NØRGAARDS
HØJSKOLE
NØRGAARDS
HØJSKOLE




Jubilæumsskrift
1980

 

 

 

Indhold.

 Forklaring på symboler.   2  London 1980.   89 
 Vær glad.   3  Tur til Farmen.   92 
 Midt i en blomstringstid.   4  En dag i en emneuge.   94 
 Et tilbageblik.   5  Afslutningsfest for familiekursus.   96 
 Kriser og stædighed.   7  Midgårdssang.   99 
 Et foranderlighedens hus.   9  Udgårdssang. 101 
 Nørgaards Højskole taler gennem tidens sten. 12  Asgårdssang. 103 
 Ide og virkelighed. 14  Nørgaardsvamp. 103 
 Et stort tillykke med de 25 år. 17  Afslutningsfasen 4. juli 1980. 104 
 24 år på Nørgaards Højskole. 18  Sang af Pernille Nederland. 106 
 Nørgaards Højskole, folkehøjskolen ind i 80'erne. 21  Lederkursus i folkedans. 108 
 En god start på en uddannelse. 23  Palle Bjørn: Festdialog. 110 
 Familie og højskole. 25  Omsorg. 116 
 Det skulle være Nørgaards Højskole. 26  Sangen har vinger. 119 
 En oplevelse i Frankrig. 28  Mit forhold til arkæologien. 120 
 Den enkeltes værd —. 30  Bumle. 122 
 Formning. 31  Forår—Sommer—Efterår—Vinter. 124 
 Fjernsyn —. 34  Medlemmer af repræsentantskabet. 125 
 Idræt på Nørgaards Højskole — før og nu. 36   Elevrådsvalg. 126 
 Bjerringbro egnens Museumsforening. 38  Beretning fra elevforeningen. 127 
 Ordblinde. 42  Sammendrag af elevforeningens regnskab. 128 
 23 år på Nørgaards Højskole. 43  Elevstævnet 1980. 129 
 Skolearbejde og elevforening. 44  Familiekursus 1981. 131 
 Min baggrund — . 45  En hilsen til gamle elever. 132 
 Fra Tronhjem til Bjerringbro. 47  Jeg fik „blod på tanden“. 133 
 Problemlæreren, der går hjem til parcelhuset kl. 16. 48  Spillemandstræf på højskolen 28. marts 1981. 133 
 Det administrative personale. 53  Elevfortegnelse, forår 1980. 134 
 Projekt „Ung i arbejde“. 54  Elevfortegnelse, efterår 1980. 136 
 Siden sidst —. 57  Legat. 138 
 Svømmesalen — nyt skud. 73  Hilsen fra elevforeningens bestyrelse. 138 
 Våkn opp mitt barn —. 75  Love for Nørgaards Højskoles elevforening.  139 
 Åndelig antabus på højskolen. 77  Plan for perioden 1. januar 1981 til 31. december 1981. 141 
 Udvekslingstur til en norsk folkehøjskole. 81  Oversigtskalender 1981. 142 
 Studierejse til Færøerne. 84  Oversigtskalender 1981. 143 
 3 dage med Jørgen — eller omvendt. 86  Højskoleforeningens program 1980/1981. 144 

 


 

Forklaring på symboler.Symboler.

Lige som de gamle vikinger indhuggede runer og helleristninger i klippesiderne, således har vi her forsøgt i deres stil at sige noget om denne skole. Som motiverne er historiske, er skolen det også. I øverste hjørne til højre har vi den ældste form for vort flag, et kors i ringen. Symbolet på tro og evighed. Jeg mindes den kloge forstander for Sveriges største arbejderhøjskole, Alf Ahlberg, der engang sagde: En kultur fødes med sin religion og går under med den.
     Midt i billedet finder vi skibet — vikingeskibet — havets betvinger. For vikingen var det vel nok symbolet på handling og kamp, for os er det snarest billedet på menneskelivets sejlads mellem de levendes land og de dødes rige, således som kirkeskibene også er det, som de hænger under de ærværdige gamle hvælvinger. Det er den samme symbolik, vi møder i oldtidens langdysse såvel som i kirkebygningens udformning i hovedskib og sideskibe.
     Øverst til venstre er et mærkeligt dobbeltsymbol, der findes på mange svenske helleristninger: Hesten og ankeret. Ankeret er håbets tegn, hesten var i den hedenske mytologi det væsen, der førte solskiven over himmelbuen. Hrymfakse, der hver morgen ved Dellings porte henter den nye dags sol. Håbet knyttes vel hertil, at vi ønsker, at der vil være mange dage for os østpå endnu.

 


 

Vær glad.

Vi spurgte ikke, hvorfor du kom.
Men det var godt, du kom.

Måske forstod du os med det samme.
Alt var bare godt, og vi var glade sammen.

Måske forstod du os ikke,
vi mærkede det,
lod dig være i fred,
men vi var kede af det.
Bange for, at du skulle blive ved at være en fremmed for os.

Du var kommet på en skole,
og vi gav dig „redskaber“ til livet derude.
Det kunne blive hårdt.
Derfor ville vi gerne ruste dig.

Det vigtigste for os var ikke, at du skulle få succes.
Vigtigere var, at du kunne bære de nederlag, du ville lide.

Og dog var det os ikke nok,
måske satte vi målet for højt,
men vi kunne ikke slå af.

Du skulle være glad — glad for livet
som en gave —
en gave fra din Gud,
som er kærlighed.

Får du succes derude,
vil du bære det uden at blive vigtig,
men takke ham, som gav dig sejren.
Får du nederlag,
selvforskyldt eller uforskyldt i blanding,
vil det ikke knække dig,
hans tilgivelse og trofasthed kender ingen grænser.

Tak, fordi du kom,
og tilgiv os, hvis det ikke lykkedes helt.
Under skiftende tider og skiftende vilkår
er menneskelivet og menneskesindet uforandret.
Derfor er grundlaget for vort arbejde uændret,
og målet det samme.

I 25–året for vor skoles tilblivelse
og i taknemmelighed mod dem, der fyldte den
med håndens og åndens gerning,
sender vi dig derfor denne hilsen.

GUD I VOLD.                    OLAF SMITT.

 


 

Midt i en blomstringstid.Ejner Vestergaard.Ejner Vestergaard.

Højskolen — hvad er det for en størrelse, og hvad står den for? Det spørgsmål blev i begyndelsen af 1930'erne stillet til daværende forstander Aage Jensen, Hadsten Højskole. — Han svarede: „Bortset fra, hvad den enkelte højskole har nedfældet i sit holdnings– og tilbudsprogram, er det umuligt at svare på“. Han sammenlignede højskolen med en kobbertråd af høj kvalitet, der lader sig bøje til alle sider og dog beholder sin identitet.
     De ældste højskoler er over 100 år og har i den periode forandret sig meget i lighed med samfundet omkring højskolen, men de højskoler, som endnu består, har bevaret deres identitet eller særpræg, hvis man foretrækker det udtryk.
     Nørgaards Højskole har i de 25 år, den har bestået, været ude for en meget stor forandring. Fra sin spæde begyndelse som enkeltmands idé og initiativ, har den udviklet sig til at være kendt over hele landet. — Johanne og Arne Nørgaards pionerarbejde har båret frugt.
     Nørgaards Højskole står ved sit 25 års jubilæum i en blomstringsperiode, som alle, der har tilknytning til skolen, kan glæde sig over, og den har bevaret sin identitet eller sit særpræg fra Hadsten–perioden.
     Vort ønske ved jubilæet skal være lykke og fremgang i samme ånd, som hidtil har præget Nørgaards Højskole.

EJNER VESTERGAARD.


 

 
 
 
 

Et tilbageblik.Johanne Nørgaard.Johanne Nørgaard.

25 år er gået. — Ja, jeg mindes en dag for netop 25 år siden. Arne ringede (han var da midlertidigt på Ask Højskole og jeg i København) og spurgte, om jeg ville med til Hadsten for at se på nogle bygninger der, som var annonceret til salg. Det var med bankende hjerte, vi gik op ad den stejle bakke med forstander Thommesen fra Den jyske Håndværkerskole og til den bygning, som så kom til at danne rammen om vort fremtidige virke.
     Vi var straks klar over, vi ikke kunne købe disse bygninger, det havde vi ikke kapital til, men ved en saglig drøftelse med forstander Thommesen blev det til et for os gunstigt lejemål, hvor vi oven i købet måtte bruge et vist beløb af lejen til vedligeholdelse og forbedringer.
     Det var et voveligt eksperiment. Vi så straks, der var meget at tage fat på. Arne, der selv måtte opgive sit arbejde på grund af sygdom, havde syslet med tankerne om et arbejde for erhvervshæmmede. Han havde erfaret, hvor skoen trykkede, og nu skulle forsøget så prøves i disse bygninger i Hadsten.
     Der lå i hvert fald nu et stort arbejde foran os, først med at få værelserne og alle lokalerne gjort i orden. Vi havde tre måneder dertil. Det var ikke meget, når vi skulle tage i betragtning, at et nyt tag først skulle sættes op, så vi kunne fjerne alle baljer, spande o. s. v. fra værelserne, hvor de stod for at samle regnvand fra utæthederne.
     Hadsten by tog godt imod os, enkelte måske lidt skeptiske, men med de forudsætninger, vi havde med hensyn til økonomien, havde vi brug for en kredit hos de handlende. Og der mødte vi god forståelse. Da Arne samtidig var uddannet ved handelen, vidste han også, hvordan det hele praktisk skulle lægges til rette. Ja, der var nok til at beskæftige tankerne. Tænk bare på den situation, at den 1. november var der ikke installeret køkken, og eleverne skulle komme den 3. november. De kom — godt 40 elever at begynde med — og vi havde lagt et semester til 5 måneder, men ved slutningen af disse 5 måneder var der et par elever, der ytrede ønsker om at ville fortsætte på sommerholdet også. Altså skulle der startes et 2. semester. Det skulle der søges om tilladelse til ved ministeriet — og den fik vi.
     Sådan kom det ene til efter det andet — der skulle hele tiden spekuleres i nye baner. Jeg mindes også vor regnskabsføring. Alt, der kom ind af penge, blev omhyggeligt noteret, men intet blev betalt uden ved check. Sådan startede vi. Ved juletid, da der blev lidt tid tilovers, kunne vi så småt konstruere et regnskab og så efterhånden følge det op. Et andet problem indtraf efter det første års tid. Vi blev en dag ringet op fra Vejle amts–kontor, da vi ikke stod på listen for godkendte skoler, d. v. s. elever, der søgte amtsstøtte til vor skole, kunne ikke få det, så vi fik travlt med at få indhentet det forsømte. Arne havde ikke gjort sig det klart, at vi i første omgang kun havde fået ministeriel bevilling for et år. Ligeledes kom der en økonomisk krise. Da vi ved indkøb af de mange skrivemaskiner havde regnet med hjælpen til undervisningsmaterialer — skolen var jo blevet godkendt til handelsundervisning — men nej, skrivemaskiner stod ikke på listen over godkendt materiale. En god ven, brugsuddeler Pedersen fra Ryslinge, hjalp os her.
     Jeg sidder så ofte nu og lader tankerne flyve tilbage til disse arbejdsrige år, til de mange elever, som vi gennem årene havde så god kontakt med. Den flid de mødte op med. Om aftenen efter spisetid var humøret højt ved skrivemaskinerne. Det var lige sagen at komme op på det højeste anslag, selv om det kun var ved hjælp af den ene hånd.
     Af og til får jeg en kær hilsen fra en elev, og jeg håber, det vil fortsætte, selv om jeg desværre ikke altid får besvaret disse hilsener. Det gør godt at høre, hvordan det er gået de enkelte elever. Vi prøvede at gøre vort bedste for de mange — trods begyndervanskeligheder og de meget trange forhold. Jeg kan godt i dag undre mig over, at det gik så godt, som det gjorde. Når vi var tvunget til at være så mange under samme tag, kan det ikke undgås, at vi mere eller mindre bevidste retter os efter hinanden. Det var måske med til at skaffe den gode og trygge atmosfære, som de „gamle elever“ nu så ofte bagefter har sagt til mig.
     Men det er også dejligt at komme til skolen i Bjerringbro nu — at mærke, det går godt. Jeg håber så inderligt, at det, der begyndte for 25 år siden, må få lov at fortsætte støt fremad, at der ikke skal strammes alt for meget ind, så det derved kommer til at gå ud over dem, der netop nu synes, gnisten igen var blevet tændt.

JOHANNE NØRGAARD.


 

 

 





Kriser og stædighed.Jørgen Nørgaard.Jørgen Nørgaard.

Der står i Hadsten nogle bygninger, en gang Danmarks første gymnastikhøjskole, som nu undergår en mærkværdig forandring fra gymnastiksal til rækkehus, fra skolestuer og elevværelser til ejerlejligheder á et par hundrede tusinde kroner stykket. Stedet summer af aktivitet. Dygtige håndværkere fuldender hurtigt, hvad en påhitsom hjerne har udtænkt, man kunne få ud af nogle bygninger, der ikke altid har været lige velegnede.
     Det er meget mærkeligt for os, der for 25 år siden gik i de samme bygninger og der for små midler skulle prøve at medvirke til at skabe et skolemiljø, at opleve denne radikale ændring. Det bliver nu så meget anderledes, at de følelsesmæssige bånd, man trods alt har haft, endeligt skæres over. Det er ikke mere Nørgaards Højskole for mig, og jeg tror, at navnet ligeledes omsider vil glide ud af sprogbrug i Hadsten, hvor det dog har hængt ved i hele otte år efter skolens flytning.
     Men som nu var der også dengang bagved den hektiske aktivitet nogle mennesker, der var bidt af en gal idé, nemlig mine forældre, Johanne og Arne Nørgaard.
     De fandt hinanden på Askov Højskole, som de begge var elever på, inden de ville i gang med deres uddannelse. Sikkert inspireret af sin mor, der havde været lærer på Vallekilde, havde far klart besluttet sig for at blive lærer på en højskole, og dette mål ville han nå gennem en faglæreruddannelse. Klart målrettet, som han var, skulle denne forelskelse ikke rokke ham fra hans fremtidsplaner. Hvor andre frier til deres pige ved store ord om kærlighed og kildevand, spurgte han min mor, om hun kunne tænke sig at blive højskolemor, idet han med en flot bevægelse slog armen ud over den tomme spisesal på Askov Højskole.
     Det blev en bevæget tid som højskolefolk på Ryslinge Højskole i kriseprægede tider under indtryk af arbejdsløsheden herhjemme og de truende totalitære systemer udefra. Hvordan forsvarede man som højskolemenneske disse trusler anderledes end ved at beskrive dem i sin undervisning, i sit valg af emner både til det enkelte hold, til fællesforedrag, til egnsmøder og ikke mindst i artikler i pressen og skolens årsskrift (Ryslingebogen). Det blev fremlagt så åbent og engageret, at man ikke et øjeblik tvivlede på holdning og standpunkt, specielt overfor Hitlers Tyskland, hvor der anlægges et sprog, så jeg fuldtud forstår den kraftige advarsel, min far fik, i „Månedsbreve for DNSAP“.
     Men man kunne også tage den udfordring op, der lå i de forhold, den enkelte elev stod i, og her og nu prøve at løse op for nogle menneskelige, sociale problemer, som samfundet dengang slet ikke evnede, ja, slet ikke ønskede at løse, endsige medvirke til løsning af. Jeg tror, det var i mødet med disse elever — oversete, glemte og tit ilde sete — at tanken om den senere Nørgaards Højskole fødtes.
     Vort hjem var præget af det. — „Du kan altid gå ned og snakke med Nørgaard om det“, hed det, og der blev vendt mange problemer. Hvad mor ikke vidste fra sin sygeplejegerning, kunne far snuse sig frem til ved sine mange kontakter eller ved at læse sig til det, så der jævnligt var et godt råd at hente. Men der var ikke altid mulighed for at udmønte det i praksis. Der manglede en lang række led i en kæde for, at man kunne sige, at også disse „oversete“ havde rimelige muligheder.
     Men eet er idéen. Den anden verdenskrig umuliggjorde al tanke om at bygge en ny skole op. Efter den stod man på Ryslinge Højskole og i det lokale forsamlingshus med 770 tyske flygtninge. Som stedlig leder af statens civile luftværn blev far af Indenrigsministeriet bedt om at overtage ansvaret for disse mange mennesker. I 10 måneder stod far overfor så mange uforudseelige problemer, at man måtte skære igennem med utraditionelle løsningsforslag. Der er ingen tvivl om, at de erfaringer af såvel adminitrativ som mere jordnær praktisk karakter, far og mor høstede, er kommet Nørgaards Højskole til gavn i de meget vanskelige opbygningsår.
     Alligevel var det så stor en beslutning at tage — også fordi man måtte risikere sin personlige formue eller eventuelle kautionisters — at skolen næppe var blevet startet, hvis ikke sygdommen i den grad havde umuliggjort al forbliven i Ryslinge. Der måtte et skift til. Men hvem vil ansætte en 52–årig mand med stærke personlige synspunkter og et skrøbeligt helbred.
     Derfor var der intet valg!

JØRGEN NØRGAARD.


 

 
 
 
 

Et foranderlighedens hus.

En gang i oktober for 25 år siden tog jeg en tur til Hadsten. Jeg måtte da vide, hvor det var, jeg skulle arbejde fra begyndelsen af november. Det var slet ikke så nemt at finde Nørgaards Højskole. Det var nemlig ikke en fuldt færdig højskole, som var kendt af alle og enhver. Dog mente boghandler Gommesen, at det måske var i det store hvide hus på Vesselbjergvej. Der skulle der vist ske noget.
     Det viste sig at være rigtigt. I det hus havde der oprindelig været gymnastikhøjskole. Nu var Den jydske Håndværkerskole ejer af bygningen, som ikke længere var egnet til håndværkerlærlinge. Og der skete virkelig noget.
     I stuen til venstre for indgangen sad en hel række mennesker og spiste stuvet hvidkål og frikadeller. Det var familie og hjælpere — formentlig Carlsen og Møller Jensen. Der kunne selvfølgelig blive både plads og mad til en til.
     Stuen blev også benyttet som dagligstue, og stuens inddeling markeredes af et gulvtæppe, der gennem årene i Hadsten spillede en ikke uvæsentlig rolle.
     Da de havde spist færdig, forsvandt alle. Hvorhen? Jo, allesammen havde de så meget at gøre. Især i kælderen så det ud til. Med sandpapir sleb de stole, så det støvede. Disse stole skulle lakeres og være tørre til starten i november. Stolene var kun en detalje i alt det, der slet ikke så ud til at kunne blive til en skole på så kort tid.
     Det er de særeste ting, der fæstner sig i hukommelsen, bliver man klar over, når tankerne går tilbage. Hør blot, hvad der ved rundgangen på skolen blev vist frem: Høresalen og fyrkælderen! Den dag lærte jeg et nyt ord: Høresal.
     Den dags oplevelser giver egentlig essensen af det, der for os — elever og personale — blev Nørgaards Højskole i Hadsten: Familie — lokaler — mad — gulvtæppe — ny lærdom.
     For forstanderens familie var det naturligt at slutte op om skolen — den økonomiske støtte har andre tidligere talt om. Jeg vil nævne frøken Madsen eller Moster Kathrine, denne varmt menneskelige og karakterfulde dame, der jævnligt kom på besøg. Synålen og hæklenålen kom i sving, hvor der var brug for det, og mange ting, der under dagenes travlhed var lagt til side, blev af hendes ferme hænder bragt i brugbar stand. Samtidig havde hun smil og venlige ord til dem, der kom og kiggede ind.
     Det første elevhold mindes sikkert også udflugten til Houlbjerg. Det hører højskolen til at tage ud og se sig om. Da skolen ikke havde ret mange penge at arrangere ture for, tog familien i Houlbjerg imod os. Det er en gestus, der nok er værd at mindes. Det blev en god dag. Der var fint dækkede kaffeborde i storstuen. Kaffemaskinen var med på tur, for nogle kopper vand skulle der koges til al den kaffe, vi kunne drikke. Mens kaffebrygningen gik for sig, beså vi omgivelserne og havde forskellige oplevelser. Der var kattekillinger i kostalden — der er hyggeligt og varmt i en kostald — og Børge faldt pladask mellem kaffebordene. Det var ikke spor sjov og gjorde et alvorligt indtryk: Det første møde med en epileptiker. Det er dog ikke det eneste minde om Børge. Han var med til at sætte kulør på såvel undervisning som fritid.
     De forskellige lokaler kunne — om de ellers var i stand til at tale — fortælle interessant historie om skolens udvikling. Ja, alle har de været brugt til forskellige formål.
     For at blive ved begyndelsen blev førnævnte spise–/dagligstue til undervisningslokale for kjolesyning og håndarbejde, og i frikvartererne styrtede eleverne fra de andre undervisningslokaler derind for at komme først til de to klubstole, der var vild luksus, og som viste sig at kunne rumme mange mennesker på een gang.
     Det ovale bord med voksdug oplevede at være spisebord, arbejdsbord i kjolesyning og dannede også underlag for elevernes kassejournaler ved bogføringsundervisningen. Dog hver ting til sin tid. Man kom tæt på hinanden. Pladsen gjorde det nødvendigt.
     Til hverdag var gulvtæppet der ikke. Men ved festlige lejligheder dukkede det op. Det kom frem, når der var forældredag bl. a. Rummet skiftede helt karakter. Der kom små vævede eller broderede duge på bordene og blomster. Gulvtæppe, duge, vaser, blomster: Fest!
     Hvor kom blomsterne fra? Det var jo småt med pengene. Om foråret kom der skub i kirsebærgrene, birkegrene og forsythia ved et lille ophold i fyrkælderen. De lyste op ved sammenkomster og udstillinger. Hen på sommeren gik elever ud i omegnen og plukkede vilde planter, som blev tryllet til lette, luftige og fintfarvede bordbuketter i sorte jydepotter. Julens pyntegrønt kom fra familie og venner med skov eller have. Til det røde i form af julebegonier og alpevioler må der absolut være lindet på pengekassen.

     Til fest hører også mad. Hvilket rum, spisningen end foregik i: Nævnte stue, høresalen, den senere spisestue i kælderen eller endelig gymnastiksalen, det var festligt, lidt højtideligt og hyggeligt. Opdækningen med lange borde med duge, blomster, lys og sangbøger og de fint opsatte servietter bød velkommen og gav mulighed for en samhørighed, som varmede.
     Hvad så med maden? Jo, se til jul var det risengrøden med mandlen(erne), der var det karakteristiske. Forældredagenes og elevmødernes kulinariske højdepunkt var lagkagerne med creme, syltetøj og glasur — uhm!
     Eftermiddagskaffen til hverdag blev af lærerne indtaget i „den bageste stue“, stuen med mange smukke ting på alt for lidt plads. Eleverne troede, vi altid spiste flødeskum, og vi troede, de altid fik klatkager! Vi har spist mange æblekager med flødeskum, fru Greve flødeskummet og jeg æblekagen, Danhøj spiste ingefærkager, fru Nørgaard franskbrød med brune kager som pålæg. Hvad de andre levede af, ved jeg ikke, før vi allesammen blev indrulleret mellem klatkagespiserne. Hvilket arbejde at stå i køkkenet i middagsstunden og bage klatter til så mange mennesker. Tak, fru Nørgaard!
     Lærermøderne om aftenen fandt også sted i „den bageste stue“. Det festligste og dejligste lærermøde, jeg i det hele taget har deltaget i, er det, hvor brandmateriel blev demonstreret. Man forestille sig Jørgen med brandøkse, Danhøj med røgmaske, Anni med beskyttelseshjelm, og midt på bordet mellem kaffekopperne skumslukkeren. Om vi bagefter var bedre skikket til at tage imod en evt. ildebrand, må enhver afgøre med sig selv. Der blev heldigvis ikke lejlighed til at demonstrere det.
     Gymnastiksalen var et vældigt rum, som den første tid blev brugt til opbevaring af ting som gamle kister og skabe. Senere blev rummet til udstillingslokale for elevarbejder, til samlingsrum i festlige stunder som forældredage, elevmøder og juleafslutninger. Her dukkede gulvtæppet op igen og dannede sammen med blomster pyntelige omgivelser for dagens taler eller optrædende. Uden gulvtæppe og blomster blev gymnastiksalen til undervisningslokale, bordtennisrum og opbevaringsrum for fem store kummefrysere, og vel at mærke alt på en gang.
     Hvilken lærdom, andre har fået med sig, kan ikke registreres. Dog er det sikkert: Ingen er gået upåvirket gennem Nørgaards Højskole. Menneskene lærte hverandre at se muligheder trods begrænsninger. Det er det fornemste minde, jeg har om Nørgaards Højskole.
Jeg gemmer alle Minderne —
som Skillinger jeg sanker dem
og sidder tit som Gnieren
og pudser dem og blanker dem,
og føler mig så hjerteglad,
at intet kan bedrøve mig,
og takker for de Skillinger,
som ingen kan berøve mig.

Axel Juel.

     Mit jubilæumsønske for Nørgaards Højskole i Bjerringbro: At der stedse må være nogen, der har blik for især de menneskelige muligheder. Hadsten, i september 1980.

JENNY VESTERGAARD.


 

 
 

 
 

Nørgaards Højskole taler gennem tidens sten.

Vort land er uden store fjelde og bjerge, men med løsrevne stumper af Norges klippeformationer båret af isbræen sydover. Men varmen var isen for stærk, og intet bar stenene videre. Derfor ligger de der — store og små — Hesselagerstenen, Tirslundstenen og alle de navnløse granitkvadre. Generationer har i årtusinder forstået, at det, der blev mejslet på de hårde flader, forblev der, og fortalte slægtled efter slægtled om stordåd og indsats.
     Forstår vi på denne egn slægtsforbindelsen mellem Jellingestenene og runestenene på Skjern kirkegård? Fatter vi århundreders kamp, når vi kigger ind over stendiget i Ulstrup slots have og fanger Grøndalsstenens ælde, Danmarks ældste runer? Gravkamre er skærmet af overliggere og sidesten — hvordan har de dog fået dem placeret der for at skærme mindet om afdøde — hvordan bedømmes vore mindesten så mange år frem i tiden? Men efterlignes skulle disse uforgængelige minder. Jordarters indhold kunne ved ildens hjælp brændes til sikre murværker. Dannevirke ændredes fra jordvolde til et værn af røde sten.
     Aldrig passerer jeg vore 800–årige kirker uden respekt for bygherrerne. Man imponeres hver gang af Holmens kirke, Børsen, Christiansborg, Chr. den 4.'s store fortjenester. Af nyere dato Grundtvigskirkens linier i gule mursten. Millioner af sten har skabt tusinder af hjem i røde, gule og hvide farver.
     Ler og sand i passende blandinger giver det materiale, der under kyndige brænderes hænder bliver til de sten, som indrammer slægterne, deres virke og klenodier. Der er noget blivende deri — en historie fra fortiden, over nutiden ind i fremtiden. Måtte vi forstå stenenes tale — om det uforgængelige, det sikre, det beskyttende, det holdbare og dog det bekræftende — hvad ler i menneskers hænder kan blive til — i det forgængelige menneskets hænder.
     Tidens strøm løber her forbi — Gudenåens pramme bar mursten til kystens byer. Slægt danner sten. Slægt drager slægt. De står der da:
     Langs hærvejen, til minde om mennesker, til vejvisere for slægterne.
Sten på sten, sten ved sten, danner de hjemmets mure.
Fundamenterne er de om arbejdspladserne.
Hjælpen til den produktion, som giver indtægt og velstand.
Symbolet om vort lands opbygning.
Stenene taler — lad os lytte.
     Nørgaards Højskole med sine sten taler nu om et kvart skel i menneskets tjeneste, l den længste del af den periode fik jeg lov til at være med — hvilken rigdom.
     Sten på sten er lagt på plads i indsatsen til mennesket fra livsmodets skole. En idealist, der troede på mennesket, var Arne Nørgaard — en sjælden kvinde er Johanne Nørgaard. Skolens sten vil bære jeres minde ind i næste generationer. Jeres navne er mejslet i dens sten.
     Efterfølgerne i skolens medarbejderkreds vil bygge videre med sten til sten til rammernes ydre, men også føje livets indhold til en fortsat kæde.
     Tak og fortsat lykke til disse „bygmestre“ — vi vil stå vagt omkring jer, hvor stenene danner rammen om menneskets indre pulsslag.
     Det er mennesker, der kommer til skolen, søger ind bag de gule sten, med ønsket om at finde et indre liv, der skal styrke til morgendagens gerning.
     Anton Nielsens ord rinder i hu:
I morgengry, ved aftensky,
Gud Faders nåde er altid ny.
Han giver kræfter den lange dag
til kæmpedåd og til fugleslag,
og ved hans hjerte vi slumrer ind
til dagens skin.

     Slægt danner sten, for sten giver sikkerhed, tryghed, beskyttelse og minder. — Lad os bag skærmende mure af solide sten fortsætte det arbejde, de perspektiver og den ånd, som i 25 år har været Nørgaards Højskoles vartegn, lad os riste det ind i dens runer, i dens runesten.
     Stenene taler til os i hver deres funktion.
     De taler igennem Nørgaards Højskole — om noget fast og blivende — en hjælp til at leve på.
     Hilsen, ønsker og tak!

GERDA og P. E. ERIKSEN.


 

 
 
 
 

Idé og virkelighed.

Der lød sang fra den hvide bygning. Ikke den sædvanlige døgnvises intetsigende ord, men rigtig menneskesang. Klart lød ordene ud i vinteraftenen, sunget af mange, båret af en melodi, der bar præg af styrke og livsmod. Sangen bragte vidnesbyrd om et fællesskab præget af optimisme. Således står for mig — nu 25 år senere — mit første virkelige indtryk af min genbo, Nørgaards Højskole.
     Vilje, styrke, fællesskab og optimisme var i høj grad egenskaber, der var brug for hos beboerne i denne bygning.
     Johanne og Arne Nørgaard lejede i 1955 af Den jydske Håndværkerskole de gamle skolebygninger ved Vesselbjergvej i Hadsten og etablerede ved hjælp af meget arbejde og få penge deres egen højskole, hvor de den 3. november 1955 kunne byde velkommen til de første elever, som fik mulighed for et ophold på en højskole med særligt henblik på erhvervshæmmede.
     Baggrunden for oprettelsen af denne skole, dens start og dens virke i et kvart århundrede, er kendt af mange. Såvel af de elever, der i årenes løb har opholdt sig på skolen, som af de, der som medarbejdere eller på anden vis har haft tilknytning til den i dens Hadstentid eller ved og efter flytningen til Bjerringbro.
     Alligevel skal der her knyttes nogle bemærkninger til skolens start og igen udtrykkes en beundring for idéen og dens virkeliggørelse gennem den indsats, som familien Nørgaard og deres medarbejdere har udøvet.
     På højskole tog i sin tid de unge mennesker, som havde lyst og mulighed for derved at indhøste en boglig og kulturel viden, de i deres hidtidige skolegang ikke havde fået, eller som var opmærksomme på den menneskelige udvikling, der kunne være i et højskoleophold.
     Arne Nørgaard fandt, at der var et behov for en skole, der ville modtage mennesker, unge og ældre, som af en eller anden årsag havde brug for oplæring i praktisk anvendelige fag. Mennesker, der havde brug for både teoretisk viden og åndelig ballast, brug for at kunne sige „jeg kan“ og derigennem også kunne sige „Jeg tror“ (på eget værd og en fremtid).
     Det viste sig hurtigt, at der var et behov, og det blev dokumenteret, at mennesker, der var handicappet, på Nørgaards Højskole kunne lære det, der kunne give dem en stilling og således gøre dem til nyttige borgere i samfundets tjeneste.
     Disse resultater kom ikke af sig selv.
     Der skulle ydes en indsats både af elever og medarbejdere, og den blev ydet. Af gamle murer Carlsen, der reparerede og kalkede, af køkken– og rengøringsdamer, af de, der blev tilknyttet skolen som lærere, heltids– eller timeansatte, og af forstanderpar.
     De ansatte lærere måtte også bidrage til økonomiens opretholdelse, idet de skulle give kredit på halvdelen af deres løn, indtil undervisningsministeriet lang tid efter skoleårets afslutning fandt det passende at udbetale statstilskud.
     Der skulle også bruges penge til andet end lønninger.
     Skolens erhvervssigte gjorde det nødvendigt at investere i mere kostbart undervisningsmateriel, end det var normalt for en højskole. Der blev indkøbt væve, symaskiner, skrive– og regnemaskiner, duplikatorer og filmapparater m. v. til brug i undervisningen.
     Nørgaard havde et særligt talent for at gøre gode handler. Stor rabat og god kredit. Veksler var et begreb, som ikke blot indgik i undervisning i handelsuddannelsen, men som også anvendtes som betalingsmiddel i skolens hverdag.
     Arbejdstiden var til gengæld så lang, at der ikke var tid til at bruge penge til private formål. Feriemånederne gik med at rydde op, sætte bygninger bedre i stand, gøre regnskab, forbedre næste semester og meget, meget andet.
     Elevtallet voksede. Trods overbelægning på de gamle værelser på skolen måtte der lejes mange værelser ude i byen til brug for elever. Så da økonomien kom i balance, dukkede det næste problem op: Pladsmangel. I „de glade tresser“ var det nok ikke lige sagen, at højskoleelever fortsat skulle bydes de ydre rammer, som Nørgaards Højskole i Hadsten bød på. Da det ikke var muligt i de lejede skolebygninger at foretage en fornuftig restaurering og udvidelse, som kunne gøre skolen acceptabel i årene fremover, måtte der findes andre bygninger, eventuelt flyttes til en anden by.
     Allerede i 1962 påbegyndte Arne Nørgaard stiftelsen af en selvejende institution med en „håndplukket“ bestyrelse, idet en sådan var nødvendig for økonomisk at kunne magte et nybyggeri og en drift af en ny skole. Efter diverse undersøgelser og forhandlinger med flere kommuner viste der sig mulighed for etablering i Bjerringbro. 10 år senere kunne man ved selvsyn konstatere, at flytningen var en realitet.
     Nørgaards højskole havde da som selvejende institution til huse i egne ny bygninger i Bjerringbro.
     Arne Nørgaard oplevede ikke selv at se dette. Han døde i 1966.
     Sønnen, Jørgen Nørgaard, påtog sig forstanderjobbet i den resterende periode i Hadsten, indtil 1971, med sin mor som skolens ejer, og det sidste år inden flytningen for den selvejende institution.
     Bjerringbro Højskoleforenings ejendom, kommunale og private tilskud, lån fra Vanførefonden og Samfundet og Hjemmet for Vanføre gav nu sammen med en fordelagtig overtagelse af den private skole fra Johanne Nørgaard og et væsentligt overskud fra et års skoledrift i Hadsten det økonomiske grundlag for en fornuftig etablering og en rimelig drift af den nye højskole.
     De forbedrede statstilskudsregler for drift i selvejende institutionsform gav endvidere mulighed for udvidelse af medarbejderstaben. De elever, som flyttede med fra Hadsten til Bjerringbro, må have følt forbedringen stærkt. Som at flytte fra hytte til slot.
     De fleste lærere fra Hadsten flyttede med til den nye skole, og de kunne gennem deres store erfaring medvirke til videreførelse af den skoleform, som var skabt og udviklet på Nørgaards Højskole. En skoleform, som til stadighed måtte videreudvikles i pagt med tidens krav.
     Samfundet er i de 25 år undergået væsentlige forandringer.
     Den tekniske udvikling efter krigen havde givet grundlag for en væsentlig materiel vækst med en stadig stigende udvidelse af folks levefod, indtil vi kom ind i 70'erne. En for voldsom vækst viser det sig at have været. Nu ved indgang i 80'erne må vi sikkert sande, at der efter fede år, kommer magre år.
     Den generation, som nu skal på højskole, vil have vanskeligt ved at tilvænne sig et tilbageslag som det, vi har udsigt til i de kommende år. Derfor er der brug for denne skole, hvor det har været en betingelse, at eleverne skal yde en indsats for at lære noget.
     Det er ikke alene nødvendigt for at kunne tilegne sig faglig viden, men nok så vigtig er den karakterdannelse, der menneskeligt ligger i at skulle honorere efter individuel evne til fællesskabet. Man må yde for at kunne nyde.
     Den højt besungne friheds lykke består ikke i at have total personlig frihed. En sådan vil altid mere eller mindre hindre andre i deres frihed. Det skal være frihed under ansvar, hvor hver gør sin pligt og hjælper andre til at få deres ret. Så vil frihed være indholdsrig og medvirke til personlig lykke.
     Må Nørgaards Højskole fortsat kunne bibringe mange en sådan indstilling og en kvalificeret faglig uddannelse, så kan vi med sindsro ønske forstander og medarbejdere til lykke i troen på et samfundsgavnligt virke i fremtiden.

