på højskolen som uddannelsessted og arbejdsplads.
     Vi har »prædiket« frihed for eleverne, men har ikke altid været parate til at give den i praksis. Så har vi rigtigt sagt, at det jo var frihed under ansvar. Men hvad med frihed til forskellighed. Ja, grænserne er ofte svære at skelne i praksis.
     Som arbejdsplads synes jeg, at højskolen altid er parat til at ofre læreren (individet), så højskolen kan leve. Men er det i overensstemmelse med idealerne? Er det i overensstemmelse med individets centrale placering og friheden til individet?
     Der er meget sjældent frihed til forskellighed. I nogle situationer har jeg følt, at det hele har været hult, grotesk og endog paradoksalt.


Tiden på Nørgårds Højskole.
     Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget — siger et gammelt ordsprog. Et andet siger: Når nøden er størst, er hjælpen nærmest.
     Højskolen — denne gang i NH's skikkelse — rakte mig en hjælpende hånd, da jeg havde mest brug for den.
     Jeg læste annoncen angående en idrætslærerstilling på NH. Og blandt et væld af ansøgere valgte man mig. Vel vidende, at jeg netop var fyret fra en anden højskole. Skolen må have konkluderet, at det ikke nødvendigvis er læreren, der i sådan en sag har uret. Eller den var stor nok til at give mig



chancen. Og det var jeg glad for. Det er den største positive oplevelse, jeg til dato har haft i højskolen!!! Tak for den.
     På min arbejdsindsats i starten, håber jeg, at man mærkede min taknemmelighed. I de senere år var min arbejdsindsats til gengæld mere »normaliseret«.
     På NH har jeg lært en masse. For det første har jeg mødt cirka 1.000 elever på de egentlige højskolekurser samt en del kursister på de korte kurser. Det har også været spændende at møde omtrent 25 meget forskellige kolleger. Der har været mange dejlige oplevelser i timerne, på rejser (kanoture, skiture til Norge) og i fritiden. Det er rart at møde jer rundt omkring i landet ved tilfældige lejligheder. Det er også hyggeligt, når vi en sjælden gang får besøg privat. Desuden ses vi vel næste år i september i Bjerringbro.
     Jeg har lært en del om handicappede og handicapidræt ved at omgås jer på NH. Det har været en af de meget positive oplevelser.
     Til gengæld håber jeg, at jeg har været med til at skabe indhold og puste liv i de gode idrætsfaciliteter, NH var udstyret med ved vor ankomst. Jeg håber, at jeg har været med til at oplive og oplyse. Jeg har lagt mærke til, at skolen har givet mange en god ballast med.
     På et tidspunkt følte jeg trangen til nye udfordringer. Jeg så at NIH skulle begynde. Man søgte lærere. Jeg fortalte Kjær, at jeg agtede at søge et af jobbene. Ved ankomsten til NH følte jeg, som tidligere omtalt, storsindet. Det følte jeg nok en gang. Jeg mødte forståelse for situationen og også hjælpsomhed. Kjær skrev en flot anbefaling og var meget fair i hele forløbet. Alle ønskede mig held og lykke med ansøgningen og senere med jobbet.
     Udover en bunke minder og erhvervet erfaring tog jeg noget andet med mig fra NH. Jeg var ankommet solo, men ved afrejsen var vi tre. Anne Mette var kommet til i 1982, og Morten blev født i sommeren 1985.


Nye udfordringer.
     På NIH underviser jeg i handicapidræt, bordtennis, atletik, orienteringsidræt og samfundsfag. I efteråret har jeg været med til at lede en vildmarkstur til Sverrige, og til februar skal vi til Norge for at stå på ski. Der har jeg også en finger med i spillet.
     Fagene, jeg underviser i, er altså stort set de samme. Hvad kan så grunden være til, at jeg gerne ville flytte? Jeg har aldrig slået rod noget sted og fandt samtidigt at 5 år på NH var passende. Da idræt samtidig har en meget høj prioritering hos mig, var det helt ideelt at komme til en idrætshøjskole. Det at være med fra starten, skærpede min interesse. Og bortset fra Lolland–Falster og Bornholm var Vendsyssel den eneste landsdel, jeg ikke havde boet i, så vi vovede springet.
     Jeg vil slutte af med en sang, der markerer indvielsen af NIH den 17. oktober 1986. Sangen er skænket af personalet til skolen, og Knud Holst har skrevet den. Hvis den ikke kommer i højskolesangbogens 17. udgave, kan I altså se den her — og evt. synge den!


Det øjeblik, vi lever i...
Mel.: Jeg ser de bøgelyse øer...
Det øjeblik, vi lever i, er ikke kun et nu.
Det er et led i kæden — hvor stærkt bestemmer du!
De mange led i sammenhæng forbinder tid med tid,
hvert lille led må vogtes og agtes på med flid.

Det er det store perspektiv i alt, hvad der er til,
vi selv er byggestene i alt, vi kan og vil.
Vi ser det jo i al natur og i alt skaberværk:
Det mindste er det største — mangfoldighed gør stærk.

Vi ser det store univers, hvor vi er kun en prik,
men i os banker Livet sin egen livsrytmik,
i krop og sjæl den samme sag — at mennesket er helt!
I alle verdens egne, skønt verden den er delt.

Som blæsten suser om vort hus i barske efterår,
vil vi la' Livet bruse i alt, hvad vi formår —
Den jyske blæst, vi kender godt, kan feje sindet frit.
De høje Himle stråler — og landet det er dit.

Det land, du lever livet i, på godt og ondt din jord.
Det lyser af en fordring — at handling følger ord.
Det løfter sjæl og legem op af dorskheds lave slum,
et nordisk lys i Norden — et livsens verdensrum.

Det er så let at give op og lade alt stå til.
Men det er ikke livet, og ikke hvad vi vil.
Vi har en styrke i os selv — en kraft at tære på:
Vi tror, at det kan nytte — og livet skal bestå.

Et øjeblik er ingenting — sekundet er kun kort,
men af det fødes tiden — så sløs det ikke bort.
Det splittede skal blive helt og ikke Ragnarok.
Når vi at gi' det mening, så har vi nået nok.

Knud Holst



Tak for alt og på gensyn!
Morten, Anne Mette og Henning.

Henning Wichmann Andersen
Frejasvej 32, 9700 Brønderslev
Tlf. 08 82 54 42

 


 

Claus Estrup

Jeg er ikke
helt ny mere...


     På utallige opfordringer fra Birgit (Birgit Framming, red.) er jeg blevet bedt om at skrive lidt om mig selv i elevskriftet. Selvom jeg var på skolen i sidste skoleår som vikar for Bente Stamp, var jeg ikke rigtig ansat, såån fast altså. Efter sommerferien, mente Kjær ikke at han kunne drive højskolen uden mig, så han tilbød mig en fastere tilknytning her til skolen — såån med kontrakt og såån — (ikke at jeg har set en kontrakt endnu, men han mener det vel endnu).
     Min baggrund går 31 år tilbage, hvor jeg så dagens lys i København, som jeg dog hurtigt forlod for at studere i Århus, som indtil nu har været mit foretrukne tilholdssted med et par afstikkere til Odense, som ellers er en dejlig by, men frygtelig kedelig, og senere et par år i København for derefter igen at opholde mig i Århus. Så at flytte til Bjerringbro var ikke den store omvæltning, når jeg havde prøvet de andre store byer i landet, og jeg synes selv jeg er faldet godt til, det eneste jeg ikke rigtig kan vænne mig til, er at strøget ikke er længere, og at man altid bliver genkendt på værtshusene.
     På min rundrejse til landets større byer og disses universiteter, er det lykkedes mig at få hevet 54 eksamner i land, hvilket har bevirket, at der med posten kom et stort brev engang i 1984, med et stort eksamensbevis hvorpå der stod cand.scient Claus Estrup i Idræt og Historie, så den dag var min morr stolt af mig. Det skulle jeg så ud og søge job på, men blev i efteråret 1984 afbrudt i dette, da jeg blev far til en lille pige som hedder Rikke. Hende der fødte barnet er også hende jeg bor sammen med, og hun hedder Lene og er lærer fra Skive og såån. Ellers har jeg oplevet en masse, men da jeg kun har en side her i elevskriftet, må i få resten til elevstævnet. For øjeblikket kan jeg kun overkomme at undervise i idræt, og synes det er sjovt at være her på højskolen og såån, men den burde ligge tættere på Århus efter min mening.

På gensyn og venlig hilsen og såån
Claus Estrup

 


 

Hvorfor er der en bruser på »smørren«?


     Denne lille historie er hentet fra det virkelige liv og foregår omkring morgenbordet:
     Det er søndag morgen. Der er lige hentet friske rundstykker og en pakke smør. Pludselig siger min datter: »Mor — hvorfor er der en bruser på smørren«?



     Der går lige et stykke tid, inden jeg opfatter, hvad det handler om.
     EN BRUSER på den danske smørpakke?
     EN LUR — naturligvis.
     Line på otte år opfatter billedet konkret — hvor er det dog herligt med det børn siger, hvor kan vi lære meget af det.
     Jeg var lige kommet hjem fra en studierejse i Italien. I en lille by Reggio Emilia midtvejs mellem Milano og Bologna har de bygget institutioner til deres børn, hvor de har ansat kunstnere. Det betyder at institutionerne virker som kæmpestore malesale med vinduer ud mod verden. De underviser de små børn i at tegne og male, så de ad den vej kan forstå det liv, der leves i den by, de bor i. Reggio Emilia er en smuk gammel italiensk by med masser af kulturhistorie, som de ansatte kunstnere bruger aktivt billedmæssigt og skulpturelt sammen med børnene. De siger: »Ikke alle kan blive kunstnere, men ingen skal blive slave«.
     Som formningslærer var jeg naturligvis betaget og fascineret af den måde, de arbejdede på og nok også lidt misundelig over, at de havde denne smukke italienske by at lade sig inspirere af. Sådan ser det jo ikke ud i en dansk stationsby.
     Men Lines bemærkning ved morgenbordet fik mig til at tænke på hvor historieløse, vi er gået hen og er blevet. Vi har vores egen kulturhistoriske baggrund, hvis vi kan få øje på den..?
     »Som med en fanfare der festligt og stolt gjalder os i møde fra en længst forsvunden fortid, begynder Danmarks musikhistorie med de store og skønne blæsehorn, der er os overleverede fra fjerne fortids dage: De olddanske lurer fra bronzealderen. En storladen ouverture, må vi nok sige. Thi med lurerne kan vi føre den nordiske musikhistorie et vidt spand af tid længere tilbage, end man kan gøre det for musikhistorien hos noget andet af Europas nuværende kulturfolk. Vore bronzelurer er specielt nordiske instrumenter, der stammer fra den yngre bronzealder, omtrent et årtusinde før vor tidsregning, en periode som for musikkens vedkommende ellers ligger i det allerdybeste mørke. Hvad der er levnet på vort område fra oldtiden er altsammen mere eller mindre lagt øde af tidens fortærende magter, er kun ruiner, ubrugbare ruiner, når det gælder praktiske mål. Vore bronzelurer derimod er endnu den dag i dag tjenlige som musikalske instrumenter, levende budbringere fra en tid, der ligger så langt tilbage, at tanken herom svimler. Som de med deres mægtige og dog bløde bronzerøst lyder for os, ganske således lød deres durrende toner for vore forfædre i hine bronzealder urfjerne tider, når våbene eller offertjenesten kaldte stammerne sammen til blodigt eller festligt stævne. Tre tusind år tilbage i tiden!«
     Så flot indleder Angul Hammerich sin bog: Dansk Musikhistorie. Jeg bliver helt stolt over at have en nordisk datter med den historie bag sig. Sammen har vi sat os ind i »historien« bag luren: Det viser sig nemlig at formen på lurerne er inspireret af dyrehorn, som man startede med at blæse i, de sidder jo altid parvis og har den buede form. Selve »bruseren« har ingen betydning for lyden, men er sat på, fordi det ser pænt ud og nok også har noget med solen og guddomsmagten at gøre. Line og jeg har set billeder af helleristninger, som jo netop er indridset på klippernes sten i bronzealderen og set små mennesker med underlige hovedprydelser — nemlig luren.
     Mit engagement og min nysgerrighed har også fået tag Line. Måske er det noget af den italienske hemmelighed: De voksne er engageret, og det påvirker børnene. Vi er jo spejle for hinanden. Bevæger jeg mig og ser nysgerrig ud — bevæger spejlet sig også og ser nysgerrigt ud. Men den enkelte skal lytte til sig selv.
     Lines og mit engagement i luren kunne inspirere os til at tegne og lave skulpturer: Men ikke alle ville være så engagerede i lige netop det.
     I de gamle sagn indgår luren — jeg har læst højt om det. Vi har læst om de gamle konger tilfældigvis — fordi der stod lidt om luren i en sådan bog. Vi kom til at læse om den gang Danmark ikke hed Danmark. Landet var endnu ikke samlet i et rige. I Sverige boede en konge, som havde tre sønner. En af dem hed Dan, og han var konge over Sjælland. På den tid var der krig mellem jyderne og tyskerne. Tyskerkongen rykkede frem med en stor hær for at slå jyderne. Så blev jyderne bange og sendte bud efter Dan, kongen over Sjælland. Han var kendt som en tapper hærfører. Med et stort slag slog han den tyske hær. Jyderne var glade og ville have Dan til konge. Han blev ført til Viborg tingsted, hvor han blev udråbt til konge. Da de hørte det på Fyn og i Skåne, ville de også have Dan til konge. Ingen før havde haft så stort et rige. Kong Dans mænd kaldte det nye rige for Dansmark.
     Dan blev udråbt til konge på Viborg tingsted, lige her hvor Line og jeg bor. Fortiden blev nærværende.
     Jeg var så fascineret af de kunstnere i Italien — af deres evne til at få børnene til at fordybe sig i en enkelt ting. Kunne de fordybe sig, fordi de følte, at de beskæftigede sig med noget, som havde med deres egen hverdag og historie at gøre? Jeg tror det.

Vi har set på billeder af...
helleristninger som jo net–
op er indridset på klipper–
nes sten i bronzealderen
og set små mennesker med
underlige hovedprydelser
— nemlig luren. Line's
»helleristninger«.


     Deres hverdag og historie er ikke vores. Vi har selv en hverdag og en spændende historie. Det skal vi lære at lytte til.
     Det har jeg lært i Reggio Emilia. Man lærer altid meget af at rejse. Men vi skal huske at bevare stoltheden som et nordisk folk. I en tid hvor vi lever med stor fare for at blive anonyme — blive et nummer, skal vi arbejde meget på at bevare personligheden. Det giver styrke til andet.
     Her i efteråret 1986 er jeg begyndt som formningslærer på Nørgaards Højskole. Hurra for alle de timer faget har, så har vi nemlig tid til fordybelsen, for først der kan vi finde vores eget personlige billedsprog.

Anne Marie Holm.

 


 

Beretning
— repræsentantskabsmødet
den 6. september 1986.