J. K. HENRIKSEN.


 

 
 
 
 

Et stort tillykke med de 25 år.

Det er svært at skulle skrive et indlæg i anledning af, at de første 25 år nu er nået, for i tankerne er der idéer nok. Alt er nok forandret, men at komme på skolen i dag som gammel elev er alligevel som at vende tilbage til noget kendt — noget trygt.
     I Hadsten var bygningerne gamle, men sammenholdet stort, ikke mindst takket være Johanne og Arne Nørgaard, som både var forstående og bestemte, således at man blev ledet derhen, at man blev sig selv bevidst hvad enten man havde handicap eller ej.
     I Bjerringbro er bygningerne nye, men sammenholdet er også her stort, ikke mindst, fordi — for en Hadstendreng — at Sørine og Aksel og hele personalet har formået at køre skolen videre i den oprindelige ånd.
     Til lykke med de første 25 år! Jeg håber, at der også engang kan siges til lykke med 50, 75 o. s. v., for den skole vil nu altid have en opgave i det til enhver tid bestående samfund.

STEEN DESMORAIS
formand for elevforeningen.


 
Nørgaards Højskoles bestyrelseNørgaards Højskoles bestyrelse
Nørgaards Højskoles bestyrelse

 

 
 

24 år på Nørgaards Højskole.
Inger og N. C. Danhøj.Inger og N. C. Danhøj.

Efter realeksamen kom jeg i lære i min faders cykle–engrosvirksomhed. Denne forretning var blevet grundlagt af min farfader i 1904 i Århus, og det var så meningen, at jeg skulle overtage den, idet min broder skulle være læge. Før min soldatertid var jeg volontør på kontoret på en skærmfabrik i Birmingham i 5 måneder. Efter endt soldatertid havde jeg et tilsvarende ophold i Tyskland i Ruhrdistriktet på en kæde– og pedalfabrik. Igennem disse 2 udenlandsophold fik jeg mod på at lære noget mere, hvorfor jeg tog højere handelseksamen på Købmandsskolen i Århus.
     Dette ophold financierede jeg delvis selv ved at arbejde i mine ferier, således at der var penge til skolebøger, skolepenge og lommepenge. Kost og logi fik jeg hjemme. Dette var absolut nødvendigt, idet familiens cyklefirma ikke længere var økonomisk rentabelt. Grunden var, at fader ikke troede på knallerternes fremtid og først kom med på det tidspunkt, hvor markedet var ved at være mættet.
     Efter højere handelseksamen tog jeg på yderligere et volontørophold på en symaskinefabrik i det fransktalende Belgien i Liege. Her arbejdede jeg med på samlebåndet og i indsyningen af maskinerne. På grund af et meget højt prisniveau i Belgien slap mine penge alt for hurtigt op, så det blev kun til 2 måneder. Jeg havde i mellemtiden korresponderet med en af mine studiekammerater, der havde fået en kontorplads på Hammel Andelssvineslagteri. Han havde påbegyndt HD–studiet, men dette blev ham for meget tidsmæssigt set, så jeg overtog hans plads og hans lærebøger. På grund af gode karakterer fra højere handelseksamen kunne jeg overføre nogle fag og tage 1. del på kun 7 måneder. HD er et aftenstudium, og i dagtimerne arbejdede jeg på et kontor indenfor import og eksport af bl. a. ost, sydfrugter, bananer, fjerkræ o. l., så her havde jeg rig lejlighed til at bruge mine sprogkundskaber. Da lønnen var urimelig lille, var jeg kun 8 måneder i dette firma. Det nye firma, jeg kom til, bød 50% mere. Det var ligeledes et eksport–importfirma med fabrikation af malkemaskiner og eneforhandling af et anerkendt tysk symaskinemærke.
     Det var i denne periode, at jeg tog mit livs beslutning. Jeg ville ikke være 3. generation, der på grund af generationsskifte skulle kæmpe en økonomisk kamp for at holde et familieforetagende i live.
     Jeg kunne se, at selv om jeg gjorde HD færdig og f. eks. specialiserede mig i revision, var det kun lave lønninger, der dengang blev budt. Jeg husker det lige så tydeligt. Jeg havde et par fridage, var roet ud i kajak med telt og lå nu og funderede over tilværelsen i en alder af 25 år. Jeg besluttede mig til at ville være lærer, idet der var stort behov for disse på grund af de store fødselsårgange.
     Tilstrømningen til seminarierne var ligeledes stor, så jeg kunne se, at jeg fik mindst et års spildtid, inden jeg kunne optages i den såkaldte præparantklasse. Dette passede mig ikke, idet jeg havde højere handelseksamen og følte mig kvalificeret til de såkaldte studenterklasser. Dengang var højere handelseksamen ikke ligestillet med studentereksamen som i dag. Teoretisk set skulle jeg kunne tage et 1–årskursus og derved blive ligestillet med studenterne. Et sådant kursus fandtes dog ikke i Århus, men kun i København. Da jeg gik i giftetanker, valgte jeg at tage et studenterkursus over 2 år i Århus. Det var et aftenkursus, der startede kl. 1800 og sluttede kl. 2325. Herved fik jeg lejlighed til at have i alt fald en halvdagsplads, hvilket passede min arbejdsgiver godt, idet markedet for malkemaskiner i Danmark var dækket. Jeg erindrer tydeligt, at vi solgte anlæg til husmænd med mindre end 4 køer. Til gengæld havde vi en ret stor eksport til Nordtyskland og Irland.
     Jeg startede på aftenstudenterkursus, blev gift samme efterår og flyttede ind på Helge Rohdesvej i Århus. Om foråret — det må have været i marts måned — var jeg en søndag morgen nede efter morgenbrød. I køen ved Cordina på Jens Bakkesensvej kommer jeg til at stå ved siden af min regnelærer fra handelsskolen, nu afgåede forstander Schmidt fra Handelsskolen i Vesterallé. Han havde hørt, at jeg ville være lærer, og da han lige havde talt med en mærkelig højskoleforstander i Hadsten, der havde brug for en timelærer til handelsfag, foreslog han, at jeg forhørte ham, hvad det drejede sig om.
     Jeg fik samme dag kontakt til Arne Nørgaard og var derude om eftermiddagen. Her traf jeg en midaldrende mand uden tænder i munden, der lå og hvilede sig på divanen. Efter at have hentet tænderne i køkkenet, blev jeg ansat pr. 2. maj 1957. Det var skolens 3. semester, jeg skulle begyndte på. Jeg underviste fra kl. 13 i engelsk, derpå havde jeg et begynderhold i bogføring og sluttede med et fortsætterhold og var altså færdig kl. 16. Så var der lige tid til at komme hjem til Århus, spise og møde på studenterkurset kl. 18.
     Jeg blev optaget på Århus Seminariums studenterhold og gennemførte det 3–årige studium samtidig med, at jeg underviste på Nørgaards Højskole, fik tvillinger, hvilket sidste betød, at min kone, Inger, måtte opgive sin heltidsbeskæftigelse som bogholder og i et halvt år gå på halvtid for derpå at blive hjemmegående.
     Det vanskelige i denne periode var økonomien. Den gang gjaldt der den regel for opnåelse af statsstøtte til studier, at ens forældres indtægt var afgørende, indtil man var over 28 år.
     Min fader drev stadig engros–cykelforretning, men med stadigt voksende underskud, så på grund af en ret stor bunden formue kunne jeg ikke opnå statstilskud, selvom jeg var selvstændig familiefader med 2 børn. Rektor på seminariet forlangte af mig, at jeg skulle holde op med min virksomhed som højskolelærer. Derfor tog jeg i en påske ud til Arne Nørgaard for at sige op. Han snakkede mig dog fra det, og min timeplan blev lagt således, at den passede med timeplanen på seminariet. Det betød undervisning på seminariet til normalt kl. 15, derpå undervisning fra 16—2030 (højskoleelever var villige til at indordne sig den gang).
     Den hårdeste periode, jeg havde, var, da jeg skulle på „græs“, d. v. s. ud at undervise i folkeskolen i en 3 måneders periode. At undervise på højskolen kunne ikke godkendes, så derfor måtte jeg køre til Vorup ved Randers, møde her kl. 800, færdig kl. 14 og derpå videre til højskolen. Det var isvinter det år.
     Som 30–årig blev jeg færdig på seminariet, året efter byggede jeg hus i Hadsten, og fra denne periode af mit liv ser jeg med særlig stor taknemmelighed tilbage på, hvad jeg lærte af Arne Nørgaard om erhvervsplacering af elever.
     Jeg husker stadig min første lykkelige elevplacering. Det drejede sig om en ca. 35–årig landmand, der havde mistet den ene arm. Han fik plads som bogholder hos en traktorforhandler på Djursland. Det gik meget let, for den tidligere smedemester havde handlet hos min bedstefader, og derom handlede snakken. Eleven fik pladsen, smedemesteren var særdeles tilfreds med sin bogholder.
     Det var Arne Nørgaard også, idet han var indlagt på Århus Kommunehospital. Fra den tid af stod jeg for adskillige elevplaceringer. Dette gav mening i højskolearbejdet, men skal man mindes andre lyse sider af livet i Hadsten, vil jeg fremhæve mange gode fisketure samt HGN–holdets (det senere pip–holds) ekskursioner.
     Livet i Hadsten var indadvendt, d. v. s. vi havde kun erhvervsmæssig kontakt med befolkningen, i modsætning til her i Bjerringbro, hvor vi er meget udadvendte. Jeg er faldet godt til i Bjerringbro og kender utroligt mange mennesker på egnen, sandsynligvis via hjemstavnsaftenerne, som har bevirket, at jeg har måttet kontakte især ældre. Vore tvillinger er nu voksne og har begge hus i henholdsvis Bjerring og Gullev. Ingers og min største fornøjelse er haven og den samme båd (Perlen), som så mange elever har stiftet bekendtskab med. — Tænk jer, jeg har vænnet mig til tanken: at sejle på en å og på en ferskvandssø, Tange sø.

INGER & N. C. DANHØJ.


 

 
 
 
 

Nørgaards Højskole —
folkehøjskolen
ind i 80'erne.
Sørine og Aksel Kjær Nielsen.Sørine og Aksel Kjær Nielsen.

Vil den krise, som store dele af højskolen står i netop nu, vil den økonomiske krise, den erhvervsfjendtlige holdning, som er i store dele af den danske befolkning, den helt uacceptable holdning og vore handlinger over for u–landene og minoritetsgrupper, vil de tusindvis af borgere, der er identitetsløse, egoistiske og krævende, vil den gruppe af regerende organisationsledere og de alt for etablerede politikere og embedsmænd, vil den danske befolkning tillade, at vi fortsat har en friskole og dermed højskole?
     Hvis svaret er ja, vil Nørgaards Højskole opleve mange mærkedage også ind i det næste århundrede. Nørgaards Højskole står godt rustet til det fremtidige højskolearbejde. Som ingensinde før har skolens personale et godt tilbud til vide kredse i samfundet, vi er veludbygget og har et godt og engageret bagland.
     Personalet, der er ansat på skolen, er veluddannet, fagligt spænder vi i såvel bredde som dybde, alle er bevidste, at arbejdet i en højskole er en livsform, hvor arbejdstid er lig opgaven. Vi holder os løbende orienteret om, hvad der rører sig, ikke mindst i lokalsamfundet. Vi har hvert år een eller flere i personalet, der er på rejse ude i den store verden. Gennem selvstudier, kurser, arrangeret af de frie lærerskoler, erhvervslivet, de faglige organisationer, på universiteter m. fl. steder, dygtiggør vi os løbende, så vi er rede til at møde de udfordringer, vi bliver stillet over for. Nye medarbejdere, praktikanter fra Den frie lærerskole, nye medarbejdere i det praktiske arbejde og de enkelte nye lærere, vi ansætter, bringer nyt ind i skolearbejdet og samværet.
     Skolen er i de sidste fem år udbygget med motionssal, aktivitetsrum, svømmesal og nu sidst en ny værkstedsbygning, der er foretaget omrokkeringer i den oprindelige skole fra 1972, så vi nu i alle måder har virkelig gode rammer omkring det daglige højskolearbejde. — Netop nu er vi i gang med en efterisolering af 1972–byggeriet samt ændringer i vort varmesystem, så vi i løbet af et års tid kan optræde som en energivenlig skole.
     Det samfund, vi til enhver tid er en del af, skal vide, at vi under skolens formålsparagraf, hvori der står, at — — — vi er en grundtvigsk højskole, dog med særligt henblik på erhvervshæmmede, herunder de fysisk handicappede — har et ståsted, vi føler sikkerhed ved, derved vi ved, hvilken vej vi skal.
     Det er for alle os omkring Nørgaards Højskole, at netop det at være en grundtvigsk højskole giver os et godt fundament, men vi er også bevidste, at vi ikke skal være en efterligning af noget, der har været eller er. Vi må gå tilbage i vores historie, ikke bare samfunds– og skolemæssig, men også hvor det drejer sig om det enkelte menneske, vi må være bevidste, at uanset hvordan ens barndomshjem var, så vil barndomshjemmet til enhver tid være det vigtigste i ens egen historie. — Herpå kan vi bygge nutiden og se ind i fremtiden, hvor vi så vil opleve at være mennesker. Netop vi danskere må kunne bygge en tilværelse op, hvor vi uanset hudfarve og religion kan fastholde os til sandheden samt leve på at acceptere og respektere et uensartet livsforhold til hinanden — da er vi mennesker og ikke forsøgsobjekter for økonomiske og politiske anskuelser. Det, som vi nu og fremover skal bygge fremtiden på, er skolens bagland. Skolens bestyrelse og repræsentantskab er sammensat af det store bagland, som i sin tid medvirkede til etablering af skolen i Bjerringbro. — Denne kreds har igennem årene støttet og vejledet skolens personale, de har sammen med personalet formet vores hverdag og stået vagt om det at være Nørgaards Højskole, men ikke mindst har de sammen med os rettet blikket fremad.
     Gamle elever, som var samlet til elevstævne i august 1980, viste gennem drøftelse af emnet „Nørgaards Højskole ind i 80'erne?“ — at de på enhver måde var enige med personalet om, hvor skolen skulle stå ind i de kommende årtier.
     Den stadig stigende interesse for vores lokale højskoleforening, som nu er en af landets største, giver sammen med det, at vi har venteliste til alle former for højskoleaktivitet, kvittering for arbejdet, og vi bliver bevidste, at det kan nytte. Der er et behov for vores tilbud, som henvender sig til alle dele af befolkningen, såvel ud over landet som lokalt. Et nyt bidrag til skolens bagland er et godt etableret samarbejde med Danske Folkedansere og Spillemandskredsen.
     Igennem det arbejde, der fremover vil aktivere enhver krog af skolen, vil vi bevise, at vi er en dansk højskole, der vil gøre alt for, at den enkelte får lov til at tale sin egen sag, og at passiviteten erstattes af ansvar for egne anliggender samt medansvar for andre. I det daglige vil vi vise, at vi mener noget med det, vi siger og gør, vi vil vise, at hverdagen kan have indbygget fleksibilitet, også i arbejdssituationen. Det er også en opgave at ruste den enkelte til en større frihed i valg af arbejde og arbejdssted. Ikke bare denne skole, men hele den danske højskole, må i de kommende år bekæmpe den fastfrysning af os som borger i vort eget system. I stadig stigende omfang udviser organisationer, stat, kommuner m. fl. en overformynderisk adfærd, der gør os til tilskuere.
     I de kommende år vil vi blive mange, der står for det, at vi ikke vil styres, men styre. Vi ønsker, at det danske sprog må nyde samme værdighed og respekt som andre sprog, ikke mindst når vi indgår i aftaler og samarbejde inden for det europæiske og internationale.
     Hvis den frie skole og dermed folkehøjskolen består, da vil der også være højskole i Bjerringbro. — Det skal være vort ønske, at denne skole, Nørgaards Højskole, må fortsætte sin udvikling, så vi med rette kan smykke os med at være en del af den danske folkehøjskole, men en speciel folkehøjskole, beliggende i Gudenådalen.

SØRINE og AKSEL KJÆR NIELSEN.

 


 

En god start på en uddannelse.

Siden slutningen af 50'erne har jeg haft den glæde at have et nært samarbejde med Nørgaards Højskole — indtil 1967 som inspektør på Randers Handelsskole, derefter som forstander for Skive Handelsskole.
     Mange hundrede højskoleelever har i de mange år aflagt eksamen i enkeltfag som maskinskrivning, bogføring og fremmedsprog på de to handelsskoler, og 10—20 elever har hvert år efter højskoleopholdet fået lyst til en egentlig HK–uddannelse og har derfor tilmeldt sig som elev på handelsskoler.
     Der kan ikke herske nogen tvivl om, at en start på Nørgaards Højskole har været af meget stor betydning — ja, for nogle elever en absolut forudsætning for gennemførelsen af den faglige uddannelse.
     I en del fag, hvor handelsskolen har niveau–deling, har højskoleopholdet bevirket, at eleverne kunne følge et højere niveau — en del læste videre til højere handelseksamen — og i andre fag har den grundlæggende indlæring på højskolen givet større mulighed for at følge med. Dette gælder ikke mindst for handicappede, hvor det f. eks. er meget vanskeligt for os på handelsskolen at indøve blindskrift på skrivemaskine med en hånd i løbet af et normalt kursus på ca. 100 timer.
     Også i årene fremover vil det være en stor fordel for mange elever at vælge Nørgaards Højskole som indgang til en egentlig faglig oplæring inden for erhvervsuddannelserne. Dette skyldes efter min vurdering to hovedårsager:


1)Med indførelse af EFG er der ændret indstilling i undervisningsministeriet. Man taler ikke om basisåret, men om basisuddannelsen. Dette betyder, at man er meget uvillig til at give dispensationer både i form af mindre pensum og mere tid til eksamen. Alle elever skal kunne klare alt, og kan det ikke indlæres på et år med 30 timers ugentlig undervisning, kan der bevilges flere ugentlige timer, eller uddannelsen kan strækkes over længere tid.
     Hertil kommer, at man er af den opfattelse, at alle handelsskoler skal være i stand til at etablere denne særlige uddannelse for de elever, der af en eller anden grund har besvær ved at klare sig på normal tid. I konsekvens heraf er f. eks. de særlige gt–kurser for handicappede elever nedlagt på Skive Handelsskole.
     Det er min opfattelse, at mange handelsskoler vil have meget svært ved at leve op til dette. Jeg frygter, at mange unge — med generelle indlæringsvanskeligheder, svagtkørende, spastikere m. v. — vil have meget svært ved at klare sig på en normal handelsskole, og at en grundig grundlæggende indlæring på Nørgaards Højskole vil være af afgørende betydning for et videre uddannelsesforløb.



2)Vi lever lige i begyndelsen af elektronikalderen. De små mikroprocessorer er kommer for at blive, og de vil i løbet af meget kort tid ændre vort samfund.
     I Frankrig forsøgskører man i disse år i et amt en lille, prisbillig minicomputer, som er tilkoblet telefonen. Man har ingen telefonbøger, men taster navn og adresse ind på computeren, der så viser telefonnummeret på dataskærmen. Denne computer kan også bruges som ordbog til fremmedsprog, som leksikon og meget andet — og den koster mindre end udgiften til to års telefonbøger.
     Vi må forudse, at aviser og bøger i stor udstrækning afløses af computer. Det drejer sig kun om få år, før der ikke længere er brug for postbude. Skibe kan sejle uden mandskab og fabrikker producere — styret af computere.
     Inden for HK–området er udviklingen i fuld gang. Moderne tekstbehandlingsanlæg er så prisbillige, at de kan konkurrere med arbejdsløn — en virkelig dygtig operatør på et tekstbehandlingsanlæg erstatter 6—7 kontordamer, EDB–maskiner styrer lager og bogholderi. Breve skrevet på dansk kan lægges i en maskine, som oversætter til ethvert ønsket sprog o. s. v.
     Denne udvikling vil i de kommende år medføre, at der bliver brug for langt færre i administrationen, men at de få, som ansættes, til gengæld nødvendigvis må have en meget omfattende specialistuddannelse.
     Vore politikere har meget store vanskeligheder med at styre denne udvikling. Nye produktioner — f. eks. enzymindustri, hvor man laver biogas, dyrker alger og protein, omdanner halm og andet affald til sprit og sukker — kunne dæmme op for den teknologisk skabte arbejdsløshed, men da sådanne produkter ikke er rentable i snæver økonomisk forstand, vil der uden tvivl gå årtier med stor arbejsløshed — en arbejdsløshed, som især rammer de svageste unge, som foretrækker manuelt arbejde fremfor boglige studier, handicappede, ældre, som bortrationaliseres på grund af ny teknologi o. s. v.



     En skole som Nørgaards Højskole vil i en sådan udvikling være et alternativ af meget stor betydning — en skole, hvor de få kan påbegynde den specialiserede uddannelse, som moderne teknik forudsætter, og hvor de mange kan orienteres om den nye udvikling og forsøge at kortlægge udviklingsmuligheder for den enkelte i et kompliceret samfund.
     Meget afhænger af, om Nørgaards Højskole vil forstå at forny sig — at indstille sig på en ny tid og nye problemer. Skolen må udbygges med værkstedsfaciliteter, tage et emne som teknoligiforståelse med som en væsentlig del af den daglige undervisning og i meget stort omfang forberede til de kommende års nye muligheder for produktion og beskæftigelse. Jeg har meget stor tiltro til, at Nørgaards Højskole vil klare denne fornyelse.

N. BJERRE.

 


 

Familie og højskole.Sørine og Aksel Kjær Nielsen.Sørine og Aksel Kjær Nielsen.

Det daglige arbejde, de mange samværdssituationer, debatten, og hvad der rører sig rundt på skolen, er vores hovedinteresse. Skal vi nævne fag, der har vores specielle interesse, og hvor vi kan tilbyde undervisning, så går det i retning af samfundsfagene, f. eks. arbejdsmarkedsforhold, politik, samarbejdslære og psykologi, EDB og samfund, international orientering, religioner og kultur, men også en rask gang regning er spændende.
     Sørine har — foruden det at være højskolemor og min bedste kritikker og støtte i dagligdagen — syning, folkedans m. m., og den daglige kontakt til elever tager en stor del af hendes tid.
     Vores egen familie skulle efter normen være det, der tog størsteparten af vores tid — det må indrømmes, det kniber lidt med tidsfordelingen, så det er en lykke, at vores fire børn deler vores interesse for højskolearbejdet.
     Kirsten, den ældste, er nu for andet år i gang med uddannelse på den frie lærerskole i Ollerup. — Naja, lige hjemkommen fra et års ophold i USA, søger til DSB for nok senere at gå på den frie lærerskole. — Helle, nu begyndt i 1. g, og Niels Kristian, der går i 7. samtidig med, at han forbereder sig til konfirmationen, bruger størstedelen af deres fritid på skolen i samvær med eleverne, ikke mindst omkring motions– og svømmesalen.
     Et held for os alle, at vi kan finde hinanden i det, der rører sig omkring højskolen. — Men lykkelige er vi nu også for de stunder, vi har fælles i hjemmet og i samværet med familie og venner.

SØRINE og AKSEL KJÆR NIELSEN.


 

 
 
 
 

Det skulle være Nørgaards HøjskoleFritz Nielsen.Fritz Nielsen.

Man har ment, det kunne være af interesse for årsskriftets læsere, om skolens ansatte så at sige præsenterede sig. Derfor disse bekendelser om såvel privatliv som forholdet til skolen, alt, som det nu falder sig.
     Efter en ujævn barndom med bl. a. utallige skoleskift og stærkt varierende arbejdsindsats fik jeg som københavnerdreng lov at blive landvæsenselev, et ønske, der var skabt af en sommerferiestemning. Dog blev det antydet, at jeg nok snart vendte hjem med halen mellem benene, hvilket selvfølgelig havde været det fornuftigste. Men dengang var en ændring i erhvervsforløb ensbetydende med tab af ansigt.
     Det blev til udstået læretid på tre forskellige gårde. Sådan hørte det sig til. Derefter landbrugsskoleophold og så på landbohøjskolen, hvor jeg blev landbrugskandidat i 1950 (i dag hedder det agronom, ja, det lyder næsten som en sygdom eller noget, der hentyder til udseendet).
     Meget forventningsfuld drog jeg til Næstved for at blive husar. Om den tid kun så meget: Det blev den mest fordummende tid i mit liv, en tid, jeg kun kan mindes med vrede og lede. De fysiske overgreb kunne let bæres. Vanskeligere var det at tage den pskykiske nedværdigelse.
     Derefter 8 år i Slagelse som assistent for den derværende konsulent i kvægavl med Sydvestsjælland som arbejdsområde, en god og givende tid arbejdsmæssigt som privat. Som det vigtigste i den periode ægteskab med Erna, nybagt sygeplejerske, og i tidens fylde ankomst af vor datter Karen. I denne efterkrigstid bestod en af de helt store vanskeligheder i at skaffe sig bolig. Det gjaldt også for os. I de første 5 år, vi var gift, flyttede vi 7 gange for at komme til at bo bedre og for til sidst at få funktionærbolig.

     Så kom vort helt store skift. Blandt mine arbejdsopgaver i den landbrugsfaglige oplysning var undervisning på aftenskole noget, jeg syntes gik ganske godt. Også på Antvorskov Højskole havde jeg undervist en kort periode til i hvert fald egen tilfredshed.
     Askov Højskole havde da et 3 mdr.s kursus for lærere. Det gennemførte jeg med henblik på at søge ind i ungdomsskolen eller højskolen. Selve opholdet var, hvad jeg trængte til på det tidspunkt, selv om det gav måske nok så meget menneskeligt som fagligt. Men dyrt var det. Intet tilskud. Ingen løn. Men min kone tog midlertidigt arbejde på et hospital. Som et kuriosum skal nævnes, at så små var pengene dengang (1958), at det betød en adskillelse mellem os på 100 dage. Svært at forestille sig i dagens Danmark.
     For første gang i mit liv skulle jeg søge stilling. Det skete egentlig uden noget større håb, for på det tidspunkt var forholdene for højskole– og ungdomsskolelærere meget usikre. I almindelighed ansattes man for vinterperioden og var så ledig om sommeren. Og det duede i alt fald ikke for mig, som jo havde ansvar for familie. Jeg søgte kun 2 job og blev tilbudt begge, men der var ingen tvivl hos mig, det skulle være Nørgaards Højskole.
     Spændende var det jo i hvert fald med denne nystartede skole, som havde små kår og levede næsten af kun god vilje og arbejde. Men den side af sagen er der sikkert andre, der kan fortælle bedre om end jeg. Inspirerende personligheder blandt kolleger og elever gav oplevelsen, som hjalp gennem mange vanskeligheder. Af arbejdet i datiden skal nævnes, at vi holdt mindst 2 fællestimer hver dag, og vi var kun få, Arne Nørgaard, Rask Nielsen og mig, til at bestride dem. Vi nåede ind til hinanden, elever og lærere, hvor lidt eller hvor meget givende formen ellers var.
     Det vil måske undre, at Danhøj og Ellen Rasmussen ikke dengang deltog i foredragstimerne, men deres opgaver, som var omfattende nok, lå i de kontante fag. En lykkelig udvikling er det jo, at skolens tilbud nu om dage er langt mere varierede end da og med mange nyskabelser, og at eksempelvis disse to har kunnet bruge andre sider af deres evner og kunnen.
     Noget er lykkedes, og måske endnu mere er mislykkedes på forskellig led. Man kan sætte sig til at grunde over, hvordan det kunne have været, men det er jo en kendt sag, at efterrationalisering er en værdiløs beskæftigelse.
     En stor personlig glæde for mig fra de senere år er bevidstheden om, at det går min voksne datter og hendes mand godt. Ikke mindre glædeligt er samværet med to sunde børnebørn.
     Tilbage står skolen som den store fællesnævner. Alt godt for den! Ikke mindst gode elever, som vil forstå at værdsætte og bruge den.

FRITZ NIELSEN.


 

 
 
 
 

En oplevelse i Frankrig.Olav Liengaard.Olav Liengaard.

Jeg er født i Frøslev ved den dansk—tyske grænse. I 1954 tog jeg studentereksamen fra Duborg–skolen (dansk gymnasium) i Flensborg. Efter et år, hvor jeg først arbejdede som havekarl i England, derefter var på Askov Højskole og sidst forsøgte mig som vikar i folkeskolen, kom jeg på Skaarup Lærerseminarium på Sydfyn. Jeg nåede ikke at undervise ret mange måneder efter min lærereksamen, før jeg måtte ind og aftjene min værnepligt ved civilforsvaret. Det blev til 2 år.
     1960—1964 var jeg lærer på Sdr. Stenderup Centralskole ved Kolding. Så rejste jeg til Indien som u–landsfrivillig for Mellemfolkeligt Samvirke. Efter 2 år var jeg hjemme, blev gift med Helle og rejste ud igen for at koordinere det danske u–landsfrivillig–arbejde i Indien. Her blev Hanne og Lars født.
     1969—1972 var jeg leder af International Student Centre i København. Siden da har jeg været ansat ved Nørgaards Højskole i Bjerringbro med fagene musik, dansk, engelsk, tysk og orientering. Helle underviser i tysk, engelsk, fransk og formning på Nordre skole i Bjerringbro. Hanne og Lars er nu 12 og 11 år. Vi bor på Pilekrattet 12, hvorfra det kun tager 5 minutter at cykle til højskolen.
     I 25–året for Nørgaards Højskoles grundlæggelse vil jeg — ud over præsentationen — fortælle om en oplevelse, der netop går 25 år tilbage i tiden.
     Det var det år, jeg skulle begynde på seminariet. Sammen med en af mine brødre ville jeg deltage i en international arbejdslejr i Pyrenæerne i sommerferien. Vi tog af sted på tommelfingeren, autostop kaldes det vist i dag, og der nåede vi nogle dage meget langt, mens vi på andre dage næsten ikke kom ud af stedet.
     En aften nåede vi til byen Metz i Frankrig tæt ved den tyske grænse. Der kom vi i snak med en soldat, som vi spurgte om vej til vandrerhjemmet. Han viste sig at være meget hjælpsom, kunne tale tysk og spurgte os ud om vore planer. Da vi fortalte, at vi skulle sydpå, og at det var ved at knibe for os at nå vort mål i tide, sagde han, at han kunne gøre os en tjeneste. Han skulle nemlig næste morgen alene af sted i en jeep til Marseille for at afhente nogle officerer, der kom fra Algier (det var under Frankrigs krig i Algeriet), og vi kunne så køre med ham. Der var ikke noget vandrerhjem i byen, sagde han, men han kunne vise os et sted, hvor vi kunne overnatte. Det lød vældig godt, syntes vi, og vi inviterede ham på en øl på en beværtning, hvor vi fortsatte snakken.
     Det var nu blevet mørkt, og han skulle vise os det sted, hvor vi kunne sove. Vi fulgte ham ad en sti gennem buskads og græs ned til Moselfloden til en bro, der lå ved siden af en anden, der var blevet sprængt i luften under krigen. Her på flodbredden under den nye bro kunne vi ligge i tørvejr, sagde soldaten, og han ville så komme i jeepen ad en vej fra den anden side kl. 330 næste morgen og hente os.
     Da soldaten var forsvundet, og vi lå i mørket i soveposerne, snakkede vi om det heldige møde med soldaten. Men hvorfor havde han stillet så mange spørgsmål, f. eks. om, hvor mange penge vi havde med, og hvorfor havde han vist os dette absolut øde sted, hvor han skulle møde os på et tidspunkt, da alle mennesker sov? Fyren havde i grunden været lidt mærkelig, kom vi i tanker om. Han hørte også til dem, der ikke ser direkte på folk, når man taler med dem. Ville det ikke være en let sag for en bevæbnet mand at udplyndre os her, mens vi sov?
     Vi snakkede frem og tilbage og blev til sidst enige om, at han vist var god nok alligevel, og det ville være dumt ikke at benytte chancen for at få et kæmpelift til Marseille. — Vi var besluttet på at være vågne, når han kom. — Vi stillede derfor hjernens indbyggede vækkeur til kl. 3 og lagde os til at sove til lydene fra floden og puslende smådyr i græsset. Pludselig vågnede vi ved en øredøvende larm. Et langt godstog buldrede over broen. Det var stadig bælgmørkt, og det var kun lidt over midnat. Jeg tror ikke, vi faldt rigtig i søvn igen, og klokken ca. 3 stod vi op, pakkede rygsækken og begav os af sted ad den vej, soldaten havde sagt, han ville komme. Vi nåede ud til landevejen og satte os til at vente. I mørket kunne vi høre en mand komme vandrende, højt talende med sig selv. Han var mørklødet og havde fået en del at drikke. Vi opfattede, at det, han sagde, var forbandelser mod Frankrig og franskmændene, som førte krig i hans land, Algeriet. „La France, pøj!“, sagde han igen og igen og spyttede, vi kunne blive ved med at høre hans „pøj“ længe efter, han havde fortsat sin noget usikre vandring mod byen.
     Vi ventede længe, det blev lyst, og jeepen dukkede ikke op. Hen på formiddagen blev vi taget op af en bil, der satte os af i Ardennerbjergene. Her sad vi i strålende sol i grøftekanten og spiste den mad, vi havde tilbage: Havregryn med sur rødvin på, og kort efter fik vi et lift til Paris.

OLAV LIENGAARD.


 
Cykeltur på Ærø.Cykeltur på Ærø.
Cykeltur på Ærø.

 
 
 
 

Den enkeltes værd.Elsebeth Dela.
Elsebeth Dela.

Jeg husker ikke helt præcist den dag, jeg første gang mødte nr. 166 i Højskolesangbogen, men jeg erindrer meget klart den følelse af trods og styrke, der ramte mig, da jeg sang ordene:
Var livet en dans på roser,
mon alt da var bedre end nu?
Hvis ej der var noget at kæmpe for,
hvad var da vel jeg og du?
     At leve en beskyttet tilværelse er ikke og kan aldrig være lykken for et menneske. Som handicappet er det nemt at falde hen og lytte til alle de andre, der siger: Det kan du ikke! Hele tilværelsen bliver på den måde flad og uden dimension. Livet bliver en overfladisk dans på roser.
     Kampen bliver da at påvise, at for alle er der noget at kæmpe for. Gennem undervisning på Nørgaards Højskole har det altid været mit mål at fortælle mine elever, at uanset alle ydre omstændigheder ligger en verden gemt i alle mennesker. Alle levende væsener er betydningsfulde, og det er hvert enkelt menneskes kamp for livet, der er det primære. I den store helhed, vi alle lever i, kan ingen undværes.

ELSEBETH DELA.


 

 
 
 
 

Formning.Poul.
Poul.

Det er altid interessant at starte et pionerarbejde. Faget formning fandtes — mig bekendt — ikke på Nørgaards Højskole før 1. november 1970. Der havde været tilløb til forskellige former for kreativt arbejde, men mest i retning af syning og vævning, så det var med spænding og store forventninger, faget formning blev startet. Mine store forventninger svaledes hurtigt af, men spænding var der stadig nok af.
     Lokaleproblemet blev hurtigt løst. Mulighederne var få og trange. Det tildelte lokale, der vel egentlig ikke kunne anvendes til nogetsomhelst fornuftigt formål i undervisningsmæssig sammenhæng, havde det prangende navn „Vævestuen“, vistnok fordi der på et eller andet tidspunkt havde stået et par vævelignende monstrer der. Rummet havde dog et vist kreativt præg, idet der her var udstillet et par museumsgenstande, som en af mine nye kolleger yderst optimistisk benævnte som værende symaskiner.
     Rummet blev hurtigt døbt om til „Hønsehuset“, for det lignede det. Formningsmaterialer var der ingen af, men der blev givet en rundhåndet bevilling på omkring 7.000 kr. Jeg satte så at sige alle pengene på eet brædt til køb af en keramikovn. Det har jeg aldrig fortrudt — bortset fra, at den fyldte ubehageligt i det meget lille rum, men den varmede dejligt på kolde dage.
     Sorring lergrav kunne levere ler til 60 øre pr. kg. — Resten af materialerne leverede Amtsavisen, en stedlig bogtrykker (afskæringsaffald) og jeg selv. De tre sidste leverandører var gratis. Som mangeårig formningslærer havde jeg lært at samle på bortkastede, kasserede farvestumper. Dem brugte vi så til farveøvelser det første semester i „Hønsehuset“.
     Der havde meldt sig 22 elever til det nye fag. Heldigvis kom de ikke allesammen til hver time, for der var kun ca. en halv kvadratmeter til hver elev.
     Nogle kom af nysgerrighed, nogle af interesse, men de fleste desværre, fordi de havde valgt faget som skemafyld. Det sidste kan gøre mig aldeles rasende, og dette raseri er ikke blevet mindre med årene.
     De første år i Bjerringbro arbejdede jeg videre som i Hadsten, men lagde efterhånden mere og mere vægten over på keramik, selvom faget stadigvæk hed formning.
     Det her tildelte lokale var simpelthen en balsal i sammenligning med „Hønsehuset“. Ellers var situationen stort set den samme.
     Som det så ofte er set rundt omkring i landet, var der ved bygning af den nye højskole i Bjerringbro slet ikke tænkt på faget formning fra planlæggernes side — hverken lokalemæssigt, møbelmæssigt eller materialemæssigt.
     Atter blev det tildelte rum et af dem, der ellers ikke kunne bruges til ret meget andet fornuftigt end lagerrum. Blandt andet var der næsten ingen belysning — ud over den, der kom ind fra nogle vinduer, der var overskygget af en altan og et kæmpeudhæng.
     Så gik jeg ellers i gang med de bare næver for at skabe et fungerende værksted og atelier. Fisker hjalp mig bravt med at skaffe godt arbejdslys, opsætning af hylder og anbringelse af de mindst gebrækkelige møbler, der var blevet tilovers efter flytningen fra Hadsten.
     I dag kan dette rum — uden pral — betegnes som et af skolens mest velfungerende og hyggeligste arbejdsrum. Desuden kan det i løbet af en halv times tid ommøbleres og omstruktereres til så at sige ethvert kreativt formål.
     Siden vi startede på familiekurserne, har her hver gang været trængsel af malende kursuselever, der ofte har glemt tid, sted, måltider og familieliv, fordi de er blevet grebet af maledillen, der kan udvilde sig til en altopslugende interesse.
     Hvert år har rummet — maleratelieret — fremtrådt i ny skikkelse, med nye opgaver, nye udfordringer. Det er måske derfor, jeg stadigvæk er så rasende på højskoleelever, der vælger faget som skemafyld.
     Selvfølgelig har jeg prøvet på at analysere, hvorfor den almindelige indstilling til faget formning er, som den er. Det er ikke svært at pege på årsager. Nogle af dem er endda meget nærliggende.

     For det første har faget ofte en relativ dårlig placering på skemaet — også fordi højskolens skema har en tydelig og meget lidt højskolemæssig opdeling i hoved– og bifag, uden at dette bliver sagt direkte.
     Mange af vore elever kommer fra institutioner eller undervisningsområder, hvor faget formning har været brugt som terapi, hvad der selvfølgelig kan være udmærket — af og til også være en rigtig tanke — men selve begrebet: terapi virker oftest aldeles dræbende på et menneskes fremtidige interesse netop for det, der skulle være formningsområdets egentlige indhold: skaberglæden, begejstringen og lykken ved at se noget kønt og godt spire frem.
     Nu er jeg nået så langt, at jeg er sikker på, at formning som fag fra og med dette semesters slutning er gravlagt for stedse, med mindre andre finder på at grave det op igen for at forsøge på at puste nyt liv i det. Det lykkes bare ikke.

     Frem over — hvor længe ved jeg ikke — vil jeg derimod gøre, hvad jeg kan for at vække elevernes interesse ved at satse på tegning, maling og keramik — ikke som terapifag, men som levende, skabende, fantasibefordrende arbejde, som giver samme glæde og samme altopslugende interesse som den, jeg — år efter år — har oplevet på de dejlige familiekurser, hvor jeg aldrig har været tvunget til at finde mig i, at folk kom sjaskende en halv time efter start eller opfandt enhver tænkelig, dum undskyldning for at pjække fra over halvdelen af timerne, sådan som det desværre ret ofte har været tilfældet i det daglige arbejde på højskolen.
     Det er mig en komplet gåde, at der virkelig findes elever, der vælger et af disse førnævnte, vidunderlige, kreative fag som skemafyld, når man selv har det sådan, at det at tegne, male, modellere — forme tingene med sine hænder eller skrive fortællinger eller digte lige ud af sindets frodige fantasi — ja, det føles som selve livets bestemmelse — livets kerne. Derfor vil jeg slutte dette indlæg med en tak til alle, der virkelig valgte faget af interesse — ja, det gælder alle kreative fag — og til alle de andre vil jeg blot sige:
     I kan — selv om jeg synes, det er synd for jer — skrubbe af! Bliv væk! I fortjener ikke bedre, før I er kommet på andre tanker!

POUL.


 

 
 
 
 

Fjernsyn.Benny Kastrup Hansen.
Benny Kastrup Hansen.

Den 1. april var en besynderlig dag. Familien havde taget den beslutning, at fjernsynet skulle sættes til side. — APRILSNAR vil nogle måske mene? Nej, allerede for et halvt år siden var tiden efterhånden moden til, at vi tog afgørelsen. Men desværre var Danmarks Radio dengang hurtigere end os: girokortet dumpede ind ad døren: betal 225 kr.. Straks skrev vi til DR om ophævelse af fjernsynslicensen pr. 1/4—1980.
     Siden afgørelsen er vi til tider vendt tilbage til den fælles beslutning. Mathilde (6 år) mente i begyndelsen, at vi kunne da tænde, hvis der var noget, vi ville se. Tobias' (3 år) store fornøjelse har været at tænde og slukke 4—5 gange for apparatet: Det er så spændende at se flimmeret tone frem.
     Baggrunden for beslutningen var forskellige, børnene blev måske presset/styret ind i vore tankebaner — på den anden side var vores udgangspunkt også en ramme, en tilværelse uden TV, der var ny for os.
     Ser vi tilbage på TV–starten i 50'erne, var det en spændende periode. Hele vores familie, ca. 20 medlemmer, med mostre, tanter og onkler, var samlet i toværelseslejligheder for at følge Ungarnsudsendelserne: Storfamilien havde fundet et nyt fælles udgangspunkt. Og den lokale radioforhandler blev på hverdage samlingssted for en stor gruppe mennesker fra kvarteret, der samledes foran vinduet for at se TV. Vi stod skulder ved skulder og så billeder fra hele verden tone frem. Forsamlingshusatmosfære under en ny ramme. Siden da fik hver kernefamilie sit apparat: Far, mor og børn sad fastklinet kl. 20 med kaffe og brød for at se Aktuelt kvarter. Et nyt samvær, et nyt familiemønster var ved at vokse frem.
     Snart 25 år er gået. Udsendelses– og påvirkningsmængden er forøget i takt med, at arbejdstiden er faldet. Ifølge undersøgelser over folks fritidsvaner (1975) er der i gennemsnit 21 minutter til rådighed for samvær mellem forældre og børn. Tænk engang: Enogtyve minutter ud af 6 fritimer.
     Fremtidens satelit–TV presser mere og mere på. De tekniske udviklinger er så store, at det kan lade sig gøre at se fjernsynsprogrammer via satelit. Måske kan vi alle modtage fransk og tysk fjernsyn om et par år, måske bliver det et fælles nordisk TV–projekt: Nordsat, som et kulturværn mod påvirkning fra vore sydlige naboer. Uanset udfaldet får vi 6—7 TV–kanaler og endnu flere radiokanaler at vælge imellem: Kojak, Abba, Coloradosagaen, Huset på Christianshavn samt Det lille hus på prærien som TV–dessert kl. 18!!!
     Med flere TV– og radiokanaler er det mest nærliggende problem: Hvordan skal udviklingen forme sig i fremtiden? Hvert familiemedlem sit fjernsyn er en strategi, der kan eliminere den sidste rest af kernefamiliens 21 minutters samvær: Konflikterne er løst, samværdsniveauet er nul.
     Vi har valgt: Ingen TV det næste halve år — foreløbig!

TOBIAS, MATHILDE, ELNA og BENNY.


 

 
 
 
 

Idræt på Nørgaards Højskole
— før og nu.
Estrid Lynnerup.
Estrid Lynnerup.

I dette semester underviser jeg i bogføring, maskinskrivning, plantefarvning, karte/spinding samt gymnastik og handicap–idræt. — Fra mine unge år har gymnastik altid været min store interesse — en interesse som har resulteret i, at jeg fra mit 16. år har ledet gymnastik for skiftende gymnastikhold bestående af såvel børn som voksne. — Med denne gymnastik–interesse som baggrund vil jeg forsøge at drage en konklusion vedr. idræt på Nørgaards Højskole i fremtiden.
     Når man skal se frem, er det ofte en stor fordel at begynde med at se tilbage i tiden — se på, hvordan udviklingen indenfor idrætten på Nørgaards Højskole har været i 70'erne, og hvordan den forhåbentlig kan blive i 80'erne.
     Da Nørgaards Højskole i 1972 blev placeret i Bjerringbro, havde idræt ikke været et undervisningstilbud. Nu blev der tilbudt 2 timers boldspil om ugen — og kort tid efter blev der også tilbudt svømning og gymnastik. Svømning foregik i Ans svømmehal (ca. 8 km fra Bjerringbro). Senere blev svømmeundervisningen flyttet til Viborg Gymnastikhøjskole for at give de handicappede bedre betingelser, idet temperaturen i vandet i Ans svømmebassin var så lav, at det ofte fremkaldte krampe.
     Gymnastik foregik i skolens festsal, og alle, som var deltagere husker nok stole–flytningen før og efter gymnastikken.
     Boldspil foregik i Bjerringbrohallen, og det var nok den idræt, der havde de bedste betingelser — i hvert fald undgik man her både bustur og stoleflytning.
     Når der har været behov for ridning for handicappede, har dette også været tilbudt i ridehallen i kort afstand fra skolen.
     Ser man på time–antallet pr. uge for idræt på vort skema, er der sket en glædelig udvikling. I 1972 blev der ialt tilbudt 2 timer (i boldspil) — i 1975 var sportstimernes antal steget til 6 timer pr. uge (2 timer svømning, 2 timer sport — 1 time gymnastik og 1 times ridning). I dette forår (1980) optager sportstimerne i alt 17 timer pr. uge, og dette skyldes følgende faktorer: Med energisk indsats fra skolens ledelse og velvillig indstilling fra kompetente myndigheder blev vore ønsker opfyldt og virkeliggjort ved opførelse af motionssal og svømmesal. For motionssalens vedkommende kan man glæde sig over det pragtfulde fjedrende gulv til at lave gymnastik på. Desuden er der god akustik i salen. I samme sal kan man dyrke såvel boldspil som anden idræt samt danse folkedans, lave dramatik m. m. I dette forår blev vor svømmesal indviet og straks taget i brug. Den er indrettet således, at såvel handicappede som ikke–handicappede kan få glæde og gavn af den påvirkning, som vandet har på vor muskulatur.
     Sammen med mange andre er det mit håb og min overbevisning, at 80'erne vil udvikle sig således, at idrætten på Nørgaards Højskole vil få en mere naturlig og fremtrædende placering.
     Ser man ud i fremtiden, vil samfundet sikkert i 80'erne også være præget af, at en endnu større del af befolkningen bliver mere fysisk aktiv — det være sig børn, unge, midaldrende, ældre og de fysisk præstationssvage grupper.
     Ca. 400.000 mennesker her i landet har et vedvarende handicap — altså hvert 8. menneske i vort samfund — og heraf er der kun ca. 22%, der dyrker idræt. Det er mit håb, at 80'erne vil ændre dette således, at handicapidræt øges med mere end dobbelte, idet så mange som muligt oplever den glæde og tilfredsstillelse, det er, at dyrke idræt — og sidst, men ikke mindst, oplever dette at få et socialt samvær med mange andre mennesker — handicappede som ikke–handicappede.
     Med de faciliteter, som Nørgaards Højskole har i dag, vil man fremover have mulighed for at fremme udviklingen af de fysiske og moralske egenskaber, der er grundlaget for al idræt — og gennem idræt oplære unge mennesker til bedre gensidig forståelse og derved medvirke til at opbygge en bedre og mere fredelig verden, og i øvrigt vil jeg slutte dette indlæg med det gamle — men stadigt gældende slogan: En sund sjæl i et sundt legeme.

ESTRID LYNNERUP.


 

 
 
 
 

Bjerringbroegnens Museumsforening.Hans Peter Pedersen.Hans Peter Pedersen.

I højskolens elevskrift fra 1977 fortalte jeg om planerne vedrørende et husmandsmuseum i Bjerringbro — et museum, hvor der også skulle være mulighed for at vise noget af den eksisterende samling, der er tilvejebragt af Gudenådalens Hjemstavnsforening. Denne samling har i øvrigt siden 1974 ligget opmagasineret uden at være tilgængelig for offentligheden.
     Hvor langt er vi nu kommet med museumsplanerne i de tre år, der er forløbet? Det handler denne lille artikel om.
     Omkring årsskiftet 1977—1978 ønskede hjemstavnsforeningens bestyrelse at koncentrere sig om byggeplanerne på Busbjerg og Busbjerg–spillene, og man så derfor gerne, at Bjerringbro Højskoleforening ville gå ind i museumssagen i en periode. Kort tid efter oprettedes et arbejdsudvalg med repræsentanter for hjemstavnsforeningen, højskoleforeningen, Bjerringbro—Ulstrup Husmandskreds Forening samt Nørgaards Højskole.
     I februar 1978 sendte arbejdsudvalget et brev til Bjerringbro kommunalbestyrelse vedrørende lokaler til et kommende museum. Det hed bl. a. i brevet: „I udstykningsområdet mellem Vestre Ringvej i Bjerringbro og Bjerring Egeskov ligger et par ejendomme, som efter istandsætning ville kunne danne en passende ramme om et eventuelt husmandsmuseum. Højskolegården kunne naturligvis også komme i betragtning“.
     Arbejdsudvalget fandt, at den vestligste af de to ejendomme nord for Ringvejen (Chr. Norups gamle ejendom) var bedst egnet til at huse et museum, og brevet til kommunen mundede ud i, at man bad om at få denne ejendom reserveret til brug for det kommende museum.
     Nogle uger senere mødtes arbejdsudvalget med tre repræsentanter for kommunalbestyrelsen, nemlig Viggo Raaby, Søren Hansen og borgmester Søren Pedersen. På mødet, som havde en uformel karakter, fik de tre kommunalpolitikere en orientering om museumsplanerne. I maj 1978 blev museumssagen derpå behandlet i teknisk udvalg, hvor man imidlertid fandt, at placeringen af et museum i udstykningsområdet nord for Ringvejen (ved Grundtvigsvej) ville være uheldig, fordi bygningerne ligger i et udpræget boligområde. Man frygtede i teknisk udvalg, at der kunne opstå problemer med de lokale beboere, hvis der blev indrettet et museum i kvarteret. Et sådant museum ville naturligvis give noget mere kørsel i dagtimerne end sædvanligt i et parcelhuskvarter. Der skulle være en hensigtsmæssig tilkørselsvej og indrettes parkeringspladser. Således endte sagen i første runde.
     I løbet af 1978 og 1979 indkom der et antal genstande til det kommende museum. Disse ting ligger foreløbigt i depot på højskolen, hvis elever har hjulpet med til at give nogle ting en nænsom afrensning og restaurering (efter vejledning fra amtets konserveringsanstalt i Skive).
     Fra skaffer Kr. Andersens dødsbo i Hjermind købtes et fyrretræschatol (en såkaldt „sjællænder“) fra ca. 1850 og nogle mindre genstande — højskolen har foreløbig lagt pengene ud. Men egnens beboere har også henvendt sig med ting, som ikke skulle gå til museet i Viborg, men blive her på egnen. — Gartner Martin Mogensen, Kløservej i Sahl, har således afleveret en kontrolkasse af den type, kontrolassistenterne på landet brugte i mange år. — Fra murermester Ivan Padkjær har vi modtaget en spinderok, som i sin tid er fremstillet af rokkedrejeren i Stærkjær, gamle haveredskaber og flere andre effekter. — Gdr. Aksel Johansen i Mammen har givet åsen fra en træplov med jernskær (fra første halvdel af 1800–tallet), og Arne L. Møller i Ulstrup tilbød os en gammel, velbevaret kampestensrulle, som har stået i lærer Olesens hjem i Borridsø.

Elever restarurerer ting fra hjemstavnsforeningens samling.Elever restaurerer ting fra hjemstavnsforeningens samling.
Elever restaurerer ting fra hjemstavnsforeningens samling.
     Dette er kun nogle af de indkomne ting, og flere venter på at blive hentet ude hos giverne. Det er således klart, at der hos egnens befolkning er en interesse for at give ting til et kommende egnsmuseum, og mere ville utvivlsomt kunne indsamles og måske derved reddes, hvis der var en museumsbygning i Gudenådalen.
     Ud fra disse overvejelser besluttede arbejdsudvalget at søge at få stiftet en egentlig museumsforening for Bjerringbroegnen for på denne måde at få en bred folkelig opbakning bag kravet om, at egnen bør have et museum.
     Arbejdsudvalget indbød derfor til et orienterende offentligt møde om museumssagen i foråret 1980, og blandt de fremmødte var der enstemmig tilslutning til, at man straks stiftede en museumsforening. Og således gik det til, at Bjerringbroegnens Museumsforening blev stiftet den 19. marts 1980.
     Foreningens formål er at virke for oprettelsen af et lokalt, kulturhistorisk museum for Bjerringbroegnen samt at indsamle, bevare og udstille genstande, der hører hjemme på dette museum. Efter oprettelsen af museet, der drives som en selvejende institution med egne vedtægter, virker museumsforeningen som støtteforening for museet og bestyrelsen som dets leder. Som medlemmer i museumsforeningen optages både enkeltpersoner, foreninger og institutioner. Kontingentet er 50 kr. pr. medlem for året 1980.
     Tanken om overvejende at satse på et husmandsmuseum må nu siges at være forladt. Det kommende egnsmuseum skal dels rumme fund fra oldtiden (specielt de mange fund fra stenalderen), genstande fra 1700–og 1800–tallet (før industrialiseringen for alvor ændrede landbobefolkningens levevis) og endelig ting fra begyndelsen af vort eget århundrede. Ved den stiftende generalforsamling fik museumsforeningens bestyrelse følgende sammensætning: Amtsborgmester P. E. Eriksen, gymnasierektor K. J. Krarup–Pedersen, gårdejer Erling Nielsen (kasserer), højskolelærer Hans Peter Pedersen (formand), borgmester Søren Pedersen, gårdejer Ejnar Vestergaard (næstformand) og forretningsfører Rasmus Østerby (sekretær).
     Bestyrelsen er nu gået i gang med at hverve medlemmer til foreningen, ligesom man søger at skabe en arbejdskapital. I efteråret 1980 tages der fat på lokaleproblemet via en ny forhandlingsrunde med Bjerringbro kommune. Der arrangeres også en foredrags– og debataften med to museumsfolk udefra, og der bliver afholdt en mindre arkæologisk udstilling. Tanker er således afløst af handling, og vi håber, at Bierringbroegnen om nogle ar vil have et museum, som er et besøg værd.

HANS PETER PEDERSEN.


 

 
 
 
 

Rejsegilde på svømmesalen.
Rejsegilde på svømmesalen.

Rejsegilde på svømmesalen.
 
 
 
Indvielse af svømmesalen.
Indvielse af svømmesalen.

Indvielse af svømmesalen.

 
 
 
 

Ordblinde.
Birgit Framming.
Birgit Framming.

Jeg har en gang før her i årsskriftet fortalt lidt om begrebet ordblind. Nu — efter nogle års erfaringer — vil jeg prøve påny at beskrive, hvad en ordblind er. En ordblind med erfaringer udtaler sig omtrent således: Skal jeg prøves? — Hvorfor skal jeg det? — Kommer der en psykolog? Det vil jeg ikke have. — Jeg vil lære at stave. — Jeg vil ikke have de computere og alt det andet skidt. Det har jeg haft nok af. Computere og alt det andet skidt er selvkontrollerende opgaver, som det stakkels menneske har siddet med måske i det meste af sin skoletid.
     Man spørger forsigtigt: Læser du noget? Sommetider er svaret bekræftende, og man ånder lettet op. Her er noget at tage fat på! Men hvad nu? Resten af holdet gider ikke læse — det går for langsomt — de taber tråden — hvad nu? De vil lære at stave! Det gider jeg ikke lære dem. Det er håbløst. Det lyder ikke godt fra en lærers side — det ved jeg — altså OK! Vi går på kompromis med læreren og finder frem til de mest almindelige ord på dansk og lærer dem efter „slavemetoden" — gentagelser, gentagelser, gentagelser — og så tager vi nogle lytteøvelser og lærer at dele i stavelser — færdig med det! — 10 minutter højst hver dag. Så læres alfabetet, og vi slår op i ordbøger og leksika, og så bliver man minsandten nødt til at læse.
     Målet i danskundervisningen må altså være, at eleven slipper sit „præstationsbehov“ og sin angst for at falde igennem endnu en gang og begynder at acceptere sin egen situation, således at han eller hun tager fat der, hvor det er nødvendigt for at kunne erhverve sig viden og fastholde den, lærer sig praktiske ting gennem nødvendig teori etc. og ikke bare fortsætter med sit ørkesløse staveri. — Det er svært, men måske lykkes det for nogen.

BIRGIT FRAMMING.


 

 
 
 
 

23 år på Nørgaards Højskole.
Ellen Helleberg Rasmussen.
Ellen Helleberg Rasmussen.

Ansat ved skolen fra maj 1957. — Har undervist i såvel almindelige højskolefag som andre af de fag, skolen kan tilbyde. — Underviser for tiden i regning, matematik, førstehjælp, batik og svømning.

ELLEN HELLEBERG RASMUSSEN.


 

 
 
 
 

Skolearbejde og elevforening.
Arne og Else Skovbo Jensen.
Arne og Else Skovbo Jensen.

Ved elevforeningens generalforsamling i 1972 blev jeg afløser for Fritz Nielsen som kasserer for Nørgaards Højskoles Elevforening. Fritz havde bestridt jobbet i 8 år til alles tilfredshed, men følte efterhånden, at det ville være rart at blive afløst. — På samme måde har jeg faktisk haft det, men har indvilget i at lade mig genvælge for endnu 2 år fra 1980 mod, at vi blev to om jobbet.
     Hidtil har kassereren udover det regnskabsmæssige skullet sørge for at indsamle, redigere og læse korrektur på artiklerne i hvert års elevskrift. Dette arbejde med elevskrift har Gerda Skovmand Madsen fra 1980 påtaget sig, mens jeg fortsætter med at sende girokort og føre indbetalinger samt holde orden på kartoteket, så I stadig kan få en adresse på jeres tidligere kammerater, hvis de da er medlemmer og har givet oplysning om adresseændring. Mange glemmer at skrive, når de flytter. Senere „bebrejder“ de så mig, at de ikke har fået elevskrift.
     Elevforeningens medlemstal har holdt sig ret konstant i de sidste 8 år, omkring 400. Egentlig en temmelig lille procentdel af det store elevtal, som skolen har haft i løbet af de første 25 år.
     Det at være kasserer i elevforeningen er jo kun et bijob som så mange andre inden for højskoleverdenen. Til daglig arbejder jeg med de samme fag som for 10 år siden: dansk, regning, engelsk og tysk, dog ikke alle fag hvert semester, idet jeg i de sidste 2 år har haft nedsat timetal for at få mere tid til hjem og børn (Michael, 8 år og Kenneth, 3 år).
     Indholdet i undervisningen har givetvis ændret sig, og ændrer sig stadig fra det ene hold til det næste. Man må hver gang, man møder nye elever, forsøge at finde relevant undervisningsstof for netop denne gruppe, ja, for den enkelte elev. Hvis undervisningen sigter mod en bestemt prøve, er rammerne dog lagt fast på forhånd.
     Dette indlæg skal også være en hilsen fra Arne (elev november 1969 til august 1970). Han har i de sidste 3 år arbejdet på Bjerringbro Bibliotek, fortrinsvis med kartoteksarbejde, forsendelse og bogreparationer.

ARNE og ELSE SKOVBO JENSEN.


 
 
 
 

Min baggrund —.
Svend Kjærgaard.
Svend Kjærgaard.

Som en af de sidst ankomne medarbejdere på Nørgaards Højskole har jeg nok mest at fortælle om min tilværelse før min ansættelse her: Jeg er seminarieuddannet fra årgang 1965 og var derefter med til at forsvare fædrelandet i en periode ved Jyske Trænregiment i Aalborg, inden jeg skulle ud og virke i folkeskolen et par år.
     I 1969 søgte jeg optagelse på Danmarks Lærerhøjskole i København for videreuddannelse. Da jeg afsluttede mit årskursus i kongens by, fik jeg af Danida ansættelse som lærer ved et u–landsprojekt i Botswana i det sydlige Afrika. Her underviste jeg hovedsagelig i fysik og kemi og forlængede min kontrakt flere gange, så det blev til en 6 års periode i udlandet.
     Som så mange andre frygtede jeg lidt det at skulle hjem og leve et mere normalt liv, men ved hjemkomsten var jeg så heldig at få et spændende arbejde ved Dansk Flygtningehjælp, der på det tidspunkt havde et projekt i gang med undervisning og integrering af en stor gruppe unge vietnamesere i det danske samfund. Denne integration lykkedes, og da de unge asiater i august 1978 gik i gang med deres videreuddannelse på forskellige skoler rundt om i landet, begyndte jeg på mit nye arbejde her på Nørgaards Højskole. Også i dette arbejde har jeg fundet en udfordring, som giver mig indhold i min dagligdag.
     Særlig fornøjelse har jeg haft af emneugerne. Her tænker jeg på dagene ved Gudenåen og ikke mindst på de herlige dage, hvor vi med det gode skib „Bona Gratia“ har været på krydstogt i det sydfynske øhav. Livet ombord på et gammelt sejlførende træskib er noget særligt, og der kræves meget af alle for at få det hele til at fungere.
     Årets største oplevelse for mig var nok turen til Grønland i juni måned. Formålet med turen var at give deltagerne en bedre baggrund for forståelse af de nuværende og fremtidige forhold mellem Grønland og Danmark. Turen forløb planmæssigt, og vi besøgte steder kendt fra sidste års rejse. Det var interessant at følge udviklingen under det nye hjemmestyre. Det er, som om den lokale befolkning mere end nogensinde er klar over den situation, de er i. Der er fra mange sider i verden stor interesse for det arktiske område som råstofkilde, men det stod klart, at grønlænderne selv ville være med til at bestemme, hvilken udvikling, der er bedst i deres område.
     Skolen har til næste år af tidsmæssige grunde ikke planer om nye ture til Grønland. Det er en beslutning, der beklages fra flere sider og ikke mindst fra de gode forbindelser, der efterhånden er blevet skabt i Grønland. Her ser man med sympati på den måde, disse kurser hidtil er blevet arrangeret på.

SVEND KJÆRGAARD.


 
 
 
 

Familiedag.Familiedag.
Familiedag.

 
 
Børnepasning.Børnepasning.
Børnepasning.

 
 
 
 

Fra Tronhjem til Bjerringbro.Merete Stamp.
Merete Stamp.

På opfordring vil jeg gerne fortælle lidt om mig selv. — Jeg er født og vokset op i Meråken, en lille bygd 90 km øst for Trondhjem. Der er meget skov og fjeld og lange vintre. Det gør, at jeg altid har været glad ior at færdes i naturen. Ligeledes kan jeg godt lide skisport.
     Senere gik min vej til flere steder i Norge, både på skole og i arbejde. Men særlig i Oslo–området har jeg boet mest. Jeg blev husholdningslærer, og siden traf jeg min danske mand, som er agronom og vestjyde. Vi har en dreng på 10 år.
     Nu er jeg her på Nørgaards Højskole på 4. år og trives godt. Jeg synes, vi har et godt miljø på skolen. Vi bor i Ans og synes, egnen her er dejlig og minder meget om Norge.
     Af fritidsinteresser har jeg mange. Som ung rejste jeg en del i udlandet og har lært en del sprog, særlig engelsk og fransk, og derfor læser jeg en del sprog og litteratur. Jeg kan stadig lide at rejse. At gå skovtur er noget af det bedste, jeg ved. Ellers interesserer jeg mig meget for haven og havearbejde, en interesse jeg deler med min mand.
     Håndarbejde har også altid interesseret mig, men det kniber noget med tid til det. Der er så mange ting, man gerne vil, men ikke altid når. Vi bor på en meget historisk egn, og det interesserer mig også at se og læse om egnen her.
     Når den nye værkstedsfløj bliver færdig, får vi et køkken der. Det glæder jeg mig til, for da håber jeg at komme til at undervise mange hold i skolekøkken.

      Mange gode ønsker til skolen med jubilæet og for årene, som kommer.

MERETE STAMP.


 
 
 
 

Problemlæreren, der går hjem til parcelhuset kl. 16.Gerda Skovmand Madsen.
Gerda Skovmand Madsen.