     Også i denne beretning kommer jeg nok ind på forhold, som jeg tidligere har berørt. Som jeg tidligere har sagt, vil det let gå sådan, når der aflægges beretning hvert halve år.
     Ved forårsrepræsentantskabsmødet redegjorde jeg for det store energiprojekt, som er foretaget her på skolen. Dette var projekteret til 1.7 mill. kr.   Ved afslutning af regnskabet over dette, har det vist sig at blive 150.000 kr. billigere. Sjældent at det går den vej, men ikke desto mere glædeligt. Ved gennemførelse af dette projekt var vi lovet en forrentning eller rettere tilbagebetalingstid på 4—8 år. Ved foreløbige målinger ser det ud til at holde stik. Det kan vi kun være tilfredse med, og trods den store investering er jeg nu ikke nervøs for andet, end at det vil vise sig at være en god investering.
     Det uheldige med svømmesalstaget, som jeg også redegjorde for i foråret, kører nu derudad. I har nok lagt mærke til, da I kom her, at der nu snart er tag på igen. Dette kommer til at koste omkring 600.000 kr. En udgift der kom bag på os. Erstatningsspørgsmålet er ikke afklaret endnu. Der har været foretaget syns og skøns forretning. Selv om der ikke ligger noget konkret, så er det min opfattelse, at vi ihvertfald får noget, hvor meget tør jeg ikke sige. Udover at eleverne ikke kunne bruge salen den sidste del af forårssemestret, så er højskolen også gået glip af en lejeindtægt fra Bjerringbro Svømmeklub her i sommer, så uanset en eller anden erstatning bliver det en økonomisk bet for skolen.
     En ulykke kommer sjældent alene. Den næste er omkring bygning af lærerboliger. Vi er bevilget rentesikringslån til to lærerboliger. Bestyrelsen har besluttet at gå i gang med disse. Licitation er foretaget, og vi var klar til at gå i gang her midt i august måned, men det viser sig så, at grunden ikke er stabil. Der foretages i disse dage målinger og undersøgelser på, hvor meget der skal foretages for at bundsikre disse. Som det står i øjeblikket, er der nævnt både 20– og 70 tusinde kroner ekstra pr. hus. Altså en væsentlig ekstra udgift. Kan det gøres for 20.000 kroner, så mener jeg nok, vi kan sluge den, men ender det derimod med de 70.000 kr., må hele projektet op til ny drøftelse.
     Det er vist det meste, jeg har at sige denne gang om selve skolen. Men der vil nok fremover hele tiden være småproblemer, vi kan vel ikke forvente andet. Det er jo ved at være en stor butik. 1986 vurderingen siger 33 mill. kroner.
     Jeg vil nu bevæge mig ind på hele højskolens situation i dagens Danmark. Den må vel siges i øjeblikket at være noget pessimistisk, selvom jeg er ked af at bruge dette ord. Højskolen har tidligere været inde i en krise, og min pessimisme er heller ikke større, end at jeg tror på, at det bliver inn at være på højskole. Historien siger så meget godt om hele højskoleidéen, både i åndelig og kulturel henseende, og har betydet så meget i dansk åndsliv, at den efter min mening ikke uden videre kastes over bord. Jeg må sige heldigvis.
     Når højskolerne i øjeblikket befinder sig i sådan en krise, skyldes det nok forskellige ting. Det er i dag et helt andet klientel, der besøger højskolen end tidligere. Tidligere var det overvejende landboungdommen, der kom på højskolerne. Da der nu kun er en brøkdel af landboungdom end tidligere, siger det sig selv, at det er andre, der kommer på højskolerne. Men det siger samtidig, at det er en langt mere forskelligartet elevflok. Dette i sig selv gør det ikke lettere for skolerne, hverken undervisningsmæssig! eller på anden måde. Derfor må skolerne omstille sig og hele tiden følge tidens krav. Dette kræver blandt andet videre uddannelse af lærere. Et spørgsmål vi fra bestyrelsens side her på skolen er meget positive overfor.
     Elevtallet på skolerne er faldende i øjeblikket. Også på denne skole er der i øjeblikket for første gang ikke fuldt hus. Dette kommer Kjær ind på i sin orientering. Hvorfor falder elevtallet? Ja det er der nok flere forklaringer på. For det første er beskæftigelsen jo bedre end i mange år. For det andet gives der jo et hav af tilbud på kurser og skoler af forskellig art. For det tredie er det i dag temmelig dyrt med et højskoleophold. Hvad kan der så gøres ved dette, det er svært at svare på. Først og fremmest tænker man vel på en højere elevstøtte. Dette kan måske blive svært i øjeblikket i vort lille økonomiske betrængte Danmark. Som jeg før var inde på med højskolens betydning i åndelig og kulturel henseende, burde man nok gøre det. Det kunne måske på længere sigt give en bedre bonus, end som det sker, nemlig at satse så hårdt på faguddannelser. Her havde jeg nær sagt politisk prægede, selvom jeg er ked af at bruge ordet politik her i en højskolekreds. Jeg ser helst, at dette holdes udenfor.
     Det faldende elevtal giver store økonomiske problemer for mange skoler. Der oprettes stadig nye skoler, mens andre må bukke under, og det synes man nok på en måde er spild af ressourcer, med mindre de der må holde op kan anvendes til noget fornuftigt. Det kan nok i nogle tilfælde være vanskeligt. En del skoler ligger jo i forholdsvis små bysamfund. Vi har i øjeblikket 105 eller 106 højskoler. Det er det største tal nogensinde, det lå i mange — mange år på omkring 70. Jeg vil her citere Bertel Haarder for en udtalelse fra hans tale ved Foreningen af Folkehøjskolers generalforsamling i sidste weekend, hvor han sagde, — »jeg vil ikke være den minister, der siger stop for oprettelse af højskoler. Jeg vil heller ikke være den minister, der udsteder nogen garanti for deres økonomiske eksistens«.
     På denne generalforsamling diskuteredes naturligvis mange spørgsmål. Bl. a. optager Tvind en stor del af tiden. Jeg skal ikke komme ind på deres forhold her i beretningen. Et andet spørgsmål som jeg godt vil knytte en kommentar til, drejer sig om Europahøjskolen, hvor måske nogen af jer har læst om, at der har været nogle uregelmæssigheder omkring grundlaget for hjemtagelse af statsstøtte, hvilket iøvrigt har resulteret i, at skolen efter revisionens gennemgang af forholdene, har måttet tilbagebetale penge, så skolen har måttet erklære sig konkurs. Om dette var der en lang diskussion, om hvorvidt Foreningen af Folkehøjskoler skulle udtale sig eller blande sig i noget sådant. Her må jeg erklære mig helt enig, at hvis der foregår noget forkert, så må det naturligvis frem. Vi kan ikke have, at noget sådant sker. Det kan blive til skade for helheden.
     Vi har jo lovgrundlag, der først og fremmest drejer sig om elevstøtten, sammen med landbrugs–, husholdnings– og efterskoler. Personlig er jeg tilhænger af, at dette bevares. Måske ikke absolut for højskolens vedkommende, men mest for de andre, som jeg også synes at have en del tilovers for. Men om dette er der stor uenighed i Foreningen af Folkehøjskoler. Modstanderne holder på, at skal det bevares, må der en differentieret elevstøtte til. Her må man jo mene, at højskoleeleverne er dårligere stillet, end eleverne i de andre skoler. Det kan måske ikke helt bortforklares, men stadigvæk synes jeg ikke om det. Der har været en lille røst fremme om, at landbrugsskoleophold skulle være gratis. Det tror jeg næppe på, at det bliver, selvom jeg naturligvis kunne ønske det. Mange andre unge får jo gratis uddannelse, — også det vi kalder høje uddannelser. Nå, det er nok ikke disse, vi skal drøfte i dette forum.
     Selvom vi er i krise, og at jeg har givet udtryk for en vis pessimisme, skal vi ikke tabe humøret over det. Vi skal videre, og det skal også nok gå. Vi har et ernergisk personale, og på et fællesmøde med lærerne og bestyrelsen, skal vi inden længe drøfte eventuelle nye tilbud. Jeg er ikke i tvivl om, at der nok skal komme forslag frem, som vi på en god og positiv måde kan få ud, også i skolen her. Det er måske elever i en anden aldersklasse, der kan blive tale om. Måske folk i en lidt mere moden alder, der har stået i det pulserende erhvervsliv nogle år. Jeg tror, det ville være menneskeligt med et lille afbræk her, som f. eks. et halvt år på en højskole. Måske så stort et gode for virksomhederne, at de kunne yde en mindre støtte, eller ihvertfald lade arbejdspladsen stå åben. Ja, der kan blive tale om mange ting. Vi har også været inde på tanken om kurser specielt for foreningsledere — ikke mindst ungdomsledere. Det er her, de skal skabes.
     I eftermiddag skal vi jo også høre et, tror jeg, interessant foredrag, som sikkert også kan give inspiration til nytænkning.
     TiLsidst kan jeg lige nævne, at der på Foreningen af Folkehøjskoler var forslag fremme om at ændre vedtægterne for Højskolernes Sekretariat. Dette forslag var imidlertid så løst fremlagt, at det blev udsat et år.
     Jeg vil slutte med en tak til alle her på højskolen for en god indsats. Jeg vil rette den først og fremmest til forstanderparret, men samtidig bede dem videregive den til det øvrige personale, og det gælder både lærere og andre fastansatte medarbejdere her på højskolen.
     Også en tak til bestyrelsen for en aktiv indsats og tak for samarbejdet.


Beretning — repræsentantskabsmødet
den 06. 09. 1986.
Nørgaards Højskole, Bjerringbro.

Vagn Vestergaard
formand.

 


 

Foredrag ved Henning Friis
den 6. sept. 1986.


Hvilke udfordringer står
højskolen overfor i fremtiden i lys af
de menneskelige problemer?

     Jeg har lagt nogle af mine tanker frem i en bog, der hedder »Den uvisse fremtid«, hvor jeg siger, at det fremtidsbillede, der er givet, ikke tyder på, at trivselsproblemerne i Danmark bliver mindre, idet politiske beslutninger næppe vil have megen virkning på fremmedgørelsen, selvoptagetheden og rodløsheden, som i væsentlig grad ligger i vort samfunds individualistiske og materialistiske karakter.
     På vej herhen læste jeg et lille stykke af Hans Henningsen fra Askov, og jeg fornemmede lige som han, at tiden er inde for de almene højskoler til at samle sig om deres væsentligste opgave, som springer ud af højskolens grundvigianske grundlag, men i nutidens lys: Oplysning om livet, samfundet, historien, nutiden og fremtiden.
     Vi er på den ene side meget arbejdsorienterede. Det er slet ikke, som nogen har sagt, at gradvis er interessen for arbejdet forsvundet. Tvært imod arbejdes der. Ikke blot er der høj beskæftigelse, men også kvinders indgang i arbejdsmarkedet gør, at der anvendes meget mere arbejdstid, end der gjorde for 20 år siden. Det er fritidssamfundet, man taler om. Det eksisterer ikke, ikke mere end det altid har gjort, og der er ikke nogen grund til, at vi henne om hjørnet, kan se noget, der hedder fritidssamfundet. Men vi må dog også passivt se til, at flere og flere udstødes af arbejdsmarkedet til evig ubeskæftigelse. Deri ligger et mærkeligt paradoks. Vi må regne med, at de økonomiske og tekniske ændringer, som vil finde sted, — varsomt — ikke så brat som folk tror, i de næste 15—20 år vil gøre det yderligere vanskeligt at hænge på, alt på grund af de uddannelsesmæssige og menneskelige krav, som et stærkt teknologiseret samfund nødvendigvis medfører. Det andet paradoks er, at vi næsten alle er familieorienterede. Vi vil helst leve sammen med et andet menneske i et ægteskab eller i noget, der ligner det. Men samtidig er familielivet fuldt af spændinger, fordi vi venter for meget og giver for lidt. Det slår sig ud i skilsmisser og adskillelser, som først og fremmest går ud over børnene og vel også ud over os selv. Et tredje paradoks er, at flertallet i den danske befolkning udtrykker tilfredshed med deres materielle forhold og meget andet; men det erkender ikke, hvor lykkeligt et land vi på mange måder har, når man sammenligner med de fleste andre lande. Når man spørger folk, viser det sig, at de går ind for større social lighed, men der er ikke mange, der vil give af deres mere eller mindre omfattende velvære og velstand.
     Næsten alle ønsker et vækstsamfund. Den antivækstholdning, som vi fandt i 60'erne og i nogen grad i 70'erne, findes dog stadig væk hos nogen, og det er muligt, at den kommer igen, men de fleste ønsker økonomisk vækst, og de ønsker først og fremmest at få større forbrugsmuligheder, og deres iver efter at spare kan ligge på et meget lille sted. Dette skaber store økonomiske problemer, som vi kommer til at kæmpe med i mange år fremover, men det medfører også menneskelige og samfundsmæssige omkostninger: Miljøforringelse, arbejdspres og en stadig tilpasning til nye situationer, herunder ny teknologi. Det er et svært samfund at leve i. Det kan give sig udslag i flugtmekanismer som øget alkoholforbrug, øget medicinforbrug, flere indlæggelser og behandlinger af sindslidelser og i stigende selvmordsforsøg.
     I de sidste 20—25 år er variationsbredden i leveform, i livsstil og i holdninger i det danske samfund blevet større. På den ene side er der de, der koncentrerer deres tilværelse om individuel succes og karriere og på den anden side de, der er fællesskabsorienterede. Noget tyder på, at kvinder er mere fællesskabsorienterede end mænd. Det gælder i miljøbevægelserne, det gælder i forholdet til u–landene, og det gælder naturligvis ikke mindst i forholdet til familie og nærsamfund. Jeg er bange for, at det er den stærkt individorienterede holdning, der vil vinde frem, fordi vi kommer ind i hårde problemer af teknologisk/økonomisk karakter, selv om en stærkere fællesskabsorienteret holdning i virkeligheden er lettere, når man har det nogenlunde godt.
     Græsrodsbevægelserne fra 60'erne og 70'erne har haft en forbavsende stor gennemslagskraft. Alle politiske partier har skrinlagt idéerne om selv at producere atomkraft, og miljøbevægelsen har en stor folkelig opbakning, vel at mærke, hvis dens virke ikke lige akkurat rammer den fabrik, hvor man selv er ansat. Spørgsmålet er, om den i 60'erne og 70'erne blomstrende interesse for samfundsspørgsmål i helhed vil fortsætte, og jeg tror, den vil gøre det, båret først og fremmest af kvinderne. De er jo blevet politisk og fagligt langt mere vakte. Stort set må man sige, at den danske befolkning er politisk rimeligt godt orienteret, men den er ikke politisk engageret, sådan som man kendte det for 100 år siden.
     På statskundskabsfakultetet i Århus er man kommet til det resultat, at 20—30% af befolkningen har en stærk følelse af politisk afmagt, og at store dele af befolkningen er i vildrede med hensyn til Danmarks fremtid.
     Af Egmontfonden har jeg, sammen med en del kvalificerede medarbejdere, fået til opgave at sige noget om Danmarks fremtid for de næste 20 år at skønne over udviklingen på en lang række områder: Økonomi, arbejdsmarked, familie, børn og unge, politik og hvorledes den menneskelige holdning vil blive over for problemerne. Meningen var, at materialet skulle gives til den danske befolkning, til politikere både lokalt og centralt og til undervisere. Man skulle så kunne kritisere det og gå videre med det og drøfte, hvilke udviklingslinjer man vil satse på. Den slags forskning har først og fremmest sin betydning, når den kan anvendes til at ændre det bestående. Hvis man kender noget til de automatiske udviklinger, har man mulighed for, hvis man er mange om det, at sige: Dette her, vil vi altså ikke have, breder sig. Her kommer ordet vækkelse ind, for det var jo det, der lå i mit citat: Politiske beslutninger vil næppe have meget virkning på selvoptagetheden, fremmedførelsen og rodløsheden, som i væsentlig grad ligger i vort samfunds individualistiske og materialistiske karakter. Er der her noget, vi kan gøre? Kan vi ændre samfundet? Kan vi ændre holdningerne? Heri ligger ikke nogen politisk holdning.
     De politiske partier tager ikke stilling til problemer, der ligger for langt ude i fremtiden. I regelen ser de kun nogle få år frem. Ikke mange af de ytringer, der kommer fra politikere, har et væsentligt længere perspektiv, og man kan ikke regne med, at det er i de politiske partier, vækkelsen kan springe ud. Jeg tror, at politikerne savner at kunne lægge op til en øjeblikkelig politisk debat, men de har hverken tid eller kræfter dertil. I folkeoplysningen derimod, er der et væld af muligheder, ikke blot kurvefletning eller gymnastik eller helt andre legitime og glædelige fritidssysler, men også samfundsspørgsmål, selv om det er relativt få samfundsorienterede input, folkeoplysningen bidrager med. Nu er et af højskolens mange formål jo også folkeoplysning. Den har rammerne til det. Den har ret til at være vækkende, den har ret til at sige: Her er problemer, I skal tage stilling til som samfundsborgere, men også som mennesker, og jeg mener, at en del af de perspektiver, jeg kort har ridset op, er emner og temaer i højskolen og især i den almene højskole, og det er en almen højskole, vi er på her.
     De fleste emner, som er nævnt her, indgår i flere fag, ikke bare i samfundsorientering, også i psykologi, i litteratur, i kunst og i kurser om miljø og sundhed. Højskolen har mulighed for at bidrage til ændringer i den personlige livsstil og i holdninger. Jeg ved godt, hvor farligt det er. Dog er det meget missionerende indhold trængt i baggrunden til fordel for samtalen, men man ser ikke samtalen som alternativ på den måde, at man står og skriger ind i hovedet på hinanden og ikke som en konfrontation mellem absolutte holdninger, for så bliver der ingen samtale.
     De små gradvise ændringer i vore levevilkår, som opstår af den daglige folketings– eller kommunalpolitik er snæver i forhold til de voldsomme tekniske, økonomiske og økologiske ændringer, vor klode er blevet udsat for i efterkrigstiden, og som vi fremover må regne med. Som Hal Koch siger: Hvis vi almindelige mennesker selv vil være med til at forme vilkårene for livet, så er det disse større problemer, som samtidig både er fjernere og mere livsnære, vi skal konfronteres med og tage stilling til, og det mener jeg er et godt højskolegrundlag.
     Højskolen har store opgaver i vor forvirrede og forvirrende tid, og jeg synes, at den atter skal gøres til centrum for oplysning og debat på de mere individuelt menneskelige og på samfundslivets områder.