Det var et af emnerne ved et kursus for højskolens folk i maj i år. — En provokerende titel, som opleves som en skarp kritik af den lærer, der har et privatliv og passer det. Nu skal man sidde i en yderlig position for at formulere den sætning, enten politisk, aldersmæssigt eller stillingsmæssigt. For læser man den presse, der dog er ret så omfangsrig, der debatterer de problemer, mennesket har i dag, så er det ikke ligefrem tanker om, at man skal forsømme sit privatliv, men tværtimod pleje det, der fylder den.
     Familien er i krise, har det lydt igennem 70'erne, og måske netop den mand — for en mand må det være, der har formuleret overskriften — har korset sig, præket eller tordnet — alt efter hans temperament — mod den menneskehed, der ikke længere helligholdt familien, samfundets grundpille, men flød med i tidens strøm og overgav sig til skilsmisse, deling af børn og meget mere.
     Ved et andet kursus, som jeg også deltog i, fortalte en ung kvinde mig, at hun anså sit ægteskab — det var hendes andet — for så betydningsfuldt, at det kunne være nødvendigt at forsømme sit arbejde for at få talt ud med ægtefællen. At leve i et ægteskab tager tid, også mere tid end det, de fleste giver det, nemlig fritiden. Problemer gemmes hen, til børnene er lagt i seng, selv om ægtefællerne begge er trætte og uoplagte og nok i den mindst gunstige situation til at komme til en ordentlig løsning. Det ender enten med, at man kommer op at skændes eller — vel oftest — at man ikke får problemet snakket igennem.
     Jeg har dog ikke tænkt mig at skrive om ægteskabet alene, selv om jeg nok tror, at det er det, der har de ringeste kår i familien i dag. Jeg vil skrive om det i familien, der har de næstdårligste kår, nemlig børnene. Arbejdet, lønarbejdet, har traditionelt været mandens. Han er fra spæd opdraget til at blive en mand, der går på arbejde, tjener penge, våger over sin familie og ser til, at den har det godt. Han er opdraget til ikke at vise angst eller rådvildhed, til at tage beslutninger. Breve fra soldater i krige viser, at hans bevidsthed om, at han har kone og børn, øger hans styrke og mod i farefulde situationer. Kvinden har tilkæmpet sig en plads ved hans side på arbejdsmarkedet, eller samfundet har haft brug for hende og kaldt på hende, og hun har taget imod tilbuddet — på mandens vilkår. Da det er på hans vilkår, er lønarbejdet også placeret øverst på listen over de pligter, hun har. Og familien kommer derfor i anden række med en prioritering, hvor børnene står først og ægtefællen dernæst.
     Jeg vil også skrive om børnene i familien, fordi jeg mener, at netop højskolelæreren står som et idealbillede for højskoleeleven, og derfor må vi præsentere os som de mennesker, vi er, og har vores familieliv nogen indflydelse overhovedet på os mennesker, må vi også stå ved den. Den er en del af os, som vi er en del af den. En højskolelærer bliver ikke nogen ringere lærer af, at han har en familie.
     Og skal jeg da præsentere mig selv i anledning af 25 års jubilæet, vil jeg prøve at fortælle, hvorledes min familie spiller ind i mit arbejde og påvirker det og omvendt, hvorledes mit arbejde påvirker min familie. På godt og ondt.
     Familien her i dette parcelhus består af en for tiden noget skabet kat, kaldet Trille, Gandhi, en 7–årig Labrador, Chetana, en 8–årig sangglad pige der går i 2. klasse, Nanda, en 11–årig aktiv og konstruktiv pige, der går i 5. klasse og lider under at være det barn, der skal opfylde alle mine forventninger og derfor får flest problemer, og endelig er der så mig, der ved mit højskolelærerarbejde skal skaffe penge til huse, miljø inde og ude og kort sagt være „socialisator“ af de andre. Til gengæld fylder de så mit liv med inspiration og glæde, men også kritik, når det er tiltrængt, og jeg går på arbejde hver dag opfyldt af stolthed og tilfredshed over, at det i det store og hele ser ud til at lykkes.
     Hver morgen ved halvsyv–tiden bliver jeg vækket af bilerne, der er på vej til Grundfos. Jeg ligger og tænker lidt på dem, der sidder derude i bilerne, og dem, jeg ved, der allerede sidder i kantinen derhenne med en kop kaffe.
     Jeg har levet et liv, der — bortset fra perioder, hvor jeg selv har gået i skole — har været privilligeret, fordi jeg altid skulle møde kl. 9. Men siden min ansættelse ved Nørgaards Højskole har jeg mødt kl. 8. Det er heldigvis faldet sammen med, at jeg er nået den alder, hvor man ikke har så megen brug for søvn, så selv om mine aftener er lange, kan jeg godt vågne om morgenen. Når jeg kommer ud af fjerene, skal Nanda vækkes. Hun er hurtig i vendingen og ryger ud af sengen ved den mindste lyd. Jeg sætter vand over til the og skynder mig at smøre hendes mad, rugbrød med leverpostej og rødbeder og en god kop the med mælk. Hendes madpakke bliver smurt, mens jeg selv sluger en kop the og et stykke brød. Så kommer turen til Chetana. Hun forsøger som regel at trække mig ned i sengen, hun er brændende varm, og jeg kan næsten ikke nænne at hive hende ud i kulden. Det ender med, at jeg kommer ind med havregryn med mælk på eller et kogt æg og begynder at made hende, mens jeg henleder hendes opmærksomhed på dagen, der står for døren. Jeg finder også hendes tøj frem og må finde mig i, at ikke så lidt af garderoben ligger på sengen, inden jeg finder det, der finder nåde for hendes kritiske blik. Det gælder altså om at undgå en konflikt på dette tidspunkt. Hun er B–menneske og en rigtig natteravn, så jeg ved, hun er meget søvnig og pirrelig, hvis jeg rører ved en forkert tangent. Og skal vi nå vor dont, skal dette her altså gå uden konflikter.
     Ind imellem skal Nanda måske også have en hånd, måske skal gymnastiktøjet findes frem eller en sko, som Gandhi løb med, da det ringede på døren i går. Så er hun ude af døren. Jeg trækker noget af tøjet på Chetana, mens jeg selv forbereder dagens gerning, børster tænder og så småt begynder at trække i overtøjet.
     Chetana er efterhånden oven senge, håret bliver børstet, undertiden skal flere frisurer forsøges, men til sidst er resultatet tilfredsstillende, og med min hånd forsigtigt skubbende bag på, får vi da også overtøj på, yderdøren åbnet — og endelig er vi ude af huset. Nu gælder det om at få hende den rigtige vej. Lykkes det, eller skal jeg omkring Nørregade og Kirketoftvej sammen med hende? Jo, det skal jeg. Så kommer jeg i sidste øjeblik på højskolen. En smilende unge i en knaldgul vindjakke, der vinker til mig ind ad køkkenvinduet, en anden, der råber farvel gentagne gange, mens jeg aser hen ad Kirketoftvej, er billeder, der fylder mit sind og min krop, når jeg går ind på gangen på højskolen. Jeg kan faktisk godt sige „god morgen“ til hver enkelt, jeg møder. Jeg er helt frisk. Resten af dagen er velværet fra morgenens samvær med ungerne i min krop, hvis det da ikke spoleres af en eller anden!
     Er der mellemtimer, skynder jeg mig hjem. Er børnene i skole, går jeg en tur med Gandhi op i skoven. Jeg plejer at sige, at den redder mit liv. Uden den ville jeg aldrig have egentlig fri. Her kan tankerne få frit løb. Og er der konflikter, skælder jeg også godt ud mellem træerne. Meget bliver sat på plads på disse ture. Er der mere tid, må der støvsuges eller købes ind. Når dette er gjort, kan det hænde, der er en stund, hvor resten af dagens timer kan få lidt omtanke.
     Men det kan også hænde, at Nanda kommer hjem. Vi spiser frokost og får os en sludder, og sådan en stor pige kan være meget fornuftig at snakke med. Problemer, jeg vader rundt i, får en hurtig og saglig behandling. Hun er ikke sentimental. Er de for besværlige for en 11–årigs skarpe hjerne, bliver de afvist, og mere nærliggende eller relevante ting tages op. Men det kan også hænde, at hun er helt tavs og opslugt af sit eget. Jeg kan fritte og forsøge at nå ind til hende, men det skal jeg ikke gøre for længe, for så bliver vi bestemt ikke ved med at være venner. Er det derimod Chetana, jeg skal spise frokost med, gælder det om at holde øjne og ører åbne. Der bliver fortalt og berettet. Hun beklager sig også. Og hun plager også. Jeg bliver belært om, hvor uretfærdig jeg er, og der er ikke så få sandheder. Men ind imellem får jeg også et knus eller et par medlevende ord om, hvor godt hun forstår mig og mine behov. Og alle disse oplevelser med børnene: Hvad betyder det for mit arbejde som højskolelærer?
     Jo, det betyder først og fremmest, at jeg møder med et åbent, nærværende sind. Jeg har et par små mennesker i min tanke og i min medleven. Det gør, at jeg lettere kan leve mig ind i, hvad andre oplever. Jeg ved godt — og det er også så sandt, som det er sagt — at Margaret Mead har sagt, at hun i mange år arbejdede som antropolog, inden hun fik børn, og da var alle børn hendes børn, men fra den dag, hvor hun fik sit eget barn, eksisterede der kun eet barn for hende. Sådan har jeg også oplevet dette at få børn. Men på den anden side bliver man et mere helt menneske af at have børn. Man bliver mere moden. Klogere. Rigere. Man får en dimension mere med. Og den dimension tager man med sig i sit arbejde, hvad enten det er dansk, regning, psykologi eller engelsk.
      Noget så banalt som betydningen af, at de praktiske ting er en del af ens hverdag, tør jeg næsten ikke nævne. Men for elever på en højskole må det være vigtigt, at de oplever, at lærere foruden at undervise, læse bøger og aviser og overvære foredrag eller møder, også laver mad, vasker op, rydder op, vasker tøj, stryger og lægger på plads! Livet er nu engang ikke bare det åndelige! Det er kun den korte periode af ens liv, hvor man er på højskole, at andre sørger for det praktiske for een. Eleverne skal også ud i det pulserende liv igen, og da er det vigtigt, at de kan tænke på, at vi andre også havde praktiske ting at tage vare på.
     Og hvad gør højskolen så ved mit hjem og mine børn?
     Ja, først og fremmest er den jo med til at give den struktur. Tiden bliver inddelt i arbejde og fritid. Jeg har pligter, der går forud for børnene. I hvert fald de pligter, der foregår på højskolen. Så det glider ind i socialiseringen. Børnene oplever, at et arbejde er forpligtende. Arbejdet giver os også nogle penge, som vi må have for at leve.
     Men højskolen giver dem også meget andet — og her er mine børn privilligerede! Der møder de mennesker. Rare kolleger, ofte mænd, der rører ved dem og snakker med dem. Kvinder, der forsøger at få kontakt med dem på en venlig måde. Elever, som driller dem, tumler sig med dem, giver dem bolsjer eller kommer med andre udfordringer. Der er sport og spil i motionssalen, fester med sang og musik, der er foredrag og arrangementer, højskolesangbogen åbnet, mens Olav sidder ved flyglet, og ikke mindst — kollegers børn, der står dem nærmere end alle andre børn — en slags søskende.
     Og når de så vader rundt på højskolen, hvordan oplever eleverne dem da? Måske som irriterende. Fordi de udvælger nogle, som de driller eller tumler sig med, andre ignorerer de. Men de giver dem alligevel et realistisk perspektiv. Menneskeheden består nu ikke udelukkende af lærere og elever over 17, men af børn, unge, voksne i forskellige aldersgrupper og gamle. Livet er en fortsat proces, nye kommer, gamle går, akkurat som en elevflok efterfølges af en anden, vokser børn op og efterfølges af en ny flok børn. De må være med i billedet.

GERDA SKOVMAND MADSEN.


 

 
 
 
 


 

 
 
 
 

Det administrative personale.Nina Haldrup, Torben Krogh og Inger Danhøj.
Nina Haldrup, Torben Krogh og Inger Danhøj.

Til Nørgaards Højskoles personale kreds hører også kontorpersonalet, der skal tage sig af alle de administrative funktioner, der uundgåeligt er en del af højskolens daglige arbejde.
     Sekretærfunktionen varetages af Nina Haldrup, der skal formidle kontakten mellem højskolen og den ydre verden, såvel sørge for, at den interne kommunikation fungerer så godt som muligt.
     Alle skrivelser går gennem hendes hænder. Hun skal sørge for, at journalerne er i orden, og ikke mindst hvad angår elevtilmeldinger og aftaler om møde mellem nye elever, deres socialrådgivere eller forældre og de respektive lærere. Et område, som er meget vigtigt og tidskrævende. I det daglige er der kontakten med eleverne og deres forskellige problemer, økonomi og oplysninger af forskellig art.
     Med så mange elever må hele det serviceapparat, der står til elevernes disposition, indordnes i bestemte rammer og med bestemte ekspeditionstider, og det administrerer Nina på den bedste måde, bestemt, men venligt. Regnskabsfunktionen varetages af Torben Krogh, der fører de daglige regnskaber og kontrollerer budgetternes overholdelse og månedligt udarbejder renskabsoversigter således, at forstander, bestyrelse og lærerværelse har det fulde overblik over højskolens økonomiske situation.
     Herudover assisterer Torben Krogh med telefonekspeditioner, som er et vigtigt og uundværligt led i kontakten med en lang række af landets kommuner, andre skoler og uddannelsespladser, hvorfra højskolen får en stor del af sine elever.
     I bogdepotet er Inger Danhøj ansvarlig for udlevring af bøger og materialer til eleverne, som har forbindelse med deres undervisning, og ved semestrets afslutning udarbejder Inger opgørelser over hver enkelt elevs forbrug af disse undervisningsmidler til brug for elevregnskaberne.

NINA — TORBEN — INGER.


 

 
 
 
 

Projekt „Ung i arbejde.“

Hvis man kender forstander Aksel Kjær Nielsen en lille smule, vil man ikke blive spor forbavset over, at netop hans initiativ og ihærdighed er skyld i det igangværende arbejdsløshedsprojekt her på skolen.
     Det ligger helt klart, at der fra hans side er tale om mange timers slid og slæb med ministerier, amt, kommuner etc., før man overhovedet har kunnet komme i gang. Og efter igangsættelsen har der til stadighed været tilbagevendende forhandlinger med diverse myndigheder.
     Forstanderen har da også i den anledning flere gange udtrykt sin utilfredshed med den besværlige arbejdsgang. Fra begyndelsen var der tale om opførelse af både værelses– og værkstedsfløj. Men på grund af bl. a. den stramme økonomi er det kun værkstedsfløjen, der er blevet en realitet.
     Udover højskolens andel til byggeriet betales der fra henholdsvis undervisningsministeriet, amt og kommuner tilskud.
     Værkstedsfløjen, der er på godt 400 kvadratmeter, skal indeholde lokaler til træ- og metalsløjd, batik, arkæologi, undervisningskøkken samt diverse rengøringsrum og toiletter.

 
Fundamentet lægges.
Fundamentet lægges.


Fundamentet lægges.

 

 

Bygningen snart rejseklar.

Bygningen snart rejseklar.

 
     Hele bygningen opvarmes ved jordvarme. Manøvrerum hertil indrettes i et kælderrum, der er lavet i den vestlige ende.
     Projektets formål er at opføre en værkstedsbygning til brug i undervisningen, der senere vil tjene til hjælp ved erhvervsvalg og herigennem have et socialt sigte. Herudover tjener det ikke mindst det formål at få unge arbejdsløse — specielt piger — ud i arbejde, uddannelse samt at give de unge samfundsrelevante arbejdsvaner og udvikle dem socialt.
     Selve arbejdet udføres i bredest muligt omfang af unge arbejdsløse i alderen 16—25 år. Der satses her hovedsageligt på piger, der har det største arbejdsløshedstal i området.
     Adgangen til projektet er et kursusbevis fra Specialarbejderskolen for deltagelse i et 8 ugers EIFU–kursus (Erhvervsintroduktion for unge). Kursisterne udvælges og anvises af Arbejdsformidlingen. Arbejdet på projektet er af 26 ugers varighed, svarende til 1040 effektive arbejdstimer.
     Der påregnes en stab på gennemsnitlig 10 m/k beskæftiget på projektet under hele byggeperioden. Efterhånden som de enkelte byggefacer skrider frem, og der opnås en vis form for rutine, kommer enkelte op på en effektivitetsydelse på 35—50%, og jeg mener, det er et pænt resultat, eftersom vi har været helt nede på 15—25%.
     Der afholdes ugentlig fælles byggemøder, hvor der aftales målsætninger for de enkelte sjaks arbejde i den kommende uge. Herudover drøftes økonomi vedr. projektet, tegningsforståelse, fagmæssige problemer, job–søgning, sociale problemer og meget andet. Efter indførelsen af disse møder er der konstateret en betydelig mærkbar interesse og effektivitet i det daglige arbejde.
     Hele administrationen styres direkte fra projektet, idet vi selv forestår budgetoverholdelse, indkøb af materialer, lønudbetalinger etc.

 
Projektudvalget.
Projektudvalget.

Projektudvalget.

     Man har fra begyndelsen lagt vægt på, at projektet skulle fungere som en arbejdsplads i det private erhverv. Det har jeg bestræbt mig på, men må som projektleder indrømme, at praksis har været vanskeliggjort af bureaukratiet. Der er ustandseligt forhandlinger og bestemmelser, der ikke vedrører projektlederen, men må overlades til forstanderen her på skolen eller kommuner, amt og diverse ministerier.
     Trods en stribe af problemer har vi nu fået bygningen i rejsehøjde. Rejsningen af spær påbegyndes i uge 38, og der holdes rejsegilde i uge 40. Der har været beskæftiget 22 piger og 6 drenge på projektet, heraf er 7 kommet i arbejde. Og der forventes en gennemgang af i alt 48 unge arbejdsløse.
     Da beskæftigelsessituationen ikke er og ikke ser lovende ud, er det først og fremmest nødvendigt med en anden holdning til de unge arbejdsløse. Mange tror nemlig, det største problem er, at de unge ikke er motiverede og ikke gider lære noget. Det er i alt fald et udsagn, der gang på gang er nået mig som projektleder. Svaret er et klart nej, hvilket er bevist. Men det leder måske til forståelse af, at det største problem er holdninger til arbejdsløshed og arbejdsløse?

HENRY DAMM.


 
Der lægges sten på sten.
Der lægges sten på sten.

Der lægges sten på sten.

 
 
 
 

Siden sidst —.Sørine og Aksel Kjær Nielsen.
Sørine og Aksel Kjær Nielsen.

Den dagligdag, der nu er lagt bag os, har haft en variation og et indhold, som det nu hører sig til på Nørgaards Højskole. Vi har gennemført et højskoleforløb, der har rod i det, der blev lagt til grund for etablering af skolen — men vi har ikke glemt nutiden, indgangen til 80'erne, og det, at vi står over for en fremtid, der vil kræve meget af såvel de elever, der søger os, som højskolens personale, bestyrelse og repræsentantskab. Ja, selvfølgelig har vi haft mange visioner — det er nødvendigt. Vi har undgået at slå huller i luften, så vi har haft en usynlig, men en fast og holdbar linie i vort højskolearbejde.
     Tænk, at Arne Nørgaard for mere end 25 år siden kunne se, hvor det bar hen — han satte kursen, som vi vil følge ind i 80'erne.

 
Det byder man børn.
Det byder man børn —.

Det byder man børn —.

     Når vi nu skal blade i dagbogen for at orientere om, hvad vi har beskæftiget os med siden sidst, kan jeg ikke lade være med at omtale det, som på mange måder har præget skolen: De unges arbejdsløshedssituation. Vi har mærket den i elevsammensætningen. Flere af de aktiviteter, der har været indlagt i skolens hverdag, har haft sit udgangspunkt i dette problem. I mange undervisningstimer har lærer og elev drøftet situationen, vi har forsøgt at få de unge til at forstå, at ansvarlighed, stabilitet, respekt for andre, accept af andre, er værdifulde egenskaber, der let erstatter gode karakterer i eksamensfag. Vi har forsøgt at fortælle, at alt arbejde er meningsfyldt, når det tjener et formål.
     Med ovennævnte som udgangspunkt blev skolens repræsentantskab, personalet, amtet, undervisningsministeriet og omliggende kommuner enige om at lade et arbejdsløshedsprojekt løbe af stabelen ved Nørgaards Højskole. Fælles gik vi i gang med værkstedsbygningen som vist på tegningen.

 
Tegningen over nybyggeriet.

     Projektet er etableret som et specielt „PIGEPROJEKT“. Gennem det pædagogiske arbejde på byggepladsen og den information, der er sat i gang, håber vi at få de unge piger i arbejde og samtidig medvirke til en holdningsændring hos de unge, hos den eksisterende medarbejderstab ude i virksomhederne og hos arbejdsgiverne — selvfølgelig er der forskel på mand og kvinde, men på mange områder må vi bryde med det traditionelle omkring kønsbestemte beskæftigelsesområder, en naturlig opgave for en højskole.
     Når bygningen, som nu snart er i rejsehøjde, er færdig, vil den blive taget i brug af skolen og indgå i vore tilbud til de unge og andre, der søger skolen. Vi tror, at denne nye aktivitet kan være med til, at endnu flere får en klaring på deres egen situation — mange vil opdage, at der er stor glæde i håndens arbejde — valg af fremtid lettes — der oparbejdes selvtillid og tro på fremtiden. Værkstedet vil indgå som aktivitet, der indirekte kan hjælpe de unge i erhvervsvejledningen for specielt de unge arbejdsløse og det at finde livsindhold til fritiden.
     Projektet har taget en stor del af vores tid — men ligger nu i gode hænder hos projektleder Henry Damm, som har ansvaret for byggeriet, de unge og for, at de kommer videre.
     Igennem foråret 1979 og til nu har vi på skolen haft 112 elever boende, hvortil kommer enkelte eksterne. Selvfølgelig har vi gennem skoleåret haft problemer af forskellig art, det hører jo en højskole til, men de er også løst. Ikke mindst har et velfungerende elevråd medvirket til et godt højskolemiljø, men også i den daglige undervisning, hvor vi forsøger at oparbejde ansvarlighed, har elevrådet nok en stor del af æren. Endvidere har fritiden, vores motions– og svømmesal og det, at eleverne selv i stort omfang tilrettelægger og udfylder rammerne, stor betydning.
     Af andre bidrag til højskolens hverdag bør også nævnes de mange pust udefra, som bryder hverdagen og får os til at tænke på en ny måde. Det, at vi får nye emner lagt til vores interesse– og debatområder, har stor betydning for den enkelte — jeg personlig føler det, som om jeg bliver mindre selvcentreret og får vendt interessen mod de mennesker, jeg er imellem, og den verden, jeg lever i.
     Der har været et godt program lavet i samarbejde med Højskoleforeningen, f. eks. havde vi besøg i oktober af pastor Kamp, der holdt foredrag over emnet „Kristendom, som befrier fra religionernes åg“.
     I såvel efteråret som nu i dette semester har vi haft Erhardt Riis til at fortælle og debattere med eleverne om den danske folkesygdom, alkoholisme, og om, hvordan højskolen kan give den enkelte „den åndelige antabus“.
     Estrid's søn, Henrik, har fortalt om Tenerifa — en ung mands oplevelser i ferieparadiset.
     Fritz Nielsen har på en spændende måde fortalt om en del fra litteraturens verden, bl. a. Hans Scherfig.
     Den helt store aften var nok mandag den 29. oktober, hvor Højskoleforeningen havde inviteret Niels Hausgaard — ca. 550 overværede et langt og dejligt program med denne populære forfatter og visesanger. Endnu mere spændende var næste dag, hvor eleverne var sammen med Niels Hausgaard. Her fortalte han om sig selv, sine viser og livet som kunstner.
     Et af de mere trationelle indslag var nok, da vi i efteråret havde „galefestival“ — tidligere og nuværende patienter fra den psykiatriske afdeling i Viborg. Vi var mange, der fik noget nyt at tænke på, da vi hørte Gerda fortælle om Amnesty Internationalt børneår, en tuneser, Tahar Ghoula, fortalte en anden aften om børneopdragelse i Tunesien — og som afslutning på disse emner havde Benny arrangeret en udstilling: „Det byder man børn“ — samt foredrag ved Frode Mulkjær: „Sådan behandler man børn“.

 
Niels Hausgaard.
Niels Hausgaard.

Niels Hausgaard.


 
Amnesty International–dagen.
Amnesty International–dagen.

Amnesty International–dagen.

     Efterårets sidste emneuge var lagt an på praktisk arbejde og blev gennemført efter følgende program:

LANDBRUG.
Hensigten er i første række at give et indtryk af vore dages danske landbrug, i anden række at møde landmænd og andre, der arbejder i landbrugets tjeneste.
     Der påtænkes besøg i landbrugsbedrifter, og, hvis det er muligt i tilgrænsende virksomhed, f. eks. svineslagteri eller mejeri, ligesom vi vil søge at få landbrugskonsulenter og landmænd på besøg hos os. Endvidere vil vi støtte os til film om emnet. — Man kunne forestille sig et sammendrag at ugens arbejde forelagt kammeraterne på de andre hold.

Fritz Nielsen.


FREMSTILLING AF OPVISNINGSDRAGTER TIL NØRGAARDS HØJSKOLES FOLKEDANSERE.
Alle, der har lyst til at være med til at sy veste og strikke huer til herrerne samt at sy nederdele og lave tørklæder til damerne, er velkomne — også selv om det er noget, man ikke kan i forvejen. Vi vil samtidig studere egnsdragternes udformning og historie.

Estrid Lynnerup, Sørine Kjær Nielsen, Ellen Helleberg Rasmussen.


CYKLER.
Søges: 5—10 m/k elever, der vil være med til at reparere gamle cykler købt på politiauktioner, fundet hos skrothandlere o. l..
     Mål: 30 cykler til brug for elever i dagligdagen og til ekskursioner.
     Kvalifikationer: 1 tommelfinger på hver hånd.

N. C. Danhøj.


FABRIKATION AF SPIL M. M..
Vi mangler noget at underholde os med i pejsestuen især om vinteren. Derfor vil vi fremstille brætspil og lignende i træ og pap. — Der er masser af opskrifter til masser af spil. Elevforudsætninger: Ingen. Kendskab til arbejde i træ en fordel.

Birgit Framming.


PÅ HAT MED FORTIDEN.
Vi skal registrere og tilse et antal gamle bondemøbler, noget husgeråd og forskelligt værktøj (fra 1700– og 1800–tallet), som Gudenådalens Hjemstavnsforening har deponeret i plejehjemmets krybekælder her i Bjerringbro. Desuden skal vi prøve at restaurere en gammel jernplov og andet gammelt grej, som har været anvendt i mindre landbrug.

Gerda, Kjær og Hans Peter.


     Andre begivenheder, der prægede efteråret, var rejsegildet på svømmesalen, besøg af Mellemfolkeligt Samvirke, elevernes filmklub, erhvervsvejledning ved Danhøj, vores fælles teatertur til Århus, hvor vi så „Mågen“ af Tjekhov, besøg og oplæsning af kgl. skuespiller Martin Hansen samt eleverne i „Retten er sat“ under HP's instruktion.
     En stor oplevelse var det igen i år sammen med eleverne at gennemføre vores hjemme–weekend i december — hvor vi i høj grad beskæftigede os med traditioner og selvfølgelig først og fremmest med julen, og hvad dertil hører.

     Det blev en dejlig weekend, hvor vi sluttede søndag aften med æbleskiver, gløgg, underholdning, sang ved tidligere elev, Mette Jutta Johannesen, og så selvfølgelig højskolesangbogen.
     De sidste dage op til jul forløb i en god stemning — et godt semester sluttede — mange havde bidraget til en god afslutning på halvfjerdserne.

     Vore gæster på familiedagen, på åbent hus–dagen, sangkoret „Treklang“, forskellige foreninger og organisationer fra byen, der i løbet af efteråret benyttede vore lokaler til forskellige aktiviteter, hvortil også elever og ansatte var velkomne, gæster, der indgik i sportsaktiviteterne, de mange, som bare kom på besøg — til dem alle skal der lyde en tak for hvert bidrag til, at Nørgaards Højskole fik en udgang af halvfjerdserne med indhold og visioner.

 
Traditionen tro tænder Fisker juletræet.
Traditionen tro tænder Fisker juletræet.

Traditionen tro tænder Fisker juletræet.


     Til afslutningsfesten sagde jeg bl. a.:
     „Vi fik sat focus på mangt og meget, men ikke løst de store samfundsproblemer. — Vi fik arbejdet med os selv, hjalp hinanden egoismens kappe af, så vores store fælles formål, åndeligt og kulturelt, igen kunne komme til at danne grundlag for menneskets hverdag. Hvis ikke vi holder fast i vores arv, mens det nye gror omkring os, vil vi ikke kunne bestå som et folk. — Det skal vi! Her står vi i højskolen med en stor opgave, som kun kan løses, såfremt gamle elever, skolens venner, ude i landet og lokalt, i fællesskab danner et godt bagland. Som en af Danmarks mange folkehøjskoler fornemmer vi, at vi er i en god udvikling, en udvikling med visioner, der styrker og støtter os i det højskolearbejde, der skal gøres ind i 80'erne?.

 
Kunstudstilling på højskolen.
Kunstudstilling på højskolen.

Kunstudstilling på højskolen.

     Dronning Margrethe sagde i sin nytårstale: „De vaklende 70'ere er gået“. Statsminister Anker Jørgensen: „Det gik ikke så godt — specielt 1979 blev som helhed ikke et godt år for Danmark“. — Vi ved ikke rigtigt, hvor langt vi kom i vort forhold til den tredie verden. Hvor står vi i vores holdning og handling i forhold til mindretallet? Hvad med den øgede afstand mellem Europa og u–landene? Kan vi forblive et folk og stadig være medlem af EF? Planlægger vi samfundet ud fra det arkitektoniske uden at få greb om det at skabe et samfund, hvor vi mennesker har det godt? Er det muligt for de elever, der går ud fra højskolerne — hvor de har fundet sig selv, hvor de har fundet en mening med tilværelsen — at bevare en tro på tilværelsen, når de møder samfundet udenfor højskolen, hvor vores politikere m. fl. har skabt et samfund, der bygger på det at udnytte uden først at yde, hvor den svage part får det vanskeligere end nogensinde før? Hvor længe skal den højtuddannede være den gruppe — der før andre — vurderer, hvad der er meningsfyldt, og hvad der er meningsløst arbejde? Hvor står vi? Hvad fik vi? Hvor skal vi hen?
     Ja, det er en del af det, vi i højskolen skal beskæftige os med ind i 80'erne. Samtidig med, at vi skal give dem, der søger vores højskole, en forøgelse af den almene viden, skal vi lære dem at bruge fritiden. — Altsammen på det grundlag, der ligger i en grundtvigsk folkehøjskole. Vi må i vores dagligdag have for øje, at fremtiden ikke er afgjort. — Personalet på Nørgaards Højskole tror, at såfremt vi mobiliserer reserverne, kan vi få indflydelse på fremtiden og en tro på os selv.
     Der er brug for os! Til forvaltning af vores folkelige og kulturelle arv. Vi må hjælpe hinanden egoismens kappe af, for at øge mulighederne for fred, respekt og forståelse af de samfund, der har en anden tro og holdning til livet. I vores dagligdag må vi bevise, at kærlighedsbegrebet er værd at bygge en tilværelse på, enten det er i det daglige samvær eller i famlien.
     Vi, der står i arbejdet, tror på, at vi gennem højskolearbejdet kan give mennesket evnen til at vælge, evnen til at sige fra og viljen til at tage et ansvar. — Her står Nørgaards Højskole på tærsklen til 80'erne.

 

     Den 2. januar mødte 112 interne og 8 eksterne elever. Mange flere havde et ønske om et højskoleophold — en del anbefalede vi til andre højskoler, andre fik højskolernes fællesbrochure.
     Vi lagde ud med emneuge, som samtidig var en indføringsuge for de nye elever. Det blev en god uge, der behandlede emnerne: Individet som borger i lokalsamfundet — vores opgave og forhold til amtet, Danmark, Norden, men ikke mindst emnerne som individet i familiesammenhæng, i forhold til nabo og arbejdskammerat, vores fritidssituation, ansvarlighed omkring os selv og vores omverden, havde stor interesse.
     At vi har haft så godt et semester, som det har været tilfældet, er selvfølgelig ikke et udslag af denne emneuge alene, men der er ingen tvivl om, at det var en god begyndelse, og at vi her fik fat i noget væsentligt, som er værd at gentage.
     Fra første dag i uge 2 var alle klar med skemaet, højskolesangbogen var vi fortrolig med — takket være Elin og Olav, som fra først af fik gang i fællessangen.
     Højskoleforeningens foredragsprogram fortsatte ind i det nye år. Den første gæst i 1980 var fhv. folketingsmand Skræppenborg Nielsen, der holdt foredrag over emnet „Er demokratiet i fare?“ — et godt foredrag med efterfølgende spørgerunde, der gav stof til eftertanke og et godt bidrag til den efterfølgende debat.
     Vi betragter det at holde fest som en vigtig del af et højskoleophold. Vores nytårsfest med god underholdning af eleverne blev en fest, hvor elever og personale hyggede sig. Et godt samvær, som vi byggede videre på i hverdagen.
     Fritz Nielsen havde besøg af en lokalpolitiker, landmand, og fik en snak om, hvad der rører sig i og omkring den engagerede landmand. — Danhøj tog fat på erhvervsvejledning, vi fik besøg af gymnaster fra Gymnastikhøjskolen i Viborg, alle elever var en tur på Tyrestationen og i et fagligt samvær med Vagn Vestergaard, konsulent Ravn Petersen, inseminør Anton Petersen, Aagesen og Fritz Nielsen. Ud af dette kom en snak om race og avl, hvad kan menneskeheden vente sig, hvis vi fortsætter udviklingen så teknisk.
     Sørine havde en samtale med eleverne om hygiejne, kønssygdomme, prævention, psykiske problemer m. m. — en snak, som selvfølgelig kører videre mellem eleverne selv og elever og personale.
     Jeg havde selv en god snak med eleverne om skolens organisation, vores økonomi, hvilke muligheder der er for en højskoleelev, udover der, der bliver tilbudt fra lærerside, om elevrådsarbejde, muligheder for at sætte aktiviteter i gang, indflydelse på hverdagen, indflydelse på de beslutninger, der skal træffes hen ad vejen. Et nyt elevråd så dagens lys — et særdeles velfungerende elevråd, der forstod at vurdere til gavn for såvel elever som skole. Mange gode råd har vi modtaget i vores bestræbelser på at få højskoleforløbet til at gå på en god måde. De var heller ikke bange for at gå med i de mere ubehagelige situationer, f. eks. når en elev ikke kunne fungere. Vi må her ikke glemme deres medvirken til, at vi fik gennemført en kampagne omkring alkohol, som gav flere elever et nyt syn på alkohol samt en ny og bedre tilværelse. En anden god elevaktivitet har været de gange, eleverne har inviteret de ældre på besøg på højskolen og den kontakt, vi derigennem har fået bl. a. med Bjerringbro Pensionistforening.
     For os alle blev situationen i Afghanistan højaktuel. Lektor Jan Daugaard førte os rundt i landet. Vi fik et indblik i landets historie, kultur, levevis, og hvad der rører sig i Afghanistan. Ingen af os tror på, at dette folk i længere tid vil lade andre nationer have overherredømmet. Vi mener, at dette frie folk også vil komme til at leve i et frit land.
     Når vi nu taler om frihed, må vi også hæfte os ved besøget fra det nordligste Skandinavien. Gæstelærer Jorunn Eikjok førte os ind i problemet „Et mindretal i Norden“, om samernes kamp for større indflydelse på egne anliggender, ikke mindst naturen.
     En lignende vandring var vi på i Afrika — det var Svend Kjærgaard, der ud fra egne oplevelser gennem en årrække fortalte om det afrikanske folk, landet, den hvide mand og afrikaneren.
     Ja, eleverne kom i løbet af året langt omkring, alt imens vi behandlede vores egen situation og de hjemlige problemer.
     Den næstsidste dag i februar serverede køkkenet den ålandske nationalret, hvorefter Estrid, Ellen og jeg tog eleverne op gennem Sverige til Midtfinland, syd på til Åbo og videre til Ålandsøerne, til et folk, der kender selvstyrets problemer og det ansvar, der ligger i at være et folk. Der findes vist ingen steder, hvor en befolkning som netop ålændingene har forstået, at værdier ikke måles i materielle goder.
     Højskoleforeningen og skolen gennemførte udover, hvad jeg har omtalt, en aften med emnet „Folkeoplysning i Frankrig“, og Niels Fenger viste i februar sin film om Johs. V. Jensen. — I marts havde vi „Spil sammen uge“. En god indledning til dette års „Spil sammen uge“ var et åbent spillemandstræf under ledelse af Manny Mikkelsen, Viborg. Fra kl. 9 om formiddagen til omkring kl. 16 var 16 spillemænd fordelt rundt i skolens lokaler, hvor man spillede sammen i grupper. Kl. 16 gik alle spillemænd i motionssalen for her at give en koncert for pensionister fra byen og plejehjemmet.
     En virkelig fin koncert med et godt publikum. Spillemandstræffet sluttede med en stor lieg–stouw, hvor egnens folkedansere mødte op.

 
Spillemandstræf.
Spillemandstræf.

Spillemandstræf.

SPIL SAMMEN–UGEN I BJERRINGBRO 22.—30. MARTS 1980.

Lørdag den 22. marts kl. 19—24 på Nørgaards Højskole. — Underholdning og legestue i forbindelse med Danske Folkedanseres spillemandsstævne på højskolen. Entrè: 15 kr.