 


 

Benny Kastrup Hansen.



Samarbejde med
Radio Viborg.


     På højskolen har vi fået etableret en medielinie, som i foråret '86 har arbejdet en del med de aktuelle mediepolitiske overvejelser, men især har arbejdet været koncentreret med produktion af radioudsendelser til forenings radioen i Radio Viborg. Der er blevet produceret udsendelser og indslag om højskolen, højskolehverdagen, børnepolitik i Bjerringbro Kommune, beredskabsplan i kommunen, lokale medieplaner, flygtningeinitiativer lokalt m. m.. Disse mange indslag har resulteret i samfundsmæssige overvejelser, journalistiske — og tekniske overvejelser samt en masse arbejde på forskellige tider af døgnet. Til tider har der været et tidspres for at få udsendelsen færdig: arbejdssamværet, ihærdigheden og engagementet har været stort. Udsendelserne som har haft en længde på 30 min. er bygget sammen af nogle få indslag kædet sammen med musik. Optagelserne har fundet sted på højskolen eller location, redigeret på højskolen, hvorefter en lille gruppe hver 14. dag er taget med toget til Viborg for at færdiggøre resten i studiet. En gruppe elever fik på denne måde prøvet lokalradiobetingelserne, andre elever lyttede til deres færdige arbejde og endnu flere udenfor højskolen fik hørt om temaerne, men også Nørgårds Højskole fik PR. Jeg tror, at en del fra medieholdet blev så interesseret, at de vil kontakte en af deres lokalradioer for at få lov til at arbejde videre.
     Under hele dette undervisningsforløb blev der på højskolen afholdt en række møder om lokalradio, hvor elever også var med. Konklussionen var:
     »Der var enighed om at en lokalradio kan være med til at formidle megen lokal stof, herunder emner fra engagerede personer ligesom kulturelle og politiske stofområder. Men der blev også peget på, at det tager tid, mange fælles anstrengelser og en del økonomi at få etableret et sådant kommunikationsapparet. Flere muligheder eller modeller for lokal radiovirksomhed er muligt. Men mange pegede på et fremtidigt samarbejde med Radio Viborg, hvor der stilles sendetid af den egentlige sendeflade til rådighed for Bjerringbro–området«.
     Vi er nu nået så vidt, at der er nedsat et fælleskommunalt radionævn for 9 kommuner rundt omkring Viborg, hvor jeg er blevet indvalgt af foreninger fra Bjerringbro kommune.
     Den nye nærradio fra december 1985 opererer med et lokalt radionævn som skal administrere betingelserne for de lokale radioinitiativer. Nævnet er sammensat af kommunale politikere og personer valgt af det lokale foreningsliv. Dette nævn må absolut ikke sammenlignes med radiorådet og har helt andre beføjelser:
     Nævnet har mulighed for at stille betingelser til programvirksomheden, men det kan ikke gå ind i en vurdering af de enkelte programmers indhold. Det vil være muligt for nævnet af fastsætte vilkår for tilladelsen, fx. at bestemte områder indenfor programplanerne bliver ført ud i livet. Derfor er der ikke lagt op til de store kulturpolitiske diskussioner, men rettere en start hvor initiativ og engagement kan råde.
     I den forbindelse er det vigtigt at fremdrage følgende citat fra den betænkning som ligger til grund for den ordning som træder i kraft fra den 1. oktober 1986:
     »Hensigten er at udvide borgernes muligheder for at formidle og modtage oplysninger, underholdning med videre inden for det lokale område, som udgangspunkt i den pågældende kommune«.
     Den fælleskommunale ordning for de 9 kommuner omkring Viborg giver i den kommende 2½ års periode nogle muligheder for i fællesskab at lægge et grundlag, specielt når man tager i betragtning, at der er kommuner, som har behov for langsomt at blive støttet i denne udviklingsfase. Det kan denne ordning være med til at gøre.



     Det private og frie initiativ må adstedkomme, at den lokale radio kan blive fagligt og sagligt oplysende, aktuel og provokerende, så den enkelte borger går aktivt ind i meningsdannelsen. Den folkelige debat kan styrkes både ved at være lytter og aktiv bruger: en vekselvirkning er nødvendig for det almene, brede sigte, men også for at mange kan få indblik i de tekniske kommunikationsformer. Skal radioen have dette sigte, må det indebære, at udgangspunktet bliver alment og folkeoplysende.
     I det igangværende arbejde i det fælleskommunale radionævn drejer meget af diskussionen sig om, hvordan Radio Viborgs arbejdsbetingelser kan blive. Det er ikke uden grund, at udgangspunktet er sådan. Radio Viborg har formået og forstået at opbygge en organisation, en programflade og en aktivitet, så mange mennesker i forskellige aldre er blevet bundet til nærfrekvensen — 103,8 er indkodet på mange radioer i øst–, midt– og Vestjylland.
     For at den lokale mediepolitik skal bygge på ytringsfrihed og sikre reelle ytringsmuligheder for borgeren og foreningslivet, må der være et lokalt engagement. Mediepolitikken må tilsigte, at gøre de reelle ytringsmuligheder så store som muligt, blandt andet ved opbygning af kommunale medieværksteder, hvor skoler, foreninger og enkeltpersoner kan producere udsendelser.
     I et lokalområde kan det være hensigtsmæssigt med et samarbejde på tværs af eksisterende skel for at få etableret en nærradio. Et medieværksted kan være målet og tilholdsstedet, hvor forskellige grupper kan samles og indgå i et samarbejde. Et medieværksted kan være et åbent båndværksted, hvor interesserede kan mødes, få kyndig vejledning, få og stillet tekniske ressourcer til rådighed, så der kommer lokale udsendelser ud af det. Det kan derfor være et kommunalt støttet projekt med et sådant medieværksted og kan være et spændende og udfordrende samarbejde mellem folkeskole, gymnasium, højskole, bibliotek, oplysningsforbund, erhvervsskole, idrætsforeninger, menighedsråd... ja et samarbejde mellem interesserede som vil lægge et stykke arbejde i et sådant projekt. Det må blive et frivilligt stykke arbejde, der kan udbygges via undervisning om medievirksomhed i folkeskole, gymnasium og oplysningsforbund, eventult indarbejdes i eksisterende lokale læseplaner. På det område er mediet nærradio et middel der kan lægge op til tværfagligt samarbejde og være med til at ændre eksisterende fagopfattelser.
     På Nørgaards Højskole har vi erfaringer som vi selvfølgelig vil være villige til at stille til rådighed for lokale, som vil arbejde for denne sag. Vi har ikke arbejdsmæssige ressourcer til primært at etablere en nærradio, da det daglige højskolearbejde er vores vigtigste funktion, men vi vil være med til at støtte og hjælpe i denne proces. Det er også derfor vi gennem lokale annoncer og en speciel nærradiofolder har prøvet at få en interesse og debat om denne sag.

Benny Kastrup Hansen.

 


 

Tove Jensen.



»For at finde
sandheden«.


(Om starten på en omvæltning,
der er lige så stor som at komme
på højskole)

     »Den fromme David« mener, det er derfor, mange unge fra hele verden kommer til Israel og får gratis kost, logi og lommepenge mod den lille detalje at stille deres arbejdskraft til rådighed. For mit vedkommende 6 dage om ugen á 7 timer.
     For 4 dage siden steg en lille flok danskere ud af flyet fra Kastrup i Ben Gurion lufthavnen i Tel Aviv. Varmen slog imod os, og det første kulturchock mødte os allerede uden for lufthavnen, hvor mange hundrede arabere stod på nakken af hinanden, bag gitter, for at få et glimt af de »rige« europæere. Det er en rolle, man vist aldrig slipper for her nede, så længe man har blå øjne og minimum 3 lyse hår.
     En lille times tid senere kommer vi ad en bred, moderne landevej op til Jerusalem. Vi får et par dage til at afklimatisere os og snuse til en helt ny verden, før vores guide Lorange afleverer os, 4 danske piger på St. Vincent hospitalet for handicappede børn; det, der skal være vores hjem og arbejdsplads de næste 4—6 måneder.
     Fra Jerusalem kører man mod vest og når efter ca. 20 minutter til En Kerem dalen, hvor der gemmer sig en lille landsby. Det første, der slår mig, er stilheden i forhold til det pulserende liv i Jerusalem. Husene er alle lavet af den samme gyldne sten, der gør byerne hernede så smukke, selv om de flyder med skrald. Bussen stopper en kilometer før hospitalet foran en stejl, snoet vej, som vi med stille stønnen bestiger med vores oppakning. Fra indkørslen ligner hospitalet det katolske nonnekloster, det har været engang. Jomfru Marie er stateligt anbragt midt på gårdspladsen, — det er først lidt senere på dagen, jeg mellem palmerne og slyngplanterne opdager pigtråden. »Folk hernede er bange« siger David med de næsten enfoldige øjne. »Egentlig ikke for noget bestemt — bare bange«.
     Så dukker den første nonne op, og på meget »vite« fransk får vi en meget ceremoniel velkomst: Vi stiller op på rad og række, og efter tur går vi frem og modtager et knus og derefter et »dronningekys« på hver kind — dette gentager sig et par gange, hvor efter vores guide forlader os.
     Det var nu også godt det samme. Han havde sat os i en slem knibe ved at »glemme« at fortælle os, at nonnerne forventede mindst 6 måneders tjeneste, så de fromme smil blev ret hurtigt afløst af en strøm af bebrejdelser, da der ikke var nogen af os, der ville binde os for mere end 4 måneder, specielt ikke, da vi for første gang blev sat ind i St. Vincents reglementer.
     St. Vincent er en blanding af et hospital og et behandlingshjem for 86 psykisk og fysisk meget handicappede børn. Børnene bor her, men er så dårlige, at stedet har en stor stab af læger, sygeplejersker, nonner, fysioterapeuter og en bunke voluntører fra mange forskellige lande, der nærmest arbejder som sygehjælpere, men som faktisk har et større ansvar end de har i Danmark, da de også er ansvarlige for, at børnene får deres medicen, og man nøjes ikke med Codymagnyl her på stedet: sovemedicin, nervemedicin og beroligende midler. Det er barskt at passe småbørn, der jævnligt er sløvet og bedøvet.
     Efter Søster Barness officielle velkomst på »Peter Sellers« engelsk, satte »blækspruttekvinden« Barbera os lidt ind i reglementet. Meningen med en nonnes liv må være et langt liv i forsagelse, fromhed, uskyldighed og tilknappet moral, og det er nok på den baggrund, man skal se det naturlige i, at man ikke må vise sig i korte ærmer og shorts på hospitalets grund, selv ikke i 30—35 graders varme. Det resulterer i, at vi smider kludene lige uden for porten. De mandlige voluntører må ikke vise sig på pigernes værelser og omvendt. Straf: Man bliver venligt sat på porten. Derudover må vi heller ike spise af frugterne i haven, selv om der er meget mere end hospitalet selv kan bruge, og da alle alligevel gør det, sprøjter Søster Josefine dem med gift, så vi i det mindste kan få os en grundig mavepine, hvis vi ikke skyller dem.
     Først og fremmest drejer det sig om et job, hvor vi passer døve/blinde, epileptikere, muskelsvindbørn, destruktive børn, der bliver ved med at slå sig selv, til de ikke mere kan mærke noget, en niårig pige, der har størrelse som en treårig, da hun ikke kan holde føde i sig, børn, der ikke kan eller vil spise, og som vi derfor må tvangsfodre ved at holde deres hoved bagover, spænde armene og klemme næsen sammen, så de er tvunget til at synke.
     Alt dette er jeg endnu ikke kommet mig helt over, mens jeg sidder her på femte dag og kun har lært at sige pépe og caca (tis og hmhm) på hebraisk. Jeg har regnet ud, at jeg i løbet af de 4 måneder vil skifte mindst 4.000 (firetusind) bleer. Men det kan da godt være, at »den hellige David«, som nu er her på 2. år, alligevel har lidt ret, måske finder jeg nogle små sandheder her nede, som for eksempel den, at børn, uanset hvor forkrøblede og handicappede de er, kan grine med hele kroppen, være utroligt durkdrevne og faktisk slet ikke er til at stå for.

Tove Jensen

 


 

Brian Lenty.



Brev fra USA.


     Lige nu befinder jeg mig i USA, jeg oplever utrolig meget og har en spændende hverdag.
     Jeg hørte jo Jørgen Nørgaards foredrag om Camp America. Jeg søgte og var heldig at blive optaget. Før jeg tog afsted, havde jeg store forventninger, men dette her overgår dem alle.
     Jeg er i en camp (lejr) i Pensylvania. Den ligger oppe i bjergene omgivet af skov og lige op ad en sø. Der er cirka 200 børn og 50—60 instruktører. Jeg er medhjælper eller underviser i følgende fag: Svømning, fodbold, drama minigolf, kano– og bådsejlads, fiskeri, basketball, volleyball, baseball, formning, natur og en masse andre aktiviteter. Der er kun 6 instruktører, som ikke er fra USA. Jeg har en masse spændende og sjove oplevelser. For eksempel spørger børnene, om vi har fjernsyn i Danmark, og de beder mig om, jeg vil tale dansk for dem.
     Jeg er blevet utrolig godt modtaget af både instruktører og børn. Jeg elsker at arbejde med børn, og hvis man ikke holder af børn, bliver det hurtigt som et helvede. Vi er sammen med dem både dag og nat og har kun lidt fritid. Sommetider kan det være ret hårdt. Børnene er jo ikke små engle, så somme tider råber man sig selv hæs.
     Jeg oplevede New York den fjerde juli '86. Det var USAs 210 års fødselsdag og samtidig Frihedsgudindens 100 års fødselsdag. New York med sine 7 millioner indbyggere + de 8 mill. besøgende festede: Et stort show. Jeg så blandt andet verdens hidtil største fyrværkeri med Frihedsgudinden som centrum og var på det største discotek i New York og i Central Park.
     Alt dette var ikke sket for mig, hvis jeg ikke havde været på højskole. Den har i det hele taget givet mig mange gode oplevelser og mange gode venner.
     Højskoleopholdet har betydet meget for mig, mere end jeg havde regnet med. Nu, når jeg tænker tilbage på det, mindes jeg en masse gode, sjove eller lærerige episoder. Jeg føler, jeg har fået noget med derfra. Jeg vil altid mindes højskoleopholdet som en dejlig tid.

Brian Lenty.

 


 

Birthe Hansen.



Hello Everybody.


Oktober 1986.

     Nu en frisk lille hilsen fra en glad gammel højskoleelev.
     Med glæde vil jeg nu fortælle lidt om mit liv før og efter højskoleopholdet.
     Ungdommen: En tid, som kan være kritisk med hensyn til fremtidsplaner, men en tid, hvor man helst skal være aktiv, interesseret i alt, og hvor ens livlige fantasier og tanker også gerne skulle følge med.
     Efter de 10 år i folkeskolen, tog jeg l år på EFG handel og kontor og derefter begyndte jeg på en 2–årig HH–uddannelse, som jeg desværre eller heldigvis forlod efter det første år. Jeg har altid været glad for at tage i skole hver dag og hjem igen, selvom en del lektier skulle laves, men HH–uddannelsen var simpelthen for svær for mig.
     Ja, hvad skulle jeg så? Jeg har altid interesseret mig for mennesker, så jeg tog ud på forskellige plejehjem for at høre, om de kunne bruge en ikke uddannet sygehjælper, da jeg i forvejen havde lidt erfaring ved at have passet en ældre dame i nogle weekender og ferier. Men nej: Det var alt for svært at få, når man ikke var sikker på sig selv.
     Jeg tænkte på, at det ville være en god idé at tage på højskole et stykke tid, da man dér ville møde mange forskellige mennesker.
     Mens jeg var på højskolen var en af mine bedste veninder også interesseret, så vi planlagde at tage ud et år sammen. Det blev så, hvor vi nu er, et privat sygehus i Oxford i England, hvor vi arbejder som sygehjælpere (kaldet »Auxilliary nurse«). Vi måtte skrive mange ansøgninger og sende mange papirer fra forskellige skoler, før vi fik dette job, takket være højskolen, som i sidste ende måtte sende en anbefaling til sygehuset.
     Min veninde og jeg er vældig glade for arbejdet og arbejder 4 dage om ugen med 8½ time om dagen og 4 dage med 5½ time, så har vi 2½ fridag. Arbejdstiderne er svingende, fulde dage fra kl. 745 — 1315 eller 1530 — 2100.
     Vi har pinkfarvede dragter og hat på. Oversygeplejerskerne bærer mørkeblåt, de andre sygeplejersker lyseblåt, hvis de har læst i 3 år, og grønt hvis de har læst i 2 år.
     På den gang, hvor jeg arbejder, er der plads til 9 patienter, og det er dejligt, da vi har mere tid til at snakke med dem, end de har på andre gange, hvor der er plads til 18 patienter. Til gengæld har vi så patienter, som bare kommer ind for en dag og får ordnet noget, og der kan godt være en del endagspatienter i løbet af en dag.
     De første måneder arbejdede jeg på en af de andre gange, og vi havde nogle gange meget travlt, men det var dejligt, når jeg først var kommet ind i det og enormt sjovt, når man fik lov til at køre patienter ned i operationsstuen og være med nogle af lægerne inde hos patienterne. Det kan godt være lidt svært at forstå, hvad de fejler, når vi sidder og har rapport, men når der er tid, spørger jeg, og de er enormt gode og flinke til at forklare.
     Min veninde og jeg har hver et lille værelse i en bygning, som hører til hospitalet og bor sammen med 2 engelske piger, et lille køkken, badeværelse og TV–stue. Det er rart, vi er flere, så kan vi nogle gange foretage os noget sammen, når vi har fri, da min veninde og jeg ikke har fri sammen altid.
     Hvad jeg vil efter dette år er ikke planlagt, men det er enormt interessant, og jeg kan kun anbefale stedet varmt. Man kommer i kontakt med så mange forskellige folk, også fra andre lande, og får udvidet sine sprogkundskaber og viden og har mulighed for at få talt andre sprog tilligemed.
     Så rejs et år ud, hvis det er muligt.
     En rigtig glædelig jul og godt nytår til alle højskoleelever, og specielt til mine lærere og de elever, jeg var sammen med.

Mange hilsener og tanker fra
Birthe Hansen
(elev efteråret 1985)


 


 


Rejse i Østen.


     Som nogle af jer ved, ville Inge og jeg gerne lidt ud og se os om i den store verden, og det resulterede i, at vi nytårsmorgen landede i Delhi. Gennem bøger, aviser og TV havde vi prøvet at forberede os på, hvad vi skulle ned til; men det var alligevel lidt af et chok for os at blive konfronteret med en så fattig verdensdel.
     De første par uger rejste vi meget omkring i Delhi, Agra, Bombay, Baroda, Ahmedabad, men vi faldt ikke rigtig til nogen steder, da alt var så nyt og fremmed for os. Midt i januar kom vi til Jaipur, og der boede vi et virkelig dejligt sted, hvor vi mødte mange søde mennesker. Vi fik en meget god ven, Praveen, der er juvelerer, og vi var med ham ude på nogle små værksteder for at se, hvordan smykkerne blev lavet. Slibemaskinerne var meget primitive, og den halve time vi prøvede dem, gik de i stykker flere gange. Arbejderne tjener ca. 15 rs (12 danske kroner) daglig for 9—10 timers arbejde, og det var de tilsyneladende meget tilfredse med!
     Vi var rundt for at se mange af de turistattraktioner man nu skal se, City Palace, Central Museum, et par forter samt et utal af templer. Den gamle del af byen er bygget aflyserøde sandsten, og det ser meget flot ud. Det var meget fascinerende at gå rundt i gaderne og se køer, heste, kameler, geder, hunde, busser, biler, rickshaws og mennesker myldre rundt imellem hinanden. Midt på gaden sad tandlægen med gebisserne liggende på rad og række, og overalt prøvede folk at sælge alt muligt og umuligt til os.
     En dag tog vi sammen med Praveen på landsbybesøg. Vi tog en bus et par timers kørsel fra Jaipur, hvorefter vi kom til Samode, hvor vi så et meget smukt palads. Da det ligger lidt afsides, er det ikke hver dag, der kommer turister dertil, og vi fik hurtig en hel flok skolebørn rendende efter os. De spurgte allesammen »new pen«, og det eneste de ellers kunne sige på engelsk var »hallo« og »I love you«, hvilket de sikkert ikke engang ved, hvad betyder.
     Da vi gerne ville endnu længere ud på landet, tog vi en kamelkærre til Bansa, der er en meget lille landsby, og her vakte vi virkelig opsigt. Folk fulgte efter os gennem gaderne, og da vi satte os ned for at drikke en kop the, kom de fleste af landsbyens beboere hen for at kigge på os. Midt i mængden blev en 88–årig mand løftet op, så han lige kunne få et glimt af os »hvide« mennesker. Vi tog kamelkærren tilbage til Samode, og det var en virkelig smuk tur, solen var ved at gå ned over ørkenen, og »the camel–driver« sang rajasthanske folkesange for os.
     Efter at have tilbragt næsten 3 uger i Jaipur var det tid at komme videre, og næste stop var Delhi. Denne gang boede vi midt i hovedbazargaden, og det er meget sjovt at gå på indkøb, når man mere eller mindre selv kan bestemme priserne, og det bliver helt sikkert kedeligt at komme hjem til et almindeligt dansk supermarked. Ved andet besøg virkede Delhi ikke så afskrækkende på os, men i mellemtiden havde vi jo også set det, der var værre: Bombay — vi vidste, at folk var fattige, men vi havde aldrig forestillet os, at der var så mange mennesker, der tilbragte deres liv i en sæk på gaden. Mange velstillede indere mener, at folk er tiggere af religiøse årsager, og at de i virkeligheden har penge nok, men ønsker at leve så beskedent som muligt; under alle omstændigheder gjorde det stort indtryk på os at se, hvordan børnenes liv formede sig. De lærte at tigge, lige fra de var store nok til at strække armen ud, og det var forfærdeligt at stå ansigt til ansigt med disse mennesker, for selv om man i deres øjne er rig, er man jo ikke i stand til at brødføde hele den sultende del af Indiens befolkning.
     Da vi havde været 6 dage i hovedstaden, tog vi videre til Varanasi, der er en hellig by for de indfødte. De kommer fra nær og fjern for at dø i byen og blive brændt ved et af ligbrændingsstederne nede ved floden. Det var den mest beskidte by, vi nogensinde har set, og det siger ikke så lidt efter 6 ugers rundrejse i Indien. Vi var glade for at komme videre, og vi tog en to–dages bustur til Rokhara i Nepal!
     Her indlogerede vi os på »Solitary Lodge«, og det var et fantastisk sted. De første par dage havde vi svært ved at vænne os til de store temperaturforskelle på dag og nat, og vi tilbragte meget tid oppe på taget, hvor vi sad og nød udsigten. Okserne, der gik og pløjede mellem de små lerklinede hus, og i baggrunden Himalayas sneklædte bjergtinder.
     En af dem, der havde det logi, vi boede på, Dil, ville gerne med os ud at vandre, og det passede os fint, da han kendte området og sproget. Vi pakkede rygsækkene med sovepose, varmt skiftetøj, kamera, vand og lidt mad, hvorefter vi begav os af sted. Vi gik først gennem Surkhatdalen, og det var meget nemt, da området er helt fladt. Det blev det imidlertid ikke ved med at være, og vi fortsatte et par timer op ad et bjerg, hvorefter vi kom til Nauganda, hvor vi overnattede. Da der ingen elektricitet var og det desuden regnede, gik vi i seng kl. 1800, da det blev mørkt.
     Vi var kommet meget hurtigt af sted, og havde ikke fået en vandretilladelse, hvilket man skal have, hvis man forlader storbyerne. Da vi næste morgen kom til chekposten, hvor der sad et par meget alvorligt udseende betjente, var vi spændt på, hvordan vi skulle komme forbi dem, men det viste sig nu at være meget nemt, vi gav dem 60 rs (ca. 30 kr.) og en billig kuglepen, hvorefter vi fik lov til at fortsætte.
     Vi gik op og ned og rundt om bjergene, og det var spændende at se, hvordan folk levede her. Vi mødte utallige æsler på vej ind til Pokhara efter forsyninger til landsbyerne, og da vejene er dårlige, er det en hård tur for både dyr og mennesker. Lokalbefolkningen vil gerne have landet udviklet i mere vestlig retning; men på mange måder vil det nok ødelægge mere, end det gavner. Selv om jeg ikke følte mig videre tryg ved hængebroerne og træstammerne over floden, ville det være forfærdeligt at vende tilbage og se svævebaner, asfalterede veje og hoteller skyde op overalt i bjergene. Den vej går det nok desværre, for et så smukt naturområde vil hurtigt blive rejsemål for mere velhavende turister, hvis fasciliteterne er i orden, og da folk er fattige, er de villige til at gøre hvad som helst uden at tænke over følgerne. Jeg er sikker på, at folk var meget mere tilfredse med tilværelsen, før vi kom og fortalte om vores »civilisation«: Coca–cola, t–shirts, walk–men med mere, og landsbyerne var mere eller mindre selvforsynende.
     Den tredie dag begyndte vi fra Biretharti, og vi gik først 3—4 timer langs floden, hvorefter vi kom til foden af det bjerg, hvor Ghorepani befinder sig. Vi mødte nogen, der havde taget 4 timer om at gå ned, så det skulle blive en hård tur op. Den første km. var der fortrinsvis trapper, og da vi var nået op ad dem — med 10 kg på ryggen — følte vi egentligt, at vi havde fået dagens motion, men heldigvis er vi lige stædige, så vi fortsatte. 11500 meters højde kom vi til rhododendron–haverne, men det var desværre lidt for tidligt på året, og der var kun få, der var sprunget ud. Der var mange løse og fugtige sten, og vi skulle passe godt på ikke at falde. Vi mødte en polsk pige, der måtte tilbringe to dage på ryggen af en nepaleser, fordi hun havde trådt forkert på foden! Efterhånden som vi kom højere op, lå der sne rundt omkring, og det var jo tegn på, at det var ret koldt, selv om vi kun havde noget tyndt bomuldstøj på, men vi fik naturligvis varmen af at gå. Bjergluften var meget tynd, så til sidst blev vi alt for forpustede, når vi snakkede sammen, i stedet brugte vi al vores energi på at gå, og en halv time før mørkets frembrud nåede vi til en lille landsby, Ghorepani. Vi var selvfølgelig godt trætte, men det var alligevel en dejlig fornemmelse, at have været i stand til at gå hele vejen op på en dag, da byen ligger 2.800 meter over havets overflade. Om aftenen sad vi og varmede os omkring ildstedet og snakkede med de andre, der var nået derop i dagens løb.
     Det første vi gjorde, da vi kom til Pokhara, var at tage et bad, og det var skønt at få skyllet en hel uges skidt og støv af sig. Efter at vi havde fået vasket tøj og sundet os lidt i et par dage, tog vi til Kathmando, hvor vi boede mere eller mindre privat hos en dame, der lejede værelser ud. Hver anden, man møder på gaden her, er turist, og det bærer byen tydeligt præg af. Overalt serveres der italiensk, fransk og kinesisk mad, mens der spilles amerikansk musik!
     Da byen arealmæssigt er ret stor, lejede vi ofte et par cykler for at komme hurtigere omkring. Det var svært at vænne sig til at cykle i venstre side, men efterhånden blev vi helt gode til det, for vi slap igennem den ellers temmelig kaotiske trafik uden én eneste skramme. Vi var blandt andet ude i en tibetansk flygtningelejr, hvor vi så hvordan de kartede, spandt, farvede og vævede deres berømte tæpper. Deres redskaber var meget slidte og ikke videre effektive, men her er det jo ikke timelønnen der betales for, så det betyder åbenbart ikke så meget.
     Alt i alt tilbragte vi et par uger i Kathmandu med at kigge på templer, gå rundt og opleve livet i gaderne og købe lidt ind. Tiden gik utrolig hurtigt, og den 11. marts fløj vi til Burma, der er det mest korrupte land, vi nogensinde har besøgt. I lufthavnen skulle vi udfylde adskillige stykker papir, og de skulle blandt andet vide hvor mange penge og hvilke værdigenstande vi tog med ind i landet. Man får udleveret en seddel, hvorpå der står, hvor mange penge man officielt veksler. Hver gang man betaler for hotelophold og togbilletter, skal man henvende sig til Tourist Burma, der giver en et stempel med det beløb, man har købt for. Summen af disse beløb må naturligvis ikke overstige det beløb, man har vekslet, men man bruger jo også mange penge på mad, souvenirs og lignende; men det er der ikke nogen der tager i betragtning, og alt i alt er det blot fuldstændig absurd tidsspilde at udfylde alle disse papirer.
     Allerede i lufthavnen henvendte vi os til Tourist Burma for at høre nærmere om togafgange nordpå. De var imidlertid mere interesseret i, om vi havde noget til salg, og det endte med, at vi med en fortjeneste på 350% solgte whisky og cigaretter, som vi havde købt i toldfri zone, til Tourist Burma — der ellers skulle sørge for, at alt gik lovligt til. Officielt er det forbudt at sælge noget som helst i Burma, men i turistbøgerne står der ligefrem hvilke mærker (af whisky og cigaretter), der er nemmest at afsætte, og alle turister køber det samme i lufthavnen. Man behøver ikke engang at sige, hvad man skal have, de spørger bare: Det sædvanlige? Det virker temmelig håbløst at stoppe det sorte marked, hvor kursen er cirka 400% højere end officielt, da alle tilsyneladende er involverede.
     Vi tog ind på YMCA (KFUM = kristen forening for unge mænd. red.), og her mødte vi et par englændere og en tysker, der gerne ville leje en bil sammen med os. Det er ganske vist også ulovligt, men til gengæld er det en meget effektiv måde at komme rundt og se landet på. Allerede samme aften begav vi os nordpå, og da der er meget varmt, er bilen åben til begge sider og bagtil, og da vejene ikke just ser ud som hjemme, og den flere steder er dækket af sand, og vi kørte ret stærkt, stod der en støvsky ind til os, og vi fik hurtigt svært ved at se, hvilke farver vores tøj oprindeligt havde. Da alt var nyt og spændende, og vi lige skulle lære hinanden lidt at kende, fik vi ikke sovet mange timer den nat, og vi var godt trætte, da vi efter 16½ times kørsel endelig nåede til Pagan.
     Byen er kendt for sine 4 millioner pagoder og andre religiøse bygninger, der ligger indenfor et areal af 42 km2. Det var utroligt at se dem ligge så tæt — og midt i et ørkenområde.
     Da man kun kan få et 1–uges visum, havde vi travlt med at komme videre, og vi tog østpå til Inle Lake. En dag lejede vi en båd og sejlede tværs over søen, og det var fantastisk at se husene af træ, der stod på stolper helt ude i vandet, bøflerne der badede i floderne og de lokale fiskere, der roede med det ene ben. Desuden så vi det flydende marked, hvor folk solgte alt lige fra grøntsager til »opiumsvægte«.
     Undervejs på køreturen blev vi stoppet utallige gange af politiet, da det var forbudt for privatpersoner at køre rundt med turisterne, men vores chauffør betalte bare et beløb svarende til 15—35 kr., hvorefter vi fik lov til at køre videre. På tilbagevejen skulle der imidlertid befinde sig nogle strengere checkposter, så vi besluttede at sende bilen hjem og selv sørge for at komme tilbage til Rangoon. Det tog godt et døgn, og natten tilbragte vi i en meget varm og overfyldt togvogn, hvor vi lå på gulvet blandt utallige burmesere og en masse bagage. Da vi kom til Rangoon, skyndte vi os hen på Burma Airways. Vi havde stand–by på vej til Bangkok, og vi fik at vide, at alt var optaget de næste tre dage. Da vi kun havde et visum til en uge, måtte vi hen på emigrationskontoret og udfylde en masse papirer for at få lov til at blive i landet. Desuden skulle vores visum til Thailand, som vi havde fået lavet hjemmefra, benyttes senest den 20. marts, og da vi først ankom dagen efter, måtte vi ud på ambassaden for at få et nyt visum!
     Udover alt dette papirnusseri var vi ellers glade for at få lidt ekstra tid i Rangoon. Burmeserne er de venligste og mest smilende mennesker, vi har mødt, og det var rart at »stresse lidt af« efter de 6 første og hektiske dage.
     Vi fløj til Bankok d. 21. marts og det var helt underligt at vende tilbage til »civilisationen«: Transportbånd i lufthavnen, busser med air–condition, flersporede veje, lysende neonreklamer med mere. Vi tog først op nordpå til Chien Mai, hvor vi boede på Isra House ca. 5 km fra centrum. Desværre havde vi igen spist eller drukket et eller andet, som vi skulle have holdt os langt fra, og de første par dage tilbragte vi det meste af tiden i vores senge. Udendørs var himlen helt grålig, og det var 30—35° varme, og det var ikke lige noget for os. Den 3. dag lejede vi en bil og tog rundt og så, hvordan de forskellige souvenirs blev til. Vi så blandt andet, hvordan de lavede de berømte thailandske papirsparaplyer, men det mest spændende var at se, hvordan de spandt silke. Det er imidlertid en langsommelig proces, og jeg foretrækker at holde mig til ulden.
     Vi tog sydpå — og vi kunne kun få to siddepladser på 3. klasse, og det var ret anstrengende at sidde op to nætter i træk. Den første nat sov vi slet ikke, og den næste var vi så trætte, at vi sov et par timer, men plasticsæder er ikke det mest behagelige i den varme. Endelig nåede vi til Suretthani, og derfra tog vi en bus til kysten. Efter cirka 3 timers sejltur nåede vi her til Koh Samui. Vi bor i en lille træ–bungalow 15 meter fra havet. Overalt er der fyldt med palmer, og i morges var vi lige ved at få en kokosnød i hovedet, da vi lå nede på stranden. Selv om den smagte udmærket, og vi selvfølgelig nyder godt af de mange lækre frugter og rejer, savner vi et stykke rugbrød med leverpostej.
     Efter en spændende, men til tider anstrengende rejse, nyder vi nu at slappe af, og vi har allerede været her på øen i en uge, og i den tid har vi ikke lavet andet end at sove, spise, læse, strikke, bade, ligge på stranden og snakke med de andre turister, der er her. Da der ikke er nogen lufthavn og fine luxushoteller her, er det fortrinsvis »rygsækturister«, der kommer hertil, men det er også nok til at ødelægge de indfødtes kultur, og hver aften vises der videofilm, og dagen lang spilles der amerikansk musik!
     Om en uges tid tager vi tilbage til Bankok, hvor vi har 5 dage til at se lidt på byen og måske købe lidt ind. Den 17. april kommer vi til Moskva, hvor vi skal bo 5 dage på et I. klasses hotel, og det glæder vi os til, selv om det bliver en stor omvætning for os, men vi er jo vant til ofte at indstille os på et nyt lands sprog og skikke.
     Den 22. april er vi atter hjemme, og det bliver skønt at se bøgen springe ud, for det er nu noget andet end palmer. Allerede d. 30. april begynder Inge inde på sygeplejeskolen, så hun får nok at se til, når vi kommer hjem. Jeg vil stadig gerne være ergoterapeut eller beskæftigelsesvejleder, men det er svært at komme ind på de uddannelser, og i ventetiden finder jeg måske på noget andet.
     Det er jo et meget begrænset udsnit af vores oplevelser, men det er over 30° C nu, og det kniber med koncentrationen, men alt i alt har det været alletiders tur, og vi får helt sikkert mange nye indtryk med os hjem.