Mandag den 24. marts kl. 20 i Nørgaards Højskoles festsal. — Åbent hus med indslag af Busbjerg-spillerne, Langå pensionistorkester, visesang m. m.

Tirsdag den 25. marts kl. 19,30 i Nørgaards Højskoles motionssal. — Fællesaften med sangkoret „Treklangen“ og Bjerringbro Harmoniorkester.

Torsdag den 27. marts kl. 20 i Nørgaards Højskoles festsal og motionssal. Åbent hus med indslag af bl. a. Nordre skoles kor og orkester, Mammen–Hjorthede Tambourkorps, musikelever og Silkeborg Spillemandslaug.

Fredag den 28. marts kl. 20 i Nørgaards højskoles festsal. — Åbent hus med bl. a. Bjerringbro FDF–orkester og „Unoderne“, fynsk folkemusikgruppe.

Søndag den 30. marts kl. 1930 i Bjerringbro kirke. — Den 50. kirkemusikaften.

Der er gratis adgang til Åbent hus–aftenerne på højskolen. Kaffe, the og sodavand kan købes.

NB! Det understreges, at der ikke er tale om koncerter og forestillinger, men snarere om åbne prøver, og også andre end de, der er truffet aftale med, er velkommen til at bidrage med indslag.


 
Spillemandstræf.
Spillemandstræf.

Spillemandstræf.

 

 
Udstilling af børnetegninger fra Bjerringbros børnehaver.
Udstilling af børnetegninger fra Bjerringbros børnehaver.

Udstilling af børnetegninger fra Bjerringbros børnehaver.

     April begyndte med et arrangement i samarbejde med Foreningen Norden, som havde besøg af Poul Engberg, der talte over emnet „Er det nordiske mislykkedes?“ — en god aften, som fortjente flere tilhørere. Det samme var tilfældet, da vi havde Joan–søstrene på besøg for at fortælle om hustruvold. Da vi den 21. april havde besøg af udenrigsråd Mellbin, der talte om storpolitik og magtbalance, viste det sig, at det var et emne, der virkelig havde elevernes interesse. Der var alt for kort tid til dette emne, idet situationen omkring Iran, Afghanistan, ja, i hele Mellemøsten, gav anledning til mange spørgsmål.
     Sidste år var dramatikholdet fra Den frie Lærerskole, Ollerup, på besøg. Dette glippede i år. I stedet kom skolens sangkor med spillemand. Det blev en aften, der viser, at man på Ollerup arbejder seriøst med emnerne — en virkelig god højskoleaften.

 
Cabaretten „Døden på Iller Hede“.
Cabaretten „Døden på Iller Hede“.

Cabaretten „Døden på Iller Hede“.

     I løbet af skoleåret har vi haft mange enkeltpersoner og grupper på besøg. Der har været forskellige formål med besøgene, men alle har de været med til at give os et pust og en styrkelse af det arbejde, vi står i.
     Noget, der bør gentages, var, da skolebørn udstillede tegninger, og vi havde besøg af en skoleklasse fra Hadsten, der gik rundt på skolen, som var de aktive højskoleelever. Et godt samarbejde har vi haft med Bjerringbro Bueskytterforening, den lokale folkedanserforening, sangkoret „Treklang“, Dansk Metalarbejderforbund, Museumsforeningen, Pensionistforeningen, Forældreforeningen m. fl. — Også AOF og LOF har vi været i kontakt med, noget, som vi nok kan få udbygget i det kommende år.
     Sidst, men ikke mindst, må vi nævne vort samarbejde med Bjerringbro Svømmeklub — et samarbejde, som på langt sigt vil vise sig frugtbart.

 
Nina og fisker som køkkenskrivere.
Nina og fisker som køkkenskrivere.

Nina og fisker som køkkenskrivere.

     Vi har haft besøg af Bjergets Efterskole, elever fra Høng Efterskole, og fra Moro Folkehøjskole i Sverige havde vi 19, som satte focus på skolen og egnen. — En udveksling har vi gennemført med Peter Morset Folkehøjskole, der er beliggende syd for Tronheim i Norge.
     I såvel efteråret som i foråret havde vi „Åbent hus dag“ og familiedag. „Åbent hus dagen“ giver os muligheder for at fortælle om vore tilbud — gæsterne taler med eleverne, og vi hører, hvad der rører sig omkring os. Uden „Åbent hus dagene“ er jeg bange for, at vi ville stivne. — Mange kontakter etableres, vi får kritik og ros, altsammen en nødvendighed for, at vi kan være en højskole i tiden.
     Festdage i ordets egentlige betydning er vore familiedage. Omkring 300 pårørende besøgte os i efteråret og foråret, personale, elever og forældre forstår på en gød afslappet måde at gøre disse dage til noget særligt — elevunderholdningen, udstillingerne, sangen, samværet, den gode forplejning, gæsterne — alt er med til, at vi efter en lang dag kan sætte os hen og sige: „Ih, hvor var det dejligt“.
     En lang række af elev–, personale– og lærerrådsmøder, suppleret med bestyrelses– og repræsentantskabsmøder, har i årets løb løst vores daglige problemer samt lagt den økonomiske såvel som den pædagogiske kurs helt ind i 1981.
     En del af personalet har i årets løb deltaget i faglige og pædagogiske kurser, de fleste af os har været med til møder i Østjydsk Højskolekreds, til årsmøde i Foreningen af Folkehøjskoler, højskolekurser på Ollerup, Vallekilde, Herning, Rødding m. fl. steder.
     Vi har haft besøg af pædagoger fra andre uddannelser. Studerende fra Ollerup har været i tre ugers praktik, lederen fra Den frie Lærerskole i Ollerup, forstander Tranes, har været her en hel dag, hvor vi fik et oplæg om pædagogik med efterfølgende debat. Altsammen en række aktiviteter, som vi har stor glæde af, som udvikler os, så vi fortsat kan være en levende skole.

 
Hyggekrog.
Hyggekrog.

Hyggekrog.

     Skolens elevforening har vi været i nær kontakt med, gennem bestyrelsen, bestyrelsesmøder i elevforeningen. Ofte kan vi føle, at vi burde være endnu nærmere hinanden, men vanskeligt er det, afstandene er store, hver især har jo sit at tage vare på. Det er en stor tilfredsstillelse for os i personalet at møde bestyrelsen og repræsentantskabet — vi mærker en opbakning bag vores gøremål. Vi modtager gennem bestyrelsen og repræsentantskabet impulser, inspiration og lyst til at gøre et stykke højskolearbejde, noget, som vi også mærker fra de mange kredse og enkeltpersoner, vi har kontakt med. Der er god grund til nu ind i 80'erne — på vej til skolens 25 års jubilæum — at sige tak til de mange, der er hele baggrunden for vort daglige arbejde.

     Personalet har gennem året, der gik, været det samme som tidligere, men helt uden ændringer har det dog ikke været. — Vi har fastansat Svend Kjærgaard. — Alis Greve er holdt op p. gr. a. helbredstilstanden og den lange vej fra Grundfør til Bjerringbro. — Arne Bech rejste den 15. februar til Afrika for at tiltræde en stilling under Danida. — Poul Nielsen ønsker fra 31. juli at gå på førtidspension til trods for, at han er en mand i sin bedste alder. Helt slipper vi ikke for denne kunstner, han fortsætter som timelærer endnu nogle år. — Birthe Struer har været vikar et år, men har nu fået arbejde ved en lilleskole i Fredericia. — Fisker er blevet arbejdsgiver, idet han fra januar har fået medhjælper — Bjarne Kjær, som er uddannet indenfor træ, hvilket gør, at han også deltager i undervisningen. — Det gode samarbejde, vi har med Den frie Lærerskole, trækker gode årspraktikanter til skolen — i år har vi haft Elin Christensen, en gæv pige, som fortsætter sin uddannelse på Ollerup til august. — Nye knyttes til fra august. Kirsten Kristiansen og Else Marie Mikkelsen, som skal være her et år.
     Nogen egentlig afslutning på disse dagbogsnotater er ikke til nogen nytte, idet vi jo først nu er begyndt på et nyt tiår — de næste 25 år er jo på vej. Disse linier må betragtes som nye blade, der føjes til bogen — dog skal alle læsere vide, at vi ved, hvor vi står, tanker går ikke hen over hovedet på os, vi forsøger at finde værdierne i nutiden — bygge en fremtid på fortiden.
     Vi, Sørine og jeg, tror, at mange med os vil sanse og forstå, at højskolearbejdet nytter.
     Mange hilsener og tak — på gensyn!

SØRINE og AKSEL KJÆR NIELSEN.


 
Svømmesalen.
Svømmesalen.

Svømmesalen.


 
 
 
 

Svømmesalen — nyt skud.

Ved indvielsen af den nye svømmesal her i foråret 1980 sagde amtsborgmester P. E. Eriksen, at netop denne afdeling af skolen fremover vil give nye muligheder for skolen og den enkelte elev, der søger Nørgaards Højskole. Her kan mangen elev hente livsmod, få nye oplevelser, prøve kræfter og medgive sig selv et nyt livsindhold.
     Skolens formand, gdr. Ejner Vestergaard, fulgte amtsborgmesterens tale op og lagde derudover speciel vægt på, at netop denne del af skolen var et resultat af trofast og solidt arbejde, lige fra idé til denne dag. Han takkede for byggeriet og det omhyggelige og gode samarbejde.
     Efter mange år i højskolearbejdet i Hadsten fik jeg den opgave at tage det første spadestik til en ny etape i højskolens historie, det blev til en ny moderne skole. — Nu er jeg her igen, sagde fru Johanne Nørgaard — tak, fordi jeg må markere indvielsen af den nye svømmesal og føje et nyt skud til en velvoksen stamme. — Mit ønske er, at svømmesalen må give gode bidrag til sjæl og legeme for såvel elever som personalet.
     Derefter klippede fru Nørgaard snoren over og afleverede den dejlige svømmesal til personalet.
     Lærerrådsformand Estrid Lynnerup kvitterede for modtagelsen af den nye aktivitet. — Benny Kastrup Hansen, Birgit Framing, Ejner Vestergaard, en gruppe elever og Kjær m. fl. tog under forskellige former svømmesalen i anvendelse.
     Der blev endvidere talt af håndværkerrepræsentant, Lion's, Bjerringbro, som har bidraget med kr. 15.000 til udstyr, arkitekt, amtsrådet, kommunen m. fl. — Vi modtog mange blomsterhilsener, keramiske værker, kontanter til et nyt ur m. m. — en ny mærkedag igen i en god positiv atmosfære, en ny udfordring var hermed inddraget i den lange række af tilbud, skolen har til eleverne.
     Svømmesalen har fra åbningsdagen været et godt aktiv. Der er stor interesse for den svømmeundervisning, der er indlagt på skemaet, men endnu større er interessen i fritiden, hvor den sammen med motionssalen er et godt tilbud til eleverne.
     Eleverne har virkelig modtaget udfordringen, de har etableret sig med bestyrelse, søgt råd hos Benny, der har optrådt i konsulentrollen. Sammen har de lagt rammerne for brug af svømmebadet, ligesom de indledte og udbyggede et samarbejde med Bjerringbro Svømmeklub, et samarbejde, der nok skal udvikle sig til gavn og glæde for begge parter.
     Ingen tvivl — vi vil fremover føle svømmesalen som en uundværlig del af såvel undervisningen som fritiden. Ikke mindst den handicappede vil få glæde af det nye skud. — Hvad der fremover vil være af aktiviteter i det krystalklare vand, vil nok medvirke til at give mangen elev og andre brugere et tilskud til et nyt livsindhold, der igen vil smitte af på den enkeltes arbejds– og fritidssituation.

A. K. N.


 
Motionssalen.
Motionssalen.

Motionssalen.


 
 
 
 

Våkn opp mitt barn —.

Digt af den samiske journalist Jorunn Eikjok, som var gæstelærer på højskolen og fortalte om sine landsmænd i Lapmarken i det nordligste Skandinavien. — I den norske del af Lapmarken forsøger samerne at forhindre bygningen af en stor dæmning, der vil medføre en ødelæggelse af renernes gamle græsgange.
Våkn opp mitt barn —
lytt, vinden bringer med sig
en gammel joikemelodi langt borte
fra viddene.
Joikemelodien forteller deg:
Engang —
før historiens begynnelse
levde ditt folk
her i denne nordlige
delen af verden.
De lange avstandene ble borte
i mørket.
Grensen var bare naturen selv.
Under den blendende
vårsolen sprang laksen
opp i den store elven.
Ved sjøen vekte fuglene på nytt
opp verden.
Og når solen senket
vort folk i den mørke vinternatten —
hørtes rypenes svaldring
og reinens grynt.
Ditt folk var som den unge bjørk der borte,
fra jordens sugde røttene
krefter.
 
 
 
 
 
 
Men — en dag lød andre
lyder,
fremmed sus hørtes i tretoppen.
Jorden var ikke lenger vår.
Vår arv ble bundet
i hårde lenker.
Da flokken dro nordover om våren
var kalvingsplassene under vann.
Barnet mitt —
ser du de inntørkede
grenene på treet?

Våkn opp, mitt barn —
hører du joikemelodien
som vinden bringer med seg?
Hører du den gamle låten
fra Sar–ahkko? *)
Den vil fortelle deg
at ditt folk engang levde
i dette landet.
Hvis du hører den,
gir kanskje treet på nytt
nye frø til jorden.
Som simla **) måtte finne
en anden kalvingsplassen
må ditt folk også
finne nye veier.
Ennå er det tid.
Våkn opp, mitt barn,
våkn opp nu —!
*) Kvindeskikkelse i den samiske mytologi.
**) Reinhind.

 
 

 
 

 
Kunstudstilling.
Kunstudstilling.

Kunstudstilling.


 
Grønlandsturen 1980.
Grønlandsturen 1980.

Grønlandsturen 1980.


 
 
 
 

Åndelig antabus på højskolen.Erhardt Riis.
Erhardt Riis.

ALBYL har hver en dansker i årtier vidst, hvad var, i de seneste år afløst meget af CODY–MAGNYL. Ja, enhver ved, det er noget, man tager for fysiske smerter af en eller anden art — altså disse to stoffer indeholder noget bedøvende.
     ALKOHOL ved så sandelig også hver en dansker, hvad er — det er noget, man indtager hvorsomhelst, nårsomhelst og for hvadsomhelst — sådan er langt den største del af Danmarks ungdom i hvert fald opdraget de seneste årtier.
     ALKOHOL er et særdeles fornemt nydelsesmiddel, der kan bruges som sådan ved særlige lejligheder i begrænsede mængder, af rigtig oplyste voksne mennesker til glæde og behag — dette kan ingen bortforklare. Men den største del af den ALKOHOL, der drikkes i dag, drikkes desværre ikke sådan.
     ALKOHOL er som de to foran nævnte stoffer et bedøvelsesmiddel (vel det første man har kendt). Det anvendes i flæng af uoplyste børn som voksne i selvbehandling for fysisk smerte (i stedet for eller sammen med — CODY–MAGNYL). Det anvendes nok endnu mere for psykiske smerter og i selvbehandling for generthed og mindreværdskomplekser, hvilket har medført, at vore eksperter nu fredeligt udtaler sig om, at vi i Danmark har 200.000 alkoholikere, og jeg tør tale om 400.000, og alderen på disse er faldende.
     ANTABUS — ja, ordet kender efterhånden også hver en dansker, men hvad kan det bruges til? Det kan standse et alkoholproblem midlertidigt og ikke andet. Desværre bruges langt den største del af den ANTABUS, der bruges i Danmark, kun som sådan.
     Lad mig kort fortælle: ANTABUS er et stof, som to professorer, begge Jakobsen, i København ved en tilfældighed fandt frem til. ANTABUS bruges af mennesker, der har fået et sygt forhold til ALKOHOL. Det skal altid ordineres af en læge, men det helbreder desværre ikke noget som helst.
     ANTABUS tager heller ikke trangen til ALKOHOL, eller gør smagen anderledes. Stoffet, som ANTABUS indeholder, sidder i organismen nogle timer efter indtagelsen, og man bliver strengt informeret om, at dersom man drikker ALKOHOL, mens man har stoffet i sig, vil man få en alvorlig forgiftning — så alvorlig, at man kan tale om livsfare! — Nogle dør hvert år heraf.
     Ja, men så er det da ligetil og let. Når man har hovedpine eller andre fysiske smerter, så tager man bare ALBYL eller GODY–MAGNYL, og har man psykiske smerter, eller er man plaget af generthed og mindreværdskomplekser, så tager man ALKOHOL. Skulle man så gå hen og få et alkoholproblem, ja, så tager man ANTABUS.
     Nej, så let er det desværre ikke. Har man fået brug for ANTABUS, så har man som regel fået en af de farligste sygdomme, der findes, nemlig ALKOHOLISME — man er ALKOHOLIKER og kan ikke helbredes, men behandles.
     Behandlingen af en ALKOHOLIKER foregår selvfølgelig med ANTABUS. Når man nu har dette fremragende middel, hvorfor så ikke bruge det.


     Har man fået SUKKERSYGE, bruger man INSULIN, men man får da ikke bare INSULIN stukket ud og skal så klare sig selv. Nej, man skal lære at bruge det og have hjælp og forståelse fra sine medmennesker, og dersom man tager mod hjælpen fra andre og retter sig efter lægen, kan man have det virkelig godt med sin SUKKERSYGE. Er man overvægtig og bare får stukket et glas afmagringspiller ud, er det nok tvivlsomt, om nogen får noget ud af det. Men kommer man i en vægtvogterklub og lærer at spise rigtigt, samtidig med, at man får hjælp og støtte fra sine medmennesker, ja, så ser man jo fantastiske resultater. Enhver højskole i Danmark har haft elever med forskellige kroniske sygdomme og oplevet, hvor forstyrrende det kan virke, dersom en elev går i coma, fordi han har levet forkert med sin sygdom. Eller hvis en elev får et epileptisk anfald, fordi han ikke har passet sin medicin. En overvægtig får en dyb depression, fordi han ikke passer sin kur o. s. v.
     Der er heller ikke en højskole i Danmark, der ikke har prøvet at have en eller flere elever, der er ALKOHOLIKERE. Mon ikke man alle steder har opdaget, at det er de mest forstyrrende patienter, man kan have som elever. Jeg tror det. Skulle man så sige nej til sådanne patienter? NEJ og atter NEJ!
     På højskolen har man virkelig muligheder for at hjælpe en ALKOHOLIKER. Jeg husker, at jeg for 4—5 år siden læste i aviserne, at højskoleforstandere i Danmark havde et eller andet seminar på Askov Højskole. Her var der en forstander, der allerede kunne se, at ALKOHOLISMEN ville blive et problem på højskolerne. Han mente, at man fra højskolerne skulle finde frem til en fælles positiv holdning til ALKOHOL.
     Han havde desværre ikke nogen opbakning. Jeg kunne tænke mig, at han allerede i dag kunne få en større opbakning — ellers får han det i hvert fald om 10 år, dersom det ikke er for sent.
     Der er vel ikke mange voksne mennesker, der ikke har prøvet at drikke for meget ALKOHOL ved en eller flere lejligheder, uden at det betyder noget som helst. Det betyder jo ikke, at man så er ALKOHOLIKER — nej, men det betyder en forfærdelig pirring for den alkoholiker, der f. eks. er sammen med dem, men er i ANTABUSBEHANDLING og ikke kan drikke.
     Det er ikke nær så forfærdeligt for en ALKOHOLIKER at være sammen med mennesker, der drikker mådeholdent. Enhver ved, hvor forfærdeligt det er for en narkoman at komme ud af en NARKOMANI. De pirres jo ikke til tilbagefald hver eneste dag blandt deres medmennesker, men straks de opsøger et miljø, der bruger narkotika, falder de tilbage, men de skal, da selv opsøge miljøet. Det skal en ALKOHOLIKER ikke, for miljøet er der alt for tit — også på en højskole.
     Hvilke særlige muligheder er der så, jeg mener, man har på en højskole, for ALKOHOLIKERE? Jo, det er først og fremmest, at højskolen selv har en voksen positiv holdning til brug af ALKOHOL, og selvfølgelig ikke godtager misbrug.


     Man må opdrage eleverne til, at man selvfølgelig er kommet på højskole for at få en kammeratlig, belærende og åndelig oplevelse. Dette lader sig kun gøre, når alle er indstillet på det, og så må man tage stor hensyn til alle de andre, man skal være sammen med, men selvfølgelig må der tages størst hensyn til dem, der har et eller andet handicap som f. eks. ALKOHOLIKERE. Det er jo dem, jeg særligt interesserer mig for, da jeg er en af dem og selv har fået denne fantastiske hjælp på en højskole.
     På en højskole har man nemlig mere at byde en ALKOHOLIKER end den ret så trivielle ANTABUSTABLET, der som før omtalt er en selvfølge. På en højskole kan man nemlig byde på den alt for let oversete, men altafgørende ANTABUSBEHANDLING, nemlig den ÅNDELIGE ANTABUS.
     Der er mange, der tror, man kan behandle ALKOHOLIKERE med hvide kitler, kuglepenne og tabletter. Det lader sig ikke gøre. Andre tror, man hjælper ALKOHOLIKERE med overfladisk medlidenhed krydret med moralske opstød. Det lader sig heller ikke gøre.
     En ALKOHOLIKER, der kommer på en højskole, som har erkendt Danmarks enorme alkoholproblemer og har indtaget en fast, moden holdning til ALKOHOL, har sit livs største chance for at begynde at lære og leve med sin ALKOHOLISME som det handicap, han nu har pådraget sig, fordi han her vil møde kærlige mennesker, der vil og kan være ham behjælpelig med indtagelse af ANTABUSTABLETTEN. Det er meget nødvendigt! Ingen kan selv styre det. Denne side af behandlingen må ikke afbrydes ved forskellige lejligheder. Nogen tror, de gør en ALKOHOLIKER en vældig tjeneste ved at lade dem slippe for ANTABUS ved forskellige lejligheder. Det er synd for ALKOHOLIKEREN. Kærlighed skal også ind imellem være håndfast, og uden denne håndfasthed bliver det bare til pladder–humanisme, og så er det, man har de alt for store forstyrrelser på en højskole og mange andre steder.
     Den ÅNDELIGE ANTABUS, som man jo i allerhøjeste grad har at byde på på en højskole, må heller ikke afbrydes, men det bliver den, når man bryder den anden form for ANTABUS.
     Den ÅNDELIGE ANTABUS skal få ALKOHOLIKEREN til at åbne sine øjne for en helt ny livsform, hvor ALKOHOL er udelukket, og han vil opdage, at livet først rigtig har noget at byde på, så han resten af sit liv fortsætter med at skaffe sig ÅNDELIG ANTABUS og måske også resten af sit liv gør brug af de fysiske ANTABUS — det må jeg.
     Når man tager ALKOHOL fra en ALKOHOLIKER, hvilket man jo gør med ANTABUS, så opstår der et tomrum, for ALKOHOL har jo virkelig spillet en rolle før. Dersom ikke dette tomrum udfyldes, bliver det til et vacuum, og drikkeriet vender tilbage — dette er ikke muligt, men sikkert.
     Omtalte tomrum skal fyldes med ÅNDELIG ANTABUS, som kan være mange ting. Her har højskolen sandelig muligheder. Når jeg ser på alle de forskellige højskolers mangeartede tilbud om at få et eller andet positivt ind i sit liv, så skulle det jo være mærkeligt, om ikke der ville være et eller flere af disse tilbud, der kunne bruges for ALKOHOLIKEREN. Kort og godt: en ALKOHOLIKER, der er så heldig at komme på en højskole, hvor man også har syn for disse ting, vil få den bedste behandling, der findes.
     Nogen drikker aldrig ALKOHOL — totalt afholdende af en eller anden grund. Det er gruppe 1.
     Gruppe 2. Det er oplyste mennesker, der bruger ALKOHOL med forstand og forsigtighed, som nydelsesmiddel ved særlige lejligheder, til glæde for både dem selv og andre, måske hele deres liv, uden at få nogen som helst problemer med det.
     Gruppe 3. Misbrugere — de uoplyste, der bruger ALKOHOL for tidligt, for meget, forkert og for tit. Det er dem, der plumper over i gruppe 4.
     Gruppe 4. ALKOHOLIKERE. Så har man fået en ALKOHOLISME, der som sagt ikke kan helbredes, men behandles, dersom man er heldig og får en rigtig behandling, der altså kan fås på en god højskole.
     Gruppe 5. ALKOHOLIST, opgivet af sig selv og andre, som regel så forstandsmæssig hjerne–reduceret, at man ikke er i stand til at indtage ÅNDELIG ANTABUS og heller ikke forstand nok til at forstå alvoren af, hvor nødvendig den fysiske ANTABUS er. Sådan en patient kan kun give forstyrrelser på en højskole og må anvises et bedre sted.

ERHARDT RIIS.


 

 
 
 
 

Udvekslingstur til en norsk folkehøjskole.Birgit Holten Sørensen og Olav Liengaard.
Birgit Holten Sørensen og Olav Liengaard.

I foråret 1979 besøgte Benny Kastrup Hansen forskellige norske højskoler. Det resulterede i et udvekslingsarrangement mellem Peder Morset Folkehøjskole ved Trondhjem og Nørgaards Højskole i april 1980. Samtidig med, at en lille gruppe norske højskoleelever og et par lærere opholdt sig her på højskolen, var vi 8 elever, der sammen med Olav Liengaard besøgte Peder Morset Højskole i ca. en uge.
     Vi kom kun til at betale færgebilletten, eftersom transporten i Danmark og Norge blev besørget af henholdsvis Peder Morset Højskole og Nørgaards Højskole pr. minibus. Lørdag aften den 12. april kørte Benny os til Frederikshavn, hvor han afventede nordmændenes ankomst, mens vi sejlede til Larvik. Efter en rolig overfart mødte vi tidligt om morgenen den norske gruppe i Larvik havn. Den norske chauffør, Randulf, som skulle køre os de godt 800 km til Selbustrand, hvor højskolen ligger, var en mand af få ord. Han skulle helst se på os for at forstå, hvad vi sagde, så af hensyn til trafiksikkerheden forstyrrede vi ham mindst muligt.

 
Afgang fra højskolen.
Afgang fra højskolen.

Afgang fra højskolen.

 

 
 
Bente undersøger en mur.Bente undersøger en mur.
Bente undersøger en mur.



     Første holdt gjorde vi i Oslo. Derfra kørte vi over Eidsvoll, hvor Norge den 17. maj 1814 erklærede sin uafhængighed, langs med den store sø Mjøsen og Glomma–elven, gennem Østerdalen til Trondhjem og til sidst de 70 km uden om Selbusøen til højskolen. Det var en skøn, men meget anstrengende tur. Vejene er gode i Norge, men alligevel kunne det ikke undgås, at vi, især dem på bagsædet, blev rystet godt igennem i det hvide folkevognsrugbrød. Der var ikke ret meget sne tilbage i fjeldene, vi kørte igennem, og vi var derfor spændte på, om vi ville få lejlighed til at stå på ski under vort ophold.
     Kl. 2030 var vi fremme. Vi blev vel modtaget af rektor Anstein og hans kone Nanna, fik noget at spise og blev så fordelt i de 8 huse. Der er ialt 8 elevhjem med 8 elever, hvoraf 5—6 elever er funktionshæmmede (åndssvage). Hver gruppe fungerer som en familie, som i fællesskab organiserer rengøring og madlavning (aftensmad). Til hvert hus er knyttet en lærer og en socialarbejder.
     Straks fra den første dag gik vi ind i den almindelige undervisning. Den adskiller sig noget fra den, vi har på Nørgaards Højskole: Om formiddagen er alle skolens elever opdelt i 3 hold. Hold 1 har mandag „teori“, f. eks. livsorientering, hold 2 formning og hold 3 legemsøvelser. Tirsdag har hold 1 formning, hold 2 legemsøvelser o. s. v. — og således kommer de tre hold i løbet af ugen alle 3 faggrupper igennem et par gange. Om formiddagen var funktions– og ikke–funktionshæmmede på blandede hold. Det var de ikke om eftermiddagen, hvor de mere teoretiske fag lå. — Jeg vil lige nævne, at legemsøvelser omfattede mange forskellige ting, f. eks. at stå på ski, at gå eller cykle en tur, at svømme eller lave gymnastik.
     Om aftenen var der mange tilbud. Der var f. eks. formning (keramik, sløjd, maling, vævning) og korsang. Der var en lærer til stede, og eleverne kunne komme og gå, som de havde lyst.
     Undervisningen foregik i meget behagelige og lyse lokaler, især var værkstederne til formning, vævning og sløjd dejlige. Det var en hel række sammenhængende rum med en storslået udsigt over Selbusøen.
     Morgensamlingerne foregik i musiklokalet, hvor de fleste elever sad eller lå på gulvet, mens en lærer eller nogle elever havde samlingen. Mens vi var på højskolen, handlede de fleste samlinger om „våren“, som vi nu ellers ikke havde mærket så meget til. Der blev altid spillet en plade først, f. eks. Vivaldis „Foråret“, så kom der et oplæg, f. eks. om gøgen, hvorefter man sluttede med en forårssang.
     Det var en meget afvekslende uge. Timeplanen omfattede også praktiske ting. En dag var nogle af os med til at klippe skolens får (der er både får, heste og høns, som eleverne passer), en anden dag var vi ude at gøre skolens kanoer i stand. Det blev også til en spændende kanotur ud til en lille ø i Tronhjem fjord, hvor den danske ærkebiskop ved reformationen forskansede sig med St. Olavs–skrinet. Den første dag lå der et tykt lag sne over det hele, men inden vi kom i fjeldet, var det blevet tø. Alligevel fik vi — takket være de norske læreres ihærdige indsats — en skitur højt oppe i fjeldet. Sneen var tung og våd, men med godt indsmurte ski kunne vi alligevel få rigelig god fart på. — Per, en af lærerne, der er en erfaren ski–instruktør, tog Bente, der er blind, under armen, og så gik det for fuld fart ned ad bakkerne. Hun var vist den eneste, der ikke fik en våd bagdel. I samværet med højskolens elever slog det os, at ikke mindst de funktionshæmmede var meget hjælpsomme over for hinanden og os. Vi fandt også ud af, at nordmændene er gode til at holde fest og at danse. En af de sidste aftener, vi var på skolen, blev der holdt en fest, der indledtes med middag: den gamle traditionelle festret „rømmegrøt“, der er kogt på sur fløde, og „spekemat“ (fårepølse og tørret kød). Senere var der elev– og lærerunderholdning og dans til et lokalt spillemandslag.
     Da vi rejste hjem, var vi enige om, at opholdet havde været meget vellykket, selvom det nok burde have været lidt længere. Det samme mente den norske gruppe, som vi efter en flot tur gennem Dovrefjeld og Gudbrandsdalen mødte ved båden i Oslo.
     Vi sejlede hjem den nat, da Englands–båden måtte ligge underdrejet i mange timer på grund af storm, og Danmark hærgedes af sandflugt, men vores sejlads blev forbavsende rolig, og vi nåede i fin form hjem til højskolen i den gode gamle blå bus, som stod og ventede på os i Frederikshavn.
     Tak for turen!

BIRGIT HOLTEN SØRENSEN/OLAV.


 

 
 
 
 

Studierejse til Færøerne
18/7 — 7/8 1980.

Allerede i januar kunne man i Nørgaards Højskoles elevskrift læse, at der ville blive arrangeret et 3–ugers sommerkursus om og til Færøerne. Deltagerantallet blev sat til min. 16, max. 22. Kursets titel var: „Færøerne og hjemmestyret“ og formålet: At give deltagerne en bedre baggrund og forståelse af det nuværende forhold mellem Færøerne og Danmark samt at give deltagerne indsigt i specielle færøske forhold for at fremme tolerance og gensidig forståelse af fælles problemer. Dette skulle ske gennem litteratur om Færøerne, foredrag udarbejdet af kursusdeltagerne og på Færøerne besøg på virksomheder, samtaler med politikere, fagforeningsfolk og privatpersoner.
     22 havde ved fristens udløb tilmeldt sig. Af disse mødtes 16 til forkursus på højskolen i Bededagsferien. Her havde vi bl. a. besøg af Jacob Lindenskov, som er lagtings– og folketingsmedlem, og en række herboende færinger. Gennem dem fik vi en generel indføring i færøske forhold, ligesom vi i store træk planlagde dagene deroppe. Vi mødtes alle fredag den 18/7 og havde nu to dage til endelig tilrettelægning af turen og fremlæggelse af deltagernes foredrag om geologi, fugle, bosætningsformer, fåreavl o. m. a..
     Mandag middag sejlede vi fra Esbjerg i ret hårdt vejr og nåede de eftertragtede øer tirsdag aften sent. Opholdet på øerne var tæt besat med arrangementer i samtlige 14 dage. Besøg på fiskefiletfabrik, børnehave, kulmine, lufthavn. Endvidere var der vandreture, en enkelt gang med overnatning i telt, Olai–festen i Thorshavn 28. — 29./7., besøg hos forfatteren Hedin Bru og sejlture til bl. a. Myggenæs.

 
Vandretur til Gåsedal.
Vandretur til Gåsedal.

Vandretur til Gåsedal.

 

 
 
Fiskedag på HF i Våg.
Fiskedag på HF i Våg.

Fiskedag på HF i Våg.


     Undervejs diskuterede vi besøgene både før og efter afholdelsen, planlagde de kommende dages aktiviteter og rekreerede os alt efter behov. Det sidste var nødvendigt en gang imellem, dagene kunne være anstrengende. Overalt var der ved siden af de mange besøg store naturmæssige oplevelser, især på vandreture og sejlture, hvor landskab og fugleliv gjorde indtryk.
     Overnatning foregik på vandrerhjem, i idrætshal, HF–pavillon og skole. Nogle af stederne var forsynet med udmærkede køkkenfaciliteter, andre steder måtte vi have vort medbragte kogegrej frem.
     Vi nåede at besøge tre øer: Suderø, hvor vi boede i Hvalba og Vaag, Strømø, hvor vi i Thorshavn i to omgange boede på vandrerhjemmet, og Vaagø, hvor vi boede i Sørvåg.
     I week–enden den 13. — 14./9. samledes 13 af turens deltagere til efterkursus, rapportsammensætning og ikke mindst fremvisning af billeder fra de 14 dage på øerne.
     Det har i vid udstrækning været op til den enkelte deltager, hvad man har fået ud af kurset. Rammerne har været som ovenfor beskrevet, og i disse har vi selv kunnet placere brikkerne i puslespillet „Færøerne og hjemmestyret“. Der er mange brikker endnu, men de tre ugers kursus har givet os en stor viden og et mangesidigt indtryk af Færøerne i dag.

LARS EDINGER.


 
Våg på Suderø
Våg på Suderø

Våg på Suderø



 
 
 
 

3 dage med kunst og Jørgen — eller omvendt.Elna Pedersen.
Elna Pedersen.