Mange varme hilsner
Inge og Iben


 


 


Aktivitetskalender 1985/1986.

   1985:  
13. nov.Vælgermøde i anledningen
  af kommunal– og amtrådsvalg.
14. nov.Erik Grip og Ebbe Kløvedal Reich
  spiller og synger samt fortæller Danmarkshistroie..
18.—21. nov.Fana Højskole fra Norge på besøg.
21. nov.Højskoleaften:.
 Svend Haugaard: Hvad vil vi med Norden?
23. nov.Familiedag:
22. nov.Højskoleaften med Knud Sørensen.
 Tema: »Det landlige Danmark.«
24. nov.Familiedag.
28. nov.Teatertur.
  1. dec.Midnatsforestilling:
  Klassisk musik og billeder ved Jørgen Nørgaard.
  4. dec.Musikarrangement i pejsestuen.
  5. dec.Sangaften ved Aksel Nielsen.
13. dec.Elevafslutning.
    
    
   1986:  
  9. jan.Højskoleforeningen:
  Samerne og Lapland ved Jens G. Jensen, Bording.
16. jan.Højskoleaften:
  Om Camp Counsellor ved Jørgen Nørgaard.
23. jan.Højskoleaften:
  Hvorfor højskole/folkeoplysning?
ved Aksel Kjær Nielsen og Vagn Jørgensen.
30. jan.Højskoleaften:
  Om at være politiker
ved Gert Petersen (SF).
  4. feb.Den dystre rejse ved Kaj Friemell.
  5. feb.Højskoleforeningen:
  Sang og fortælling om livet ved Vesterhavet ved Inger Lauritzen, Lønstrup.
22. feb.Debat om EF–pakken
 ved Anders Fogh Rasmussen (V).
27. feb.Foredrag om mennesket og teknikken
  ved Mads Lidegaard.
 6. martsHøjskoleforeningen:
  Tør vi være os selv?
ved Qvist Frandsen og Marie Magdalene.
8.—9. martsElever fra efterårssemesteret 1985 mødes.
12. martsHøjskoleaften:
  Politisk musik i sydamerika og drømmen om frihed
ved Jan Schmidt Mikkelsen og Claus Estrup.
13. martsForedrag om mennesket og teknikken
  ved Henning Friis, forhenværende direktør ved Socialforskningsinstituttet.
19. martsPaneldiskussion om holdninger
  og normer hos ungdommen.
20. martsHøjskoleaften:
  Ghani (gammel elev): Om at være fremmed i Danmark.
21. martsMusik– og sangaften:
  ved Agnes Malm og Dorethe Lauridsen.
22. martsSpilmandskoncert og legestue.
31. marts — 3. aprilSpil–sammen–uge
ved Olav Liengaard.
 9. aprilHøjskoleaften
  »Vrede!« ved Søren Elkjær.
10. aprilForedrag om MENNESKET OG TEKNIKKEN
  ved Oluf Danielsen,
underviser ved RUC.
11.—15. aprilAmerikanske college–
 elever besøger højskolen.
14. aprilÅbent hus–dag.
17. aprilJacob Haugaard
  fortæller om SABAE.
19. aprilFamiliedag.
29. aprilErhvervsdag.
30. aprilBesøg fra Skjeberg
  Folkehøgskole, Norge.
13. — 15. majBesøg af elever fra Ollerup Gymnastikhøjskole.
15. majHøjskoleaften:
  Ejgil Søholm fortæller om Storm P.
29. majHøjskoleaften med Greenpeace, Århus.
30. majHenrik Bjørn Andersen,
  billedkunstner, fortæller om postmodernistisk kunst.
  3. juniHøjskoleaften:
  med Henning Wichmann og Bob Dyland.
4. — 11. juniBesøg fra Knud Rasmussens Højskole, Sisimiut.
11. juniMusikaften i pejsestuen.
13. juniAfslutning for eleverne.
21. — 22. juniFamiliekursus.
28. juni — 6. juliFolkedanserkursus.
6. — 13. juliAmerikanerkursus I.
13. — 30. juliAmerikanerkursus II.
Grønlandskursus.
15. — 17. aug.
Gamle elever laver stævnet:
»Hvordan beslutter man sig?«
28. aug.»Kunst« ved Jørgen Nørgaard.
  4. sep.Økologi, forurening med mere.
  8. sep.Nigeria–aften ved pastor Niels Rønnest.
17. sep.Besøg — Danmarks Radio.
18. sep.Caféaften.
25. sep.Åkjæraften ved Peter Mortensen, Fruering.
  2. okt.»Hvad skal vi med al den mytologi?« ved Schultz Petersen, Krabbesholm.
6. — 11. okt.FREDSUGE.
  6. okt.Fredsmarch efter tale ved Viggo Råby.
  7. okt.Viseaften med Pia Raug.
  9. okt.Fakkeltog
  og derefter fredsdebataften med skuespillet »Frokost i det fri«, og endelig debat og oplæg om »fred og forsvar« med kaptajn Møller Andersen og Mogens Godballe, forstander på Fredshøjskolen.
11. okt.
 
Fredsgudstjeneste
ved sognepræst Birgitte Thyssen, og fredsudstilling med dias og film.
13. okt.Besøg — Lokalradioen.
16. okt.Om højskole ved lærere.
30. okt.Teatertur.
  6. nov.
 
»Et liv i politik«
ved Anders Andersen.
13. nov.»Indien i dag« ved Ole Christensen.

 
Fra elevstævnet: »Hvordan beslutter man sig?«.
Fra elevstævnet: »Hvordan beslutter man sig?«

 

 


 

Endnu en fynbo.


     Så er der kommet endnu en fynbo til Nørgaards Højskole, — og jeg er faktisk glad for, at det er mig.
     Inden jeg startede, var jeg absolut ikke sikker på, at det var mig med fast og fuldt engagerende job på en højskole. Eleverne er så besværlige; de gider ikke lære noget, de er egoister, de har så mange problemer, de er så forkælede.
     Mit liv var dejligt. Jeg oplevede en masse, kunne gøre, hvad jeg ville, hvornår jeg ville, nød at være sammen med mine mange gode venner og min familie. Jeg kunne bruge en masse tid på at sy og væve, som er min store hobby, kunne feste, rejse, sejle og stå på ski, som er mine bedste fritidsfornøjelser.
     Alligevel ville jeg gerne have jobbet, måske af fornuftmæssige grunde, eller måske fordi der trods alt manglede noget i mit liv: Et arbejdsfællesskab, at være en del af en sammenhæng, at få udfordringer, at føle at andre mennesker stiller krav til en, og at man måske er i stand til at honorere dem. Mange ting og muligheder har jeg måttet droppe, men tror nok, at jeg får mindst lige så meget igen.
     Men nu til den formelle præsentation:
     Fra mit 13. til mit 16. år var jeg på efterskole. Derefter var jeg au–pair pige i England i et år.
     I godt et år lavede jeg mad til Dronning Ingrid, men indså, at jeg ville møde mere spændende mennesker på en højskole. Det gjorde jeg så på Viborg Gymnastikhøjskole.
     Før en 3 måneders rejse i Sinai og Israel rørte jeg atter i gryder, — denne gang i århusianske plejehjemgryder. Nej, jeg er ikke ansat her som køkkenassistent, men til at undervise i dansk og tekstil.
     Dernæst var jeg 4 måneder på Kalø Sproghøjskole.
     Et år som arbejdsløs hjemmehørende i Århus, som jeg brugte blandt andet til kurser, rejser og lidt kioskarbejde.
     Fra 1979 til 1984 tog jeg min uddannelse på Den Frie Lærerskole i Ollerup. I praktikåret var jeg ansat på Kertemindeegnens Ungdomsskole.
     I de sidste 2 år har jeg oplevet en 5 måneders rejse til Afrika, et ½ års livsnydelse i Århus, et ½ års vikariat på Nislevgård Efterskole og atter et ½ års livsnydelse i Århus.
     Jeg er 28 år, — fynsk bondepige med almindelig sund fornuft. Jeg har rimelig let ved at smile, — især hvis andre siger eller gør noget morsomt. Så gør det! Tak.

Kærligst
Dorthe Sylvest

P. S.: Forresten er eleverne slet ikke så besværlige, som jeg troede.
(PS = postscriptum)
 

 


 

Lise Flindt Christensen.



Hvad kan en
HH
–elev få ud af
et højskoleophold?


     Kort før jeg afsluttede mit ophold på Nørgaards Højskole, bad forstander Axel Kjær Nielsen mig skrive en artikel om »hvad en elev med højere handelseksamen kan få ud af et højskoleophold«.
     Så er det, man stopper op og tænker: »Hvad var det nu jeg fik ud af mit højskoleophold?« Det er måske netop en af de ting, man får ud af et sådant ophold, at man engang imellem sætter sig ned og tænker over, hvilket udbytte man rent menneskeligt (det økonomiske udbytte er vi jo altid parat til at tænke på) havde af dette og hint.
     I det hele taget tager man den mere med ro på højskolen, end vi handelsskole– og gymnasieelever er vant til. Her er der nemlig ikke noget konkret mål i form af en eksamen, det vil sige, at der heller ikke er nogen konkurrence eleverne imellem. Denne mere afslappede holdning gør, at folk er langt mere åbne og ærlige end på de »almindelige« skoler, hvilket smitter af på én selv, og man får øjnene op for, at der er andet her i livet end høje karakterer og vellønnede stillinger. Samtidig opdager man, at vort såkaldte velfærdssamfund måske nok er et økonomisk velfærdssamfund, men ikke nødvendigvis et menneskeligt. I løbet af mit højskoleophold så jeg en del menneskelige tragedier som følge af fejlvurderinger af psykologer, skoler, læger og så videre, og så bliver man klar over, at alt måske ikke er så ligetil som man troede.
     Faktisk møder man på højskolen langt flere forskellige mennesker end på handelsskolen, hvor vi alle var stort set samme type og havde næsten de samme idéer om, hvordan vor tilværelse skulle indrettes. Samværet med så mange forskellige mennesker lærer én at være tolerant og acceptere folk, som de er, hvilket er en god egenskab at være i besiddelse af.
     Foruden disse menneskelige aspekter har man på højskolen rig mulighed for at udfolde sine kunstneriske/kreative evner, hvilket man overhovedet ikke har mulighed for på handelsskolen, og mulighederne på gymnasiet er ret begrænsede.
     Jeg vil derfor varmt anbefale andre handelsskoleelever at tage på højskole og få en menneskelig og kulturelt balast med ud i det »virkelige« liv.

Lise Flindt Christensen.


 

 


 

Thyge Herthoni Hansen.



EDB på Nørgaards Højskole.


     Da jeg var elev på Nørgaards Højskole 1984—1985 var EDB en vigtig del af hverdagen. Der var nogen, der kunne sidde foran EDB–eren mange timer om dagen og være stærkt koncentreret om at lave deres programmer så perfekte som muligt. Nu investerer højskolen i nye EDB–maskiner. Det er da også i orden, for man skal jo følge med udviklingen, men jeg frygter, at lærerne glemmer at tage diskussionen op omkring »EDB og fremtiden«, for der vil givet være flere og flere, som vil sidde foran skærmene og glemme alt andet. Skal skolen da ikke lukke af for lokalet i fremtiden? Nej, så mener jeg ikke, man kan få noget ud af undervisningen i EDB–ens vanskelige, men interessante verden. Der kunne da laves en ordning, således at lokalet var åbent 2—3 aftener om ugen.
     Det jeg frygter mest, er at eleverne slet ikke får snakket sammen. Tænk hvis 50 elever ville sidde foran hver sin »maskine« en given aften, hvor ville højskoletanken om at bruge »mundtøjet« da være blevet af? Man lærer i hvert fald ikke at grine (for eksempel af de andres dumheder), som man selv engang har begået, for det kan en EDB–maskine ikke lære en. Man sidder jo alene og snakker sjældent med andre. Man kører sin egen karriere i EDB–verdenen.
     Og nu nogle gode spørgsmål (det synes jeg selv de er): Hvor meget vil Nørgaards Højskole i fremtiden investere i EDB? Hvor langt må en dansk folkehøjskole gå i sine bestræbelser for at nå fremtiden, før det er for sent at stoppe op og spekulere på, om det er den rigtige måde, at køre en højskole på? Endvidere er jeg bange for at dårlig planlægning fra både lærere og elever kan få de følger, at der ingen fælles arrangementer vil blive. Ingen foredrag, ingen sangaftener, og ingen motions–/idrætsarrangementer. Hvor vil eleverne da være at finde henne? — Mange vil man finde i beskæftigelse, men alene og de fleste af disse foran skærmen, hvis de kan få lov dertil.
     Er der mon nogen, der om tyve år kan forstå dansk skrift og tale? Jeg tænker på, at tal og koder i stadig større og større omgang indlogerer sig i det danske sprog, og samtidig glemmer folk at tale med hinanden. Er folk mon blevet bange for at blive lukket ude af samfundet, hvis de ikke kan følge med EDB–alderen?

Thyge Herthoni Hansen

 


 

Svar på Thyges brev.


     Siden august har det vist sig, at mange har interesse i det nye udstyr. Lige i begyndelsen af semesteret er det især elever fra EDB–linien, som bruger en del af deres fritid ved skærmene. Men det viser sig faktisk hurtigt, at 10 lektioner om ugen kan dække de flestes behov. Går man forbi lokalet om aftenen, sidder der af og til elever og pusler med datamaterne. Men sjovt nok er det især de elever, som ikke har EDB på skemaet. For dem er det vel et forsøg på at finde ud af, om de kan bruge udstyret til noget, som har værdi for dem. Det samme sker jo også i andre lokaler, for eksempel i musik–, tekstil– og idrætslokalerne.
     Ulempen ved netop EDB–udstyret er, at det tit er meget individuelt arbejde. Derfor gør vi i undervisningen meget ud af med jævne mellemrum at slukke for skærmene og snakke om de mere samfundsfaglige og almenmenneskelige spørgsmål ved den nye teknik.
     Så vi er faktisk klar over de farer, som lurer bag skærmen.

Jan Schmidt Mikkelsen/Vagn Jørgensen


 


 

Min største
fritidsinteresse.


     Min store fritidsinteresse er amatørteater, og de glæder det fører med sig er ikke få.
     Jeg har i en årrække interesseret mig for teater i det hele taget, men det er først siden marts 1984, at jeg har været medlem af et amatørteater, og hvad er det så for glæder teaterarbejdet fører med sig? Ja, der er i for sig mange; men især vil jeg fremhæve det gode kammeratskab. Alle er lige, der er ingen der er mere end andre, og det er bare skønt.
     Jeg har selv haft fornøjelsen at spille med i tre stykker i vores lokale gruppe, som kalder sig »Gadespejlet«, og som er en afdeling under Bramminge Idrætsforening. Jeg har været flyttemand i »Den grønne elevator«, politibetjent i »Oliver Twist« og så har jeg været med som hotelkontrollør på et københavnsk hotel i en farce, der hedder »Trolden i æsken«.
     Alt dette har givet mig mange sjove oplevelser, og skulle der være en og anden af nuværende eller tidligere elever, som har lyst, men som ikke rigtig ved om de tør, ja, så kan jeg kun sige: Tag og gør det; I vil med garanti ikke komme til at fortryde det. Undersøg på jeres hjemegn, om der er et sted at spille amatørteater, og hvis I så efter at have spillet et stykke tid får lyst til at komme videre, kan I melde jer ind i »DATS« (Dansk amatør Samvirke«, som har hovedkontor i Gråsten. DATS udsender et landsblad, der hedder »Rampelyset«, samt et kredsblad, »Amatøren«, som fortæller om lokale forhold. Der arrangeres også kurser som for eksempel lysteknik, sminkning med mere. Jeg har selv været på Rønshoved højskole i weekenden den 19.—21. september. Det gik ud på kropsbevægelse og improvisation.
     I Gadespejlet arbejder vi mest med lystspil, lokalrevyer, og så laver vi palmehaveunderholdning til vores byfester. Vores palmehaveunderholdning bliver købt af forskellige foreninger, der vil have en festlig aften.
     Som I kan se, spæner det at arbejde med teater vidt, og det er glædeligt, at netop amatørarbejdet har fået en opblomstring efter at have ligget i dvale i 1970'erne.

Alf Jørgen Andersen


 


 

Håb for
mennesker og træer.


Prædiken ved fredsgudstjenesten den 11. oktober 1986 på Nørgaards Højskole. Gudstjenesten foregik udendørs, og som led i gudstjenesten plantedes et asketræ.

     Som led i fredsugen i Bjerringbro samles vi i eftermiddag for at holde fredsgudstjeneste. Hvorfor nu det? Og hvorfor skal vi som led i gudstjenesten plante et træ?
     At holde fredsgudstjeneste er en erkendelse af — hvad vores erfaringer jo også til fulde fortæller os — at vi mennesker ikke selv magter at skabe og bevare freden. Overladt til os selv bliver vi krigsmagere i den jungle, der hedder alles kamp mod alle. Overladt til os selv præger vi verden med egoisme, hårdhed, kulde og ufred.
     Derfor giver det dyb mening at samles til gudstjeneste for at bede til Gud, Jesu Kristi Far, fredens Gud, om at give os kræfter, tro og mod til at være fredsstiftere og fredsbærere, det vil sige bære freden ud i verden, både vores egen lille verden med familie, venner, arbejdsplads, og den store verden omkring os. Det er det, vi gør hver eneste søndag formiddag i kirken, men altså også har brug for at gøre i dag som led i fredsugen


 

 

     At samles til fredsgudstjeneste er en besindelse på, at vi har fået givet den skabte verden som en gave og opgave af Gud selv. Og samtidig en erkendelse af, hvor dårlige vi er til at forvalte den opgave. Derfor må vi bede Gud give os fantasi og styrke til at kæmpe for en anderledes verden, hvor mennesker, dyr og planter kan leve og trives. Og dermed kæmpe for en fremtid for vores børn og børnebørn.
     I tro på at Gud ikke har slået hånden af os og opgivet os, men stadig vil os, hvis vi vil ham og hans frelsende vilje — i tro på dét, er det at plante et træ et praktisk udtryk for vilje til at handle i håb til fremtiden. På trods! På trods af Tjernobyl. På trods af alle tegn på det modsatte af fred. På trods! Vi må ikke give op — at miste modet er den største trussel for freden.
     At plante et træ er tro på fremtiden. En fremtid i håb. En fremtid i fred. Hvor naturen får mulighed for at udvikle sig, både omkring os, og i os selv. En tro, som udtrykker vor vilje til overlevelse.
     Men det er ikke nok at plante et træ. Eller mange træer. Et træ skal have lang tid til at vokse op. Når du planter et træ, vidner din handling om, at du tror på, at der er en fremtid, og at der er mennesker og en natur, som følger efter dig, og som vil få glæde af det træ, du har plantet. Træet er et symbol på fremtiden — i håb. Som Martin Luther udtrykte det, da han blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis jorden går under i morgen: »Jeg vil plante et træ«. Det var håbets trods, han dermed udtrykte.
     Men et træ skal beskyttes og plejes. Jorden omkring det skal bearbejdes og vandes, for at træet kan få mulighed for at trives og udfolde sig.
     Sådan er det også med håbet.
     Det håb, som spirer i os mennesker, skal beskyttes, næres og bekræftes, for at kunne trives og vokse.
     Det er et alvorligt spørgsmål til vor tid, om det er muligt, at opfostre en ny generation, hvis vi ikke kan give vore børn noget håb for fremtiden? Vore forsikringer om fred og tryghed er hule for vores børn at høre på, hvis vi ikke vil foretage os noget aktivt for freden. Hvis vi ikke vil det, kvæler vi deres håb, før det har fået næring til at fæste rod. Hvordan skal fremtidens menneske da kunne være tryghedsfornemmelse og vise tillid?
     Folkesangeren Kim Larsen spørger i en af sine viser: »Har du tabt det gyldne håb, du fik som gave i din barnedåb?« Når jeg stiller 13–årige over for det spørgsmål, svarer adskillige: »Hvilke håb? Vi har da aldrig haft noget håb!«
     Der er en god og dyb symbolik i at plante et træ — ja mange træer — men vi skal huse, at de skal næres og plejes. Der er kun håb for os mennesker, når vi lader »det levende håb, som vi blev genfødt til i vor dåb«, få næring og blive plejet, så det kan trives og folde sig ud og bære frugt. Amen:

Birgitte Thyssen.

 


 

Fredsuge
højskolen.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 


 


Martha.



Elevernes tale
til skolen på
30 års dagen.


Vi fik en invitation så flot
med et fint program beskrevet godt.
Den anden november skal der festes ja,
for det er skolens fødselsdag.
Vi har glædet os til denne dag
hvor vi skal feste i fælles lag.
Så mens vi maden rigtig nyder,
der et par ord fra eleverne lyder.
TIL LYKKE med dagen, skolen skal ha'
med den runde fødselsdag.

Når der sådan fest skal være
vil vi også Jer lidt forære.
Men hvad giver man en skole, som er smykket flot?
et ur til pejsestuen, nej, det er ikke godt!!!
Een sagde: »Der ligger flere ure gemt et sted,
hvor mange jeg ikke rigtig ved«.

Hvad kan vi så give, vi gik og tænkte på,
jo, et dartspil måske kunne gå?
Men også en sådan skolen har,
den hænger på kontoret brugeklar!!!

Nå, hvad så, et tredie forslag må vi ha'
til gaven på skolens fødselsdag.
Vi tænkte en voksende glæde, det må være sagen,
men nej Fisker sagde med beklagen:
»Et træ er ikke lige gaven,
for hvor skal det stå i haven.
En havearkitekt skal det bestemme,
gør jeg det, kommer jeg nok i klemme«.

Vi må finde noget nyt, et fjerde forslag
og det faldt på en danebrogsflag,
længden på flagstangen vi så skulle have at vide,
og ak, vi måtte igen i det sure æble bide.Kan I tænke Jer, hvad pedellen siger:
»Vi har lige fået et flag forærende kære piger«.

Et forslag nyt, nummer fem må findes på,
og hvad nu, tiden jo hurtigt gå.
Langt om længe vi fandt på en gave,
som vi syntes skolen skulle have.
Vi håber, at gaven vil være til nytte,
hvis I glemmer til vejrudsigten at lytte.

Til sidst håber vi at I kan finde
en plads til gaven, og at solen altid vil skinne
på NØRGAARDS HØJSKLE, elever og personale
og så vil vi til sidst i vor tale
igen ønske TIL LYKKE med højskolens tredvie år,
og håber at skolen en dejlig fremtid får.
Vi siger TAK for den tid, som indtil nu er gået,
vi allerede mange gode minder har fået.
Jeg synes nu at Sørine, Kjær og skolen skal have
en hyldest med HURRA og så modtage vor gave.

På elevrådets vegne
Martha



 


 


Britta Papsøe Nielsen.



Referat fra
elev–tema–weekend.
15.—17. august 1986.


(Om at beslutte sig).
     Som annonceret i sidste elevskrift havde elevforeningens bestyrelse arrangeret en tema–weekend over emnet: Hvordan beslutter man sig?
     Vi indfandt os mellem klokken 19 og 20 i skolekøkkenet, og der var stor gensynsglæde blandt en del af deltagerne, som var fra samme årgang. Aftenen gik med hygge og mange sange fra højskolesangbogen. Den blev over midnat, før vi brød op.
     Lørdag morgen holdt Søren Ørholst samling, hvor han læste et stykke med 10 regler for menneskelig kommunikation. Derefter begyndte Lone de Blanc sit indlæg med at sige, at vi nok ikke ville kunne få en pakkeløsning for, hvordan man beslutter sig med herfra. Hun fortalte om, hvordan hun havde besluttet sig til at rejse fra et godt, men stillestående job, tage på højskole og derefter begynde på den frie lærerskole.
     Vi kom langt omkring det der med at beslutte sig, blandt andet kom vi ind på skolen, autoriteterne: Hvor stor en indflydelse har de på vore beslutninger?, ved uhelbredelig sygdom skal man da have sandheden at vide — en beslutning at tage. Hvornår skal børn komme hjem om aftenen?, skal de have en fast tid eller skal man stole på dem? — en beslutning at tage.
     Inden middag blev det besluttet, at deltagerne, minus bestyrelsen, skulle se en film om abort, om hvordan en pige besluttede sig for abort, og om hvilke følger, dette havde. Klokken 20 mødtes vi i pejsestuen, hvor Lone arrangerede selskabslege, og sidst på aftenen fandt vi atter højskolesangbogen frem.
     Søndag klokken 10 holdt Poul Erik samling, hvor han læste en historie af Johannes V. Jensen. Derefter fortsatte vi diskussionen om at beslutte sig indtil frokost.
     Alle havde været utrolig godt tilfredse med denne weekend, og flere ønskede flere weekender i løbet af året, eller en hel uge i sommerferien.
     Lone fik ret: Vi rejste ikke med en pakkeløsning på, hvordan man beslutter sig; men jeg tror, at alle fik meget ud af weekenden.

Britta Papsøe Nielsen.



 


 


Gert E. Hansen, Sorø.



Noget om,
beslutninger
og en elevweekend.


     »Fik du så lært at beslutte dig« spurgte kollegerne mig, efter jeg var kommet hjem fra elevforeningens kursus, og til det spøgsmål kunne jeg helt klart svare: »åh!« Jeg havde svært ved at forklare mig, og straks haglede der en byge af spørgsmål ned over mig, såsom: »Hvad laver I egentligt på den højskole?« »Er det til nogen nytte?« »Kan det virkelig betale sig at rejse helt til Jylland for at diskutere?« Jo, elevforeningens kursus–/elevweekend den 15., 16. og 17. august var nok en rejse værd.
     Vi mødte fredag aften, hvor der blev lagt en plan over, hvem der skulle lave mad, vaske op, og så videre. Denne plan viste sig senere at blive overtrådt i positiv retning. En mere præcis kronologisk gennemgang af weekenden kan jeg ikke give. :
     Der skete så meget, det er svært at holde rede på, for eksempel: Sang, diskussion, social hygge, en improviseret fødselsdagsfest for en beskeden person, madlavning og en opvaskemaskine, der ikke virkede.
     Det var et stort og vidtfavnende tema, vi skulle beskæftige os med, og hvilke forventninger havde vi så? Det var lidt diffust, en deltager sagde, at han absolut ingen havde, for han troede, at det var det årlige elevstævne, han var kommet til.
     Debatoplægget gav Lone de Blanck: Hun kom ind på sine manglende beslutningsevner om, at hun absolut ingen patentløsning havde på, hvordan man tager en beslutning. Et stærkt indlæg kom fra Søren Ørholst, som påpegede, at det ikke at tage en beslutning også er en beslutning, som kan få lige så store konsekvenser som at tage en. Et spørgsmål som: »Skal vi tage beslutninger på vore børns vegne«, gav anledningen til stor debat, og om reklamen tager beslutninger på vore vegne, kom Poul Erik Andersen ind på. Tilbudet om at få taget en fostervandsprøve kan være en svær beslutning. Om søndagen så vi et svensk TV–spil om emnet. Desværre blev der ikke meget tid til debat, for det er jo et spørgsmål, om der i fremtiden kun er plads til helt perfekte mennesker på denne jord, og hvor langt skal vi gå i brugen af den moderne medicinske teknologi?
     Nu var det hele ikke bare diskussion. Lørdag aften var ifølge programmet afsat til noget så fint som: Social hygge, det vil sige det sociale var der, og hyggen kom ved hjælp af sange og lege. Når Jørgen Nørgaard er med i noget, så bliver der sunget, og fællessang på en højskole kan ikke overraske, men vi blev minsandten også præsenteret for flot solosang ved Niels Christian Tønning, der fremdrog »Den lille pige i flade sko«. Lone indrullerede os alle sammen i nogle mærkværdige lege, som for eksempel en kædereaktionsklappeleg.
     Ved afslutningen spurgte Anne Lise Balling, om elevforeningen skal fortsætte med at arrangere elev–weekender, og hun efterlyste andre gode idéer. Jeg mener absolut ja, og synes denne weekend var udbytterig. Ingen havde vel for alvor forventet, at man på en højskole kan lære at tage beslutninger som en datamaskine, og med dens kolde logik. Der skal man vist nok til forretningsverdens managementkursuser (det er i en anden prisklasse).
     Vi kom lige så meget for at være sammen.
     Apropos beslutninger: Du, kære læser, har lige taget en (måske ubevidst) ved at læse dette og ikke springe det over. — Tak for det.

Gert E. Hansen, Sorø.



 


 


Anne Lise Balling.



Hvordan
beslutter
man sig?.


     Det er et emne, som jeg foreslog til elev–weekend i august 1986, og det gjorde jeg, fordi jeg mener, der er mange måder at tage en beslutning på. Man kan tage en beslutning ved at: sige sin mening og være ærlig

gå ind for sagen med hjertet
tie stille
gøre det man tjener flest penge ved
tage hensyn til andre
tage hensyn til sig selv
være ond
gøre, hvad andre siger

     Lige meget hvilken beslutning man tager af disse, må man kunne stå til ansvar for ens handling, og det vil give et bedre fællesskab i familie, skole, foreninger med mere og gøre livet mere venligt og kærligt.
     TAG EN BESLUTNING!
     LÆS NEDENNÆVNTE om de første 4 minutter og gør noget ved det!
     Uanset om vi kan lide det eller ej, vil vi mennesker danne os et indtryk af hinanden, når vi mødes, de første 4 minutter er alt afgørende for, hvorledes dette andet menneske vil opfatte dig og for, hvorledes den efterfølgende snak vil blive.

De første 4 minutter om
morgenen når du vågner.

     I mange familier er opvågningen med årene blevet et kedeligt ritual. Det påvirker hele den stemning, du tager med på arbejde og hele dagens forløb.
     Hvis du vil have noget ud af din dag, skal du tænke meget på de første 4 minutter. Forsøg at variere dagens start. Morgenhilsenen til din ægtefælle og dine børn. Tal om noget positivt og husk at give et morgenknus til alle.

De første 4 minutter når du møder på arbejde/skole.
     Giv dagen en flyvende start. Vær opmærksom på forandringer i dine omgivelser og giv positive bemærkninger til dem, du møder, og vis du har bemærket dem.

De første 4 minutter når du kommer hjem om aftenen.