En emneuge er speciel på den måde, at man aldrig ved, hvordan den vil forløbe. Femten par øjne kiggede derfor spørgende på Jørgen mandag morgen. Meget fornuftigt foreslog han, at vi skulle finde ud af kunstmuseernes åbningstider, da det var kunst, vi skulle beskæftige os med. Udgangspunktet var et nummer af „Jyllands–Posten“, han havde gemt til formålet. Han vidste bare ikke hvor.
     Efter ihærdig søgen fandt vi den — midt på gulvet. Vi fik lagt en fin plan for morgendagen og fortsatte derefter med en lille konkurrence. Den gik ud på at gætte, hvad forskellige antikviteter havde været brugt til. En kandisstang måtte vi kapitulere over for — et strygejern, der lignede en hinkesten, lykkedes det dog efter en del bryderier at finde ud af. Resten af dagen forløb ligeså fornøjeligt. Lysbilleder af antikviteter vekslede med små historier om antikviteter. Vi morede os, men samtidig overførtes der en viden, som bundfældede sig hos os.
     Tirsdag morgen sørgede vi alle først for dagens legemlige behov i form af en forsvarlig madpakke, så måtte det åndelige komme senere. — Det gjorde det også. Første stop på dagens rundtur var Viborg Domkirke med Joakim Skovgaards berømte kalkmalerier. De var interessante, og vi fik vores børnelærdom repeteret. Domkirkens historie var også spændende, så spændende, at Jørgen ved en fortælling af en historie glemte, hvor han befandt sig, og der smuttede et bandeord med. Straffen ventede udenfor — to ubønhørlige betjente med en parkeringsbøde. Ved den efterfølgende samtale klikkede fotografiapparaterne flittigt. Gad vide, om betjentene går rundt og tror, at vi fandt dem særligt egnede som fotomodeller?
     Vi sundede os lidt i den gamle klosterhave og kom helt til kræfter igen i Skovgaardsmuseet. Niels Skovgaards buste af Grundtvig så dybsindigt på os, og vi så med interesse på en masse dejlige malerier af forskellige malere. Bl. a. brød Axel Salto's abstrakte billeder den lange række af P. C. Skovgaards naturalistiske.
     Vi fortsatte mod Herning, hvor Angligården samt Carl–Henning Pedersen og Elise Alfelts museum var målet. Med lidt forsinkelse blev vi samlet på plænen foran museerne, og den næste halve time var der ingen, der tænkte på kunst, kun på mad og drikke.
     Med fornyet energi gik vi igang igen. Det var fascinerende. Både udvendig og indvendig var museerne en oplevelse. Angligårdens cirkelformede gård sammen med Carl–Henning Pedersen og Else Alfelt museets ydre mur betog de fleste af os. Carl–Henning Pedersens billedcyklus ved navn „Fantasiens leg omkring livets hjul“, lavet i stentøj, malet i dejlige farver, 200 m lang og 5 m høj, udgør udsmykningen i Angligården, og en frise i de samme farver dækker helt Carl–Henning Pedersen og Else Ahlfeldt museets 90 meters omkreds.
     Kunstværkerne indeni var meget forskellige. Svend Dalsgaards stol, der var dyppet i fjer, var en afveksling fra det, vi forventede at finde. Jørgen satte lidt ekstra kolorit på med en episode fra højskolen om en tilsvarende stol. Hvem mon har hugget ideen fra hvem? Det er en håbløs opgave at nævne alt det, som fortjener at blive trukket frem, men det var bestemt en berigende oplevelse for os alle.
     Da vi nu var i Herning, kiggede vi indenfor på højskolen der. Selv om de havde en dejlig teatersal og en skøn udsigt fra toppen af elevbygningen, var der bred enighed om, at vi foretrak vores egen højskole. Fulgt til dørs af en meget, meget venlig og snakkesalig elev, befandt vi os i den heldige situation, at Vagns forældre boede i nærheden. Heldige i den forstand, at de beværtede os med lækkert brød, kaffe og the. Der slappede vi lidt af, inden vi kørte en tur gennem Søbys gamle brunkulslejer. Det var ejendommeligt at køre mange kilometer gennem det særprægede landskab, som var skabt af manges umenneskelige slid for det daglige udkomme, boende under usle forhold. Det var ikke kunst, men det var en form for kultur, som heldigvis hører fortiden til. — Mætte af indtryk kørte vi hjem.
     Fra onsdag morgen omfattede en anden kunstart: Musikken. Den verden blev vi ledt ind i via plader med musik af Tjajkovskij, Vivaldi, Bellman. Russisk folkemusik var også med til at give dagen en god begyndelse. Vi nød det.
     Senere var det verdenskendte udenlandske malere, der gennem lysbilleder fik vores bevågenhed: Rembrandt, Cezanne, Chagall m. fl. — Tove Ditlevsens lille digt „De evige tre“ kunne henføres på et af Chagalls surrealistiske malerier. Det blev læst op, mens vi beundrede maleriet,

 
Kunstudstilling på højskolen.
Kunstudstilling på højskolen.

Kunstudstilling på højskolen.

 
og to kunstarter blev på den måde forenet. Alle lysbilleder blev ledsaget af lærerige kommentarer, men af og til var der lidt småsnak, der ikke havde med kunst at gøre. Vi har lovet ikke at referere det. Heller ikke om dengang, da Jørgens handel i Israel om en pige på 110 kg til en pris af 12.000 kr. gik i vasken.
     Om eftermiddagen invaderede vi Silkeborg, byen med kunstmuseet, hvor den store samling af malerier og keramiske ting af Asger Jorn findes. Det var en oplevelse — en lidt blandet oplevelse var de flestes mening. Heldigvis lå Galleri Moderne lige ved siden af. Det faldt i bedre jord. Også afdelingen med danske kunstnere, som vi besøgte senere. Men hvilke priser (78.000 kr.).
     Et overraskelsesmoment var Handelsbankens velkomst til os. Da vi på vores tur i gågaden nåede dertil, begyndte et orkester at spille. Efter at vi havde nydt musikken, kunne vi forsyne os med kaffe, kringle, flødeboller, cerutter, cigaretter og P–skiver!!! Nogle snakkede om, at banken vist også havde 10 års jubilæum.
     Styrket på sjæl og legeme var vi i stand til på hjemvejen at nyde naturen, der omgav byerne Sminge, Gjern og Truust. Den egn må tilhøre en af Jyllands kønneste, og turen var en god måde at afrunde dagen på. Af pladshensyn er det måske godt, at vi ikke har flere dage til rådighed — men vi beklager det. Femten par knapt så spørgende øjne retter sig igen mod Jørgen og siger tak for nogle underholdende og lærerige dage.

ELNA PEDERSEN.


 



 
 
 
 

London 1980.Gerda Skovmand Madsen.
Gerda Skovmand Madsen.

Vi var en gruppe på 23, der besluttede at trodse alle henstillinger om at blive indenfor landets egne grænser i emneugen i juni måned. Vi sparede sammen, så der blev til en rejse til London i 5 dage. Det var naturligvis ikke meget, men en forsmag på en verdensby fik vi. Det er blevet kaldt en turisttur, og det vedkender vi os også, at det er. Men det er udfra en betragtning af, at ikke alle turistture er baseret på daseri ved en strand og besøg på en vinstue om aftenen. Jeg må endda erkende, at jeg tror, vi var en del, der ikke fik besøgt en engelsk pub!
     Vi lagde ud med at tage til Buckingham Palace med „Undergrunden“. Da vi boede i South Kensington var „Undergrunden“ der en oplevelse, der kunne sammenlignes med at stå på S–togsbanen i Hvidovre f. eks.. Men den rullende trappe til udgangen ved Green Park station lignede ikke en dansk S–togs station, og den chokerede nogen. Jeg syntes, det var en kolossal hale at have efter mig, så jeg stod op på escalatoren, som den kaldes, og regnede så med, at resten fulgte. Det gjorde de også. Men rædslen stod malet i nogle øjne, da jeg lidt senere stod face to face med dem. Trappen er adskillige etager høj og går ret stejlt lige op i luften. Og vi var jo ikke alle lige mobile. Nogle var nærmest vrede over at blive ført ud i en sådan oplevelse. Det blev nu ikke sidste gang, men vi lærte at tage den lidt mere med ro. Efter to dage med „Undergrunden“, op og ned ad trapper, rullende som faste, blev vi enige om, at vi nu havde lært det storbyens vidunder at kende og kunne tillade os en mere luksus–betonet transportmåde, der var lige så billig, nemlig med taxa. Blot vi var 4 personer til en taxa, kunne det betale sig.
     Vi gik fra Buckingham Palace forbi The Mews og Westminster Cathedral til Westminster Abbey og House of Parliament. Vi så ud over Themsen, men vendte næsen den anden vej og tog til Piccadilly og Oxford Streets for at se på butikker og købe ind, da vi kun havde få hverdage i byen.
     Om aftenen så de fleste af os „My fair Lady“, og resten så den følgende aften „Jesus Christ–Superstar“, der netop nu i eftersommeren er taget af plakaten efter at have kørt i en årrække uafbrudt.
     Næste morgen startede vi tidligt for at tage til „Madame Taussauds Vokskabinet“ og Planetariet. Vi var så tidligt på færde, at vi havde svært ved at få tiden til at gå, til vokskabinettet åbnede, og end ikke de omkringliggende butikker havde tænkt på morgenduelige danskeres evt. behov på denne tid af dagen. Derfra tog en flok til Markedet på Portobello Road, mens vi var et par andre, der tog til Piccadilly Circus og derfra gik til Trafalgar Square og besøgte „The National Gallery“. Den følgende dag tog vi på bådtur på Themsen til Tower, som vi beså. Nogle tog på en rundtur i London med Doubledecker. Om søndagen var vi en flok der gik til gudstjenesten i Sct Pauls Cathedral, og derfra fortsatte vi til British Museum hvor vi mødte de andre. Nogle nåede at besøge Soho og kom hjem på hotellet og fortalte nogle gode historier. Andre nåede også Regents Park og den zoologiske have, ligesom Kensington Gardens og de mange museer i South Kensington beæredes med dansk besøg.
     Ja, hvad giver så sådan en rejse til London en flok elever og lærere fra Nørgaards Højskole?
     For mig selv har det altid været en stor oplevelse at besøge en af verdens store byer. Jeg har nydt at gå fra museum til museum, og jeg har vel nok først og fremmest opsøgt kunsten. Men desuden har jeg altid nydt at gå rundt i gaderne og se på det myldrende liv, at lytte til mange sprog og ind imellem stifte nye bekendtskaber, af hvilke nogle har holdt sig i årtier og er blevet til venskaber. At åbne øjnene for de skatte, der findes rundt omkring i verden, og måske især er samlet i de største byer i verden er en opgave, som jeg mener, man kan sidestille med mere gruppeprægede rejser, der maske nok giver mere kontant viden.
     Men hvem kan egentlig måle viden? Alverdens foredragsholdere og politikere har ikke levnet så stort et indtryk hos mig som det, ieg fik den dag, jeg første gang trådte ind i The National Gallery i London og stod overfor van Gogh's „Solsikker“. Siden den dag har et af mine mål i min tilværelse været at se nogle af de verdensberømte kunstværker, „Mona Lisa“ i Louvre, „Det sixtinske kapel“ i Rom, Akropolis i Athen, for slet ikke at tale om de kunstværker, der findes endnu længere herfra. Jeg vil give mine elever den samme glæde og det samme ønske som et af målene i deres tilværelse. Jeg tror, det lykkes. Adskillige har givet udtryk for glæde og tilfredshed med turen, og enkelte har sagt, at det ikke var sidste gang, de skulle til London, de var allerede i gang med at forberede den næste tur, akkurat som jeres....

GERDA SKOVMAND MADSEN.


 



 
 

 
 
Cykler istandsættes.
Cykler istandsættes.

Cykler istandsættes.


 
Gruppearbejde.
Gruppearbejde.

Gruppearbejde.


 
Legepladsen etableres.
Legepladsen etableres.

Legepladsen etableres.


 
 
 
 

Turen til „Farmen“.Lissie Magnussen.
Lissie Magnussen.

Vi var ca. 30 elever, der ønskede at komme på „Farmen“, da vi havde en „ud af huset uge“ i juni måned. Vi brugte en dag til at planlægge, hvordan det skulle køre, så alle tog del i de forskellige pligter. Vi nåede frem til at inddele os i grupper, således at alle på skift henholdsvis skulle tage sig af indkøb, madlavning, opvask og „hygge“ om aftenen.
     Man skulle gå ca. 8 km for at komme dertil, hvilket foregik i øsende regnvejr, men enkelte blev kørt i bil. Sengetøj og proviant tog Silberg og Bamse sig af, eftersom Silbergs Storm P.–agtige folkevognsrugbrød kunne rumme en masse.
     Da alle var vel ankomne, blev gården besigtiget, og man konstaterede, at de moderne bekvemmeligheder var ladt tilbage på højskolen. Sovesalen blev inspiceret, og i begyndelsen var det strengt delt op i pige– og drengesovesale, men af en eller anden grund blev det ændret til at være mere blandet. „Pensionisterne“ (mellem 40 og 50 år) lå på en tredie sovesal, der blev kaldt „Jomfruburet“.
     Der skulle have været tre lærere med — Fritz, Birgit og Kjær — men sidstnævnte var syg. Fritz lå på stengulvet i opholdssalen på en luftmadras, og Birgit måtte om aftenen vade over henholdsvis Hans, der lå i spisesalen, og Henni, der lå i gangen udenfor et lille værelse, der virkede som kontor, sovested og telefonboks.
     Om eftermiddagen tog Silberg sin guitar frem, og der blev sunget og spillet, bl. a. en russisk folkemelodi. Den kunne Fritz ikke stå for, så han prøvede på at danse kosakdans, men da evnerne ikke rigtig rakte til det helt store, tog han to stole, der virkede udmærket som krykker, og så lykkedes det. Birgit tog alle genvordigheder i stiv arm, var allestedsnærværende og grinede sig ud af det hele.
     Vi var en af dagene på ture til henholdsvis en fabrik, en gård og på fisketur. Sidstnævnte gik i fisk, da snøre og fiskestang let og elegant landede i et træ efter et enormt flot kast — der blev dog fanget en musling. De andre ture havde også været vellykkede, og om aftenen blev der fortalt om turene og hygget med forskellige lege.
     En anden dag tog vi alle til Silkeborg med bus. Nogle var på museum, andre beså byen, og resten tog til „Peter Vævefejl“, en gammel hosekræmmer fra Herning, der opkøbte trøjer o. a. med fejl, og var man vaks, kunne man få det for en slik, særligt hvis man sagde, det kun kunne bruges til pudseklude.
     Derefter samledes, vi på havnen og sejlede med „Hjejlen“ til Slåen sø, hvor der var ture af forskellig længde omkring søen. Hans, der som handicappet var i kørestol, blev kørt over stok og sten. Det morede han sig vældigt over, vi andre også — det var et kosteligt syn.
     Sidste aften var Kjær (som var blevet nogenlunde rask), Sørine, deres søn Niels og Merete inviteret. Der var lavet en lækker middag, og i dagens anledning fik vi rød– og hvidvin til.
     Sidste dag tog nogle stykker af os ud til Tange sø for at sejle med skolens båd, men motoren strejkede, så Niels måtte cykle hjem efter benzin. Desuden måtte han hente tørt tøj til undertegnede, der var hoppet i vandet med tøj på, da det så meget indbydende ud.
     Næste formiddag gjorde vi rent efter os. Så gik det atter hjem til højskolen, hvor vi fik os et tiltrængt brusebad.
     Alle havde trods en del regnvejr haft en vellykket tur med et godt kammeratskab og sammenhold.

LISSIE MAGNUSSEN.


 



 
 
 
 

En dag i en emneuge.Elna Pedersen.
Elna Pedersen.

Emneuger har den usædvanlige egenskab, at de er irriterende i begyndelsen, og i slutningen bliver man alligevel grebet af det stof, der bliver gennemgået.
     Således også i den uge, hvor vi beskæftigede os med perioden i Danmarks historie, der varede fra ca. 1850—1900. En af dagene var helliget den udvandring, der foregik fra Danmark — og forøvrigt fra mange andre europæiske lande — til Amerika.
     Danmarks indbyggerantal var dengang omkring 2 mill., og af dem udvandrede omkring 300.000. I forhold til i dag vil det svare til, at alle, der bor i København, på Frederiksberg og i Gentofte (ca. 750.000) forlod landet. Det fortæller lidt om, at der ikke har været mange hjem, som ikke er blevet berørt. Mange direkte og andre mere periferisk. Fra hele Europa søgte i alt 52 mill. til Amerika.
     Der har været forsket meget i grundene til den store folkevandring over 6.000 km vand. Nogle vismænd har fundet ud af, at det skyldtes et sammentræf af to faktorer. De sociale forhold i Europa var elendige på grund af udvidet industri og voksende befolkningstal. Det ramte arbejderklassen hårdest, og de blev af forholdene skubbet mod Amerika, som trak med løfter om højere løn og mange muligheder.
     Hvis man ikke ser det i den store sammenhæng, var grundene mange og forskellige. En del kommuner brugte udvandringen til at skille sig af med uheldige elementer. Det var billigere at forære en billet til sociale tabere og småkriminelle end at skulle forsørge dem. Andre havde familiære problemer, men de fleste syntes, at kampen for udkommet var for hård og håbede på en lettere fremtid.
     Det håb var udvandringsagenten med til at holde oppe. Det var en ny titel og et nyt job, der var opstået. I starten var det selvbestaltede personer, der — selvfølgelig ikke uden vederlag — hjalp folk til rette med de mange problemer, der opstod i forbindelse med udvandringen. Senere blev der af de store rederier, som var interesserede i, at så mange som muligt tog sejlturen, oprettet hovedagentkontorer. Under hovedagenten rangerede der underagenter, som igen havde udvandrerbude under sig. Deres arbejde var det grove — slæbe kasser, kufferter o. s. v.. Hovedagentens job var et af de bedre. Han kunne — med lidt ekstra fortjeneste ved at veksle penge til en højere kurs end bankernes — komme op på en årsløn på 12.000 kr.. Sammenlignet med en landarbejders på 250—300 kr. var den enorm høj. Sidestillet med agenterne til at hverve nye emigranter var yankierne. Det var hjemvendte dansk–amerikanere, betalt af rederierne til at fortælle folk om alle de rige muligheder, der ventede dem, hvis blot de rejste.
     Alle de gyldne løfter blev det nødvendigt for dem at tage frem mange gange, da rejsen først var begyndt. De 100 kr., en enkeltbillet kostede, var nok billigt, men forholdene var også derefter. Eksempelvis kunne der være 1.000 mennesker stuvet sammen i lasten på et skib, hvor de hver havde under een kvadratmeter til rådighed. At de levede på sultekost, kunne faktisk være en fordel, hvis man forestillede sig en brandstorm, og blot halvdelen søsyge. Mange døde, flere blev syge af tyfus og kolera, og mange blev psykisk mærkede.
     Skibsforliserne var mange. I en periode på 6 år forliste 59 skibe med mand og mus. Ikke fra Danmark alene, men hele Europa. Men mange nåede derover.
     I emneugen hørte vi bånd med samtaler, hvor ældre dansk–amerikanere fortalte både om grundene til rejsen, og hvordan det var gået dem senere. En af dem havde en ret speciel grund. Han ville ikke hele tiden sammenlignes med sin far, der var en kendt bankdrektør. Vel ankommet blev han frarøvet alle sine penge og startede så som tallerkenvasker. Han fandt ud af, at til de store og vellønnede stillinger var der ikke nær så mange ansøgere som til de små og underbetalte jobs. Hver lørdag i tre måneder besøgte han store firmaer og bad om at tale ned direktøren. Så lykkedes det for ham at få foden indenfor i et af dem, og derefter tilhørte han overklassen.
     En anden, der fortalte om sit liv, havde været knap så heldig. Hun havde lidt penge, rejste derover og blev gift med en dansker. Han døde i en ung alder ved en arbejdsulykke, og hun havde ernæret sig ved rengøring, indtil hun blev så gammel, at hun kunne komme på et alderdomshjem.
     Virkningen af den store udvandring blev lidt blandet, men så kommer vi over i Amerikas historie. I Danmarks histore var det en periode, der forhåbentlig aldrig gentages. Det blev ikke den store lykke for flertallet af udvandrerne.

ELNA PEDERSEN.


 



 
 
 
 

Afslutningsfest for familiekursus.

I et fjernt og afgrundsnært lille land skete sælsomme tildragelser i en afsides lille by. Her gik livet sin stille gang. Børn fødtes, og gamle døde. Livets hjul drejede rundt, og trods afgrundstider blomstrede alt på bedste måde.
     Stedet for begivenhederne var højskolen Frydengaard. Her mødtes hånd og ånd under nordiske faner. Her holdtes friheden i hævd.
     „Frihed er det bedste guld, som sol bestråler over muld“, sang frejdige unge stemmer. — „Frihed for Loke såvelsom for Thor“, udtalte højskoleforstander Aksel Smultvande med fast stemme. — „Landet stander i våde. Men højskolen vil have en opgave i dette årti som den løftestang, som fjerner fædrelandet fra afgrunden. Se på vore nordlige brødre og søstre. Byg snehytter, som man gør på Grønland — men kun i eet plan, thi herved kan man opleve det nære. Vort land ødes bort, og vort åndelige grundlag smuldrer væk. På Grønland lever man derimod i pagt med naturen og uden pædagoger. Økonomien er sund. Farøbroen vil aldrig blive bygget på Grønland“.
     Friheden trivedes gennem året på højskolen Frydengaard, og budskabet gik over egn og land.
     I midsommeren blev højskolen indtaget af en håndfuld gode borgere. I blanke limousiner ankom de for at skulle lære primitiv vævning. Forældre og bedsteforældre skulle lære om aktivt forældreskab. Det var sparetider, og velkomment var tilbud om at pynte gammelt og aflagt undertøj med batik–mønstre.
     Allerede på afstand kunne man fornemme højtstemt aktivitet. Rustne stemmer forsøgte sig med 12–stemmig korsang: „Olav sad på en knold og sang“. Uden for skolen mødtes man af talrige bilister, som forsøgte sig på cykel, undervist i cykellære af Johannes Fiskeren. Det var energifattige tider, og mange kørte på tandem.
     I fjerne rum hørtes trommer og strengeinstrumenter. Voksne mænd og kvinder arbejdede sandelig alvorligt.
     Der var mange samfundsvigtige projekter i disse for vort land så strenge tider. Gode samfundsborgere lavede stærekasser uden pind. Såfremt man kunne tilvirke 50, havde man en mulighed for at udnytte dem til såkaldt bio–energi. De savede og hamrede med iver og sang: „Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord“. Ved siden af tumlede hirddrengene omkring og tilvirkede primitive håndvåben. De opøvede i ædel dåd. „Fred hviler over land og by, ej verden larmer mer“. Jo, arbejdet skred frem. Hvad hånden former, er åndens spor.
     Også på højskolen Frydengaard drejede livets hjul. Afdøde aner droges frem fra støvede arkiver. Her så man sin rod, og fortiden talte gennem mediet HPH. Han var idealist. Der afsløredes grumme hændelser i fortiden, hvor mænd var mænd, og kvinderne var masser. Fik man indblik i dette, kunne man glæde sig over den gode udvikling i Gerda Svikmølles bog „Lev stærkt og bliv førtidspensioneret“, med undertitlen „Muntre aftægtserindringer“. Der var sandelig sket fremskridt, selvom det var sparetider og afgrundsnært.
     I sparetider kunne der kun blive tilovers til den nødvendigste føde, thi mennesker lever ej af ånd alene. I al spartanskhed indtoges sildebord, gratinerede og glacierede ørreder, roast–beef, lune retter med mere. Det var ulvetider. Man kunne i den lune sommeraften opleve mærkværdige optrin, når den hastigt tilbagevendende sult gjorde sig gældende. Der sås røg fra bål omkring skolen. Her kæmpede store og små om de sparsomme rester. Borgerskabets fruer lå i tæt kreds med bagpart ved bagpart og dannede kødrand, hvorfra der i bålet blev indstukket usle affaldspinde påsat ansamlinger af slagteriprodukter, bestående af fedt, knuste knogler og hudlapper. Også mel og vand kunne i nødsfald æltes sammen til en masse og bages i gløderne. Rundt om tumlede børnene med rumlende maver i forgæves forsøg på at komme til. Enhver kunne forstå, at landet var afgrundsnært.
     Men man var fortrøstningsfulde, og ånden var styrket. Der var en rigdom af diskussioner med stor spændvidde, fra primitivt forældreskab til gennemgang af landets litterære skatte. Således samledes en lille kreds omkring den nationale og sociale roman „Nørholm“. Her havde litteraten Fritz taget klart og utvetydigt standpunkt, og ingen blev vildført.
     Kunsten blev sandelig heller ikke forbigået. En toiletspand eller en vandkande kunne blive til de vidunderligste ting. En blomst i en vase kunne undergå overraskende metamorfoser undervejs gennem et kunstnerisk sind. Dag og nat blev brugt herpå. Motiverne blev anskuede fra alle utænkelige sider. Og Poul skrev digte i begejstringsrus:
NOGET OM EN SPAND OG EN PENSEL —

Når man sådan sidder på en spand med pensel
og vil male det, man sidder på,
så kan der hurtigt blive trængsel
blandt dem, som samme tanke få.
     Børn og voksne legede i samdrægtighed. „Til vor lille gerning ud, gik vi små fuldglade“. Der blev svømmet og spillet bold. Der blev råbt og skreget efter regulativer med 55 paragraffer.
     Disse ejendommelige hændelser rygtedes omkring. Kulturradioen udsendte en reporter, som analyserede begrebet højskoleferie, hvor børn og voksne gik i svang. En moder kunne berette, at hun ikke havde set sit barn i flere dage, og at hun ikke anede, hvor det befandt sig. Øvrigheden var endnu ikke underrettet. Men hun virkede fortrøstningsfuld. En anden var blevet omvendt. Han havde fået en åbenbaring.
     Alle sider af afgrundsnære ferieforlystelser var kastet bort i lede. Væk med udskejelser, det søde liv, hotelluksus og lediggang ved Middelhavet. Fremtiden tilhørte højskolen, det nære, fællesskabet. Jo, syndere blev omvendt, og sjælene blev lutrede. Højskoleforstander Aksel Smultvande udtalte med fast stemme, at alle bilkørende samfundsgrupper var repræsenterede. Kun savnede han en fodermester og en nationalbankdirektør. Det var det lille samfund på godt og på ondt.
Fædreneland,
som på afgrundens rand,
midt i bølgerne blå
skal du blomstrende stå
med din maj og med dine kær–minder.
     Og Frydengaard kunne sandelig se gode resultater. Men alt var ikke problemløst. Thi den sidste dag kunne man se de gode borgere drage ud i land og rige på tandemcykler for at begive sig hjemad. De var belæssede med grene, stærekasser og genbrugsundertøj i alskens kulører. Ikke alle børnene var forenede med deres forældre, thi pladsen på en tandem var ikke, hvad en limousine kunne tilbyde. Men man var nært sammen på en tandem, og de lutrede sjæle kunne nu besynge friheden og sige farvel til indelukkede limousiner. Sindet var renset, og „end er der sang på læben, højt bølger det røde flag“.
     Inspiration: Hans Scherfig (hvis stemme skal haves i erindring).

FRODE RØMER.


 
Kursister på sommerkursus.
Kursister på sommerkursus.

Kursister på sommerkursus.

 
 
 
 
 
 

Sange fra sommeren 1980.

MIDGÅRDSSANG.

 



Her i vores gård
den hedder Midgård,
går vi rundt
og har det rart,
dagen går sin gang
her i Midgård,
vi ved, ude er godt —
men hjemme er bedst.
Vi ta'r ud og fører krig
mod dem, vi ik' ka' li',
vi er stærke, vi er tapre, og vi ka' slås,
Kun for jætter er vi bange,
men vi ved, at stærke Tor
og Odin Freja og Frigg
holder med os.

 


 

UDGÅRDSSANG.


 


Her ved verdens mørke kyst
der ligger Udgård — i Udgård
bor vi frække fæle,
frygtelige jætter — vi jætter,
vi bor i det mørke land,
hvor solen aldrig skinner ned,
og her er kun sten og sand,
ja, her ved verdens kolde bred.

Vi går rundt og laver masser af
ballade — ballade,
og når guderne bli'r sure,
er vi glade — så glade,
vi smider med kampesten
og river træer op med rod,
og vi er så kæmpestore,
hvert et skridt, vi ta'r, er fyrre fod

 


 

ASGÅRDSSANG.


 


Dis og kolde tåger,
ildens varme flammer
skaber liv i dråber

af solens første stråler,
verden er skabt,
den vil bestå
i al evighed.

Odin vis og vældig,
Tors og Mjølners kræfter,
Freja — smuk som solen,
Balder — ren og god,

Asernes gård
den vil bestå
i al evighed.

Frigg, som kender skæbner,
Brages lur, som gjalder,
Loke — snu og listig,
Yduns ungdoms æbler.

Asernes gård,
den vil bestå
i al evighed.

Hød med misteltenen,
Balders død forvolder,
Hermod red til Helhjem
på den raske Sleipner.

Asernes gård,
den vil bestå
i al evighed.

 


 

Nørgaardsvamp.

Mellem grønne marker,
hvor åen bugter sig,
ligger der en plet med
sang og spil og leg.
Vi har ferie nu,
la–la–lu–la–lej,
det ka' vi li',
det ka' vi li',
det ka'vi li',
det ka'vi li'.

 


 

Afslutningsfesten 4/7 1980.

Ih, hvor har vi spist — og ih, hvor har vi drukket,
vi har den ordentlig i ørene trukket,
men mennesket lever ej af brød alene,
det ville jo være som at bide i stene,
og derfor bli'r ånden fodret så godt
her i dette visdommens slot.

Vi kom fra alle dele af det danske rige,
alle gæve svende og mangen yndig pige,
man rejste med glæde fra syd og nord
for at mødes med andre ved visdommens bord.

Man kom fra Blommenslyst — fra Svendborg og Agedrup,
man kom fra Skive — Allerød — Vejby og Ballerup,
og vi har Lone og Thomas og Mogens og Maj,
alle fandt ind på den samme vej,
og Nikolaj og Rune og Lotte og Annette,
nej — man kan ikke nogen grænse sætte.

Den dag, vi kom til skolen — det var lørdag i sidste uge,
spændte på, hvad vi kom til at skue,
en gruppe ungpædagoger på tribunen tog plads,
og med guitar og stemmer de gav den gas.
De sang sig lige ind i vore hjerter,
og i børnenes øjne sås tændte kerter.

Og så blev der åbnet for sluser så store,
vi sad omkring de opstillede borde
og drøftede alt — om Scherfig og pensionister,
man gik ivrigt til værks — og nogen blev bister,
og lystfiskeri og vævning og forsken i slægt,
alt var belagt med karat og med vægt,
og udflugter og foredrag — var der mere, du ville,
alle har drukket af visdommens kilde.

I ugen på skolen, hvor vi måtte bo,
er maden faktisk altfor go',
for ikke at tale om den rigelige mængde,
det er vist mere, end mange tænkte.
Så den dygtige stab af køkkenets kvinder,
hvor mon man deres lige finder,
vi takker for dåden — I klared' det herligt,
men — I er nu også noget særligt.

Vi lever i en sparetid,
der skæres ned med megen flid,
ja — mange ting bli'r skåret ned,
men eet vil altid blive ved:
Vi drikker kaffe dagen lang,
det er så endeløs en sang,
morgenkaffe — og så formidda',
så skal vi atter kaffe ha'
midt i leksionen en kaffetår,
og senere på dagen vi atter får,
meget vil vi se forsvinde fra pladsen,
men alle, som har en plads i klassen,
på højskolen i Bjerringbro,
vil altid finde en kaffetår go'.

Bjerringbro er køn — men ikke særlig stor,
men her er det, at Nørgaards Højskole bor,
her ved Gudenå — et dejligt stykke Dannevang,
hver morgen høres kursisternes sang —
over radioen sendes skolens stemme,
så yndigt, at man det aldrig glemme,
man får at vide, at skolen er tidens svar
på alle problemer, mennesket har.
Og stemmen fortalte om glæde og lykke,
at skolen for landet er et smykke,
og alle vil spørge: hvem talte — en pige eller en kone?
Vrøvl! Det var da vores egen Lone.

Nuvel — tiden står aldrig stille,
den kravler afsted som en bille,
slutningen er dukket op for enden af vejen,
og så er det desværre slut med legen.
Kære lærerstab og kursister,
nu er det lige før, det slår gnister!
OK — så gik den uge,
og hver pige og frue
og hver dreng og hver mand,
alle har vist, hvad de kan.
Så pakker vi sammen under denne parole:
Nørgaard er dog en herlig skole!

David Denbæk.



 


 

Sang af Pernille Nederland.
Melodi: I en kælder sort som kul —

Søndag rejste vi hertil,
pakked' alle tasker,
deri sku' der være spil,
tøj, når regnen sjasker.
Endlig drog vi så afsted,
var nu alle kommet med?
Bjerringbro, vi kommer også denne sommer!

Indkvartering skete så
mellem tre og sytten,
dernæst ku'man kaffe få,
så ned i „kahytten“.
Hvad var der til aftensmad,
ku' man nå et enkelt bad?
Danhøj bød velkommen
her, til allesammen.

Hver dag sku' der vælges nå'd,
som man havde lyst til,
dramatik har nogen få'd,
andre hel're sy vil.
Maden var der masser af,
også lækkert hjemmebag,
tandem for motionen,
både mand og konen.

Børnene der også blev
passet rigtig godt på.
For de voksne det dog knev
med at kunne alt nå.
Svømning det er ganske sundt,
morgen, middag, året rundt
er det godt at svømme
i stedet for at drømme.

Nej, hvor tiden hurtigt svandt!
Ugen den er slut nu.
Dagene er hurtigt rendt,
ekstra uge brug's ku'.
Vi vil savne stedet her,
maden savnes mer' og mer',
Bjerringbro, vi kommer,
også næste sommer!

Pernille Nederland (11 år).

 

 



 
 
Pejsestuen.
Pejsestuen.

Pejsestuen.

 
 
 
 

Lederkursus i folkedans.