     Mange vader ind ad døren om aftenen, uden at have tænkt en tanke på, hvad de skal sige for at skabe glæde omkring sig.
     Hvis du vil være sikker på at få noget ud af dine aftener, så tænk dig om et øjeblik, inden du går ind ad døren. Forbered hvad du vil sige af kærlige ord og giv din ægtefælle og børn et lille knus; det har vi alle brug for.

     I ønskes alle en rigtig glædelig og kærlig jul med tak for 1986.

Venlig hilsen Anne Lise Balling
medlem af elevforeningens bestyrelse.



 


 


Fra værkstederne.


Nashad fortæller og danser i fællestime.
Nashad fortæller og danser i fællestime.

 

 

 

 

 

 

Idræt på højskolen.

 

 


 


 


Poul Erik Andersen.



Ny formand i
elevforeningens
bestyrelse.


     På det konstituerende bestyrelsesmøde den 28/9 1986 blev jeg, Poul Erik Andersen valgt til formand for elevforeningen. Formandsposten var blevet ledig, da Carl Søren Ørholst ønskede at trække sig tilbage efter en længere periode som formand. Da jeg i 1983 blev valgt i bestyrelsen, havde jeg et indlæg i elevskriftet, hvor jeg præsenterede mig. Meget kort kan jeg fortælle, at jeg er lærerstuderende på Den Frie Lærerskole i Ollerup og at jeg nu går på 4. årgang.
     Jeg vil i dette indlæg tage hul på nogle problemer, som jeg mener, er vigtige såvel for skolen som for elevforeningen. Det første, som umiddelbart falder mig ind, er den manglende elevtilgang til landets højskoler og også til vores skole. En af grundene til den manglende tilgang er konkurrencen fra de nyetablerede dag– og produktionshøjskoler. I den forbindelse mener jeg, at man misbruger højskolebegrebet lidt. Jeg betragter en højskole som et fællesskab, hvor man er sammen hele døgnet i forskellige situationer på godt og ondt, medens de nye produktions– og daghøjskoler tidsmæssigt kun har eleverne indenfor en normal arbejdsdag. En af de muligheder, vi har for at rekruttere elever til vores skole, er at bruge vores elevforening. En elevforening med 650 medlemmer er et godt bagland til højskolen og man kunne som gammel elev sætte sig som mål, at man i sin omgangskreds agiterede for skolen. Hvis alle tog et sådant initiativ, er det min overbevisning, at skolen ikke ville få problemer med elevtilgang.
     For det andet har vores arrangementer med hensyn til forårsstævner og sommer TEMA–weekender haft så stor succes, at vi ved at fortsætte disse arrangementer fremmer vores bestræbelser på at bevare kontakten mellem elev og højskole, også efter et afsluttet højskoleophold.

Med venlig hilsen
Poul Erik Andersen.


 


 


Søren Ørholst.



Elevforeningens
generalforsamling.


     Jeg kan konstatere, at der er gået endnu et år. Jeg vil begynde med at sige tak for de mange breve, som jeg har modtaget. Der er mange, kan jeg se, som har haft nogle dejlige oplevelser på højskolen til elevstævner og elevweekends.
     I det forgangne år har der været 3 bestyrelsesmøder og alle bestyrelsesmedlemmer mødte op, og jeg kan på baggrund af dette slå fast, at det har været en meget stabil bestyrelse. På det første møde, som jo er konstituerende i forbindelse med generalforsamlingen og elevstævne, måtte vi erkende at den nye bestyrelse var problematisk, og dette affødte nogen dramatik på mødet, som så igen resulterede i at Bo Feldthaus trak sig tilbage fra bestyrelsen, og dette bevirkede at Brita Papsøe, som var valgt som suppleant rykkede ind i bestyrelsen.
     Det næste bestyrelsesmøde var den 2. november 1986, hvor følgende var på dagsordenen:
     Et helt igennem vellykket møde, hvor vi fik konfirmeret tanken om det nye supplerende elevforeningsblad.
     Det næste møde blev fastsat til fredag den 7. marts 1986 af praktiske hensyn, således at det passede med forårselevstævnet.
     På dagsordenen var igen regnskabet fra det ordinære elevstævne fordi, Jørgen Nørgaard ikke på det første møde kunne nå at gøre regnskabet færdigt. Endvidere var der punktet om tilmeldinger til sommerkurset, som vi var meget spændte på at se, og det viste heldigvis, at der var så mange tilmeldinger, at det næsten var for mange, men det mente vi nok, vi kunne klare.
     Det sidste møde i år var i forbindelse med elevweekenden den 15. august. På dagsordenen var følgende punkter.
     Det hele blev klaret og da det jo var i forbindelse med elevweekenden var vi, hele bestyrelsen, sammen med gamle elever resten af weekenden.
     Det var en dejlig weekend, som vi nød sammen med 30 forhenværende elever, desværre lidt færre end tilmeldt.
     Jeg vil lige sige i samme åndedrag, at hvis man har tilmeldt sig og ikke kan komme alligevel, ville det være en god idé at melde afbud i god tid, så der muligvis kunne komme en anden med.
     Alt i alt har det været et begivenhedsrigt år, hvor der er startet et nyt blad i elevforeningens regie, og hvor der var en meget spændende weekend, med eller uden beslutninger, men med et dejligt samvær.
     Til slut vil jeg takke for et godt samarbejde med bestyrelsen og ønske jer al mulig lykke fremover.

Søren Ørholst.


 


 


Elevweekend.
     Der vil, ligesom sidste år, igen i 1987 blive arrangeret en elevweekend i dagene 14., 15. og 16. august 1987.
     Et mere detaljeret program vil blive sendt til dem som melder sig som deltagere. Sidste tilmeldingsfrist vil være den 1. februar 1987 af hensyn til elevforeningens bestyrelse.
     Så hvis du er interesseret, så meld dig allerede nu mens du læser dette, og husk samtidig elevstævnet den 25. — 27. september 1987.

 


 


Bestyrelsen for
Nørgaards Højskoles
Elevforening.


Bestyrelsen konstituterede sig således:

Formand:
 

 
Poul Erik Andersen
Svendborgvej 13A, Ollerup
5762 V. Skerninge.
Tlf.: (09) 24 34 69.
Næstformand:
 

Anne–Lise Balling
Søborgvej 13, Floutrup
7880 Roslev.
Tlf.: (07) 59 63 10.
Sekretær:
 

 
Lajla Strüssmann
Egevej 2, 1. m. f., Havnebjerg
6430 Nordborg.
Kasserer:
 

Jørgen Nørgaard
Dr. Larsensvej l
8370 Hadsten.
Tlf.: (06) 98 02 33.
Medlemmer:
 
 
 
Bent Jensen
Gudrunsvej 8, 8 th.
8220 Brabrand.
Tlf.: (06) 25 26 19.
  Lone de Blanck
Den Frie Lærerskole, Ollerup
Svendborgvej 15
5762 V. Skjerninge.
Tlf.: (09) 24 30 59.
  Britta Papsøe Nielsen
Østbanevej 161, st. t. v.
2100 København Ø.
Tlf.: (01) 43 08 45.
  Martha Petersen
Nørrevold 21
6800 Varde.
Tlf.: (05) 22 53 49.
(1. suppleant).
  Mikkel Kirkegaard
Store Karlmindevej 49
3390 Hundested.
(2. suppleant).
  Steffen Østergaard
Veser Boulevard 62, st.
7200 Grindsted.
(3. suppleant).



 


 

Flygtning '86
indsamling.


 

 

 

 

 

 



 

 

 



 

 


 

Sammendrag af
Elevforeningens
regnskab 1985/1986.


INDTÆGTER:
Beholdning overført fra 1984/1985:  
Bank 51501–44.462,92 
Bank 700103–910.958,08 
Præmieobligationer100,00 
5.000 kr. 10 % obligationer, kurs 91½4.575,00 
Giro4.588.07 
Kontant170,65    24.854,72
Medlemskontingent pr 19. sep. 1986 22.700,00
Renter på giro 241,01
Renter på 51501–4 117,26
Renter på 700103–9 974,51
Tilskud fra Bjerringbro kommune 500,00
Salg af øl, vin, sodavand 16.135,81
Frivillige bidrag v/elevmøde 1985 1.542,00
Renter af obligationer 500,00
   
  98.665,31
  

UDGIFTER:
Køb af øl, vand, vin 8.025,71
Musik — elevmødet 1985 3.000,00
Ødelagte plader 559,45
Kuponer til elevstævne 50,10
Elevstævne afregnet med skolen 17.570,00
Kontorartikler 116,75
Kørselsgodtgørelse til bestyrelsesmøder          5.570,60
Girokort 789,34
Porto 10.822,40
Depotgebyr — Andelsbanken 75,00
Nøgle 15,00
Gaver til skolens 30 års jubilæum 1.500,00
Gave til Lone de Blanck (kursusleder) 100,00
Begravelser 520,00
Elevskrifter 1985 15.000,00
At overføre til 1986/87:  
Giro8.279,74 
Bank 51501–43.955,18 
Bank 700103–916.932,59 
Præmieobligationer100,00 
5.000 kr. 10 % obligationer kurs 91½4.575,00 
Kontant1.108,45    34.950,96
  
  98.665,31

Regnskabet er revideret, bilagene kontrolleret, beholdningerne findes i overensstemmelse med regnskabet. Intet fundet at bemærke.
     Bjerringbro, den 23. september 1986.
          N. C. Danhøj.                       Sørine Kjær Nielsen.

 



 


Medlemmer af repræsentantskabet ved Nørgaards Højskole, Bjerringbro

BESTYRELSEN FOR NØRGAARDS HØJSKOLE
Vagn Vestergaard
(formand).
Steen Desmorais
(næstformand).
P. E. Eriksen.
Anne–Lise Balling.
Viggo Raaby.
Arthur Tornberg. Nielsen.
Jørgen Kristensen.

Suppleanter:
Anders Fogh Rasmussen.
Per Pedersen.
Bent Kornbæk.
Tage Vingborg.
Søren Hansen.

BJERRINGBRO HØJSKOLEFORENING
Tage Vingborg,
Krattet, Hjermind,
8850 Bjerringbro.

Gårdejer
Jørgen Kristensen,
Gullev Byvej,
8850 Bjerringbro.

Maskinpasser
Arthur Thornberg Nielsen,
Angelkær 9,
8850 Bjerringbro.

Prokurist
Søren Hansen,
Konvalvej 6,
8850 Bjerringbro.

Gårdejer
Vagn Vestergaard,
Gullev,
8850 Bjerringbro.



Suppleanter:
Gunvor Johansen,
Kirketoftvej 11,
8850 Bjerringbro.

Niels Grimsbjerg,
Brogade 16,
8850 Bjerringbro.

Konsulent
H. P. Nielsen,
Angelkærvej 10,
8850 Bjerringbro.

Tove Pedersen,
Frisholtvej 74, Sahl,
8850 Bjerringbro.

BJERRINGBRO KOMMUNE
Overlærer
Bent Kornbæk,
Nørrehedevej 38,
Tange,
8850 Bjerringbro.

Borgmester
Viggo Raaby,
Wahlstedtvej 7,
8850 Bjerringbro.

Sygehjælper
Nina Bang Vognsen,
Nyvangsvej 8,
8850 Bjerringbro.


Bankassistent
Jytte Kjær,
Vestervang 31,
8850 Bjerringbro.

Sygehjælper:
Birthe Munch Pedersen,
Mammen Byvej 52,
8850 Bjerringbro.


Grethe Jensen,
Løvskal Landevej 53,
8850 Bjerringbro.


Peder Fihl,
Løvskal Landevej 83,
8850 Bjerringbro.

KOMMUNEFORENINGEN I VIBORG AMT
Gårdejer
Anker Tang Sørensen,
Hindbjergvej 19,
Hindbjerg,
8620 Kjellerup.


KOMMUNEFORENINGEN I ÅRHUS AMT
Byrådsmedlem
Aksel E. Madsen,
Vægtervej 7,
8900 Randers.


NØRGAARDS HØJSKOLES ELEVFORENING
Per Pedersen,
Kollegievænget 3, A 119,
8700 Horsens.

Fuldmægtig
Steen Desmorais,
Frank Rygaardsvej 8, 1. th.
9400 Nr. Sundby.


Anne–Lise Balling,
Søborgvej 13,
Floutrup,
7880 Roslev.

Revisor
Werner Schøsler,
Hovedgaden 77,
Hostrup,
6100 Haderslev.

Poul Erik Andersen,
Svendborgvej 17c, Ollerup
5762 V. Skerninge.


Suppleanter:
Bent Jensen,
Gudrunsvej 8, 3.,
8220 Brabrand

Lajla Strüssmann,
Egevej 2, 1. m. f.
6430 Nordborg.

VANFØREFONDEN
Amtsborgmester
P. E. Eriksen,
Brogade 13,
8850 Bjerringbro.

Formand
Erik Knudsen,
Borgervænget 7, 4.,
2100 København Ø.


SAMFUNDET FOR HJEMMET FOR VANFØRE
Jan Jørgensen,
Rugvænget 3,
6950 Ringkøbing.

Undervisningsinspektør
Jørgen Hansen,
Inspektion for specialundervisning,
Frederiksholms Kanal 25 G
1220 København K..

LANDSFORENINGEN AF VANFØRE
Erhvervschef
Leif Bjørvik,
Brorsonsvej 2,
8850 Bjerringbro.


DANSKE FOLKEDANSERE OG
SPILLEMANDSKREDSEN
Manny Mikkelsen,
Den Frie Lærerskole i Ollerup,
5762 V. Skerninge.

Jørn Heltoft,
H. Giersingallé 17,
8270 Højbjerg.

REPRÆSENTANTSKABET VED SELVSUPPLERING
Søren Pedersen,
Mosegaard,
Hjermind,
8850 Bjerringbro.

Forstander
Niels Aage Bjerre,
Skive Handelsskole,
7800 Skive.

Medlem af folketinget
Anders Fogh Rasmussen,
Vestervænget 16,
8832 Skals.



Suppleanter:
Else Krarup Pedersen,
Kirketoftevej 6
8850 Bjerringbro.

Erik Holm,
Skivevej 32,
8800 Viborg.

Ruth Krogh,
Bøgevænget 38,
7800 Skive.
                                       

 


 

Jørgen Nørgaard.



Legatmulighed.


Da nu afdøde højskolelærer Ejner Bløcher i 1975 ophørte at arbejde på Nørgaards Højskole og gik over i rækken af pensionister, forærede han Nørgaards Højskoles Elevforening 5.000 kr. i obligationer. Renten af disse, årligt 500 kr., uddeles til tidligere elever der deltager i et af de kurser højskolen arrangerer i sommertiden.
     Kunne du tænke dig at deltage i et af de kurser, men synes du ikke helt har råd, send da en ansøgning om at få del i legatpengene. Du kan højst få 600 kr. og mindst 250 kr.
     Send din ansøgning inden 1. maj 1987. Anfør hvornår du var elev på højskolen og hvilket kursus, du har tilmeldt dig, eventuelt vil tilmelde dig.
     Ansøgningen stiles til Elevforeningen, Nørgaards Højskole.

Jørgen Nørgaard

 


 

Program 1986—1987.


OFFENTLIGE ARRANGEMENTER
tilrettelagt af Bjerringbro Højskoleforening og højskolen. Torsdag den 6. nov. 1986 kl. 1930.

K. Helweg Petersen.
Emne: Fremtidens udfordringer.

Torsdag den 4. dec. 1986 kl. 1930.

Tidl. forstander A. Nielsen.
Sangaften.

Torsdag den 15. jan. 1987 kl. 1930.

Wandy Tworek.
Emne: Koncert med et blandet klassisk/populært program.

Torsdag den 19. feb. 1987 kl. 1930.

Lise Nørgaard.
Emne: Kvinderne i Matador.

Torsdag den 5. marts. 1987 kl. 1930.

Johannes Aagaad, Dialogcenteret, Århus.
Emne: Nyreligiøsitetens udfordring.

26. marts til 3. maj 1987.

Spil–sammen–uge
v/ Olav Liengaard.

Ret til eventuelle ændringer forbeholdes!


 


 

Hovedplan 1987.

  1. Personalemøde for alle faste medarbejdere kl. 900—1200.
  2. Elevankomst fra kl. 1300—1500.
  3. Personalemøde.
  4. Weekend.
  5. Emneuger
    (8—9, 13, 16 (10.—15. april), 21, 37, 47).
  6. Bestyrelsesmøde.
  7. Repræsentantskabsmøde.
  8. Fastelavnsfest/(Gl. elev–Weekend).
  9. Udtalelser.
  10. Symfonikerstævne 27.—29. marts.
  11. Indføringshold.
  12. Spillemandstræf.
  13. Planlægningsmøde kl. 900—1200.
  14. Familiedag.
  15. Åbent hus.
  16. Spil–sammen–uge, 27. april—1. maj.
  17. Semesterafslutning.
  18. Afrejse.
  19. Folkedanserkursus I
    —Ankomst 20. juni. kl. 1500
    —Afrejse 28. juni kl. 1000
  20. Familiekursus
    —Ankomst 28. juni. kl. 1500
    —Afrejse 5. juli kl. 1000.
  21. Amerikanerkursus I
    —Ankomst 5. juli om eftermiddagen
    —Afrejse 11. juli. kl. 1000.
  22. Amerikanerkursus/Grønland
    —Ankomst 5. juli.
    —Afrejse 10. juli.
  23. Folkedanserkursus II
    —Ankomst 11. juli kl. 1500
    —Afrejse 19. juli kl. 1000.
  24. Amerikanerkursus II.
    —Ankomst 19. juli om eftermiddagen.
    —Afrejse 25. juli kl. 1000.
  25. Planlægningsdage
    (10.—12. august).
  26. Personaleudflugt.
  27. Elevankomst fra kl. 1500—1700.
  28. Generalforsamling i Foreningen af Folkehøjskoler (FFD) den 28.— 30. august.
  29. Elevstævne.
  30. Efterårsferie (17—25. oktober).
  31. Dragtkursus.
    —Ankomst 18. oktober. om eftermiddagen.
    —Afrejse 24. oktober middag.
  32. Højskolens fødselsdagsfest.
  33. Fælles rengøring.
  34. Personalesammenkomst.
  35. Fælles weekend.

 


 

Elev– og personalefortegnelse
forårssemesteret 1986.

1. række fra venstre:
Mohammed Afsher, Skanderborg
Elsebeth F. Andersen, Varde
Jan D. Andersen, Aarhus
Marian Andersen, Odense
Frank Andreasen, Horsens
Pernille Bager, Hvidovre
Keivan Baghchei, Vejle
Theo Benn, Holstebro
Lias Ø. Buus, Aalborg
Jeanette Chrestensen, Rødekro
Dorthe Christensen, Langeskov
Gitte Christensen, Brønderslev
Jane Christensen, Aarhus
Jens H. Christensen, Lemvig
Majbritt Christensen, Varde
Tommy Christensen, Viborg
Erik K. Christiansen, Gentofte
Ann–Mari Corneliussen, Hvidovre
Jeanette A. Dam, Ebeltoft


2. række fra venstre:
Saeed Ensan, Esbjerg
Jan Eriksen, Gentofte
Jannie Gerhardt, Aalborg
David G. Gholizadeh, Odense
Mehdi Ghwamabadi, Frederikshavn
Otto m. Graver, Aarhus
Kaj Graversen, Hadsten
Stefan Gritzmann, Flensborg
Kim Ole Guldager, Christiansfeld
Victor Gunnarsson, Færøerne
Connie Halberg, Allerød
Ayo Lis Hansen, Korsør
Egon Ø. Hansen, Esbjerg
Kent W. Hansen, Struer
Tommy Hansen, Vinderup
Vibeke Hansen, Suså
Martin Harder, Aalborg
Abbas Hassanvand, Skanderborg


3. række fra venstre:
Kristina Heitmann, Farum
Vibeke Holmfred, København
Christian Holmgaard, Aalborg
Elly Irene Hvarregaard, Sindal
Lene B. Iversen, Esbjerg
Annegrethe Jensen, Randers
Gitte J. Jensen, Vejle
Inge Clara Jensen, Herning
Johnny S. Jensen, Holstebro
Karin Lone Jensen, Ulfborg
Karsten K. Jensen, Hinnerup
Karsten M. Jensen, Gedved
Lars Johan Jensen, Mors
Lone Jensen, Aarhus
Niels Ove Jensen, Brønderslev
Poul B. Jensen, Thisted
Randi Jensen, Blåbjerg
Tommy Jensen, Frederikshavn
Tove S. Jensen, Silkeborg


4. række fra venstre:
Anni Jespersen, Videbæk
Gulbrit Johannesen, Færøerne
Laila Johansen, Egtved
Lars Peter Jonassen, Randers
Benno Q. Jürgensen, Hundested
Christina Jørgensen, København
Flemming Jørgensen, Augustenborg
Karin M. Jørgensen, Esbjerg
Mette Jørgensen, København
Farshid Kia–Kojouri, Tåstrup
Per U. Klemp, København
Jesper Koertz, Hørning
Allan S. Kristensen, Skive
Brian Kristensen, Aarhus
Erik Kristensen, Skive
Lillian Kristensen, Grindsted
Mariane Kristensen, Brande
Bente Kvortrup, Esbjerg


5. række fra venstre:
Jørgen Larsen, Rørvig
Peter Jensen, Nykøbing F.
Simon F. Larsen, Værløse
Sussie W. Larsen, Skævinge
Ivan H. Lassen, Aars
Brian Lentz, Nakskov
Jannie W. Lentz, Nakskov
Camilla Leth, Frederikshavn
Annette Lonsdale, Fredericia
Jørgen S. Madsen, Vordingborg
Paw K. Madsen, Aarhus
Pia Madsen, Holste
Ulla H. Madsen, Marstal
Winnie P. Madsen, Kjellerup


6. række fra venstre:
Johannes Mathiasen, Julianehåb
Dorte Mikkelsen, Horsens
Henrik M. Mortensen, Aarhus
Preben D. Müller, Horsens
Thanh Trung Nguyen, København
Annelise R. Nielsen, Vejle
Hanne Nielsen, Nibe
John Nielsen, Nyborg
Kaj Preben Nielsen, Skibby
Kurt Einar Nielsen, Viborg
Robert R. Nielsen, Gentofte
Lars Nyrum, Randers


7. række fra venstre:
Karen Olesen, Kolding
Karin D. Olesen, Roskilde
Anne Marie Pedersen, Randers
Egon Pedersen, Viborg
Henrik D. Pedersen, Ballerup
Kurt Pedersen, Allinge–Gudhjem
Lasse Pedersen, Karup
Michael Pedersen, Haderup
Morten Pedersen, Hedensted
Peter T. Pedersen, Aarhus
Kurt Allan Peters, København
Asger Petersen, Nr. Djurs
Per Petersen, Ringsted
Sara Petersen, Grønland


8. række fra venstre:
Vinnie Post, Ebeltoft
Anne Marie Poulsen, Thyholm
Jørgen Prøhl, Brande
Mohammed Ramazani, Esbjerg
Janne U. Ramsing, Brøndby

— følgende 9 er personale:
Svend Kjærgård
Torben Krogh
Johannes Fisker
Sørine Kjær
Aksel Kjær
Nina Haldrup
Danhøj
Jørgen Nørgaard
Benny Kastrup Hansen
Louise Rasmussen, Fredericia
Ole T Rasmussen, Hvalsø
Mette Rusbjerg, Skive
Simon Raarup, Randers


9. række fra venstre:
Gitte Salling, Årslev
Helle Sandal, Mors
Mary–Ann Sandst, Læsø
Rikke Sandst, Læsø
Masoud Samseili, Esbjerg
Jette Stig, Egtved

— følgende 8 er personale:
Jan S. Mikkelsen
Hanne Halkjær
Søren Elkjær
Else Skovbo Jensen
Birgit Framming
Olav Liengaard
Anni Koue
Henning Wichmann

Anne Mette Simonsen, Esbjerg
Per Snedker, Esbjerg
Carsten Sonne, Silkeborg
Torben Steinbach, Gentofte
Berit Sørensen, København


10. række fra venstre:
Bjarne Sørensen, Aarhus
Carl–Erik R. Sørensen, Skive
Lisbeth Sørensen, Skive
Lona Harbo Sørensen, København
Ole Dahl Sørensen, Esbjerg
Peter Sørensen, Herning

— følgende 5 er personale:
Esben H. Sørensen
Vagn Jørgensen
Claus H. Estrup
Ib Jespersen
Bent Pedersen

Mette Lise Thomsen, Nr. Snede
Pia Thomsen, Grenå
Anna Marie Vedstesen, Grindsted
Marianne Vestergaard, Ikast
Knud H. Wienand, Odder


11. række fra venstre:
— følgende 9 er personale:
Merete Stamp
Lis Rasmussen
Vivi Doktor
Johanne Graversen
Krista Levring
Dorete Madsen
Lilly Olsen
Anni V. Fredensborg
Jytte Nielsen




 


 


Elev– og personalefortegnelse
efterårssemesteret 1986.

1. række fra venstre:
Nashad R. M. Amien, Aalborg
Aase V. Andersen, Aarhus
Brian Chr. Andersen, Hadsund
Abdullaf Hiwa Aziz, Aarhus
Lars Bach, Skørping
Arvid Bak, Kjellerup
Annette Banke, Hårby
Bo Bastian, Aalborg
Lise Lotte Bernt, Aalborg
Klaus v. Bertelsen, Thisted
Per Bjerrum, Rødekro
K. Henning Bloch, Egvad
Lis Boysen, Esbjerg
Per S. Bundgård, Aarhus
Hanna B. Christensen, Hvorslev
Henrik Christiansen, Korsør


2. række fra venstre:
Kent Christiansen, Sæby
Birgitte Dalhof, Aarhus
Lis M. Duelund, Bjerringbro
Annette Ersgaard, København
Mahmoud Esmaili, Nykøbing F.
Esaias Filemonsen, Grønland
Tonny Fjeldgård–Frederiksen, Haderup
Kim Frank, Helsinge
Carrie Gibbons, København
Jan Halvorsen, Aarhus
Ib Hansen, Give
Iver Hansen, Farsø
Lisbeth Hansen, Faaborg
Malene S. Hansen, Horsens
Ase Hansen, Grindsted


3. række fra venstre:
Anny W. Hjortshøj, Nr. Hald
Karin G. Holm, Videbæk
Bent Jacobsen, Færøerne
Sarita Jacobsen, Færøerne
Gunner Jacobsen, Ølstykke
Jan Ø. Jacobsen, Grønland
Søren Jacobsen, Aarhus
Erik B. Jacobsen, Vejle
Claus S. Jensen, Juelsminde
Flemming B. Jensen, Grindsted
Helena Jensen, Vejle
Jimmy S. Jensen, Nykøbing–Rørvig
Karl F. Jensen, Grenå
Ove Jensen, Sallingsund
Peter L. Jensen, Aalborg


4. række fra venstre:
Gitte Jepsen, Brørup
David Jeremiassen, Grønland
Carl Joensen, Rødovre
Flemming Jørgensen, Thisted
Kenneth B. Jørgensen, Skagen
Kurt Jørgensen, Vejle
René Jørgensen, Holstebro
Ali G. Khabbaz, Odense
Abdolhossein Khosraul, Odense
Hasan Ali Kiani Marani, Varde
Mojataba Kiani, Varde
Jytte Kiel, Brovst
Jes Georg Klein, Silkeborg
Charlotte Korsholt, Frederikshavn
Lars A. Kristensen, København


5. række fra venstre:
Kirsten Kusk, Aarhus
Kim Køhler, Vinderup
Berit U. Larsen, Juelsminde
Jannik H. Larsen, Hillerød
Susanne L. Larsen, Løkken–Vrå
Per Rene Lauritzen, Haderslev
Michael Leving, Aarhus
Hanne Lilsby, Ballerup
Allan Lilsby, Ballerup
Elinborg Ljosstein, Færøerne


6. række fra venstre:
Lothar Lorentsen, Hadsund
Jens Poul Lorentzen, Randers
Jackie Lyø, Odense
Lone Madsen, Odense
Pia Madsen, Holsted
Jan Mikkelsen, Ballerup
Knud L. Mikkelsen, Odder
Lone Mikkelsen, Kjellerup
Majbrit Mortensen, Farsø
Siroos Mostaghim, Varde


7. række fra venstre:
Flemming Nedergaard, Kjellerup
Annalise R. Nielsen, Vejle
Britta L. Nielsen, Fjends
Edvard Nielsen, Grønland
Jan Nielsen, Haderslev
Karin Nielsen, Grønland
Tove Nielsen, Aulum–Haderup
Inge Nørgaard, Frederikshavn
Ulla Olsen, Ejby
Allan Pedersen, Skagen


8. række fra venstre:
Anders Pedersen, Ebeltoft
Ib Pedersen, Roskilde
Jan Pedersen, Holmegaard

— følgende 7 er personale:
Jan S. Mikkelsen
Svend Kjærgaard
Johannes Fisker
Nina P. Haldrup
Sørine Kjær Nielsen
Aksel Kjær Nielsen
Danhøj
Benny Kastrup Hansen
Jørgen Nørgaard

Linda L. Pedersen, Rønde
Lone Tang Pedersen, Viborg
Charlotte Petersen, København
9. række fra venstre:
Asser Pivat, Grønland
Poul J. Poulsen, Færøerne
Colin Prestwich, England
Jack T. Rasmussen, Køge
Laust Rasmussen, Glostrup

— følgende 7 er personale:
Vagn Jørgensen
Hanne Halkjær
Søren Elkjær
Else Skovbo Jensen
Birgit Framming
Olav Liengaard
Anni Koue

Lene Rasmussen, Brædstrup
Dorthe Riis, Nr. Snede
Hjørdis Sivertsen, Færøerne
Bogi Sivertsen, Færøerne


10. række fra venstre:
Jane Stagsted, Hjørring
Leon Staun, Skovbo
Brian Sørensen, Sundsøre
Jacob B. Sørensen, Holstebro
Peder Erik Timm, Hirtshals

— følgende 6 er personale:
Dorthe Sylvest
Claus H. Estrup
Ib Jespersen
Bent Pedersen
Anna–Marie Holm
Bente Stamp

Jan Vejen, Løkken–Vrå
Lilian Warming, Holstebro
Kasper Wiuff, Karlebo
Ibrhim Øztyrk, Aarhus


11. række fra venstre
— følgende 9 er personale:
Merete Stamp
Jonna Thomsen
Vivi Doktor
Johanne Graversen
Dorete Madsen
Lilly Olsen
Anni V. Fredensborg
Hanna B. Espersen
Jytte Nielsen
Bente Jeppesen




 



 

Love for Nørgaards
Højskoles elevforening.

§1.:
Foreningens formål er at holde forbindelsen mellem skolen og tidligere elever samt evt. at yde bistand til disse.
   Som medlemmer kan optages tidligere og nuværende elever og funktionærer ved skolen.

§1a.:
Som medlemmer kan også optages deltagere fra Nørgaards Højskoles feriekurser, når disse mindst 3 gange har været sommerkursister på højskolen.

§2.:
Elevmøde afholdes 1 gang årligt.

§3.:
Generalforsamling afholdes sammen med elevmødet.
Dagsordenen skal omfatte:
1) Valg af dirigent.
2) Formanden aflægger beretning, som stilles til godkendelse.
3) Regnskab aflægges og stilles til godkendelse.
4) Behandling af indkomne forslag.
5) Valg af bestyrelse, revisorer og suppleanter.
6) Eventuelt.
Forslag til lovændringer skal være formanden i hænde senest 2 måneder før generalforsamlingen, idet forslagene skal indgå i den udsendte dagsorden for at kunne vedtages.

§4.:
Lovændringer kræver tilslutning fra 2/3 af de stemmeberettigede ved generalforsamlingen.

§5.:
Kontingentet fastsættes hvert år ved generalforsamlingen.

§6.:
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. 4 afgår på ulige og 3 på lige år efter tur.
   Der vælges 2 revisorer, 2 suppleanter for revisorerne og 3 suppleanter til bestyrelsen, alle for l år ad gangen.
   Bestyrelsen konstituerer sig selv.

§6a.:
Bestyrelsen vælger hvert år 5 repræsentanter til skolens repræsentantskab, eventuelle repræsentanter som er indvalgt i skolens bestyrelse genvælges. Genvalg af medlemmer af skolens bestyrelse kan kun undlades med generalforsamlingens tilslutning som ved lovændringerjfr. §4.
   Endvidere vælges 2 suppleanter, en 1. suppleant og en 2. suppleant. Alle valg er for 1 år ad gangen.

§7.:
Bestyrelsen er beslutningsdygtig efter bemyndigelse ved den årlige generalforsamling.

§8.:
Der udsendes et elevskrift hvert år til jul.

§9.:
Hvis foreningen opløses, tilfalder de økonomiske midler Nørgaards Højskole.

 



 



 

 

 

Udgivet af
Nørgaards Højskole.

Redaktion ved:
Birgit Framming i samarbejde med elevforeningens bestyrelse.

Forsidetegning:
Poul Nielsen

Billeder:
Elever og lærere på højskolen samt Midtjyllands Avis.

Lay–out, sats og tryk:
Bjerringbro Avis