Landsforeningen Danske Folkedansere har i år for fjerde gang afholdt lederkursus på Nørgaards Højskole. Formålet med kurset er at uddanne folkedanseledere (instruktører) til vore folkedanseforeninger, skoler, institutioner samt andre foreninger og grupper landet over, som beskæftiger sig med folkedans.
     Når vi taler om folkedanse, tænker vi i hovedsagen på de danse, almuen dansede før 1850, og langt den overvejende del af dem, vi kender, stammer fra perioden 1750—1850.
     De forskellige danseformer stammer fra udlandet. Det var naturligt nok egnene omkring herregårdene, som først optog dansene sydfra — de tyske, franske og østrigske. Her så bønderne de nye danse, hørte melodierne og tog dem med til deres egne fester. De engelske danse kom derimod ind ved søfartsbyerne. Dansene vandrede så fra egn til egn, undergik forandringer efter den rytme, der faldt befolkningen naturlig, efter spillemandens måde at spille på og hans færdighed på instrumentet — man kunne udelade et stykke af melodien, sætte en ny afdeling til, lave en ny dans til en gammel melodi og lignende, så på den måde blev dansene ofte ændret ganske væsentligt ved at vandre gennem landet, mens en egns danse havde et ganske bestemt præg.
     På denne måde er dansene blevet et naturligt led af den danske kultur, og det er disse danse, Danske Folkedansere bl. a. gennem vore lederkurser søger at udbrede kendskabet til.
     Lederkurset varer 8 dage, og det faste daglige program strækker sig fra kl. 745 til kl. 22.
     Kursisterne er inddelt i 4 hold, og for at have gennemgået hele lederuddannelsen, skal man have deltaget på alle 4 hold.
     Kursusprogrammet omfatter bl. a. gennemgang af trin og danse, musikteori, beskrivelseslæsning, socialt samvær, foredrag, pædagogik, psykologi, kulturhistorie og bestemmelser vedrørende undervisning under lov om fritidsundervisning.
     Samtidig med lederkurset afholder Danske Folkedanseres Spillemandskreds et kursus for spillemænd. Kursisterne kan her dygtiggøre sig i at spille til dansen — både enkeltvis og ved sammenspil i grupper. Folkedansemusikkens hovedinstrument var violinen. Normalt har man måttet klare sig med en enkelt spillemand, men var der to, kunne den ene spille 2. violin, hvis han havde noder eller var dygtig nok til på stedet at lave en 2. violinstemme.
     Op imod år 1800 blev også klarinetten almindelig — især i visse egne, og som bund i sammenspil kunne man bruge en bas. Heraf kommer sammensætningen af den traditionelle spillemandskvartet, og det er da også den sammensætning, de fleste spillemandskurser bygger på. Her i Bjerringbro er der dog også givet adgang for harmonikaen, idet en del foreninger landet over bruger dette instrument til dansen.
     Der er etableret et meget betydningsfuldt samarbejde mellem lederkurset og spillemandskurset, idet lederkursisterne her oplever at skulle samarbejde med forskellige spillemænd, ligesom spillemandskursisterne her virkelig prøver at skulle forestå musikken til dansen.
     Vi har i Nørgaards Højskole fundet de bedst tænkelige rammer for vore kurser. Vi har følt os velkomne fra den første dag, så vi håber på et fortsat godt samarbejde i de kommende år.

JØRN HELTOFT.


 
Folkedanserkursus.
Folkedanserkursus.

Folkedanserkursus.


 
Folkedanserkursus.
Folkedanserkursus.

Folkedanserkursus.


 
 
 
 

Palle Bjørn: Festdialog.

K.= Kertemindekursist.
B.= Bjerringbrokursist.

K:Ih du milde —
sikken et gilde —
folk er næsten ellevilde.

B:Der er noget på færde,
hvad kan det mon være?

K:Så brug dog din pære
og sig mig, du kære,
hvorfor denne folkehob er
samlet her midt i oktober?

B:Hvor sku'jeg vide det fra for Søren,
jeg er li' komt' ind af døren.

K:Er det mon det her med Anker og Schlüter,
som svælger i valgflæsk, mens alle folk lytter?

B:Ikke på vilkår, om jeg vil tro det,
det er stemningen da alt for go' te'.

K:Se alle de flag — jeg tror, jeg har det.

B:Forklar det — forklar det.

K:Jeg tror, du ka' li' det.

B:Så si' det — så si' det.

K:Sagen den er ganske klar,
no'n har fødselsdag — hvabehar.

B:(På dette sted må replikskiftet foregå lynhurtigt)
jamen, hvem er fødselar?

K:(højtideligt)
Det er folkedansens sag,
som her i festligt vennelag
fejrer fornem fødselsdag.
Foreningen — og det er sagen,
har nu halvhundred år på bagen.

B:Ål og rejer,
jamen, så plejer
man da at holde en rigtig tale.

K:Ja, det er det normale,
men lad os nu bruge vor sunde sans,
så klarer vi sagtens den lille tjans,
lad os fortælle med glød og glans,
hvorfor vi holder af folkedans.

B:Så ved jeg nøjagtig lige,
hvad jeg allerførst vil sige —
hver gang, når vi så'n har haft en
lang og dejlig øveaften,
har vi moret os så fint,

K:ja, hvor har vi ofte grint.
Og til folkedans møder man gamle og unge —

B:ja, og små og lette og store og tunge —

K:for folkedans holder alle slags folk af,

B:ja, de er vilde med både hopsa og polka.

K:Så må vi vel også nævne,
der bli'r afholdt mangt et stævne,
hvor der danses i flere døgn —

B:ja, det er næsten ikke engang løgn,
og det er både helligdag og søgn.

K:Ja, og et af stævnets resultater
er de venner, man træffer fra andre stater.

B:For det er vigtigt at møde andre men'sker,
både tyskere og nordmænd og svensker'.

K:(med Patos)
Og så kan vi vise vore gamle værdier,
dragter og danse og melodier,
og det er jo nok den dybere mening
med sådan en folkedanserforening,
hvor vi værner traditioner
og lytter til gæve spillemandstoner —

B:Ja, og vedligeholder vores konditioner,
både knøse og karle og koner,
men der, hvor jeg helst vil slå mine folder,
er på de gode kurser, foreningen holder.

K:(begejstret)
Kurser — åh ja, hvor kan man finde
så dejligt et sted som på Kerteminde.

B:(skeptisk)
Kerteminde — siger du,
står det gamle bras endnu.
(begejstret)
Bedste kursus er minto,
det vi har i Bjerringbro.

K:(sænket, irettesættende)
Fri mig fluks for slig en tale,
står du her og gør skandale.
Alle — både mænd og koner —
ved, at vore traditioner
si'r spar to til Bjerringbro.

B:(overlegent)
Din tradition vi ikke behøver,
forresten tror jeg, at den støver,
hos os er alting nyt og moderne,
så vi er rigtigt oppe på tæerne.

K:Vores beliggenhed — blandt andet —
er helt i top, for vi har vandet,
hvor man kan bade — så nu er du på'n.

B:Jamen, vi har da selveste Gudenåen,
og næste år er der er en svømmehal
med vand så rent og klart som krystal.
Og vi kan på nye værelser slumre
imod Kertemindes gamle humre.

K:Hvor bli'r dine argumenter da sjove,
man ta'r ikke på kursus for at sove,
vi danser hver eneste nat i ugen
til rigtig musik i væverstuen.

B:Vi danser skam også hele natten.

K:(trumf på)
Ja, jeg har nu læst, det er mere pjatten
til båndmusik — hvor primitiv.
Og det har selv stået i Hjemstavnsliv.

B:Jamen, vi har noget, I ikke har.

K:(tvivlende)
Nu gør du nar!

B:(med overbevisning)
Nej, sågar.
For vi har, og det ved jeg da,
kursus i harmonika.

K:(lidt arrogant)
Ja, det er vi heldigvis ikke vant te'.

B:Du snakker og vrøvler, som du har forstand te'.
Kom blot til Bjerringbro en da'
og lyt så til harmonika,
og udover luksusinteriører
har vi de fineste instruktører.

K:Er du gået fra din snøvs,
vi har dem, der li' behøv's.

B:(beundrende)
Vi har Heltoft — rank og smuk.

K:(flabet)
Gå hjem og vug.

B:Han har mange teorier
og en stabel af papirer,
og hans lange foredrag har os alle imponeret.

K:(nedvurderende)
Jørgen Heltoft, så'n en splejs,
er jo knap nok konfirmeret.
(med varme)
Næh — Finn Jensen du — han kan,
og han er dog en voksen mand,
og så er han flink og rar —
næsten som en bedstefar.

B:(sarkastisk)
Ja, hvad alder angår, står I nok distancen,
alle jeres ledere er mindst fra renæssancen,
vor lederstab i Bjerringbro
er både ung og frisk og fro.
(beundrende)
og på spillemandsfronten — se, der har vi Manny,
en leder med både fut og forstand i.

K:(med trumf)
Jamen, der har vi selve Ib Jensen —
min kære herre.

B:(opgivende)
Det bli'r værre og værre.
(begejstret)
Nej, med Mannys klarinet
går det hele ganske let,
det er bare hyl.

K:(sarkastisk)
Håber, I har nok albyl.

B:Frække krapyl.
Næh du, ingen tablet– og pilleræs,
men vi sluger da andet kræs,
for uden mad og drikke
du'r helten ikke,
og vores køkken har ekspertise,
så vi kan konstant som hertuger spise.

K:På Kerteminde ligeså,
og det kan du vel nok forstå,
sidst tog jeg fire kilo på.

B:Ja, det kan jeg heldigvis ikke slå.

K:På Kerteminde er der mange flere spillemænd.

B:(tøvende)
øh . . .

K:Ha! Der fik du den.
Og vi har mere, I mangler, og det er Amanda.

B:Jamen, vi har noget, I mangler, og det er forstand da
Og Bjerringbro har tæppe på hvert et gulv.

K:Af miljø har I nul.

B:Vi har da både trivsel og ånd.

K:(beklagende)
Vi bruger meget mere smilebånd,
for hos os er der altid sjov og kommers,
men nu synger det snart på sidste vers.

B:(forbavset)
nej, hør nu lige,
hvad skal det sige.

K:(sørgmodigt)
Næste gang er det hele slut,
så er Kertemindekurset kaput.

B:(bestyrtet)
Nej — nu står verden ikke mere,
hvad er det for en grov misère.
(medfølende)
Jeg holder jo af Kerteminde trods alt,
efter det du her har fortalt,
sig mig egentlig, hvad er der galt?

K:Det lyder vel både dumt og vandet,
men skolen skal bruges til noget andet.

B:Hvad man dog må høre,
hvad vil I så gøre???

K:Finde en anden.

B:Det var som fa ... øh Søren.

K:Og det bli'r svært, det vil jeg tro,
at få en skole lisså go'.

B:Men ellers kom til Bjerringbro.

K:Går det mon an?

B:Ja, mindsand.

K:Det var måske ganske smart,
det lyder til at være rart.
Et sted skal vi jo da være,
det er vigtigt så'n at lære
nye ting
rundt omkring.

B:Ja, og før vi standser denne snak,
bør vi faktisk sige tak
til foreningens stærke ressourcer,
som gør, at der holdes så gode kurser.

K:Hør her — skal vi sige mere?

B:Ja, vi må da gratulere
Danske Folkedansere her på denne store dag.

K:Det er da en oplagt sag.
Lad os derfor rykke sammen.

B:Enige i fryd og gammen,
her i dette ene stykke

K og B:om at sige højt TIL LYKKE.

PALLE BJØRN.


 



 
 
 
 

Omsorg —.
Gunner Funck Nielsen.
Gunner Funck Nielsen.

Uddannelsesårene er ofte en udfordring, hvor fattigdom og stram økonomi er aktuel. Man skal til at tilpasse sig et erhverv, og ikke alle har den tilpasningsevne. Vi har ofte brug for skulderklap fra arbejdskolleger og kammerater. Mange unge er usikre og bryder med deres forældre. Dette sker både for akademikerbørn og arbejderbørn. Vi har kollegier og ungdomspensioner for denne gruppe. En anden gruppe unge får en psykisk lidelse, f. eks. skizofreni eller personlighedsspaltning. Til dem kan samfundet foreløbig kun tilbyde hjælp i form af psykiatriske hospitaler. Dette er ikke nogen god løsning, for på disse psykiatriske afdelinger — i hvert fald de lukkede — er klientellet meget blandet. Man har f. eks. alkoholikere, selvmordskandidater, stofmisbrugere, gamle, senile mennesker og alle de kendte psykiske lidelser (såsom skizofreni, psykoser, depressioner, maniodepressive, neurotikere). Dette blandede klientel får den samme terapeutiske behandling, men selvfølgelig ikke ens medicinsk behandling. Det siger sig selv, at mennesker reagerer så forskelligt, og det er derfor af stor værdi, at terapeuten forstår denne problematik og giver en individuel behandling i form af samtaler og arbejdsopgaver. Man kan f. eks. kun give „lette opgaver“ til en kronisk patient, for hvis det bliver for svært for den kroniske, opgiver vedkommende og synker hen i melankoli.
     I uddannelsesårene er det vigtigt, at man hjælper de unge med deres problemer i form af økonomisk hjælp, gode boligforhold, ordentlige kammerater og rimelige studiebetingelser, men i dag, hvor vi har EFG–uddannelserne, er det svært at finde lærepladser bagefter, fordi de enkelte byer, der har disse uddannelsessteder, ikke har de lærepladser, der skal til. Derfor må de unge ofte køre frem og tilbage til arbejde fra en mindre købstad til en større by. Dette betyder også, at i det øjeblik, man er uddannet og skal til at have arbejde, mister man ofte kontakten til sine skolekammerater og måske også forældre, og søger til storbyerne, hvor man kan få en tilværelse i et sovebymiljø, og her har man måske svært ved at tilpasse sig denne fremmedgjorte situation.
     Derfor er det vigtigt at lave alternative miljøer i form af f. eks. kollektiver og klyngebebyggelse med fælles arbejds– og fritidsmuligheder. Vi har et par eksempler på denne nye samlivsform, som jo egentlig er en gammel idé fra det gamle landsbymiljø, hvor alle ydede en indsats, gamle som unge. Landsbyen havde alle de gamle kendte håndværk, så man var en selvforsynende enhed. Disse eksempler er Christiania og Det ny Samfund i Frøstrup i Thy. Andre mere eller mindre selvforsynende enheder findes på Djursland, i Thy, den danske folkekommune i kinesisk regi, Tvind–imperiet og Gyllingnæs. Alle disse eksempler er steder, hvor unge mennesker arbejder sammen udfra fælles forudsætninger og ikke en konkurrencetilværelse, hvor det gælder om at være dygtigst.
     Denne sociale holdning, at man i fællesskab når de mål, man sætter sig, f. eks. bygningen af Tvindmøllen eller restaureringen af Christiania eller teglværksladen i Thy, kendes også fra forrige århundrede, hvor arbejderne stod sammen, demonstrerede og strejkede for bedre vilkår. Man gjorde det også i 30'erne og 40'erne, og denne specielle arbejdersocialisme findes stadig blandt bevidste arbejdere, f. eks. i København, hvor der i den indre by er kommunister, der ikke bare i familien og på arbejdet arbejder for et ens klassesamfund, men også tager aktiv del i løsningen af miljøproblemer, f. eks. byggeren, boligaktivister, miljøaktivister, græsrodsbevægelser, såsom Folkebevægelsen mod EF, Folkebevægelsen mod Atomkraft, antijunkbevægelsen, Kvinder for Fred, Grevinde Danner, bøssebevægelsen, galebevægelsen, rødstrømperne, Noah. Dette kun nogle få eksempler. Alle har til formål at nedbryde taburegler og fordomme og komme med nye idéer for at nedbryde de etablerede og gammelkendte metoder, der har vist sig ikke at kunne løse problemerne, men kun føre til stagnation og menneskelig nedbrydning i form af en forsumpet tilværelse, som det er kendt hos invalidepensionister, der sidder i ghettoer, spist af med en skraldespandstilværelse. Det etablerede samfund prøver bevidst at placere alle disse minoriteter hver for sig, så de ikke kan gøre oprør mod disse forhold i en fælles kamp. Derfor er det vigtigt at støtte og komme med opbakning ved f. eks. selv at gå ind i at arbejde i en græsrodsbevægelse eller støtte den økonomisk og møde op til deres arrangementer. Alt dette er jo ikke sket fra den ene dag til den anden, men har fundet sted i det skjulte gennem de sidste 10 år, hvor vi oplevede ungdomsoprøret og alt, hvad dermed fulgte på godt og ondt. Det begyndte jo i Frankrig, i Paris på Sorbonnè — det gamle, kronede universitet, i Berlin, hvor Rudi Dutschke, Røde Danny og andre studenter gjorde oprør, og i USA, hvor blomsterbørnene — een million — samledes til Woodstock–festivalen og bl. a. protesterede mod Vietnamkrigen. — Alt dette viser sig i dag at have været positivt, for vi har fået troen tilbage på, at naturen og mennesket i fællesskabet vil bekæmpe forureningen, at mennesket vil bekæmpe det onde og lade det gode i mennesket komme til udtryk i form af social og materiel fremgang, ikke bare i vesten, men også i den tredie verden, altså en ny verdensorden. Dette vil medføre, at vi skal til at vænne os til, at imperialismen vil blive afskaffet, at karriere– og konkurrenceræset er et overstået kapitel. Dette er noget, vi unge også herhjemme i det små kan lave om på ved ikke at lade os udnytte til en tilværelse på narkotika og alkohol. Det viser, at vi ikke er rådvilde overfor arbejdsgivere og bolighajer, men sørger for, at ikke bare vi selv får en menneskeværdig tilværelse, men også i familien, blandt venner, arbejdskammerater, forældre og ældre, at vi uddanner og dygtiggør os, så vi i fællesskab udnytter de ressourcer, som forrige generationer har skabt, til at lave et nyt samfund uden klasseskel og forskelsbehandling af mand og kvinde, men hvor vi alle er lige om arbejdet, i familien, i fritiden, blandt kammerater.
     Derfor er det vigtigt, at vi bekæmper alle former for egoisme i form af at få noget presset ned over hovedet, men i hverdagen er kritiske og kommer med bedre argumenter mod dem, der misbruger magt, autoritet og indflydelse, erhvev og penge og kæmper for at komme med i beslutningsprocesserne i en menneskelige „bikube“. Vi skal have overblik over de forskellige „celler“, så det ikke er de få, der fortsat har magten og produktionsmidler, men se til, at masserne i form af bevægelser får deres egne folk ind i alle disse beslutningsceller og dermed ændrer disse forhold ved at få kontakt med og give den rette holdning overfor fællesskabet, at de i fællesskab med os udformer idéerne til brug i de enkelte celler i systemet så vi kan udvide vort samfund og ikke ende i stagnation, som det er tilfældet i disse år. En sådan udvidelse kan ske ved celledeling, f. eks. i mindre og mindre enheder i stedet for som nu, hvor alt skal centraliseres.
     Det, at vi får mindre enheder, kan betyde, at alle kan komme i arbejde, og at vi får mere fritid. Dette, at alle kommer i arbejde, betyder også en aflastning af de grene, der er mest belastede. Dette ville, så vidt jeg kan se, ikke føre med sig, at vi går ned i løn. For er vi flere om det samme arbejde, vil der også blive produceret mere til udbygning og ombygning af det etablerede samfund, der i sin nuværende skikkelse er et eksempel på det teknologiske vanvid, hvor intet er for helligt til at blive reformeret.

GUNNER FUNCK NIELSEN.


 



 
 
 
 

Sangen har vinger.
Niels Christian Tønning.
Niels Christian Tønning.

At være stammer er at skulle forvalte en meget ubehagelig lidelse. Enhver lidelse er ubehagelig på sin måde, alt efter sin art. For en stammers vedkommende består lidelsen deri, at den stammende hindres i at udtrykke sig klart og præcist, ordene kan sætte sig fast eller blive emballeret med bilyde, inden de slippes løs — det virker ikke forskønnende på talen. Situationspåvirkning kan betyde, at netop hvor man gerne ville udtrykke sig klart, bliver resultatet ekstra vanskelig.
     Jeg begyndte at stamme, da jeg kom i skole. Allerede i de første skoleår etableredes terapi hos talepædagog. „Nogle år senere konsulteredes taleinstituttet i Århus, og jeg gennemførte ugentlige behandlinger gennem ca. 2 år. Her tog man det såkaldte canadiske system i anvendelse, hvor terapien bygger på, man først og sidst skal lære at anerkende, at man stammer. Man skal ikke forsøge at maskere sin stammen, og man skal ikke genere sig for at stamme.
     Jeg tror virkelig, det i nogen grad lykkedes mig at forlige mig med mit handicap, men naturligvis var jeg hellere fri. Det er en almindelig opfattelse, at dette at stamme har noget at gøre med en manglende evne til afslapning. Yoga, Mensendik og hypnose skulle rumme muligheder til afhjælpning af denne mangel. Jeg har forsøgt samtlige, men tør ikke udtale mig om, hvorvidt der er noget positivt at hente, da min indsats på disse fronter kun har været beskeden.
     Musik og sang er og har altid været min store interesse. Jeg har ofte lagt mærke til, at hvis jeg synger, er der ingen vanskeligheder — ordene kommer flydende og uden besvær. Det har ført til, at jeg har fundet frem til en sanglærer, der vil undervise mig, ligesom jeg er medlem af et kor (Silkeborg–koret). Jeg begyndte, lad mig kalde det „sangterapi“ for seks år siden, og jeg har nok lov til at sige, at denne sidste form for hjælp imod lidelsen har været den mest effektive.
     De, som kender mig og eventuelt ikke har været sammen med mig i en periode, efter den tid sangundervisningen har fundet sted, udtrykker forbavselse over den positive forandring, der har fundet sted. Selv føler jeg den nok allermest.
     Naturligvis vil der af og til komme perioder, hvor det vil — som det kære Danmark — bugte sig i bakkedal, men så er der kun at synge 5. vers af „Jeg elsker den brogede verden“:
Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro —
thi evig stilstand er død.

Sejs, den 20, august 1980.
N. C. TØNNING.

 
 
 
 

Mit forhold til arkæologien.
Ingeborg Madsen.
Ingeborg Madsen.

Barndommens erfaringer og oplevelser lægger sandsynligvis og ifølge psykologien grund for, hvad man senere føler interesse for og søger oplysninger om. Og som barn legede jeg med andre i jordhytter, lavede bål og formede ting i ler — alt dette foregik på amatøragtig vis, vore lege var tit primitive, men har dog i indholdet afspejlet en livsform, som vi tror på, at vore forfædre har haft.
     I skolen fortalte lærerne myter og sagn, og oldsagssamlingen gav konkrete vidnesbyrd om tider, der frembragte andre produkter end nutiden, og i levevis skilte sig ud derfra.
     Kirkebygningerne, gamle ruiner, huse og monumenter, ja, selv stolpehuller kunne fortælle: Martin A. Hansen og Hans Ole Hansen, far og søn, berettede gennem bøger for os børn og også for de voksne. — Den første om kirkebygning og tro (Orm og Tyr). (Af folkets Danmarkshistorie), den anden om nutidige forsøg på at bygge lerhuse efter jernalderskik i Lejre. Som i dette tilfælde er der ofte i generationers afløsen hinanden sket det, at viden om tekniske og andre emner er gået i arv fra far til søn eller fra mor til datter.
     Museernes udstillinger af klædedragter, husgeråd og smykker fra det videst mulige tidsrum kan være genstand for studier, der nok kan friste mange, når de som børn og unge har fattet interesse derfor.
     Hjem og skole oplyser og fortæller om tidernes skiften og kulturelle nyskabelser og vurderer vor egen og fremmede kulturer. — Og det var ikke alene lærerne, der hjalp mig i min søgen efter fortidens gåders og problemers løsning. — Nej, mine skolekammerater fik mig til, sammen med dem selv, at rejse til Winchester i England i sommerferien 1967. — I denne by foretoges flere steder arkæologiske udgravninger. Den største, Cathedral Green, lå ved siden af den middelalderlige domkirke. Udgravningerne var sat i gang af og blev støttet af universitetet i Exeter i England og Yale og Duke universiteterne i USA.
     Studerende fra disse deltog i udgravningerne, og desuden var der en del andre, der deltog. — Udgravningerne blev foretaget med murske og fejekost, når det første lag græstørv og lignende var fjernet med mere effektive redskaber. „Sit“en, udgravningsområdet, blev målt op og afmærket. Der blev tegnet tværsnit og oversigtskort, og nogle prøvede at nivellere. Vi blev orienteret om, hvilke midler der blev taget til hjælp for at gemme oplysninger om det, der nu blev splittet op og undersøgt, og hvad vi kunne udlede af fundene. — På Cathedral Green gik fundene tilbage til et lyserødt mørtelgulv fra romertiden. Desuden var der en del yngre grave. Vi søgte især een grav, en middelalderlig helgengrav, St. Swithun's. Denne fandt vi dog ikke, til trods for, at den var nævnt i gamle skrifter, og vi søgte på et sted, hvor der en gang havde været et kapel for denne lokale helgen.
     En anden oplevelse fra sommeren 1967: Vi kørte privat 3 „diggere“ en tur til Salisbury og Stonehenge. Sidstnævnte seværdighed er ifølge nogle kilder en gammel druidehelligdom. Det var imponerende at se disse store sten, monolither, der var rejst med kunst, så der blev bestemte lys– og skyggevirkninger ved fuldmåne, formørkelser og lignende fænomener.
     Hvad angår skibe fra gamle dage: Udseendet fæstner sig i hukommelsen: de første hulbrændte egestammer, der brugtes som transportmiddel, men som senere skibe også fik kultisk betydning ved moseofringer og begravelser. — Mange forholdsvis nye skibe kommer nu på museum eller indrettes som sådant. Fortidslevnene respekteres. Vikingeskibene med dragehovedet kan stadig samle mandskab til togter.
     Allerede helleristningerne viser skibsafbildninger. Sammen soltegn, stiliserede dyr og mennesker og skålhuller udgjorde de udsmykningen af f. eks. en klippeflade, der regnedes for et helligt sted.
     Selv i moderne kirker hænger stadig skibsmodeller, og ordet „kirkeskibet“ benyttes stadig som det store rum, hvor menigheden opholder sig under gudstjenesten.
     Frilandsmuseer som Hjerl Hede, Den gamle By i Århus, Frilandsmuseet i Brede, Maihaugen ved Lillehammer i Norge m. fl. samt de mange lokale oldsamlinger, klosterhaver og museer bevarer på bedste vis fortidens levn for eftertiden, lærer os om deres værdinormer.
     Arkæologens tidsfæstningsmetoder og konserveringsmetoder er mangefold. Pollenanalyse og C14–metode anvendes til datering af de ældre såvel som de yngre fund.
     — Dette citat, hvis kilde angives nedenfor, kan jeg tilslutte mig som foreløbig formålsparagraf for studiet „arkæologi“.

     Kilde: „Med arkæologen Danmark rundt“. Politiken's Forlag. 3. udgave. Citatet er taget fra forordet.

INGEBORG MADSEN


 



 
 
 
 

Bumle —.
Gerda Skovmand Madsen.
Gerda Skovmand Madsen.

Bumle, hvis borgerlige navn var Lumumba, er død.
     Det vil være en trist nyhed for mange elever i perioden 1973/80.
     Bumle var højskolehund, selv om den tilhørte og adlød Elsebeth og Emil. Mange elever er faldet på knæ for Bumle og har kælet med ham for at dølge savnet af fars og mors eller ens egen hund. Andre har følt, at Bumle gjorde det ud for savnet af det kæledyr, man ikke måtte have på skolen. Bumle betragtede skolen som sit territorium. Og skulle en formastelig Kuka, Hulda eller Gandhi vove sig op på skolen, søgte Bumle i al hast udenfor Marie eller Meretes synsvinkel at markere det påny på den for hunde særegne måde. Bumle adlød sine mennesker, og alle forstod vistnok, hvilke „umenneskelige“ anstrengelser der lå bag, når han trofast dag efter dag sad udenfor spisestuen, mens Elsebeth og Emil nød deres middag.
     Vi er mange, der vil savne Bumle!

Gerda.


 
 

 



 
 
Time i bueskydning.
Time i bueskydning.

Time i bueskydning.

 
 
 

Lis Rasmussen.
Lis Rasmussen.
Forår
Sommer
Efterår
Vinter.

Foråret er lige på spring.
Omkring os er luften frisk og dejlig.
Rig fuglesang lyder i vores ører.
Åbningen af træernes krone er klar til spring.
Rart, dejligt og nyt det hele.

Sommeren blomstrer i fulde flor.
Omkring på stranden er der smil og glæde.
Markens korn bølges af vinden.
Mosen damper af solens varme.
En vind med sol og varme kommer mod os.
Rosens duft ligger fyldig i luften.

En fugtig skovbundsduft kommer frem.
Flade marker ligger nu mørke og tomme.
Træerne går i sine varme, gyldne farver.
Engen står som med dyne, af tågen.
Regnen og blæsten er kold og bidende.
Årstidens vind tager skovens ynde.
Raske skridt tages mod den mørke tid.

Vinterens sne daler stille ned.
Isen dækker vores søer.
Natten er kold med tudende vind.
Træerne står nu med blomster af rimkrystaller
En drive af sne giver os en ny natur.
Røgen krøller sig ud af skorstenen.

Lis Rasmussen.


 



 
 
 
 

Medlemmer af repræsentantskabet ved Nørgaards Højskole, Bjerringbro

BJERRINGBRO HØJSKOLEFORENING
Karen Grimsbjerg,
Brogade 16,
8850 Bjerringbro.


Gårdejer
Jørgen Kristensen,
Gullev Byvej,
8850 Bjerringbro.

Kedelpasser
Arthur Thornberg Nielsen,
Angelkær 9,
8850 Bjerringbro.

Gårdejer
Ejnar Vestergaard,
Borridsø Skovridergård,
8850 Bjerringbro.

Gårdejer
Vagn Vestergaard,
Gullev,
8850 Bjerringbro.


BJERRINGBRO KOMMUNE
Lærer
Bent Kornbæk,
Bjerrevej 24,
8840 Rødkærsbro.

Borgmester
Søren Pedersen,
Mosegård, Hjermind,
8850 Bjerringbro.

Bygningsingeniør
Viggo Raaby,
Wahlstedtvej 7,
8850 Bjerringbro.


KOMMUNEFORENINGEN I VIBORG AMT
Gårdejer
Anker Tang Sørensen,
Lundsgård, Elsborg,
8840 Rødkærsbro.


KOMMUNEFORENINGEN I ÅRHUS AMT
Byrådsmedlem
Jens Verner Madsen,
Hobrovej 6,
9550 Mariager.

NØRGAARDS HØJSKOLES ELEVFORENING
Maskintekniker
Kjeld O. Nielsen,
Engparken 15,
8362 Hørning.

Assistent
Steen Desmorais,
Frank Rygaardsvej 8, 1. th.
9400 Nr. Sundby.

Fhv. højskoleforstander
Mads Nielsen,
Vinkelvej 24,
8800 Viborg.

Revisor
Werner Schøsler,
Hovedgaden 77, Hoptrup,
6100 Haderslev.

Keld Holst,
Tordenskjoldsgade 14, st.,
9000 Aalborg.


VANFØREFONDEN
Amtsborgmester
P. E. Eriksen,
Brogade 13,
8850 Bjerringbro.

Landsformand
Erik Knudsen,
Hans Knudsens Plads l, 10.,
2100 København Ø.


SAMFUNDET FOR HJEMMET FOR VANFØRE
Administrator
A. Voldstedlund,
Borgervænget 7,
2100 København Ø.

 

 

 

 

Bogbindermester
Frederik Knudsen,
Skodsborgvej 150,
2840 Holte.

LANDSFORENINGEN AF VANFØRE
Erhvervschef
Leif Bjørvik,
Brorsonsvej 2,
8850 Bjerringbro.


SAMMENSLUTNINGEN AF REVALIDERINGS–INSTITUTIONER
Driftsleder
Bent Kjærsgaard,
Reva–Esbjerg,
Energivej 1—5,
6700 Esbjerg.

Administrator
O. Malthe Caspersen,
Generatorvej 2A,
2730 Herlev.


REPRÆSENTANTSKABET VED SELVSUPPLERING
Bankbestyrer
J. K. Henriksen,
Anemonevej 10,
Laurbjerg,
8870 Langå.

Forstander
Niels Aage Bjerre,
Skive Handelsskole,
7800 Skive.

Medlem af folketinget
Otto Mørch,
Skelvangsvej 55,
8900 Randers.


 



MEDLEM AF BESTYRELSEN FOR NØRGAARDS HØJSKOLE
Ejnar Vestergaard (formand).
Vagn Vestergaard (næstformand).
P. E. Eriksen.
W. Schøsler.
J. K. Henriksen.
Steen Desmorais.
Jørgen Kristensen.

 


 

Elevrådsvalg.

MEDLEMMER AF ELEVRÅDET JANUAR 1980:


Ulla Thomsen, Kareten (formand).
Villy Mellergaard, Kareten (næstformand).
Birgit H. Sørensen, Kareten (kasserer).
Pernille H. Vind, Knallerten (sekretær).
Keld Holst, Jumben.
Jens M. Nielsen, Hjulbøren.
Jimmy Sørensen, Løbehjulet.

 

MEDLEMMER AF ELEVRÅDET AUGUST 1980:


Ulla Jacobsen, Kareten (formand).
Kristian Thomsen, Knallerten (næstformand).
Lene Odgaard, Cyklen.
Annette Dahl Jensen, Løbehjulet.
Bent Pedersen, Hjulbøren.
Kim Rene Hansen, Jumben.
Aksel Staal Mortensen, Giggen.


 


 

Beretning fra elevforeningen.

Der har i det forløbne år været afholdt 3 bestyrelsesmøder. — Generalforsamlingen: Der blev budt velkommen, og Fritz Nielsen valgtes som dirigent. Formanden aflagde beretning, og det kan her fremhæves, at hovedopgaven i det forløbne år har været elevskrift og dette elevstævne, og det skal i den forbindelse nævnes, at vi er taknemmelige for, at Gerda Skovmand Madsen har sagt ja til at være redaktør af elevskriftet fremover. Bestyrelsen har i det forløbne år haft frafald på 2 medlemmer, og jeg vil gerne henstille, at man forsøger at vælge aktive ind i bestyrelsen.
     Jubilæumsfonden er i alt nået op på kr. 6400,00. Af større opgaver i fremtiden skal nævnes vores 25 års jubilæum i 1982, så forslag til afvikling er velkommne. Beretningen blev godkendt. — Regnskabet blev aflagt og godkendt.
     Valg til bestyrelse: Genvalg: Else Skovbo Jensen. Nyvalg: Ulla Thomsen og Keld Holst. Til revisorer genvalgtes N. C. Danhøj og Sørine Kjær Nielsen. — Bestyrelsen konstituerede sig således:
Formand: Steen Desmorais, Frank Rygaardsvej 8,
9400 Nørresundby, tlf. (08) 17 87 78.

Næstformand: Werner Schøsler, Hoptrup Hovedgade 77,
6100 Haderslev, tlf. (04) 57 51 80.

Kasserer: Else Skovbo Jensen, Konvalvej 10,
8850 Bjerringbro, tlf. (06) 68 25 53.

Sekretær: Ulla Thomsen, Lindholmsvej 21, 3,tv.,
8200 Århus N., tlf. (06) 10 47 95.

Medlemmer: Bent Jensen, Gudrunsvej 8, 3.,
8220 Brabrand, tlf. (06) 25 26 19.

Finn Mørup Jensen, Rydevænget 27,
8210 Århus V., tlf. (06) 19 02 45.

Keld Holst, Tordenskjoldsgade 14,
9000 Aalborg, tlf. (08) 12 70 40.

Som medlemmer af skolens repræsentantskab er udpeget:Werner Schøsler, Steen Desmorais, Mads Nielsen, Keld Holst, Kjeld Nielsen.

P. b. v. STEEN DESMORAIS,

 


 

Sammendrag af Elevforeningens
regnskab 1979/80.

INDTÆGTER:
Beholdning overført fra 1978/1979:  
Bank 51501–46.156,83 
Bank 700103–98.282,24 
Præmieobligationer100,00 
5.000 kr. oblig. Jyll. Kr., kurs 63,503.175,00 
Giro2.360,14 
Kontant158,7320.232,94
Medlemskontingent 13.235,30
Renter på giro 43,73
Renter på 51501–4 403,11
Renter på 700103–9 1.290,07
Tilskud fra Bjerringbro kommune 100,00
Salg af øl, vin, sodavand 6.859,60
Renter af 5.000 kr. 10% obligationer               500,00
   
  42.664,75
  

UDGIFTER:
Legater til tidl. elever (l Afrika, 3 Færøerne) 1.000,00
Købt vin (elevmødet 1979) 813,15
Købt øl, sodavand 3.045,00
Musik 1979 (Elevforeningens andel) 900,00
Bordpapir, lys, protokoller 193,20
Kørselsgodtgørelse, bestyrelsesmøder 1.038,00
Porto og girokort 2.779,11
Depotgebyr 45,00
Blomster 75,00
Elevskrift 1979 (500 stk.) 6.600,00
At overføre til 1980/81:  
Giro1.748,86 
Bank 51501411.367,89 
Bank 700103-99.572,31 
Præmieobligationer100,00 
5.000 kr. Jyll. Kr., kurs 572.850,00 
Kontant217,23 
Kursdifference 63,50 til 57325,0026.181,29
  
  42.664,75
  


Regnskabet er revideret, bilagene kontrolleret, beholdningen fundet i overensstemmelse med regnskabet. Intet fundet at bemærke.
     Bjerringbro, den 16. juli 1980.
          N. C. Danhøj.                       Sørine Kjær Nielsen.

 



 

Gerda Skovmand Madsen.
Gerda Skovmand Madsen.

Elevstævnet 1980.


Til elevstævnet 1980 udarbejdedes et arbejdspapir til deltagerne, som de i grupper diskuterede. — Arbejdspapiret så sådan ud:

     I skolens vedtægter står der i § l, stk. 2:
     FORMÅL: Skolens formål er at drive en grundtvigsk folkehøjskole, dog med særligt henblik på erhvervshæmmede. Skolen drives inden for rammerne af lov nr. 259 af 4. juni 1970 om folkehøjskoler m. v. med tilhørende bekendtgørelser samt lov nr. 337 af 18. juni 1969 om statsstøtte til visse private skoler med tilhørende bekendtgørelser.
     I ovennævnte formål ligger følgende: På baggrund af den nuværende situation i Danmark og den øvrige verden — og de fremtidige elevers forskellighed — er det et ønske fra skolens side at udvikle eleverne sådan, at de står bedre rustet til at møde de krav, som arbejdsmarkedet, familien og det øvrige samfund stiller, samt det at være positivt kritisk for at sikre demokratiet.

 


 

HVORDAN KAN GAMLE ELEVER PÅ NØRGAARDS HØJSKOLE STØTTE SKOLEN HERI?

 1:Hvis skolen har et pengeoverskud,
       hvad skal pengene i så fald bruges til?

 2:Skal skolen stadig have dobbeltværelser?
       Bør der være flere enkeltværelser + værelser
      til kørestolsbrugere + anden elev?

 3:Skal der ændres på husordenen?
       I bekræftende fald, hvad skal ændres?

 4:Hvad skal elevrådets funktion være?

 5:Hvem skal tage initiativet til at lave noget, og
       hvem skal have ansvaret for, at tingene fungerer?

 6:Hvordan skabes større opbakning bag initiativtagerne?

 7:Hvordan bør fællesproblemerne tages op?

 8:Hvordan forøger vi ansvarsfølelsen for hinanden,
       elever imellem og lærer/elever imellem?

 9:Hvad forventer man af elevforeningen i fremtiden?

10:Skal elevforeningen fortsætte, eller har den overlevet sig selv?

11:Har formen for elevstævne overlevet, eller skal der ændringer til?

12:Andet på hjerte?

 


 

Deltagerne arbejdede med spørgsmålene i 8 grupper. En referent fra hver gruppe aflagde rapport for det samlede deltagerantal, hvorefter de sammen med Kjær og undertegnede resumerede og konkluderede følgende:



SVAR PÅ SPØRGSMÅL 1 og 2:
Man mener ikke, at skolen kan rumme flere elever. Man ser gerne, at der etableres muligheder for enlige fædre og mødre med børn. Det kan ske ved, at et antal værelser i den eksisterende værelsesmængde — svarende til antallet af værelser i den nye elevfløj — bliver omdannet til eneværelser. Placeringen af den nye elevfløj mener man bør tages op til fornyet vurdering.
     Da det drejer sig om et evt. overskud, vil man foreslå det anvendt til ændring af TV–stuens møblering (lave møbler, madrasser o. lign.), sceneanlæg til festsalen, stianlæg i gårdhaverne, så mulighed for kroge med havemøbler etableres, støtteordning i form af flere penge til fripladsordningen til mindrebemidlede, der ønsker ophold på Nørgaards Højskole som selvbetalere, rejselegat til uddeling til interesserede i højskolens rejser.
     Endvidere — stadig forudsat det drejer sig om et evt. overskud — at det nuværende personale aflastes, så der bliver mere tid til at tale med den enkelte elev.
SVAR PÅ SPØRGSMÅL 3:
Der var stor opbakning af husordenen, som den er i øjeblikket. En mindre del ønskede den skærpet, mens en anden lille del ønskede den lempet — specielt med hensyn til spiritus.
SVAR PÅ SPØRGSMÅL 4 og 5:
Elevrådet er bindeled mellem elever, personale og bestyrelse. Elevrådene har en mulighed for at ændre internt, komme med forslag til forbedringer og i det hele taget øve indflydelse på højskolens hverdag. Det kan også formidle iværksættelsen af aktiviteter for de øvrige elever.
SVAR PÅ SPØRGSMÅL 6:
Man foreslår et seminar i forbindelse med elevstævnet, hvor der er mulighed for diskussion. Det vil kunne give tidligere elever indblik i skolens daglige arbejde. Man kunne ønske en udstilling i et klasseværelse, der viser noget om skolens dagligdag. Endelig foreslår man, at tidligere elever får tilsendt skolens materiale, brochure, fagbeskrivelse m. m., med hvilket de kan henvende sig til venner og bekendte og anbefale højskolen.
SVAR PÅ SPØRGSMÅL 7:
Man foreslår, at fællesproblemer løses på de respektive gange sammen med ganglærerne. Herunder bør også høre værelsesgennemgang o. lign..
SVAR PÅ SPØRGSMÅL 8:
Ved at stå inde for egne handlinger. Lærere og elever skal hver især gå foran og vise hinanden et godt eksempel.
SVAR PÅ SPØRGSMÅL 9:
Man vil gerne have et seminar eller et 3 dages højskolekursus i forbindelse med et elevstævne i en weekend. Elevstævnet skal så i højere grad bruges til samvær under forskellige former. Enkelte grupper har foreslået et tidsskrift fra højskolen hvert kvartal. Endelig ønsker man højskolesangbogen i brug allerede den første aften, når de gamle elever ankommer.
SVAR PÅ SPØRGSMÅL 10:
Alle ønsker, at elevforeningen skal fortsætte.
SVAR PÅ SPØRGSMÅL 11:
Er besvaret under punkt 9.
SVAR PÅ SPØRGSMÅL 12:
Man ønsker, at samarbejdet med henvisende myndigheder og andet udadvendt arbejde udbygges til bedste for de elever, der er på højskolen.

ved GERDA SKOVMAND MADSEN.

 


 

Familiekursus 1981.

med særligt børne– og ungdomsprogram afholdes i ugen 5. juli til 12. juli.
     Program foreligger senere.

 


 

Ulla Thomsen.
Ulla Thomsen.

En hilsen til
gamle elever.




Kære gamle og kommende medlemmer af Nørgaards Højskoles Elevforening.
     Jeg vil lægge ud med at takke for de stemmer, jeg fik ved sidste elevstævne, og det var jo altså nok til at komme ind i elevforeningens bestyrelse og lægge et stykke arbejde der, som jeg håber, at både I og jeg selv får noget ud af.
     Jeg har været elev på Nørgaards Højskole fra 22. oktober 1979 til foråret 1980 ud.
     Jeg kom på Nørgaards Højskole, dels fordi jeg fik tilbud om at blive hjælper for en handicappet og dels, fordi jeg gik på en anden højskole, som jeg ikke var tilfreds med. Så jeg tog imod tilbudet og har aldrig siden fortrudt det.
     I foråret fik jeg endnu en udfordring. Jeg kom ind i elevrådet, først som almindeligt medlem og senere som formand. For mit vedkommende er det underordnet, om man er formand eller almindeligt medlem, hvis man bare er på lige fod med hinanden og taler samme sprog, og det føler jeg lykkedes i den tid, jeg var formand. Det var en stor udfordring at være i elevrådet. Man skal lære at takle de problemer, der er, både over for hele elevflokken og over for den enkelte elev. Begge dele kan være meget svære og har også været det, men når det så er lykkedes, har man fået mere mod på at gå videre og har samtidig lært, hvordan det kan gøres, og hvordan det ikke skal gøres.
     Jeg vil gerne ind i elevforeningen, fordi jeg virkelig har fået meget ud af opholdet på Nørgaards Højskole og derfor føler, at det for mig er for lidt med et årligt elevstævne samt nogle enkelte besøg. Jeg har lyst til at have en større kontakt med skolen og samtidig at lave et stykke arbejde, der forhåbentlig kommer gamle og kommende elever tilgode.
     Mange hilsener

ULLA THOMSEN.


 

 


 

Keld Holst.
Keld Holst.

Jeg fik „blod på tanden“.




Som nyvalgt bestyrelsesmedlem af Nørgaards Højskoles Elevforening, vil jeg gerne hermed fortælle et par ord om mig selv.
     Jeg deltog som elev på Nørgaards Højskole i forårssemestret 1980, hvor jeg blev valgt som elevrådsrepræsentant. Igennem elevrådsarbejdet blev jeg konfronteret med mange af de problemer, som kan opstå blandt elever og lærere på en højskole som Nørgaards Højskole. Det var et spændende arbejde, men til tider også ret krævende, idet der jo også skulle være tid til at passe min egen skolegang. Imidlertid må jeg nok indrømme, at jeg fik „blod på tanden“, og jeg glæder mig til at arbejde videre i elevforeningen.
     Til sidst vil jeg gerne takke dem, som har vist mig tillid ved at vælge mig ind i bestyrelsen. Jeg håber på et godt samarbejde — der er jo nok at tage fat på.
     Med kammeratlig hilsen

KELD HOLST.

 


 

Spillemandstræf på højskolen lørdag den 28. marts 1981.

PROGRAM
0900 — 0930
Kaffe m/ rundstykker.
0930 — 1200
Program / Manny.
1200 — 1300
Middag — spisning.
1300 — 1800
Program / Manny.
Herunder en koncert for pensionister fra kl. 1630 — 1730.
1800 — 1930
Pause og spisning.
1930 — 2400
Koncert — underholdning og lieg–stouw, hvortil der inviteres gennem aviserne.
Der vil for spillemænd, der kommer langvejs fra, være mulighed for overnatning på madras i klasseværelser, hvis man selv medbringer sovepose. — Der gives besked senest torsdag den 26. marts.

Pris pr. deltager kr. 50,00 incl. spisning og kaffe.
Pris for deltagelse i lieg–stouw kr. 15,00.
Tilrettelæggelse og gennemførelse:
Manny Mikkelsen og A. Kjær Nielsen.

Arrangør: Spillemandskredsen på Nørgaards Højskole.

 


 

ELEVFORTEGNELSE.

Forår 1980.
1. række:
Jørgen Ahlers, Risskov.
Eli E. Andersen, Randers.
Per Skjold Andersen, Gilleleje.
Martin Bach, Randers.
Helle Bastiansen, Stenløse.
Helle Bertelsen, Aalborg.
Per Bo Bendtsen, Brovst.
Anithe Boassen, Tiniterqilak.
Susanne Bramsen, Hadsten.
Bent Brodersen, Middelfart.
Betty Christensen, Nibe.
Hans Chr. Lund Christensen, Rødding.
Ruth Christensen, Egå.
Marianne Davidsen, Årre, Varde.
Svend Erik Domino, Randers.
Henny Drews, Kalundborg.
Palle During, Århus.
Gitte Ebbesen, Ringe.


2. række fra venstre:
Hans Enemark, Løgumkloster.
Else Marie Eriksen, Aalborg.
Helle Eriksen, Vejby.
Erik Geisler, Jakobshavn.
Anne Marie Glud, Århus.
Hans Chr. Glud, Randers.
Qriel Gonzales, Tåstrup.
Lissy Gregersen, Skjern.
Bodil Hansen, Højslev.
Børge R. Hansen, Års.
Else Marie Hansen, Vildbjerg.
Hanne Merete Hansen, Horne, Varde.
Kenni W. Hansen, København Ø.
Henrik Munk Hansen, Mors.
Jette Hansen, Fredericia.
Kirsten Marie Hansen, Kastrup.
Michael Hansen, Århus.


3. række fra venstre:
Preben Hansen, Haslev.
Tina B. Hansen, Horsens.
Dennis Hartmann, Sønderborg.
Lars Hedegaard, Århus.
Bent Aage Henriksen, Middelfart.
Jan Henriksen, Silkeborg.
Keld Holst, Aalborg.
Loi Lam Huu, Viby.
Inger Marie Haagen, Hemmet.
Ingerlise Iversen, Randers.
Dorthe H. Jensen, Brovst.
Ib Staun–Jensen, Egtved.
Inge K. Jensen, Hadsten.
Jan B. Jensen, Grenå.
Jørgen N. Jensen, Allingåbro.
Kaj Jensen, Bording.
Margit Jensen, Hedensted.
Søren Lund Jensen, Horsens.


4. række fra venstre:
Per V. Jensen, Randers.
Hanne Jessen, Løsning.
Joan Jessen, Skjern.
Bjarne Johansen, Langå.
Ib Johansen, Ulstrup.
Kornelie Josephsen, Julianehåb.
Benny L. Jørgensen, Uldum.
Rasmus Jørgensen, Eskebjerg.
Nils–Jørgen Jørgensen, Humlebæk.
Søren Keller, Vejby.
Lena Kofoed, Østermarie.
Inge Langkilde, Farum.
 
 
 
 
5. række fra venstre:
Susanne V. Larsen, Hundested.
Steen Lund Lauridsen, Varde.
Kristian Levisen, Odense.
Arne Ludvigsen, Hammel.
Una Lundfoss, Randers.
Han Ly, Århus.
Lene Lykkegaard, Bindslev.
Anders Løbger, Brønderslev.
Poul M. Madsen, Århus.
Lissie Magnussen, Risskov.
Ingeborg Madsen, Rødding.
Liselotte Madsen, Aalborg.


6. række fra venstre:
Peter Schmidt Madsen, Odense.
Hardy Mathiasen, Lemvig.
Marie–Louise Mellbin, Tåstrup.
Villy Mellergaard, Dronninglund.
Preben Morsbøll, Mariager.
Sigrid Muller, Ikast.
Birgit M. Nielsen, Fredericia.
Bjarne Nielsen, Århus.
Dorthe Nielsen, Langeskov.
Erik Nielsen, Ringkøbing.
Gunner Funck Nielsen, Århus.
Jens M. Nielsen, Charlottenlund.


7. række fra venstre:
Kaj Nielsen, Silkeborg.
Kaj V. Nielsen, Rødby.
Kim Nielsen, Aalborg.


Følgende 10 er personale:
Marianne Nielsen.
Bjarne Kjær.
Aase Fisker.
Johs. Fisker.
Nina Haldrup.
Sørine Kjær Nielsen.
Aksel Kjær Nielsen.
Torben Krogh.
N. C. Danhøj.
Inger Danhøj.


Susanne Nielsen, Randers.
Søren Nielsen, Lyngby.
Ole Nielsson, Narssaq.
Bent Ovesen Nygaard, Lemvig.
Kirsten Nørgaard, Skive.


8. række fra venstre:
Lasse S. Nørgaard, Randers.
Anta Olsen, Tranebjerg.
Brita Olsen, Kalundborg.
Per I. Olsen, Rønne.


Følgende 8 er personale:
Gerda Skovmand Madsen.
Fritz Nielsen.
Elin Christensen.
Birthe Struer.
Elsebeth Dela.
Birgit Framming.
Benny Kastrup Hansen.
Else Skovbo Jensen.


Hans Ottosen, Glejbjerg.
Bente Malene Pedersen.
Annette B. Pedersen, Køge.
Bent Ove Pedersen, Allerød.
Bo S. Pedersen, Aalborg.
9. række fra venstre:
Jesper Pedersen, Skørping.
Elna Pedersen, Vejle.
Frank H. Pedersen, Randers.
Vagn Pedersen, Brande.
Kirsten Poulsen, Randers.


Følgende 7 er personale:
Poul Nielsen.
Svend Kjærgaard.
Estrid Lynnerup.
Olav Liengaard.
Jørgen Nørgaard.
H. P. Pedersen.
Ellen Rasmussen.


Kirsten Pustelnik, Haderslev.
Alex I. Rasmussen, Thisted.
Hanne Rasmussen, Faxe.
Lis Rasmussen, Karup.
Kim Tonny Roking, Vallensbæk.
Lise Lotte Schaltz, Odense.


10. række fra venstre:
Freddy Schou, Skanderborg.
Bent Silberg, Odense.
Flemming Simonsen, Gørding.
Martha Sivertsen, Brædstrup.
Susanne Skeldrup, Lystrup.
Anna Specht, Fuglebjerg.
Carsten Stjer, Egå.
Bjarke Svensson, Sdr. Omme.
Ib Søgaard, Vils.
Birgit H. Sørensen, Ørum, Djursland.
Jens Sørensen, Brande.
Johnny Sørensen, Århus.
Kjeld Sørensen, Silkeborg.
Jytte Thomsen, Århus.
Ulla Thomsen, Århus.
Bente Trads, Arden.


11. række fra venstre:
Pernille Vind, Virum.
Søren C. Ørholst, Galten.


Resten er personale:
Merete Stamp.
Agnete Mikkelsen.
Lilly Olsen.
Johanne Graversen.
Krista Levring.
Dorethe Madsen.
Marie H. Møller.
Lene Bachmann.
Vivi Doktor.
Lisbeth Christiansen.
Britta Vestergaard.
Vera Simonsen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 



 
Elevbilleder forår 1980.
Elevbilleder forår 1980.

Elevbilleder forår 1980.

 


 

ELEVFORTEGNELSE.

Efterår 1980.
1. række:
Thomas Albertsen, Abyhøj.
Rosina Albrechtsen, Frederikshåb.
Hans Aminak, Angmagssalik.
Benjamin Andersen, Godthåb.
Eigil Andersen, Vinderup.
Else Marie Andersen, Fårvang.
Dan Asmussen, Glostrup.
Martin Bach, Randers.
Per Bo Bendtsen, Brovst.
Else Bertelsen, Fredericia.
Helle Bundgaard–Møller, Hesselager.
Billy Joe Cave, Svaneke.
Bent S. Christensen, Silkeborg.
Bente Christensen, Ålestrup.
Betty Christensen, Nibe.
Ruth Christensen, Egå.
Gani Citirikkaya, Brabrand.


2. række:
Edith Dalgaard, Nykøbing M.
Abbas Doroudian, Brabrand.
Marianne Drap, Randers.
Henny Drews, Kalundborg.
Bent Ebbesen, Grindsted.
Mimoun El–Koubee, Albertslund.
Michael Eltzholtz, Vallensbæk.
Erik Geisler, Jakobshavn.
Ib Graversgaard, Holstebro.
Lissy Gregersen, Skjern.
Annette Hansen, Rødkærsbro.
Else Marie Hansen, Vildbjerg.
Elsebeth Hansen, Fredericia.
Hans Helge Hansen, Horbelev.
Hans Peter Hansen, Vildbjerg.
Henni W. Hansen, København Ø.


3. række:
Jan Hansen, Køge.
Jens Nøhr Hansen, Askeby.
Jette Hansen, Skjern.
Karin Friis Hansen, Århus N.
Kim Rene Hansen, Grenå.
Michael S. Hansen, Næstved.
Troels Hansen, Horsens.
John Haraldsen, Vestmanna, Færøerne.
Dennis Hartmann, Sønderborg.
Birgitte Holm, Aalborg.
Ai Dinh Huynh, Tåstrup.
Benny Hvitved, Eskebjerg.
Karin Hordum, Randers.
Pia Jacobsen, Aalborg S.
Ulla Merete Jacobsen, Tandslet.
Allan Jensen, Horsens.
Annette Dahl Jensen, Lintrup.


4. række:
Jan Jensen, Grenå.
Jette Jensen, Mørke.
Jørgen Kamp Jensen, Brædstrup.
Jørgen N. Jensen, Allingåbro.
Jørn T. Jensen, Skjern.
Margit Jensen, Hedensted.
Søren Lund Jensen, Horsens.
Tom Michael Jensen, Hillerød.
Joan Jessen, Skjern.
Elsebeth Johansen, Grindsted.
 
 
5. række:
Ib Johansen, Ulstrup.
Stig Jonasen, Års.
Annegrete Jørgensen, Odense.
Klaus Jørgensen, Horsens.
Mette Jørgensen, Viborg.
Peter Kallestrup, Hillerød.
Per Kastaniengaard, Engesvang.
Dorthe Kielsen, Abyhøj.
Ulla Knudsen, Odense.
Annie Kristensen, Risskov.
Børge Larsen, Julianehab.
Henry Larsen, Hurup.


6. række:
Lise Lotte Madsen, Aalborg.
Lissy Magnussen, Risskov.
Hardy Mathiasen, Lemvig.
Biniam Mesfin, Hvidovre.
Torben Mikkelsen. Herning.
Aksel S. Mortensen, Esbjerg.
Jan Mortensen, Hadsund.
Lillian K. Møller, Albertslund.
Birger Munch, Hvidovre.
Alfred Nielsen, Randers.


7. række:
Anders Nielsen, Tølløse.
Helle B. Nielsen, Fur.
Jens Nielsen, Langå.
Lisbeth Nielsen, Fredericia.


Følgende er personale:
Bjarne Kjær.
Aase Fisker.
Johannes Fisker.
Sørine Kjær Nielsen.
Aksel Kjær Nielsen.
Nina Haldrup.
Torben Krogh.
N. C. Danhøj.
Inger Danhøj.


Lene Odgaard, Bramminge.
Britta Olsen, Kalundborg.
Nancy Olsen, Vestmanna, Færøerne.
Aksel Stig Pedersen, Hirtshals.


8. række:
Bent Ove Pedersen, Næstved.
Karen Pedersen, Århus C.
Kell Dal Pedersen, Hinnerup.


Følgende 9 er personale:
Gerda Skovmand Madsen.
Poul Nielsen.
Kirsten Kristiansen.
Else Marie Mikkelsen.
Elsebeth Dela.
Birgit Framming.
Benny Kastrup Hansen.
Estrid Lynnerup.
Ellen H. Rasmussen.
Niels Erik Pedersen, Næstved.
Ole Lind Petersea, Slagelse.
Sten Petersen, Tåstrup.
9. række:
Kirsten Pustelnik, Haderslev.
Hugo Stig Rasmussen, Rødovre.
Susanne Schou, Esbjerg.
Elisabeth Sklenar, Århus C.
Annette Skov, Kastrup.
Bjarke Svensson, Sdr. Omme.


Følgende 5 er personale:
Fritz Nielsen.
Svend Kjærgaard.
Jørgen Nørgaard.
Olav Liengaard.
Hans Peter Pedersen.


Otto Sørensen, Bjerringbro.
Kr. Thomsen, Ansager.
Uslu Selahattin, Brabrand.
Jan Vangsgaard, Thisted.
Alice Vestergaard, Esbjerg.
Vui Van Vo, København S.


10. række:
Søren Wied, Karup.
Eva Zizemska, Århus.
Søren Ørholst, Galten.
Birgit Østerberg, Langeskov.


Følgende 11 er personale:
Merethe Stamp.
Agnethe Mikkelsen.
Lilly Olsen.
Johanne Graversen.
Krista Levring.
Dorethe Madsen.
Marie H. Møller.
Naja Kjær Nielsen.
Vivi Doktor.
Lisbeth Christiansen.
Britta Vestergaard.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 
Elevbilleder efterår 1980.
Elevbilleder efterår 1980.

Elevbilleder efterår 1980.

 


 

LEGAT.

LEGATMULIGHED FOR KURSISTER, der tidligere har deltaget i et af Nørgaards Højskoles 2—10 måneders kursus.
     Da Bløcher i 1975 ophørte med at virke på skolen, skænkede han elevforeningen et obligationsbeløb, hvis renter — 500 kr. årligt — gives som tilskud til 2 sommerkursister.
     Er du interesseret, send da din ansøgning inden den 1. maj. Husk at skrive, hvilket år du var elev på skolen.
     Hvis vi ingen ansøgning får inden fristens udløb, trækker vi lod blandt de tidligere elever, som forhåbentlig melder sig på sommerkursus, herunder Grønlandskursus eller andre kurser, som højskolen afholder.
     Hvis der kommer flere end to ansøgninger, vil vi også blive nødt til at trække lod.
     Formålet med at indkalde ansøgninger er at give dem, der ikke mener at have råd til at betale hele kurset, mulighed for at deltage. — Hvis vi blot trækker lod blandt de tilmeldte »gamle» elever, finder vi ikke dem, der af økonomiske grunde holder sig tilbage.
     Ansøgningen sendes til Nørgaards Højskoles Elevforening, 8850 Bjerringbro, inden 1. maj. — Svar kan forventes inden 1. juni.

     Til slut en hilsen fra elevforeningens bestyrelse. — Vi henleder opmærksomheden på, at mindste kontingent er kr. 30,00 årligt. — Regningsindbetalingskort bliver udsendt til medlemmerne, men for en ordens skyld gør vi opmærksom på, at foreningens postkonto nr. er 5 053 625.
     Husk at meddele adresseforandring. — Det er meget vigtigt, at I gør det. Så undgår I at skrive „rykkerbreve“ til os, fordi I ikke har fået elevskriftet, og vi undgår at skulle skrive og forklare, at netop jeres elevskrift er blandt dem, der kom retur med påskriften „Adressaten ubekendt“.

     Meddelelse bedes sendt til:
NØRGAARDS HØJSKOLES ELEVFORENING
8850 BJERRINGBRO

— og ikke til skolen.

     Nørgaards Højskoles jubilæumsskrift er udgivet af Nørgaards Højskoles elevforening under redaktion af Gerda Skovmand Madsen.

BESTYRELSEN.

 


 

Love for Nørgaards Højskoles elevforening.

§1.:
Foreningens formål er at holde forbindelsen mellem skolen og tidligere elever vedlige samt evt. at yde bistand til disse. Som medlemmer kan optages tidligere og nuværende elever og funktionærer ved skolen.

§1a.:
Som medlemmer kan også optages deltagere fra Nørgaards Højskoles feriekurser, når disse mindst 3 gange har været sommerkursister på højskolen.

§2.:
Elevmøde afholdes 1 gang årligt.

§3.:
Generalforsamling afholdes sammen med elevmødet.
Dagsordenen skal omfatte:
1) Valg af dirigent.
2) Formanden aflægger beretning, som stilles til godkendelse.
3) Regnskab aflægges og stilles til godkendelse.
4) Behandling af indkomne forslag.
5) Valg af bestyrelse, revisorer og suppleanter.
6) Eventuelt.
Forslag til lovændringer skal være formanden i hænde senest 2 måneder før generalforsamlingen, idet forslagene skal indgå i den udsendte dagsorden for at kunne vedtages.

§4.:
Lovændringer kræver tilslutning fra 2/3 af de stemmeberettigede på generalforsamlingen.

§5.:
Kontingentet fastsættes hvert år ved generalforsamlingen.

§6.:
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. 4 afgår på ulige og 3 på lige år efter tur.
   Der vælges 2 revisorer, 2 suppleanter for revisorerne og 3 suppleanter til bestyrelsen, alle for l år ad gangen.
   Bestyrelsen konstituerer sig selv.

§6a.:
Bestyrelsen vælger hvert år for l år ad gangen 5 repræsentanter til skolens repræsentantskab. Endvidere vælges 2 suppleanter, en 1. suppleant og en 2. suppleant.

§7.:
Bestyrelsen er beslutningsdygtig efter bemyndigelse ved den årlige generalforsamling.

§8.:
Der udsendes et elevskrift hvert år til jul.

§9.:
Hvis foreningen opløses, tilfalder de økonomiske midler Nørgaards Højskole.

 
Indvielse af svømmesalen.
Indvielse af svømmesalen.

Indvielse af svømmesalen.

 


 
Indvielse af svømmesalen.
Indvielse af svømmesalen.

Indvielse af svømmesalen.

 


 

Plan for perioden 1. januar til 31. december 1981.

  1.
 
Mandag den 5. januar
 
Forårssemesteret 1981.
Elever ankommer mellem kl. 15 og 18.
  2.PersonalemødeLærergruppen har møde kl. 9.
  3.Nye eleverAnkomst søndag kl. 15.
  4.Personalemøde/lærermødeFra kl. 1830 — 21.
  5.
 
Pædagogisk dag
og hyggeaften
Kaffe kl. 830, mødestart kl. 9.
 
  6.
 
Planlægningsmøde
 
Elever møder til middag 21/4.
Vi planlægger fra 8—12.
  7.
 
 
 
Forlænget week–end
 
 
 
Fredag den 23.—25. januar
Lørdag den 21.—23. marts
Fredag den 18.—20. september
Lørdag den 21.—23. november.
  8.
 
Vinterferie
 
Fra lørdag den 14.
til søndag den 22. februar.
  9.
 
Efterårsferie
 
Fra lørdag den 17.
til søndag den 23. oktober.
10.ErhvervsvejledningFra kl. 13 — 16.
11.FastelavnsfestFor alle fra kl. 19 — 24.
12.
 
 
 
 
 
Emneuge
 
 
 
 
 
1) Mandag 5. jan. til søndag 11. jan.
2) Mandag 9. feb. til fredag 13. feb.
3) Mandag 13. april til onsdag 15. april.
4.) Mandag 15. juni til onsdag 17. juni.
5) Mandag 21. sept. til fredag 25. sept.
6) Mandag 16. nov. til fredag 20. nov.
13.
 
Udtalelser/gule
 
Skal være færdige onsdag den 25. marts
inden aften.
14.Åbent–hus–dagMandag den 6. april og mandag den 9. nov.
15.
 
Forældre/familiedag
 
Lørdag den 25. april og
lørdag den 10. okt.
16.
 
 
 
 
 
Forårssemestret
 
VIGITIGT!
 
 
 
Afslutningsmiddag kl. 18 med afrejse
den 19. inden kl. 10.
Alle ganglærere skal være til stede med en
gennemgribende og total oprydning og
rengøring.
17.
 
Folkedanserkursus
 
Fra lørdag den 27/6 kl. 15 til søndag
den 5. juli kl. 10.
18.
 
Familiekursus
 
Fra søndag den 5. juli kl. 15
til søndag den 12. juli kl. 10.
19.
 
Højskolekursus
folkedans/spillemænd
Fra søndag den 12. juli kl. 18
fredag den 17. juli kl. 10.
20.
 
Folkedanserkursus
 
Fra lørdag den 18. juli kl. 15
til søndag den 26. kl. 10.
21.
 
Rengøring
 
Fra mandag den 27. juli
til fredag den 7. aug.
22.
 
Europæisk
handicapstævne
Fra søndag den 9. aug.
til fredag den14. aug.
23.
 
Elevstævne
 
Fra lørdag den 13. juni
til søndag den 14. juni.
24.
 
Personaleudflugt
 
Lørdag den 22. aug.,
hvor bestyrelsen deltager.
25.
 
Efterårssemestret
 
Nye elever — ankomst mellem
kl. 15 og 18.
26.Højskole–week–endFra fredag til søndag aften.
27.
 
 
 
 
Afslutningsfest
 
 
 
 
Torsdag den 17. december.
Elevafrejse senest fredag kl. 10.
Julefrokost fredag.
Alle ganglærere sikrer god rengøring
og oprydning torsdag kl. 13 til 16.
28.
 
Indføringskursus
— forår
Fra søndag den 29. marts til
semesteret ud.
29.
 
Indføringskursus
— efterår
Fra mandag den 26. oktober og
semesteret ud.
30.Skolens fødselsdagsfestFejres 3. november.
31.
 
Strukturdebat
 
Vi ser på 1980—1981 samt vort
materiale fra vores to dages møde.

 
Plan for perioden 1. januar til 30. juni 1981.
Plan for perioden 1. januar til 30. juni 1981.

Plan for perioden 1. januar til 30. juni 1981.

 


 
Plan for peioden 1. juli til 31. december 1981.
Plan for peioden 1. juli til 31. december 1981.

Plan for peioden 1. juli til 31. december 1981.

 


 

Højskoleforeningens program 1980/81.

Torsdag den 2. oktober kl. 2000:
Redaktør Frank Osvald, Danmarks Radio.
Emne: „På vej mod afgrunden“.
Storpolitisk foredrag om krisen i øst og vest.


Torsdag den 13. november kl. 2000:
Højskoleforstander Niels Højlund, Ry.
Emne: „Højskole — åndsliv eller realskole?“.


Tirsdag den 18. november kl. 1930:
Spec. ungdomsprogram.
Teateraften: „Smil til fotografen“ v/ Teamteatret, Herning.


Torsdag den 11. december kl. 2000:
Fælles sangaften v/ tidl. forstander Aksel Nielsen og Olav Liengaard m. fl.


Torsdag den 8. januar kl. 2000:
Forfatter og tegner Claus Bering viser sin naturfilm „Sporene slettes“ og taler om vores truede natur.


Torsdag den 29. januar kl. 2000:
Populær klassisk koncert v/ Århus Kammerorkester.
Program: Vivaldi: „De fire årstider“, Mozart: „Eine kleine Nachtmusik“.


Torsdag den 5. februar kl. 2000:
Blicher–aften v/ Aksel Nielsen, Thorning.


Torsdag den 5. marts kl. 2000:
Helleristninger — oldnordisk billedkunst.
Lysbilledforedrag v/ redaktionssekretær Gudfred Nørgaard Jepsen.
Der er arrangeret udstilling på skolen, der har relation til foredraget.


Den 24.—28. marts:
Spil sammen uge v/ Olav Liengaard.